At blive otte år igen

Jeg var otte år under Golfkrigen. Vi havde min fætter, der dengang var atten, boende et halvt år. Han har dobbelt statsborgerskab.
Amerikansk og dansk. Hans mor, min faster, som bor i USA, syntes han skulle komme hjem, hvis amerikanerne begyndte at indkalde unge mænd til krigen. Hos os var det stik modsat. Vi syntes, han skulle blive her, hvis de indkaldte.
Alt det med ham og værnepligten kan jeg ikke huske, det er noget, jeg har fået fortalt. Men jeg kan huske hvor uhyggeligt det var med bomberne, og jeg kan huske, at jeg spurgte min mor, om krigen aldrig holdt op. Når man er otte, er to måneder et halvt liv.
Jeg kan huske, at jeg havde en fornemmelse af, at min mor skulle kunne svare, når jeg spurgte. Det er det, man har forældre til: At trøste, når man er bange.
 
Terrorangrebet
Nu er jeg atten. Da terrorangrebene på World Trade Center og Pentagon kom, var jeg alene hjemme. Det var næsten ikke til at holde ud. Jeg ringede til min mor, der troede, jeg talte om ét fly og en ulykke, og som i øvrigt var på vej til et møde og derfor meget fortravlet. "Vi må snakke om det, når jeg kommer hjem," sagde hun. Og det var egentlig ikke godt nok. Hun skulle være der. Det er det, man har forældre til.
Da jeg hørte, hvordan George W. Bush reagerede - han snakkede om krig og korstog - kunne jeg mærke, at jeg blev otte år igen. Jeg blev nødt til at spørge min mor, om der nu blev storkrig, og hun skulle sige, at det blev der ikke. Det er det, man har forældre til.
Forældre skal fortælle én, at det hele ikke er så slemt, som det lige ser ud, og det skal nok gå. Jeg kan stadig huske, hvor stor en skuffelse det var i 1991, at min mor ikke bare sagde, at det ville slutte lige om lidt.
Men her i dag, atten år gammel og alligevel kun otte, ved jeg godt, at lige det her bestemmer mine forældre sådan set ikke, hvor gerne jeg end vil have det, og de kan ikke engang fortælle mig, hvad der vil ske, eller hvor mange civile der skal slås ihjel, før de stopper den forbandede krig.
 
Da krigen kom
USA og Storbritannien siger, de ikke rammer civile mål. Den danske regering og store dele af Folketinget lader, som om de tror på det.
For mig virker det som ét stort bluffnummer. Det er en krig, der bliver ført på den rigtige måde, siger de. Man rammer de rigtige mål.
Osama bin Ladens træningslejre og Talebanstyrets bastioner.
Men hvem var det egentlig man ville ramme? Er målet Osama bin Laden eller er det Talebanstyret, eller er det dem begge to? Er Talebanstyrets fald blevet del af "operationen", fordi USA egentlig godt ved, at de måske ikke kan finde, dvs. ramme Osama bin Laden, og så har de jo trods alt sejret, hvis de har væltet Talebanstyret? At de så i mellemtiden har dræbt masser af civile og kastet afghanerne ud i endnu større nød og elendighed, det er bare et komma i den store historie om kolonialisme og globalisering og økonomiske interesser, der kværner derudad uanset hvad.
 
Situationen udnyttes
Og hvordan er det med resten af verden? Hvordan er det, de andre, der laver statsterrorisme, udnytter situationen? Rusland kan nu sætte fuldt blus under krigen mod Tjetjenien, der har kostet ufatteligt mange civile ofre, for krigen er en krig mod terrorister. Bush og Putin er pludselig gode venner, med samme ulækre ærinde.
Og Israel? Hvad der er sket i Israel og Palæstina igennem mange år er ubeskrivelig forfærdeligt. Besættelse af palæstinensiske selvstyreområder, bosættelser, drab på civile. En uendelig undertrykkelse af palæstinenserne og deres ret til en palæstinensisk stat.
Min mor skulle kunne sige til mig, at det holder op lige om lidt, men det gør hun ikke, og jeg ville alligevel heller ikke tro på hende.
Det er forskellen på at være atten og otte. Jeg ved godt, at Israel har udnyttet situationen til at optrappe volden og terroren mod palæstinenserne, for i Mellemøsten er det dem, der bekæmper terrorister - med alle midler også tortur, som til lejligheden kaldes "moderat fysisk pres".
I slutningen af august og begyndelsen af september deltog jeg i FNs Verdenskonference mod Racisme. Både under NGO-delen og under den officielle konference blev der talt om det såkaldte Israel-Palæstina-spørgsmål - ja, for en krig eller besættelse eller undertrykkelse kalder man det jo ikke.
Man kunne mærke, at palæstinenserne var desperate. Det var ikke hele tiden, jeg syntes lige godt om deres form, for ikke at sige, at jeg syntes, de næsten modarbejdede deres egen sag, så aggressive som de var, men hvor jeg dog forstod dem! For de israelere, der talte imod dem, var så selvretfærdige, at det var til at få kvalme over.
Under en paneldebat om kolonialisme, hvor også en palæstinenser skulle tale, holdt nogle smilende israelere skilte i vejret under hele hans tale: Discuss Racism not Politics, som om der overhovedet ikke er en sammenhæng mellem en paneldebat om kolonialisme og det, der foregår i Israel/Palæstina, som om der overhovedet ikke er en sammenhæng mellem en konference om racisme, racemæssig diskrimination, fremmedhad og beslægtet intolerance - ja, for så lang var konferencens titel - og det, der foregår i Israel/Palæstina, som om der overhovedet ikke er en sammenhæng mellem racisme og politik. Det var ekstremt, ja egentlig både ydmygende og provokerende - også for mig. Hvordan må det så ikke have været for palæstinenserne? Og nu går det bare derudad. Det er en slem kliché, men jeg har ikke ord til at udtrykke, hvad jeg føler.
 
Et råd til Nyrup
Volden optrappes i Palæstina, i Tjetjenien, i Afghanistan. Den danske regering vil gerne støtte galskaben, virtual reality-spillet, der nu kører i Afghanistan. Vi er sådan nogle små nogen, og vi vil sørme gerne være indenfor i varmen. Og vores indvandrere, ja, dem må vi kigge lidt nærmere på.
Og så skal vi have strammet op på nogle regler og vedtaget nogle love sammen med EU, så der ikke kommer flere ind i landet, eller vi kan komme af med dem, vi har. Hvad ved jeg. Nu er det jo oven i købet hemmeligt, det der foregår. Kun regeringsledere ved, hvad det er vi vedtager.
Hvis jeg var Poul Nyrups mor, så ville jeg klappe ham på hovedet og sige til ham, at han nu har været en rigtig dygtig lillebror længe nok. Nu kan han godt slappe af og begynde at tænke selv. Det bliver der ikke fred af, men måske kunne nogle andre små brødre også begynde at tænke selv.
Der kunne måske komme en hel bevægelse af fredselskende lillebrødre, der kunne tænke selv og handle moralsk, økonomisk og politisk ansvarligt. Til sidst kunne budskabet måske så nå frem til storebror.
Og hvis han stod der mutters alene, og ingen gad lege med ham, fordi hans leg er rigtig dårlig, så kan det da godt være, at han ville finde på en anden leg, og den leg kunne måske give os et afsæt for at løse konflikter med ikkevoldelige midler og give os nogle frugtbare diskussioner om, hvad det er, vi vil med den "blågrønne gåde", som Ebbe Kløvedal Reich kalder vores jord i sin Fredssang.

Annevig Schelde Ebbe holdt denne tale ved en demonstration i København afholdt af initiativet Nej til Krig og Terror på den internationale aktionsdag 27. oktober 2001.