Desertør - en pligt og en menneskeret

I krig risikerer soldaten at blive ramt af fjendens kugle. Krig skal føres i overensstemmelse med de internationale konventioner, regeringerne har vedtaget; ifølge Haagkonventionen af 1907 skal en regulær krigserklæring eller et ultimatum med en betinget krigserklæring således afgives, før fjendtlighederne må indledes. At føre anstændig krig er tilsyneladende regeringernes ideal.
Som al teknologi udvikles også krigsteknologien. I effektivitetens navn bliver våbensystemer udviklet så de kan overvinde modparten. Da modparten atter udvikler sine våben, bliver våbenkapløbet en realitet.
At bruge våbnene mod civilbefolkningerne er tilsyneladende fremtiden. Statistikker dokumenterer, at krige i voksende omfang har kostet forholdsvis flere civile ofre livet. Terror mod civilbefolkning oplevede man i Coventry, i Dresden, i Hiroshima, i Sarajevo, i Grosnij, i Rwanda, i New York, i Kabul - for blot at nævne nogle få massegrave.
Og desertøren? Han har altid været sikker på at blive skudt. Intet system viser nåde overfor den soldat i krig, der deserterer. Det straffes med døden. En soldat skal adlyde ordrer betingelsesløst. Men en desertør følger sin overbevisning, at man ikke må slå ihjel. Og derfor modsætter han sig det autoritære kommandosystem, flertal, løgn og hetz.
At insistere på desertering er at fastholde håbet i det umulige; desertøren fastholder menneskets værdighed. Desertøren er hunderæd, har vished om konsekvensen for ham eller hende selv. Men desertøren risikerer at betale med sit eget liv for at nægte at slå et medmenneske ihjel.
FN blev grundlagt efter Anden Verdenskrig for at skabe en bedre verden for alle mennesker; imidlertid mistede FN sin effektivitet, bl.a. som følge af konfrontationen mellem Sovjetunionen og USA.
I FN-pagten lyder artikel 2, stk. 4: "Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt, det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål."
 
Ind i NATO
Det var dansk politik at holde Danmark uden for stormagternes blokdannelser, og i maj 1948 erklærede statsminister Hedtoft, at "verden i dag præges af brydningerne mellem to systemer: den amerikanske kapitalisme og den russiske tvangskollektivisering. Nordens socialdemokratiske arbejderbevægelse vil ingen af delene". Fra september 1948 undersøgte Danmark, Norge og Sverige mulighederne for et forsvarsfællesskab. Da USAs regering meddelte, at et fritstående skandinavisk forbund ikke kunne vente amerikansk våbenhjælp, brød planerne sammen.
Efter dansk anmodning blev Danmark stiftende medlem af NATO, og den 4. april 1949 kunne udenrigsminister Gustav Rasmussen underskrive Atlantpagten i Washington. Danmark havde erklæret sig for USA.
I NATO-traktaten lyder artikel 1: "Parterne forpligter sig til, som det er bestemt i FN-pagten, at bilægge enhver mellemfolkelig stridighed, de måtte blive involveret i, med fredelige midler, således at den internationale fred og sikkerhed og retfærdighed ikke sættes på spil, og til i deres internationale relationer at afstå fra brug af magt på en måde, som strider mod FNs formål."
 
Smukke ord.
Gennem NATO-medlemskabet blev Danmark imidlertid medansvarlig for de allieredes mange krige ud over kloden. Mest direkte blev ansvaret dog den 24. marts 1999, da NATO valgte at angribe Jugoslavien. Med en regn af krydsermissiler og computerstyrede bomber førte NATO sine trusler om krig ud i livet. Eller ud over livet.
Med NATOs vedtagelse af den såkaldte musketer-ed i forlængelse af terrorangrebet den 11. september 2001 mod World Trade Center og Pentagon er Danmark atter gjort til krigsførende land. USA ville forpligte NATO-partnerne. Den egentlige krig i Afghanistan udfører USA, Storbritannien og Afghanistans Nordlige Alliance selv med logistisk, efterretningsmæssig og politisk støtte fra de allierede.
Ud fra en dansk menneskerettighedssynsvinkel løber der en rød tråd fra Kosova-krigen til Afghanistan-krigen - og den tråd er rød af blod. Tråden binder ufattelig lidelse sammen.
I dagene efter 11. september udtrykte mange deres dybe medfølelse med ofrene i USA. I disse dage udtrykker langt færre medfølelse med ofrene i Afghanistan; afghanerne har ellers længe lidt under talibanernes regime, før de nu bombes af USA.
Som NATO-allieret har Danmark ikke bare krænket de smukke ord i NATO-traktaten, men har også overtrådt FN-pagtens forbud mod magttrusler og magtbrug, når der med dansk støtte regner død over menneskene i Jugoslavien og Afghanistan.
 
Danmark i krig
Uanset hvad toppolitikere i USA, EU, NATO eller FN vedtager, uanset om de mener der er tale om selvforsvar eller en politiaktion, uanset om præsident Bush hævder at han fører krig mod terror og terrorister og ikke mod islam og afghanerne - så hjælper det ikke de mennesker, der bliver ramt.
Når en krig er besluttet af folkevalgte politikere, så påstår de at krigen har fået demokratisk legitimitet. Men det er lige omvendt: De folkevalgte har mistet deres legitimitet, når de stemmer for krig. Når Folketinget har stemt for at støtte krigen, kan vi danskere ikke bare følge den med almindelig medfølelse - vi bliver nødt til at følge den med skyldfølelse. For Danmark er på krigslinien; Danmark er i krig.
Alle ved at krig er forfærdelig. Alle burde vide at selv NATOs smarteste flyvere og skjolde, bomber og missiler, der klinisk, præcist og uden at vi ser rædslen i kroppen trænger direkte ind i fjendens hovedkvarter, alle ved at disse våben lemlæster mennesker, dræber, slår ihjel.
Der kan være tale om civile eller om soldater, men også soldater er mennesker. Fredsbevægelserne skal altid kræve våbenhvile, fordi det er det eneste lys ud af den sorte nat. Vi skal kræve våbenhvile, fordi vi tror på livet, fordi vi vil forsvare alles liv, fordi retten til liv er den vigtigste menneskeret.
 
Våben skaber ikke fred
Våbnene har for længst vist deres totale nyttesløshed til at skabe fred. Terrorisme kan ikke bombes væk, lige som nazismens menneskeforagt ikke forsvandt som følge af bomber.
Det er en drøm at tro at man kan bombe had, nazisme og terrorisme væk - helt på linie med dem der tror at feberen forsvinder, når blot man slår termometeret i stykker.
Terrorismen har dybe rødder og der må man tage fat. Bomber duer kun til at smadre, dræbe og vise at politikerne gør noget samt til at udpege globale syndebukke og slyngler.
Fredsbevægelserne skal støtte den demokratiske opposition, selv om den også rammes hårdt af krigen. Mange vil afvise det som utopi og hævde at oppositionen er ikke-eksisterende, og at det er uladsiggørligt. Alligevel er det der vi skal tage fat med oplysning, dialog, fredskultur og forsoning.
Selv i det rædselsfulde Nazityskland fandtes en militær modstand i form af desertørerne - altså fravær af militær. Fortæl det til dem der har glemt at håbe. Fortæl om de soldater som opdagede, at våben blev endnu mere magtfulde, hvis de blev ødelagt.
Det reelle antal soldater, der nægtede at følge Hitlers ordre til at skyde for at dræbe, kendes ikke og vil aldrig blive fastlagt. Men halvtredstusind tyske soldater blev i slutningen af Anden Verdenskrig dømt som desertører og militærnægtere. Cirka halvdelen blev henrettet, de andre sendt i særlige straffebataljoner. Kun de færreste overlevede krigen, men de havde vist, at der findes andre veje.
Fredsbevægelserne skal lære af deres historie. Disse desertører var tilsyneladende helt almindelige mennesker, men de nægtede at fortsætte Hitlers krig. Og det var ret ualmindeligt.
Nogle få flygtede til Danmark, og ganske få blev hjulpet til Sverige. Den danske modstandsbevægelse vidste ikke rigtigt hvordan man skulle forholde sig til disse desertører. Det skal vi lære af.
 
Fortsat uretfærdighed
Fredsbevægelserne skal også lære af den måde jurister opbyggede Vesttyskland på: De erklærede de nazistiske rædselsdomme for lovlige. Således blev tyranniet legitimeret med tilbagevirkende kraft. Efter nazismen angiveligt var knust stod ofrene for nazijustitsen stadig som tidligere straffede.
Halvtreds år senere - under en høring i Forbundsdagens retsudvalg i december 1995 - erklærede Otfried Keller, CDU/CSU-fraktionens talsmand, at dommene i sin tid uden tvivl var blevet gennemført ved en retsstatslig fremgangsmåde. Keller havde selv været militærdommer i nazitiden.
Forbundsrepublikken genansatte dommere og officerer, der havde arbejdet for nazismen. Man lærte også at vise respekt for nazismens ofre: Døde jøder og homoseksuelle, præster, socialister og kommunister var tavse, og kunne indgå i Forbundsrepublikkens demokratiske legitimering.
Men desertørerne, de få der levede endnu, måtte ikke hædres. Igen og igen argumenterede man med, at disse overlevende havde en straffeattest som dømte med rette, og deres krav om erstatning og pension blev nedsat. De havde jo siddet i fængsel, i stedet for at arbejde og spare op til alderdommen, skrev man officielt.
I 1995-debatten i Forbundsdagen om desertørerne afviste Forbundsdagens flertal forslaget om rehabilitering. CDU/CSU-medlemmerne gentog. at desertørerne havde skadet deres kammerater og Værnemagten, og derfor afvistes rehabiliteringen.
Et halvt århundrede efter Nazityskland var knust betragtede flertallet af Tysklands folkevalgte stadig de dømte desertører som kriminelle. Den offentlige diskussion gjorde at situationen blev stadig mere pinlig. Den 18. oktober 1996 vedtog Tysklands Forbundsråd omsider sin udtalelse "Rehabilitering, godtgørelse og understøttelse til desertører og militærnægtere og "sabotører" under det nationalsocialistiske voldsherredømme".
Indledningsvist konstaterede Forbundsrådet, at det var enighed om, at Anden Verdenskrig havde været en folkeretsstridig og forbryderisk angrebskrig. Derefter skrev Forbundsrådet, at mange krigsdeltagere ikke havde forstået de fulde konsekvenser heraf eller ikke havde set muligheden at nægte at deltage i krigen.
Forbundsrådet viste både politisk korrekthed over for desertørerne, tyskerne og omverdenen - og hensyn til tidligere soldater og deres efterkommere og veteranorganisationerne. Forbundsrådets udtalelse kom 51½ år efter at det nazistiske rædselsregime var nedkæmpet, og efter at mange desertører havde lidt og kun et fåtal var i live.
En amerikansk propagandaradio opfordrer netop nu talibansoldater til at desertere. På samme måde opfordrede NATO på løbesedler under Kosovakrigen de serbiske soldater til at desertere. Men NATO opfordrede kun fjendens soldater til at desertere.
Det er ikke ualmindeligt, at hærledelser opfordrer modpartens soldater til at desertere; derved bruges desertører som en mellemting mellem 5-kolonne folk og krigsfanger. Når den ene part opfordrer modpartens soldater til at desertere sker det som led i krigen; opfordringen er del af den psykologiske krigsførelse.
Jeg opfordrer alle til at sige farvel til våbnene. Jeg må derfor præcisere, at når jeg taler om retten til at desertere forsvarer jeg desertører på begge sider af fronten: Under Anden Verdenskrig burde også engelske, amerikanske og russiske soldater nedlægge våbnene - ikke kun de tyske.
 
Forrådt af NATO
De serbiske desertører fra Kosovova-krigen blev forrådt af NATO, og mange blev sendt tilbage til straf og fortsat krigsindsats. Men da krigen sluttede fortsatte den tyske fredsbevægelse sin støtte til desertørerne og presset på de tyske politikere. Fredsbevægelserne kan lære der.
Byrådet i den tyske by Münster (hvor den vestfalske fred for 353 år siden satte slutstregen under datidens religionskrige) inviterede serbiske desertører til byen. Den 12. november 1999 fik to serbere 1 års visum.
Forinden havde den tyske ambassade afkrævet Münster et løfte om, at byen ville påtage sig alle udgifter til desertørerne. Serbernes visum blev i december 2000 forlænget indtil Jugoslavien vedtog en amnestilov.
Byrådet i Göttingen vedtog sidste år enstemmigt (efter forslag fra PDS og De Grønne) på samme måde at invitere navngivne serbiske desertører. Det tyske udenrigsministerium afviste imidlertid at udstede de nødvendige visa. Også byrådene i München, Bonn,
Freiburg/Breisgau, Erfurt og Rostock fulgte Münsters eksempel; deres beslutning blev også stoppet af udenrigsminister Joschka Fischer. Andre tyske byråd (fx Potsdam og Osnabrück) vedtog at invitere serbiske desertører, men de satte ikke navne på invitationerne. Og så behøvede udenrigsministeriet ikke nægte noget visum.
Tyske fredsaktivister agiterer for solidaritet med desertørerne fra Jugoslavien-krigene. De forlanger betingelsesløs opholds- og arbejdstilladelse, og protesterer mod at den tyske regering reelt straffer de mennesker, som havde rygrad og moral til at nægte at slås.
Mange af desertørerne lever nu under usle forhold i flygtningelejre i Ungarn. De har ikke mulighed for at vende tilbage til Jugoslavien, for Milosevic-støtter dominerer stadig bureaukratiet, og fordi Jugoslavien endnu ikke juridisk havde sikret militærnægtelse.
Jugoslavien vedtog den 3. marts i år en amnestilov. Alligevel blev en desertør, der vendte tilbage efter loven var vedtaget, anholdt da han ville rejse ind i sit fædreland.
 
Desertører i Israel og Tjetjenien
Der er andre desertører. Stadig flere unge israelere nægter at aftjene deres værnepligt, også reservister siger fra, når de bliver kommanderet til at gøre tjeneste i de besatte områder. Det er svært at imødegå hærens krav, der støttes af domstolene i det militariserede Israel.
Almindeligvis fængsles militærnægterne, og efter to uger bag tremmer prøver officerer at overtale nægteren. Hvis det ikke lykkes spærres han/hun inde igen. Der er betydelige fredsbevægelser og voksende nægterorganisationer i Israel; bedst kendte er "Ny Profil", "Der er en Grænse" og "Det andet Israel".
Under den første fem år lange intifada foretrak 180 soldater fængsel frem for at gøre tjeneste på de besatte områder. Under Libanonkrigen valgte 170 denne vej. Det antages, at ti gange så mange når frem til et kompromis med hæren, inden de når at blive sat i fængsel.
Jeg har ikke nyere tal fra Israel. Også i Tjetjenien er der desertører. Krigen raser videre, selv om man ikke hører så meget om den i vores massemedier i øjeblikket. Også der er det vigtigt at være konkret, støtte desertører, militærnægtere og soldatermødre. Desertører bruger sig selv til at vise, at krig ikke løser nogen konflikt, men blot skaber nye.
Både desertører og soldatermødrene, både tjetjenere og russere, har krav på støtte, for de har vist det største menneskelige mod. De har vist vejen frem mod konfliktløsning.
 
Desertering som menneskeret
Man hører og læser en foragt for desertører: Desertører er dem der svigter, når det gælder, de er bange og tænker bare på sig selv, det er faneflugt, fordi de støtter fjenden.
Denne opfattelse af desertører er resultatet af en autoritær tænkning, af magttænkning. Hvis fredsbevægelserne vil genskabe tro, håb, forståelse og måske hen ad vejen kærlighed, så må disse påstande imødegås.
Retten til livet er en menneskeret; det er nærmest fundamentet for menneskerettighederne. Det har længe været på høje tid, at vi gør retten til at nægte at tage andres liv til en menneskeret. Lad mig minde om FN-pagtens ord i artikel 2, stk. 4 om at medlemslandene skal afholde sig fra trussel om magtanvendelse og fra brug af magt.
Vores grundlovs paragraf 81 bestemmer, at "enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver". Dette er den almindelige værnepligt, og den bygger på forestillingen om at mænd med skydevåben skal slås mod andre mænd. Denne krigstanke har domineret samtlige danske grundlove siden Junigrundloven blev vedtaget i 1849 midt under den første slesvigske krig.
Når jeg foreslår, at vi skriver en ny grundlov, en demokratisk grundlov der sikrer menneskerettighederne i Danmark, så skal fredsbevægelserne forlange, at krigstanken skal vige for ønsket om fred. Fredsbevægelserne skal forlange, at grundloven beskytter retten til militærnægtelse og at den beskytter de desertører, der med livet som indsats nægter at slå medmennesker ihjel.
Fredsbevægelserne skal forlange, at Danmarks udenrigspolitik bygger på ikke-vold. Hvis det bliver del af debatten og del af Danmarks nye grundlov, så skal forsvaret omlægges totalt, så det bygger på ikke-voldsprincipper, forsoning og udvikling.
I stedet for våbentræning skal værnepligtige dyrke menneskekærlighed og -kundskab. Kun sådan kan vi forbedre verden. Det er en lang proces, men nogen skal begynde.
Dermed gør vi op med krigstanken, sikrer retten til at desertere, og gør det til en pligt at respektere livets mangfoldighed.

Forfatteren Mikael Witte udgav i 1999 "Forslag til Danmarks grundlov - om menneskerettighedernes republik" på forlaget Klim.