EUs militarisering

Efter ophøret af den kolde krig, Berlin-murens fald og den russiske præsidents Putins voksende anstrengelser for at blive integreret i de vestlige industrilandes klub er det svært at få øje på militære trusler mod Europas sikkerhed.
Alligevel presser en række af de store medlemsstater i EU på for at få opbygget en militær dimension i unionen. Det store spørgsmål er, hvad denne militære dimension skal bruges til, og hvad de reelle motiver for denne militære udvikling kan tænkes at være.
En nærliggende forklaring kan være en ambition hos unionens toppolitikere om at blive en supermagt på nogenlunde samme niveau som USA. Europas Forenede Stater uden et stærkt militær vil i disse politikeres øjne ikke have nogen chance for at kvalificere sig som medlem af en fremtidig klub af supermagter sammen med Kina - og måske Japan og Indien - uden et stærkt, selvstændigt militær.
Sådan udtrykkes det dog ikke af EUs udenrigs- og forsvarsministre. I den kreds taler man mest om EUs muligheder for en fredsbevarende indsats, og for at holde orden på egen hjemmebane. De føler det nærmest flovt at komme rendende til USA efter hjælp, hver gang det brænder på fx på Balkan.
Ambitionen synes at være at komme til at ligne USA så meget som muligt - også på det militære område, selvom det er klart for enhver, at det er en meget langsigtet og meget kostbar ambition. Foreløbig er man ikke kommet længere end til planen om at opstille en udrykningsstyrke på 60.000 mand, som til gengæld i princippet kan blive sat ind langt fra EU i Afrika, Mellemøsten og Rusland i afstande på op til 4.000 km fra Bruxelles.
For disse militærambitiøse politikere er terroraktionen mod World Trade Center den 11. september blevet en anledning til at presse på for en hurtigere udbygning af EUs militære dimension.
Ved et to-dages møde i Bruxelles for EUs forsvarsministre i oktober havde man ikke svært ved at komme frem til en opfordring om at accelerere udbygningen af den operationelle struktur af den fælles forsvarspolitik, således at EU kunne spille sin rolle i den globale kamp mod terrorismen.
Foreløbig synes det således ikke at have gjort noget større indtryk på forsvarsministrene, at USAs krig i Afghanistan mod terrorismen ikke har været særligt vellykket - for nu at bruge en understatement. Tværtimod er det endnu engang uskyldige civile borgere, der er blevet ofre i krigen, samtidig med at det er blevet demonstreret, at terrorisme ikke kan udryddes med bomber.
USA og England er på vej ud i et hængedynd af en håbløs krig, hvor den eneste chance er at holde inde så hurtigt som muligt. Problemet er, at præsident Bushs og premierminister Blairs retorik har gjort det mere end vanskeligt for dem at finde en passende undskyldning for at stoppe krigen.
 
EUs militærudgifter falder svagt
Hvis EU skal leve op til medlemsstaternes ureserverede opbakning til USAs totalkrig mod terrorisme ikke alene i ord, men også i handling, er det bekymrende for de kampglade politikere, at EUs militærudgifter gennem de seneste år har været faldende.
Der er dog stadig tale om et samlet beløb på omkring 150 milliarder dollars for år 2000, hvilket fx kan sættes i relation til verdens samlede u-landsbistand på omkring 50 milliarder dollars pr. år.
De ti største våbenfabrikanter i USA med Lockheed Martin Co. og Boeing Co. i spidsen havde i år 2000 en samlet våbenkontrakt i USA på omkring 50 milliarder dollars - altså det samme som verdens totale u-landsbistand.
I dag er dette tal meget større på grund af præsident Bush' nye militære ambitioner. Det er svært for EU at konkurrere med USA på våbenområdet, og der er derfor også planer om at koordinere og styrke EUs våbenindustri.
Forskellige skandaler i EU, fx i Storbritannien, har i øvrigt illustreret, at våbenindustrien ikke tager det alt for nøje, når det gælder om at finde kunder - også i lande som er krigstruede og derfor på den sorte liste, når det gælder våbeneksport. Der er stor usikkerhed og hemmeligholdelse omkring de nøjagtige tal for våbeneksporten fra lande som USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland m.fl.
 
Danske politikere vil på banen
I lille Danmark har de unionsbegejstrede politikere forstærket deres kampagne for hurtigst muligt at komme af med vores forbehold mod deltagelse i det militære samarbejde i EU. Et af hovedargumenterne har tidligere været, at det er pinligt for os, at vi ikke kan deltage fx i EUs aktioner med minerydning og i forskellige former for fredsbevarende indsats.
Disse argumenter har naturligvis ikke noget reelt indhold. Danmark kan sagtens komme til at rydde miner for FN, hvis vi har ressourcer til det, og der er nok at tage fat på. Det vurderes, at lande som Egypten, Iran, Angola, Cambodia, Irak og Afghanistan alle har mere end 10 millioner miner, der venter på at blive ryddet. Og det kan vel ikke være afgørende i hvilket regi, det foregår, bare minerne kommer væk. Det samme gælder for fredsbevarende aktiviteter.
De samme unionsbegejstrede politikere er nu bekymrede for, at vi ikke kan deltage fuldt ud i EUs kamp mod den globale terrorisme. Det er åbenbart ikke nok, at vi er i fuld gang med at afskaffe en række af vore retsbegreber i forbindelse med straffen for en eller anden form for påstået støtte til en eller anden form for diffus terrorisme, hvor selv ytringer, der kan opfattes som støtte til terrorisme kan give mange års fængsel.
Hvis det lykkes politikerne at komme igennem med disse panikændringer af vores retssystemer, tegner der sig uhyggelige perspektiver i retning af manglende ytringsfrihed og påtvunget selvcensur.
Strafferetseksperten, lektor Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet har påpeget, at regeringens terrorpakke indebærer et spring i strafferammen på en række områder på et vagt og usikkert grundlag, således at den generelle retssikkerhed skrider (Politiken 31/10-2001).
Man risikerer, at landmænd som blokerer Lillebæltsbroen, autonome som vælter en politibil og faglige demonstranter som laver blokader mod bybusser, fremover kan idømmes lange fængselsstraffe og måske fængsel på livstid.
Den samme risiko kan ramme fredsaktivister, Greenpeace og medlemmer af ATTAC. Vestergaard karakteriserer den samlede terrorpakke, som noget juridisk makværk.
 
Stop krigen i Afghanistan
Hvis Bush og Blair ikke selv kan finde ud af at stoppe krigen i Afghanistan, bør nogle af deres såkaldte allierede i NATO og EU holde op med deres følgagtighed og i stedet udvise selvstændighed og besindighed.
Det første skridt bliver at lægge pres på Bush, så USA stopper krigen i Afghanistan og overlader koordineringen af indsatsen mod terrorismen til FN. USA har for mange særinteresser i de urolige områder, specielt i forhold til olieressourcerne, til at være en troværdig koordinator af disse aktioner.
Ganske vist har FNs Sikkerhedsråd givet USA et vist mandat til en indsats mod terrorismen, men det kan ikke fortolkes som en blankocheck til at føre en omfattende krig mod lande i Mellemøsten. Som påpeget af blandt andre erfarne svenske statsretseksperter, så er retten til selvforsvar ikke det samme som retten til at føre krig mod en hel nation på et usikkert grundlag.
På kort sigt bliver det af politiske grunde nødvendigt at skærpe sikkerhedsforanstaltningerne mod terrorisme. Der kommer bevæbnede vagter i fly og ved atomkraftværker og andre sårbare installationer. Samtidig får politi og efterretningstjeneste større beføjelser, således som der allerede er lagt op til i EUs "terrorpakke".
Kunsten bliver her at undgå en panikagtig overreaktion, der går ud over vores retssikkerhed og andre demokratiske rettigheder. Derfor bør en terrorlovgivning ikke jages igennem, men der skal være god tid til debat og overvejelse, således at der kommer rimelige proportioner i den lovmæssige reaktion.
På nogle punkter kan indsatsen mod terrorisme endda komme til at indebære konstruktive ændringer, fx når det drejer sig om at blokere terroristernes økonomiske kilder. Det vil kræve indgreb mod piratbanker og mod den generelle bankhemmelighed, hvilket der længe har været behov for i relation til andre former for økonomisk kriminalitet.
 
Alternativ til oprustning
Med bortfaldet af den militære trussel mod Europa har vi fået foræret alle tiders chance for at vise verden, at der er langt bedre alternative muligheder for at skabe fred end de traditionelle militære indgreb.
Mange af disse tanker er ikke nye, men det gør dem ikke nødvendigvis dårlige eller utidssvarende. Når man ser på resultaterne af de mange tragiske forsøg på at skabe fred med militære midler, senest i Mellemøsten, på Balkan og i Afghanistan, så burde det ikke være svært at skaffe genlyd for nytænkning. Men det er det åbenbart alligevel.
EU burde have udnyttet bortfaldet af den militære trussel mod Europa til at konvertere en væsentlig del af regionens militærudgifter til en virkelig fredsbevarende indsats, og til at overbevise NATO om, at det er både billigere og mere effektivt at bruge penge på en forebyggende indsats mod fremtidige krige.
Disse potentielle krige vil nemlig ofte have form af borgerkrige, som grundlæggende skyldes uligheder, undertrykkelse af minoritetsgrupper og elendige sociale forhold.
Religiøse forskelle kan også spille ind, men er ofte et overfladisk dække for grundlæggende sociale problemer og uligheder. Hvis man accepterer dette som et udgangspunkt for fredsbevarende indsats, så bør pengene først og fremmest bruges på hurtig diplomatisk og mæglende indsats i krigstruede områder kombineret med forskellige former for økonomisk "Marshall-hjælp". En sådan indsats kan ikke på troværdig måde gennemføres med en supermagt som USA i førertrøjen.
Den koordinerende og udførende rolle bør overlades til et styrket FN, som kan oprette de nødvendige mæglerkorps og etablere kompetente analysegrupper, der følger udviklingen i de konflikttruede områder og tager initiativ til en indsats, inden det er for sent.
Samtidig bør FN tildeles langt større kompetence til at kontrollere våbenhandlen og de enkelte landes produktion af våben. For at komme hurtigt i gang kunne finansieringen af disse nye FN-opgaver i første omgang ske ved en global skat på våbenproduktion og våbenhandel.

Professor Niels I. Meyers forslag til en ændret rolle for FN er uddybet i hans debatbog: "Udviklingen ulidelige skævhed - Manifest for en ny samfundsorden", der udkom på Gyldendal februar 2001.