EUs militarisering - et fredsprojekt?

Den 3. november 2001 afholdt nogle fredsorganisationer en høring om EUs militarisering. Planlægningen af høringen var startet allerede året før. Den skulle have været en optakt til EU-topmødet i Göteborg, men måtte udsættes, hvilket ikke var noget problem: EU er et fortløbende projekt, og fredsbevægelsen har for længst sagt nej til militariseringen.
Den 11. september ramlede to fly ind i World Trade Centers tvillingetårne og et tredje ind i en fløj af Pentagon. Krig mod USA, kaldte Bush meget hurtigt terrorangrebet. Ground Zero kom ruinhoben i New York også hurtigt til at hedde med en uhyggelig henvisning til et atombombeangreb. Og krigstruslerne faldt også prompte fra Bush, og så fra NATO, og fra vores egen statsminister. Alle magthaverne ville have krig.
Aldrig har vi ment, man kunne løse konflikter med vold. Med bomber kan man ikke sikre menneskerettigheder, med bomber kan man ikke bekæmpe terror. Med terror kan man ikke løse verdens fattigdomsproblemer.
Uanset den danske regerings begejstring for denne krig fra første færd, fra den 7. oktober, da bombardementerne startede, mente trods alt mange af os fra fredsbevægelsen, at vi også denne gang kunne tage beskuerens rolle og nøjes med at kritisere noget, som ret fjerne lande gjorde mod endnu fjernere lande.
Men nu vil også Danmark i krig. Danske soldater skal til Afghanistan. Det er ikke EU, der sender dem af sted. Det er vist end ikke NATO, men måske Koalitionen mod Terror, eller er det simpelthen USA?
Den sidste udvikling var ikke kommet, da vi holdt vores høring om EUs militarisering, men terrorangrebet havde sat os alle skakmat (væltet to tårne), og bombningerne af Afghanistan var startet, og den ret store skare, der kom til høringen, ville helst diskutere krigen i Afghanistan.
EUs Rapid Reaction Force, Hurtige Reaktionsstyrke, skal kunne operere inden for en radius af 6000 km. fra Bruxelles. Det er meget langt væk.
 
Krig eller terror
NATO har en paragraf 5 i sit Charter, musketer-eden, der tilsiger alle at stå bi militært og politisk, hvis ét land bliver angrebet. Der er himmelvid forskel på, hvordan man reagerer på krig og terror. Men man sammenlignede bevidst terrorangrebet i USA med Pearl Harbour, altså Japans militære angreb den 7. december 1941.
Det er en følsom og traumatisk episode i den kollektive, amerikanske erindring, og det var også et væbnet angreb, der kunne udløse anvendelse af militærmagt som reaktion. Men angrebene den 11. september var klare terrorhandlinger, og ikke en krig.
Krig eller ikke, det blev en relevant sag for NATO og ikke for EU. Og desertørerne kunne der slet ikke blive plads til, eftersom de tydeligvis slet intet havde med EU at gøre.
Med en høring om EUs militarisering stod man tilsyneladende med en ret svær sag. Tre kompetente oplæg, der gik i vidt forskellig retning, og et publikum, der ville tale om noget helt fjerde. Det skulle imidlertid vise sig, at brikkerne faldt på plads.
 
Sammenblanding af organisationer
Jan Øberg kom viden om. Han sagde bl.a., at denne skelnen mellem de enkelte organisationer EU, NATO, det hedengangne WEU osv. er ret omsonst. Faktum er, at de enkelte lande kobler sig på, alt efter hvad de vil deltage i og ikke efter, hvilken organisation de tilhører.
Norge kan være med i EU-aktioner, og Sverige - det neutrale Sverige - kan være med i NATO-missioner qua sin tilknytning til EU. Man drejer kasketten og er med der, hvor man vil.
Niels I. Meyers satte de seneste globale interesser på dagsordenen, og han fik etableret sammenhængen mellem de beslutninger, USA er drivkraften i, og de manøvrer, der foretages i EU, f.eks. for at kunne føre en politik, der klistrer sig op ad den amerikanske og med den amerikanske som legitimering.
Bombetogter, hævnaktioner, statsterror - alt blev forsvaret med en henvisning til kampen mod terrorisme, og EU fulgte lige i hælene på USA. Også med en terrorlovgivning, som de enkelte lande, deriblandt Danmark, er ved at efterligne med et uspiseligt makværk af et lovkompleks. USA, EU og NATO, grænserne er glidende. Det hørte vi atter.
 
Alternativerne
Jan Øberg har en pointe, der går på, at fredsbevægelsen ikke bare skal være imod. Vi skal også være for. Vi skal være konstruktive i vores kritik. Jan Øberg havde et katalog over forslag, der kan stilles som alternativ til en militarisering af EU. Disse alternativer repræsenterer i hovedsagen ny tænkning. Kun i ringe omfang bringes for længst indhøstede erfaringer.
Men med Mikael Wittes oplæg om desertørerne kom et andet alternativ til krigen ind i billedet. Er det ikke lykkedes at få alternativerne igennem, har magthaverne f.eks. fået et militariseret EU, som faktisk går aktivt ind i en forsvars- eller angrebskrig, så kunne man tro, at løbet var kørt. Det er det ikke. Ikkevold er en menneskeret. Desertører bruger deres ret til at være mod vold. Med livet som indsats siger de nej til at slå andre mennesker ihjel. Det er aldrig for sent at stoppe ens egen del af krigsmaskineriet.
Således føjede tre meget forskellige oplæg sig smukt til hinanden og til publikum.