FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
EU - et fredsprojekt? Dette spørgsmål blev stillet på et seminar under EUs topmøde i Göteborg. Svaret var og blev et stort, rungende nej. Af Annelise Ebbe

"Den Europæiske Union - et fredsprojekt" var et seminar som FN-Forbundet i Sverige, Den Iranske Kvindeorganisation i Göteborg og Göteborgkredsen af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed holdt den 15.-16. juni, mens EU holdt topmøde i Göteborg.
Seminarets titel var formuleret som et spørgsmål, og desværre kunne man gennem alle oplæg og workshops konstatere, at svaret på spørgsmålet var og blev et stort, rungende nej.
Min første oplevelse i disse urolige junidage, da regeringerne mødtes på de bonede gulve, og politi og hætteklædte sloges i gaderne, var en fastlåst bilkø.
Embedsmænd og regeringsrepræsentanter skulle fragtes fra et sted til et andet, og af sikkerhedsmæssige grunde kan biler med sådanne mennesker ikke holde for rødt, idet de derved er lettere at ramme.
Der var grøn bølge og politieskorte for dem og rød bølge, men i øvrigt stor tålmodighed i vores lejr. Da vi til fods gik mod Götaplatsen fra en sidegade strømmede pludselig en masse unge ned mod os. Vi nærmede os tøvende. På Götaplatsen så vi hurtigt, hvad der var sket.
En kæde af politifolk med visir, skjolde og hævede knipler havde gjort udfald mod en gruppe hætteklædte. Politiet var ved at trække sig tilbage til sidegaden i den modsatte side af pladsen.
Hele sceneriet var uhyggeligt og virkede nærmest surrealistisk for en stilfærdig by i Sverige. Vi søgte midlertidigt ly på trappen op til et museum. Et øjeblik efter kom en stor gruppe hætteklædte med brosten stormende frem mod politiet.
Det var en sælsom fornemmelse at være på vej til et fredsseminar og befinde sig midt i noget, der i betænkelig grad mindede om krig.
 
Hvem fører krig?
For mig er der ingen tvivl om, at politiet optrådte provokerende. Erfaringerne fra Genova viste tilmed, at politiet dér havde provokatører i demonstranternes rækker. Desuden er der naturligvis voldelige mennesker, og mennesker der lader sig provokere til vold.
Men baggrunden for det, der sker, må også analyseres. Magtesløsheden er iøjnefaldende både over for den globale ulighed, og når man f.eks. oplever, at EU sidder og planlægger sine Rapid Reaction Forces, der skal være klar til intervention i en radius af 6000 kilometer fra Bruxelles, en styrke der bl.a. tæller 1900 svenske soldater, tropper fra et land, der officielt ikke har opgivet sin neutralitet.
Det føles mildt sagt, som om toget er kørt, både globaliseringstoget og EU-militariseringstoget. Sammenhængen mellem EU og NATO bliver på én gang mere og mere udpræget og mere og mere uigennemsigtig. Også hele debatten og beslutningsprocessen i EU er totalt uigennemsigtig. Det folkelige element er en by længere væk end Rusland, og det demokratiske underskud er noget, enhver EU-borger må snuble over.
Med hensyn til Göteborg hørte vi, at der var blevet indkaldt politiforstærkning fra hele Sverige, og hvad der var mere interessant, vi hørte også, at politiet faktisk havde fået undervisning i ikkevoldelig konfliktløsning. De må være dumpet hver og én.
Medierne spiller naturligvis en voldsom rolle i optrapningen af den form for konflikter. Måske er det mest af alt en mediekrig, eller en krig, hvor medierne hælder benzin på bålet. Historien om et fredsseminar er en ikke-historie. Brændende biler, barrikaderede gader, sortklædte hættebærere, harniskklædte politibetjente med tåregas på ryggen. Det er der billeder og nyheder i. På forsiden af Dagens Nyheter var der lørdag morgen et farvebillede, der dækkede mere end halvdelen af siden. En sortklædt, hættebærende i forgrunden, en væltet, brændende bil i baggrunden, afspærringer rundt omkring.
 
Hvem er de voldelige?
Har de mon været mere end højt sat et par hundrede, disse hætteklædte, der blev fejret af medierne? Siden hen har jeg hørt en serie radiointerviews med flere af de danske unge, der går under samlebetegnelsen autonome.
Nogle af dem er stærke modstandere af vold og også modstandere af, at man skjuler sit ansigt, når man kæmper for sin sag. Nogle mener, man kan komme i en situation, hvor volden er den eneste løsning. Nogle mener, både vold og hætter hører med til deres kampform. Spektret er vidt, og erfaringerne fra Genova viste, at det er endnu videre, end man vil opleve ved interviews med såkaldt autonome, unge danskere, eftersom hætteklædt politi altså var at finde blandt de voldelige demonstranter.
Konspirationsteorier ynder jeg ikke, men det har slået mig, at det er forfærdende og foruroligende let at markedsføre en teori om, at unge såkaldt autonome fra alle dele af verden er frustrerede og søger identitet og mening ved at turnere rundt og opføre sig voldeligt, hver gang regeringer mødes, og der skal træffes store, økonomiske beslutninger.
Sådanne findes formodentlig, men når politi infiltrerer, og det bliver blæst op til, at urolighederne er så omfattende, at man må forbyde demonstrationer, sætte gældende grænseaftaler (herunder f.eks. Schengenaftalen) ud af kraft osv., mister vi den sidste rest af mulighed for at få indflydelse.
NGO'erne vil ikke blive hørt til et eneste møde. Mappeklædte mænd, der er talsmænd for store koncerner og multinationale virksomheder, vil træffe beslutninger med vidtrækkende betydning for vores klode i hermetisk tillukkede, afsides liggende bygninger.
 
Hvem sagde fredsarbejde?
Selv deltog jeg ikke alene i dette fredsseminar, som ikke ét eneste nyhedsmedium dækkede på trods af, at en af hovedtalerne var den svenske EU-parlamentariker Maj-Britt Theorin. Jeg deltog også i en totalt fredelig demonstration med 16.000 mennesker. Var der nogen, der hørte om den?
Politibetjente i fuld harnisk stod pludselig på én af de containere, der blokerede adgangen fra samtlige sidegader til Kungsportsavenyn, Göteborgs hovedstrøg. Det virkede stærkt provokerende. En enkelt demonstrant blev også provokeret, men han blev hurtigt talt til rette af andre, og politiet trak sig tilbage.
Maj-Britt Theorin var som nævnt en af seminarets hovedtalere. Hun, som tidligere har været i FN-systemet, arbejder i EU-sammenhænge på det kvindepolitiske område helt i overensstemmelse med resolution 1325 vedtaget af FNs Sikkerhedsråd den 31. oktober sidste år.
Hun kræver f.eks. 40 procent kvinder i alt fredsbevarende arbejde i EU-regi, og hun går i det hele taget ind for såkaldt mainstreaming af køn i EUs sikkerhedspolitik, dvs. hun går ind for, at køn skal medtænkes overalt.
 
OSCEs rolle
Som fredsarbejder vil man naturligt satse på OSCE (Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa). EU og OSCE er to organisationer, der har meget forskellig arkitektonisk struktur. I forhold til de mange nye tiltag, der sker inden for EU på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, bliver OSCE mere og mere marginaliseret. Der er ingen politisk vilje til at stille OSCE i forgrunden som den sikkerhedspolitiske organisation, der skal tage hånd om konflikterne i Europa. Der satses mere og mere på de militære løsninger, også hvad Europa angår. Etniske, religiøse og økonomiske konflikter i Europa skal ifølge EU løses med militære midler.
Hvad det kvindepolitiske angår, er "gender mainstreaming", altså det forhold at man indtænker køn alle vegne, et vedtaget princip i OSCE. I EU halter det, er nærmest ikke-eksisterende med få undtagelser som f.eks. Maj-Britt Theorin og EUs Kvindelobby. Der var ingen kvinder med i Dayton, én i Rambouillet, og kvinder er overhovedet ikke nævnt i Stabilitetspagten.
Hvis man ønskede at styrke OSCE, ville man naturligvis tilføre organisationen de økonomiske midler, der er nødvendige for dens fortsatte eksistens. Men det gør man ikke. OSCEs budget er 1/30 af NATO-budgettet. Den sovjetisk-georgiske politiker Eduard Sjevardnadze, der var en af grundlæggerne af OSCE, erkendte på Budapest-topmødet i 1994, at det ikke var her, magten lå.
For NGO'erne er det imidlertid en meget uheldig udvikling. Hvor EU er lukket for NGO'erne og det civile samfund i det hele taget, er der tradition for, at NGO'erne høres i OSCE. Et mål for alle fredsgrupper kunne være at prøve at styrke OSCE også ved at kræve, at økonomien bringes i orden. Ingen organisation kan fungere på velvilje alene.
 
EU og Balkan
Jan Øberg skulle tale om EU og EUs politik på Balkan. Det var en meget oplagt og en meget vred Jan Øberg, der besteg talerstolen. Også han talte om de såkaldte Rapid Deployment Forces (RDF) der skal sætte EU i stand til at forsvare sine økonomiske og humanitære interesser 6000 km. fra Bruxelles. Jeg er ikke så god til kilometer, men allerede første gang jeg hørte det, kunne jeg da se for mig, at det rækker lidt ud over EUs og Europas grænser.
Jan Øbergs klare opfattelse var, at det var bombningerne af Jugoslavien, der havde sat gang i udviklingen af RDF. Den kom i Köln i juni 1999, og kom som et resultat af ydmygelsen ved ikke at have kunnet klare problemerne i Europas egen baghave. EU vil gerne optræde som supermagt, et alternativ til USA, og hvis man skal kunne det, må man naturligvis først og fremmest kunne løse konflikter i regionen. Det kunne man ikke. USA trådte til.
Jan Øberg tror ikke på OSCE. Ikke fordi organisationens oprindelige mål ikke er smukke og gode, men fordi den er infiltreret af CIA, siger han. Faktisk kalder han af samme grund organisationen for OSCIA. Ligesom han i øvrigt som modstykke til NGO'erne kalder regeringerne for NPO'er (Non Peoples Organizations).
Jo, han var oplagt og vred. Han lægger megen vægt på CIAs og USAs rolle, og når han gennemgår den balkanske, lange og indviklede historie med start i anerkendelsen af Kroatien, hvor FN overhovedet ikke kom ind i billedet, er det helt tydeligt, at han ser klare sammenhænge mellem kapitalistiske kræfter (IMF, Verdensbanken og olieinteresser) og krigene på Balkan, der efter hans mening styres fra USA.
Jan Øbergs optimistiske slutpointer var, at vi skal arbejde for det, vi tror på, og ikke kun imod det, vi ikke tror på. Vi skal drives af positiv energi. Man kan også kun få folk i tale, hvis man går ind i en konstruktiv snak. De, der forhandler i EU, har ingen visioner. Vi må have en konstruktiv vision om ikkevold. Vi må holde fast ved, at der er et andet Europa.
 
Kvinde til Kvinde
Sverige har Kvinna till Kvinna i en noget andet målestok end Danmark, fordi de får penge fra SIDA (Sveriges DANIDA). Seminarets sidste hovedtaler var Kerstin Grebäck, der skulle tale om Kønsliggørelse af fredsprocessen. Hun var helt nede på jorden og meget konkret. Hun beskrev simpelthen, hvordan Kvinna till Kvinna var startet, hvordan de konkret arbejder, hvilke grupper de satser på at støtte.
Kun folket kan ændre verden, sagde Kerstin, og fortalte, hvordan de på et feministiske grundlag havde skabt Kvinna til Kvinna (den svenske sektion af WILPF i et samarbejde med andre fredsorganisationer) i frustration over det, der skete i det tidligere Jugoslavien.
De vidste fra starten, at de ikke ville lave hjælpearbejde. Det er der andre, der kan bedre og har flere midler til. Kvinder kan se to generationer frem, sagde hun, men hvis de skal kunne gøre noget, må de have en stemme. På det grundlag har de bygget deres arbejde, der nu er meget vidt favnende og også begynder at brede sig til andre dele af verden.
Kerstin var enig med Jan Øberg i, at vi skal være kreative og visionære, og så havde hun en manende slutbemærkning: Selv fredsbevarende styrker har våben. Planlæg aldrig, aldrig med militæret!
Den bemærkning vil jeg lade stå som afsluttende svar på seminarets titel.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2001 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand