Den glemte kritik

Jeg meldte mig aktivt ind i initiativet Nej til Krig og Terror af to grunde: For det første fordi jeg principielt er imod krig, da jeg selv som barn oplevede krig i mit fødeland Iran. I en meget tidlig alder forstod jeg den sande betydning af krig og de rædsler og ødelæggelser, den altid fører med sig for den civile befolkning i et land.
For det andet fordi jeg har set magen til Taleban-systemet og har set fundamentalistiske terrororganisationer og finder det yderst væsentligt, at man i den vestlige verden åbner øjnene for de islamiske fundamentalistiske bevægelser, der i de sidste to årtier har gjort livet til et helvede for millioner af mennesker i Mellemøsten.
Men lad os vende tilbage til krigen. En krig som endnu engang viser supermagternes dobbeltmoralske, uretfærdige og absurde politik.
Enhver ved i dag, at det var USA og andre vestlige lande, som i 1980erne forsøgte at hjælpe Talebanerne til magten.
Målet var på det tidspunkt at drive den sovjetiske hær ud af Afghanistan samt at bekæmpe de progressive kræfters fremgang. Der blev udleveret våben, penge og uddannelse, og operationen anses for at være et af de angreb, CIA har haft størst succes med gennem tiderne.
 
USA vender 180 grader
Cirka 12 år senere går hele den såkaldt civiliserede verden sammen og sætter alle kræfter ind på bekæmpelse af det samme monster, de selv var med til at skabe.
Det bemærkelsesværdige er at talebanerne var fascistiske og imod alle menneskerettigheder helt fra starten. De har aldrig lagt skjul på deres magtmisbrug eller de fanatiske, reaktionære og undertrykkende holdninger, de står for.
Talebanerne har siden deres magtovertagelse ødelagt millioner af afghaneres liv. Alle kender til de grusomheder og modbydeligheder Talebanerne har budt den afghanske befolkning.
Men i over 10 år lukkede den vestlige verden øjnene for, at mange mennesker i dette land fik frataget enhver menneskerettighed for blot at kunne leve et normalt liv. At kvinder ikke bliver regnet for mennesker, og at ethvert sekulariseret og moderne menneske bliver offentligt henrettet har ikke vakt den stor harme og forargelse i de vestlige og demokratiske lande.
Man har nok syntes, at det var synd for disse mennesker, men aldrig har man hørt om, at der skulle gøres noget ved disse tragedier. Når det kommer til at forsvare universelle menneskerettigheder, er den vestlige verden god til at undskylde sin passive position med kultur-relativisme, der bygger på en tom respekt for andre folks religion og kultur.
 
Hvorfor nu?
At den vestlige verden reagerer så voldsom i dag, er ikke, fordi man har ondt af de millioner af mennesker, der i lande som Afghanistan og Iran lider under fundamentalistiske regimer. Og det er heller ikke, fordi disse bevægelser pludselig er dukket op efter den 11. september.
Tværtimod har disse ekstreme politiske bevægelser haft fremgang i Mellemøsten i løbet af de sidste 20 år. De har med Koranen i hånden og i Guds navn fængslet, henrettet og terroriseret alle dem, der har sagt dem imod. Forfattere, kritikere og frit tænkende individer har fået dødsdom og er blevet forfulgte.
Men så længe de holdt deres brutaliteter langt væk fra den vestlige verden, blev de ikke betragtet som en trussel mod menneskeheden.
Først nu efter at det denne gang er gået ud over USA og amerikanske liv, sætter man alle militære og politiske kræfter ind på at tilintetgøre Talebanerne.
De uskyldige liv, der den 11. september gik tabt, skal nu for enhver pris hævnes, og det gør man ved at sætte det afghanske folks liv på spil ved at føre en uhæmmet og ukritisk krig.
 
Krigens resultater
I flere uger har USA med accept og hjælp fra andre lande bombet et land, som allerede ligger halvt i ruiner og halvt i en katastrofal fattigdom. De bomber et land i forfald, og samtidig påstår de, at det ikke går ud over de civile.
Man skal både være blind og døv for at tro på de påstande. Selvfølgelig går det ud over de civile afghanere. Lad mig kun minde om de tusindvis af afghanere, der i disse dage lever et usselt liv i flygtningelejre, som kun kan måle sig med kz-lejre fra Anden Verdenskrig.
Verden befinder sig i en meget kritisk situation. Denne krig har allerede vist, at den ikke bekæmper terrorismen, men snarere har skabt yderligere had. Denne krig er farlig, da den kan involvere flere og flere lande.
Den er farlig, da den kan udvikle sig til en krig mellem islam og kristendommen. Og herhjemme er den jo allerede startet takket være Dansk Folkeparti og yderliggående muslimer.
I dag står vi på den ene side over for en uretfærdig og hensynsløs krig, som skal kritiseres og stoppes, og på den anden side har vi Talebanerne, som er farlige, udemokratiske og fanatiske, og som også kræver kritik.
 
Kritik til to sider
Derfor vil jeg opfodre alle frihedselskende og sekulariserede mennesker til at tage lige så skarp afstand fra de fundamentalistiske islamiske bevægelser som fra krigen.
Det er vigtigt at passe på ikke at stå ved fundamentalisternes side, når vi vil fordømme angrebet på civilbefolkningen i Afghanistan. At søge i fredens navn at skabe dialog med Talebanere er som at gå i dialog med forbrydere og bødler.
I stedet skal man fokusere på den folkelige opposition, som for længst har ønsket at komme af med Talebanerne. I stedet skal man bakke de progressive og radikale, folkelige protester op, så vi i fremtiden kan undgå diktatoriske styrer som dem i Afghanistan og Iran.

Shiva Farahmand holdt denne tale ved en demonstration i København afholdt af initiativet Nej til Krig og Terror på den internationale aktionsdag 27. oktober 2001.

---

Når der blir mange nok
Af Marta Christensen

Når der blir mange nok der si'r nej
til krig og mistro og våben
så vil det omsider vise sig
at verden er stor og åben
Hvad gamle, kærlighedsløse mænd
har opdelt i fjendtlige zoner
vil blomstre som venskabsøer ved hjælp
af unge og nye visioner
Når der er mange nok som forstår
at der er vor pligt i livet
at videregive vor grønne jord
så grøn som den blev os givet.

Så spørg ikke træt hvad hver enkelt formår
ved stadig at virke og håbe
du ved jo selv verdenshavet består
af dråbe ved dråbe ved dråbe.