Militarisering er en fejl

Det var helt forudsigeligt, at EU ville blive militariseret. Faktisk forudså en af verdens førende fredsforskere, TFF-rådgiveren Johan Galtung, det allerede i sin bog om EU fra 1972 "A Superpower in Making" (En supermagt på vej).
Det ligger ikke inden for stormagternes natur at se storheden i ikkevold, dialog, tolerance eller at spille rollen som en blandt mange. EU, hvis hovedspillere er tidligere kolonimagter og nuværende atommagter og/eller kulturelt voldelige, begyndte sin militarisering for omkring ti år siden med det fransk-tyske militærsamarbejde, og den tog et nyt skridt frem med den fransk-tyske aftale i 1998 i Saint Malo.
Og vore dages Nice-topmøde har formodentlig sat militariseringen af EU ind på et nyt spor, hvorfra der ikke kan vendes tilbage, sandsynligvis sporet frem mod en ny Kold Krig.
I dag er det det såkaldte Eurocorps, der formelt har ansvaret for NATO/KFOR i Kosovo. Indadtil kæmper EU med en stadig mere lodret integration, dvs. højere og højere grad af standardisering og harmonisering af flere og flere områder, og med horisontal integration af flere og flere lande.
Udadtil besluttede EU på topmødet i Helsinki i december 1999 at blive en af verdens hovedaktører ved at oprette en anselig militær Rapid Reaction Force (hurtig reaktionsstyrke) i 2003.
Der er forskellige forslag i retning af Europas Forenede Stater, der er fælles valuta, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, fælles eller harmoniserede love, en struktur med funktioner, der i stigende grad ligner en superstat med en præsident.
Der foregår en intensiveret civil og militærindustriel integration og rationalisering. Og ved topmødet i Nice i 2000 var et Europæisk Charter på bordet. Vi får at vide, at en europæisk "hær" ikke er under opsejling. Men kan EU virkelig fortsætte med integration på bogstaveligt talt alle områder uden at ende med noget, der i forbløffende grad ligner et integreret militær?
Hvis det er tilfældet, er det historisk unikt. Hvad angår forsvar og militær, ligger det så ikke i sagens natur, at de kræver mere centralisering, central kontrol, harmonisering, samarbejde, standardisering og integration, end de fleste civile områder?
Målene for styrken i 2003 blev planlagt i 1999 til 60.000 mand. Men landene har allerede forpligtet sig til 70.000. Med reserverne vil man ende på 225.000 soldater. Og ikke just traditionelle fredsbevarende våben.
Sverige har for eksempel bevilget AJS 37 Viggen jagermaskiner, en undervandsbåd, korvetter og en mekaniseret bataljon. Storbritannien har forpligtet sig til 18 krigsskibe og op til 72 kampfly. Ministrene siger til borgerne, at det er til katastrofehjælp, humanitær hjælp, naturkatastrofer, minerydning og fredsbevarelse. Styrken skal tjene som støtte, og vil kun blive brugt som en sidste mulighed, når alt andet er blevet forsøgt for at forhindre konflikter i at udvikle sig til voldelige kampe.
Men hvis den modelleres efter Kosovo-tilfældet, så er netop Kosovo eksemplet par excellence på det forebyggende diplomatis fiasko og på, at diplomatiet støtter militæret.
 
Civile aspekter af krisestyring
Vi får også at vide, at EUs mest betydningsfulde del er civil, og at civil krisestyring sammen med tidlige analyser, tidlig varsling og voldsforebyggende diplomati er hovedsagen. Men den nuværende struktur og afbalancering af ressourcerne viser ikke den pointe.
Tidligere har Kommissionen udviklet en fortegnelse over 25 kategorier (der omfatter 300 specielle aktioner) med civil krisestyring. Blandt dem finder vi bogstavelig talt alt, såsom operationer mod terrorisme, støtte til frie medier, uddannelse af efterretningstjeneste og juridisk personale, såvel som uddannelsescentre for konfliktløsning.
Der må altså opstilles nogle prioriteringer. Ifølge dokumenter fra Det Europæiske Råds Feira-topmøde i juni 2000 havde en Midlertidig Komité for civile aspekter af krisestyringen sit første møde kun tre dage før topmødet (16. juni) og kunne næppe have nået at udvikle særlig megen identitet.
Appendix tre af Feira-dokumentet nærmer sig det civile aspekt på følgende måde:
"Forstærkningen af Unionens muligheder med hensyn til den civile krisestyring skal frem for alt forsyne den med tilstrækkelige midler til at stå over for komplekse politiske kriser ved:
- at handle for at forebygge udbrud eller eskalering af konflikter;
- konsolidere fred og indre stabilitet i overgangsperioder;
- sikre komplementaritet mellem de militære og de civile aspekter af krisestyring, så de dækker alle Petersberg-opgaverne."
Hvordan gøres det så operationsdygtigt? De områder, der prioriteres sammen med målformuleringen er:
(I) Politisamarbejde under kriser og i relation til:
(II) Styrkelse af retssystemet, dvs. bistå med genetablering af et juridisk og strafferetsligt system til overgangssamfund og/eller genopbygning efter konflikt/krig.
(III) Styrkelse af den civile administration - uddannelse af eksperter til opgaver i forbindelse med genetablering af administrative systemer, der er brudt sammen.
(IV) Civil beskyttelse - såsom eftersøgning og redning i forbindelse med katastrofehjælp.
Det bør stå klart for enhver, at enhver henvisning til civil krisestyring - konfliktanalyser, tidlig varsling, opmærksomhed mod de menneskelige dimensioner af konflikter, uddannelse af mæglere, fredsarbejdere, socialarbejdere, psykologer, konfliktsløsningseksperter, forhandlere og aktiviteter, der retter sig mod at styrke civilsamfundet, forsoning og tilgivelse - mangler i betænkelig grad.
 
EU versus FN og OSCE
Feira-topmødet besluttede, at EU-styrken skal indsættes "både som reaktion på et krav fra en organisation som FN og OSCE, der skal stå i spidsen for en styrke, og hvor det er hensigtsmæssigt i en uafhængig EU-aktion".
Det blev også besluttet, at "foreslå NATO at skabe fire 'ad hoc arbejdsgrupper' mellem EU og NATO inden for områder, der er identificeret i den sammenhæng: sikkerhedsspørgsmål, målduelighed, midler der giver EU adgang til NATO-aktiver og -muligheder og definition af permanente ordninger for EU-NATO-samråd".
Da FN var på sit højeste som fredsbevarende organisation var der udsendt omkring 70.000 Blå Baretter. Ved udgangen af oktober 2000, var tallet nede på 37.000, et tal der omfatter observatører, civilt politi og soldater.
Storbritannien, der vil indsætte 12.500 soldater i EU-styrken, har 312 i FNs fredsbevarende styrker. Sverige, der vil bidrage med 1500 til - EU-styrken, har 192 i FN, hvoraf 46 er soldater. Hvis EUs stærkeste nationer ønsker, at FN skal være førende i det fredsbevarende arbejde, er det underligt, at organisationen systematisk er blevet drænet for økonomiske midler, arbejdskraft og legitimitet, mens EU søger at opbygge en operativ styrke, der er dobbelt så stor på bare tre år.
Det er de samme lande, der aldrig har kunnet levere tilstrækkeligt veltrænede Blå Baretter (for eksempel til Srebrenica i tide) med lettere og mindre sofistikeret militært udstyr til verdens vigtigste fredsskabende organisation.
Det er også dem, der under bombningerne af Jugoslavien i 1999 krænkede FN-Charterets basale værdier om at "skabe fred med fredelige midler", og så bort fra bestemmelsen om at have et FN-mandat. Den svenske statsminister holder fast ved, at EU-styrken også vil være et bidrag til FN.
Men det rejser øjeblikkelig spørgsmålet: Hvorfor beslutter USA og EU ikke omsider at gøre FN til det, FN burde være og havde en chance for at blive efter afslutningen på den gamle Kolde Krig?
 
EUs turbo-militarisme
Den vigtigste begivenhed i forbindelse med etablering af den politiske atmosfære, inden for hvilken turbomilitariseringen af EU nu finder sted, er erfaringen fra Kosovo i 1999.
De europæiske ledere accepterede, at USA overtog showet, tog den diplomatiske føring og bakkede den op med en overvældende militærmagt, som næsten hensatte de europæiske NATO-partnere i beskuerens rolle. Førende EU/NATO-partnere anerkendte den strukturelle svaghed og den manglende evne til at bære byrden, og bakkede deres diplomatiske bestræbelser op med magt.
I forbifarten kan man notere sig, at Kosovo er den bedste enkeltstående illustration af den manglende evne til:
a) at diagnosticere konflikten,
b) at iværksætte tidlig varsling,
c) at anvende tidlig lytning og
d) at komme med en samling fornuftigt kreative og acceptable konfliktdæmpende og mæglende initiativer.
Det er også den sag, hvor man har set hemmelig våbenhandel og militærtræning, efterretningstjenesters infiltration i fredsmissioner, dobbeltspil og vestlige alliance-dannelse med yderligtgående separatistiske nationalister og en seen bort fra moderate, ikkevoldelige, politiske faktorer. Det enkle faktum står tilbage, hvad enten det dækkes eller ikke dækkes i den vestlige mainstreampresse, om vi er længere væk fra en løsning på det egentlige spørgsmål, end vi nogensinde før har været.
Det er erkendt, at nogle vestlige ledere i 1999 fortalte deres befolkninger forskellige ting, der skulle retfærdiggøre 78 dages bombninger, og som viste sig enten ikke at være hele sandheden eller skamløse løgne.
Ingen af de dybe og komplekse konflikter er blevet løst i området - fem år efter Dayton og 18 måneder efter bombningerne (artiklen er dateret 7. december 2000, red.).
Den nuværende internationale mission har problemer med finansiering og har ikke været i stand til at forhindre etniske udrensninger, lovløshed og autoritære principper i Kosovo på trods af, at de har flere tropper og civile end Beograd nogensinde har haft til at opretholde lov og orden.
Kosovo er blevet et spørgsmål, der deler - om ikke ligefrem et vendepunkt i - de euro-atlantiske relationer. EU har brokket sig højt som svar på det, som amerikanerne de facto siger: vi klarede bombningerne og fik vores base dér, vi betalte langt det meste, nu er det jeres tur til at klare freden.
Kredse tæt på George W. Bush har mere end antydet, at USA ikke bliver der meget længere. Så Europa kan sidde fast med en ekstremt dyr blindgyde-protektorats-lignende situation i de næste årtier. Først var der Kosovo, så var der Kosova og i en overskuelig fremtid vil der være "Kaosovo". En fiasko, hvad angår diplomati, moral og fredsskabelse, bliver nu gjort til en metode. Af EU.
Historiens ikkevoldelige ironi fortjener at blive nævnt. Kosovo-albanerne startede på en ikkevoldelig vej og fik ikke andet end øjentjeneri fra Vesten. De endte med en ekstremt voldelig politisk kraft med Vestens opbakning.
Som kontrast til det blev de nationaliteter, Serbien udgøres af, i et årti eller mere spærret inde bag Milosevic' interne og Vestens ydre tremmer - kort sagt: alvorlig vold. De undgik imidlertid, hvad vi alle frygtede, nemlig borgerkrig og anden frygtelig intern vold og brød tremmerne ned med ikkevoldelige midler.
Officielt bliver de støttet af Vesten. Men hvor længe hvis de ikke efterkommer Vestens krav? (Hvis hr. Kostunica forbliver den Vojislav Kostunica, jeg kender, og det tror jeg, han gør, er han ikke den mand, Vesten vil se som samarbejdspartner på lang sigt.)
 

Kosovo handlede om 10 andre ting Det er ikke svært at se, at Kosovo ikke kun - og måske end ikke hovedsagelig - handlede om Kosovo. Sagen handlede om: 1) et element i opbygningen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU, som var på vej "op"; 2) en vadesten på vej til og ind i NATO-udvidelsen; 3) en chance for at styre det meget svækkede Rusland, og 4) en chance for at forbedre adgangen til olien i Kaukasus. 5) Yderligere kunne situationen bruges som brændpunkt for de indbyrdes forbundne konfliktformationer og strategiske teatre: Balkan, Mellemøsten og Kaukasus. Det skabte et modsætningsforhold til Rusland, nogle af naboerne i området, Indien og Kina og kunne således godt af fremtidige historikere beskrives som begyndelsen til en ny Kold Krigs-formation mellem Vesten og disse vældige magter. 6) Serbien-Kosovo-konflikten kunne også bruges til at fremme markedsøkonomien. Det blev skrevet ind i Rambouillet-teksten, at Kosovo skulle sætte gang i en markedsøkonomi, ligesom det havde stået i Dayton-aftalen. Vesten kunne én gang for alle få et fodfæste og sprede vestlige værdier og institutioner - og støvler - over hele Kosovo. 7) Kort sagt havde ikkevold tabt og militæret vundet. 8) Dertil kommer, at hele affæren kunne bruges som bevis på, at USA og NATO - ikke EU og bestemt ikke FN (som aldrig havde været på banen i en Kosovo-mission før krigen) eller OSCE - var fredsbevarerne, fredsfrembringerne og fredsskaberne. FN blev tvunget til at forlade Makedonien, hvor organisationen havde haft en af sine mest succesfulde missioner, kun nogle få uger før bombningerne startede. Så FN (der er den eneste organisation, der kan sige at være synonym med det meget brugte udtryk det "internationale samfund") blev forkastet som verdens nye fredsbevarer. 9) Det næste er, at med CIAs infiltration af OSCEs KVM-mission blev Kosovo også en afslutning på den organisation som en vigtig og stærk regional organisation. 10) Og endelig kunne USA benytte lejligheden, som man også havde gjort i Bosnien og Kroatien, til at vise, at Europa ikke kunne handle sammen, og at USA måtte løse nogle problemer i Europas baghave. Kort sagt blev EU som EU ydmyget. Den hurtige militarisering af EU sender nu et signal om et "aldrig mere".

 
Forsøg på verdensdominans
Hvis Vestens operationer på Balkan handlede om fred, var det en meget speciel fred, der blev fremkaldt på en meget speciel måde. Man må håbe, at dette ikke er, hvad EU har planer om at gentage i forskellige konfliktområder inden for 4000 kilometers rækkevidde, eller i noget som helst konfliktområde i verden.
Den svenske forsvarsminister, Björn von Sydow, har bekræftet, at der ikke er defineret geografiske grænser for, hvor EU-styrken skal intervenere. Kort sagt var Balkan og Kosovo især en gave til dem, der ønskede at fremme NATO og underminere FN og andre mere civile organisationer.
Det var et springbræt for dem der ønsker, at USA skal bevæge sig fremad, ikke som en kraft inden for civilisation og en kreativ, ny konfliktstyring, men i rollen som verdenspoliti, verdensdommer og verdensdominator. Er det langt ude at arbejde med den hypotese, at USA sigter mod verdensdominans i denne periode af historien mellem et meget svækket Rusland og et Asien på vej op?
Overvej de samtidige forsøg fra USAs side på at kontrollere moderne computerrelaterede teknologier og bioteknologi, verdensmarkedet og verdenshandlen, fredsbevarelse i verden, verdenshavene, verdens ressourcer og verdens miljø. (Sidstnævnte gøres ikke ved at blive enige om globale normer i Kyoto og Haag, men gennem miljømæssige modificeringsteknikker til krigsformål som HAARP).
USA er også den eneste stat, der planlægger at blive i stand til at udkæmpe en atomkrig, og endog med politiske formål og ikke kun som reaktion på et angreb. Eftersom en sådan krig betyder en mulig ødelæggelse af verden, har USA planer om at overleve den ved hjælp af det planlagte selvbeskyttende BMD, Ballistic Missile Defence (Ballistisk missilforsvar).
Yderligere er det sådan, at intet land i menneskehedens historie har udkæmpet så mange krige, interveneret så mange steder, brugt sin efterretningstjeneste i så vid udstrækning og solgt så mange våben.
Tilføj så endelig til dette den styrke, med hvilken amerikansk kultur, amerikanske medier og nyhedsbureauer - endog som de stærkeste på verdensplan - former folks opfattelse af verden og hemmeligt aflytter folks holdninger (for eksempel gennem Echelon og andre lytteapparater rundt omkring i verden), og man har nogle ikke just uvæsentlige indikatorer på ovenfor nævnte hypotese.
 
EU burde yde et bidrag til fred
EU ser altså sin chance nu. Den ønsker også at værne sig selv mod for stor amerikansk dominans i fremtiden. Det nyeste eksempel på den mere og mere omfattende uenighed - hvis ikke værre - mellem EU og USA kom, da forsvarsminister William Cohen advarede de europæiske forsvarsministre i Bruxelles den 5. december (2000, red.) og i virkeligheden sagde, "prøv aldrig at konkurrere med NATO, koordiner med NATO, og lad os - USA - kontrollere anvendelsen af militærmagt og interventioner".
De midler, EU har valgt for at spille en rolle på verdensplan, var først økonomiske og fra nu af også militære. Mens det første kan lykkes, vil det sidste ikke gøre det i overskuelig fremtid. Hvis en lille magt ønsker at bekæmpe en større, er den første tommelfingerregel: Vælg ikke et felt, hvor modstanderen er meget stærkere. Så hvis EU vælger at militarisere sig, vil den vedblive at være en europæisk underafdeling af NATO.
Hvis EU derimod gør tingene anderledes, drager en anden lære af Kosovo, og beslutter sig for at håndtere konflikter rundt omkring i verden på en ny måde, kan den blive meget stærkere, og endog en moralsk kraft - og stærkere end USA på de fleste magtskalaer.
Den kan blive en fremtidens magt i stedet for en kopi af sin koloniale fortid og af det nuværende NATO. Den kunne formodentlig også skabe mindre mistro blandt mennesker og regeringer inden for en radius af 4000 kilometer og hinsides det, mennesker der vil have mindre grund til at spørge, hvad i alverden EU er ude på i fremtiden?
Vi må bestemt spørge, om EU-lederne har en vision om Europa i den fremtidige verden og den nødvendige kreativitet til at se en ny "civilisations-mission" som et led i denne nye måde at handle på.

Teksten er skrevet den 7/12-2000.
Jan Øberg er direktør for TFF, Transnational Fond for Freds- og Fremtidsforskning.
Teksten er oversat fra engelsk af Annelise Ebbe.
TFF har en omfattende samling af tekster om krig og fred på internettet, se www.transnational.org.