FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Potemkin-kulissen Jugoslavien En tur med nødhjælp til Jugoslavien viste både pæne kulisser og utilsløret fattigdom. Af Hanne Norup Carlsen

Den 28. maj i år trillede en lastbil igen af sted med nødhjælp til Jugoslavien. Denne gang primært med hospitalsudstyr til et hospital i Leskovac, indsamlet af Kvindeligaens Jugoslavienshjælp og medicin doneret af Folkekirkens Nødhjælp og Kvinde til Kvinde.
Inger Nyegaard og jeg fulgte med, først med et ophold i Beograd og dernæst i Leskovac. Begge steder var vi i kontakt med mange forskellige grupper. Nedenstående er et kalejdoskopisk billede af vore indtryk af situationen.
I Beograd indlogerede vi os på et billigt, men centralt beliggende hotel. Det var noget nedslidt, men der var da bad med varmt vand, som så ud til at fungere. Hovedgaden lå der lys og varm med velholdte bygninger, blomstrende forretninger og restauranter med fortovscafeer.
Velklædte kvinder og mænd - fortrinsvis unge - defilerede op og ned ad gaden i ihærdigt tempo. Alle veludstyrede med sidste nye mode af høj kvalitet. Hvad var nu det? Går det så godt? Ved nærmere eftersyn dannedes et andet billede:
De fleste butikker havde ikke mange varer bag facaden, og der var heller ikke mange kunder. Der var god plads både på fortovsrestauranterne og inde i selve restauranterne, og man skulle ikke langt ned ad en sidegade, før elendigheden viste sig. Usselt klædte fattige rodede i affaldscontainerne, som i øvrigt også var nedslidte uden låg og i stykker, så meget affald flød på gaden.
Men hvor kom de unge veludstyrede så fra? Som altid i et samfund er der her en overklasse, og vi fik oplyst, at de unge ikke bryder sig om universitetet, hvor undervisningen er for dårlig, og derfor ikke rigtigt har noget at tage sig til. Nu er alternative universiteter så småt ved at skyde op, f.eks. en arkitektskole på økologisk grundlag. Den støttes af private fonde.
 
Bureaukrati i slidte omgivelser
De to ministerier, vi besøgte for at få papirerne til lastbilen i orden, så lastbilen kunne komme igennem told og videre til hospitalet, var også en blandet oplevelse. Store, imponerende bygninger med højt til loftet og marmor på gulvene, mens polstringen stak ud af armlænene.
Betjeningen af os var overordentligt imødekommende, men noget kaotisk. Kun vores vedholdenhed fik papirerne igennem. Det er svært at nå til den, som skal skrive under. Han er som oftest "bortrejst", og der er ingen stedfortræder.
I ventetiderne talte vi med en ung jurist. Hun havde ikke meget tilovers for hverken systemet eller Kostunicas nu et år gamle styre. Af andre fik vi samme opfattelse. De mange små konger i de mange partier i parlamentet forsøger ihærdigt at bekrige hinanden, og ændringerne for landets borgere er kun få og små.
En vigtig ændring er dog ytringsfriheden. Man kan nu diskutere frit og sige sin mening uden at blive fængslet eller forfulgt. På det alternative tidsskrift "Republika" syntes journalisterne ikke at deres kritik bliver hørt eller forstået. De ville gerne indgå i en konstruktiv rådgivning, men det har ikke været ønsket.
Den 8. juni demonstrerede vi sammen med Kvinder i Sort imod Israels besættelse af de palæstinensiske selvstyreområder. Vi var ca. 20 kvinder med store bannere og pamfletuddeling. Kvinder i Sort føler sig ikke mere forfulgt for deres budskab. De får efter sigende god økonomisk støtte udefra.
 
Flygtningelejren Mikulja
Der er ifølge FN ca. en million flygtninge i Jugoslavien, flygtninge fra Bosnien-Hercegovina og fra Kroatien. Flygtninge fra Kosova indgår ikke i statistikken, da Kosova stadig er en del af Jugoslavien. De fleste af flygtningene er assimileret og bor hos private - kun en mindre del i flygtningelejre. Der er ni million mennesker i Jugoslavien og heraf er en million flygtninge. Forestil dig, at en niendedel af Danmarks befolkning var flygtninge - og så er det i Jugoslavien, som er så fattigt!
Vi har ofte tidligere besøgt flygtningelejren Mikulja, som ligger 90 km fra Beograd, med tøj og sko. Inger og jeg ville gerne besøge den igen, og vi henvendte os til Røde Kors, som tidligere har transporteret os derud. Der stod mange fine, nye, hvide biler med rødt kors i deres gård - en stærk kontrast til de bilvrag som kørte omkring i gaderne, men vi blev henvist til den serbiske flygtningehjælp, som er blevet udskilt fra Røde Kors og lå et stykke derfra.
Den første vi talte med anede ikke, at der var en flygtningelejr, som hed Mikulja. Den næste, en venlig kvinde, var øverste ansvarlig for lejren, men havde aldrig været der. Vi fremførte vores ønske om at besøge lejren og inviterede hende til at deltage, men hun undskyldte sig.
Det var weekend, og hun skulle have besøg af sine børn og børnebørn. Hun sagde først, at vi var kommet for sent, hun kunne ikke skaffe en bil sådan dagen før. Jeg holdt imidlertid fast, og da hun så nogle af de papirer, som viste, hvad vi havde medbragt til hospitalet i Leskovac, forsvandt hun i en halv times tid og kom tilbage med besked om, at vi havde en bil med chauffør og tolk næste morgen kl. 10. Næste morgen kl. 10 stod ganske rigtigt en splinterny FN-bil med chauffør og tolk foran vores hotel.
Mikulja var på én gang en opmuntrende og en nedslående oplevelse. Barakkerne var blevet sat i bedre stand, malet og pænt rengjort og saniteten forbedret. Vi forstod, at det var en japansk fond, som støttede. Den støttede også initiativer med børnenes skolegang og småhåndværk.
En familie, vi tidligere er stødt på, havde fået familieforøgelse, en lille pige, og morens mor var nu også indlogeret. Små værelse med to og tre personer på hvert. Men her var en forbedring. Tidligere havde 80 personer været indlogeret, nu var der kun 60 - det gav lidt bedre plads, tidligere var der op til fem i et værelse.
Småhåndværk kunne vi nu ikke se noget af, kun den gamle farmor med de fine, håndstrikkede sutsko, som vi også tidligere har købt. Mange af beboerne har nu været der i 10 år. Det er mest de gamle, som bliver tilbage, og de vil formentlig blive der, til de dør. En ca. 70-årig mand med en brok på maven så stor som et hoved fortalte, at han ikke kunne blive behandlet på hospital. Det samme var vi stødt på tidligere i ventetiden på flygtningelejrenes kontor, hvor en grædende kvinde ikke kunne få sin 25-årige søn behandlet på hospital.
Desværre var vor tolks engelske ikke meget bevendt. Hun kunne ikke forstå vore spørgsmål og heller ikke fortælle os noget af interesse. Vi måtte selv se og forstå. Vor konklusion på dette besøg var, at her kunne vi ikke - med det vi kan fra Danmark - yde nogen hjælp.
Vi sad på café og ventede på bussen. Her kørte tv i mere end en time med en mannequinopvisning med meget raffineret tøj på smalhoftede, langbenede Julia Roberts-lignende kvinder. Uden for caféen kunne vi se gamle morliller i usle klude og halvgamle kvinder med udslukte øjne. De gør rent og ekspederer, blandt andet på det hotel, vi bor på, som er så grimt og nedslidt.
Tæpperne og gardinerne er der brændt hul i, madrassernes fjedre er for længst holdt op med at fjedre. Det hele smånusset - trænger til fornyelse. Sådan er det overalt, og så sender tv mannequinopvisning i timevis.
 
I bus til Leskovac med soldater
Fire timers bustur til Leskovac i en rimelig pæn bus - dog uden plads til mine lange lår. Leskovac ligger sydligt i Jugoslavien 50 km fra Kosova og 50 km fra Makedonien Efter tre en halv times kørsel er der næsten kun soldater og os tilbage i bussen.
Jeg får et smil fra en, og jeg drister mig til at fortælle, hvem vi er, og hvorfor vi er her. Han ryster bekymret på hovedet. "Der er så fattigt i denne region," siger han. Han taler udmærket engelsk. "Sanktionerne har ødelagt alle fabrikkerne, der har ikke været afsætning på varerne, så fabrikkerne har måttet lukke og er ikke blevet moderniseret, så de kan ikke fungere nu. Sådan er det i hele Serbien. Sanktionerne er skyld i, at al vor produktion er stagneret eller ophørt." Han ser modløs ud.
Vi kører på motorvej gennem smukke landskaber præget af små marker, hvor mænd og kvinder står bøjet og renser ukrudt. Det er utvivlsomt ikke en "rentabel" produktionsmåde. Soldaten fortæller, at den nye regering satser på at gøre Jugoslavien til et landbrugsland. Jeg fortæller om de fejl, vi har begået i Danmark med pesticider og stråforkortere.
Så taler vi om krigene. "Omverdenen giver os skylden," siger han - og det har han vist ret i. "Skyld, skyld," siger jeg, "skal vi ikke sige, at der har været modsætninger, som har været svære at forvalte." "Jo," siger han gladere.
Det er soldatens sidste uge af militærtjenesten på et år. Han skal være på grænsen til Makedonien. Han har ikke været i kamp, og han glæder sig til at komme tilbage til universitetet. Han fortæller, at den nye regering vil afkorte militærtjenesten til 10 måneder. Det bliver fredskvinderne glade for at høre. Vi siger "Good Luck" til hinanden, for nu er vi i Leskovac
 
Leskovac
Åh, herregud da, var min første tanke. Hvor ser her dog ud! Affald og gamle biler. Bygninger uden ruder - alt mangler vedligeholdelse. Beograd var som en potemkinkulisse - alt det smukke og dyre på hovedgaden og i sidegaderne elendigheden. Her synes kun at være elendighed. Taxaen vi kører i, kan først ikke starte, men spyr endelig en stærk sort røg ud, slår en prut og starter. To af de fire døre kan åbnes.
Leskovac har 120.000 indbyggere, og har i høj grad været ramt af sanktionerne også. En stor tekstilfabrik er lukket, en kemikaliefabrik kører på halv kraft, en kosmetikfabrik ligeledes reduceret.
Vi ser mange store tomme bygninger med ituslåede ruder. Folk på stedet siger samstemmende, at al hjælp udefra går til Kosova og til Beograd - og helt forkert er det nok ikke. Hvem har hørt om Leskovac?
Komitéen for Menneskerettigheder har etableret en række kontakter for os, og en intelligent engelsklærer på 27 år, Marija, står til vor disposition. Hun har sågar en gammel bil, hvor speederen ikke altid fungerer.
Den første aften har de arrangeret et møde, hvor vi ud over lederen af Komitéen for Menneskerettigheder møder sigøjnerbyens talsmand, en psykolog, som arbejder i skolevæsenet, en fagforeningsmand, en politiker fra kommunalbestyrelsen, og en kvinde med en SOS-Hotline telefonrådgivning. Vi får senere kontakt med dem alle på deres arbejdsplads.
Vi indlogeres privat og får familiens soveværelse og fine stue til rådighed. Den har store, sorte lædermøbler og en veludstyret bar i hjørnet, stort tv og musikanlæg. Glasskabe med krystalprydelser. Jugoslavien havde også engang en blomstrende krystalindustri, nu er den stoppet. Stuen ser ud, som om den aldrig bliver brugt. Familien lever i køkkenet i underetagen. Dette er stadsstuen. Alt er fra før sanktionerne, hører vi. En påbegyndt garagebygning står stadig ufuldendt.
 
Hospitalet i Leskovac
Den første morgen kører vi til hospitalet. Lastbilen med det indsamlede er lige ankommet og er ved at losse. Der er 40 senge med madrasser, som stammer fra Bispebjerg Hospital, hvor de er blevet udskiftet. Der er for 50.000 kr. medicin, som Folkekirkens Nødhjælp og Kvinde til Kvinde har skænket, og der er en del andet hospitalsudstyr, kitler, linned og hospitalstøj også fra danske hospitaler.
Hospitalets ledelse tager godt imod os. De er så glade for det medbragte. Der bliver arrangeret rundvisning og pressemøde. Rundvisningen viser os et hospital, som er nedslidt i en grad, så intet materiel synes at fungere. Sengene står tæt, op til 12 personer på en stue. Stuen vender mod syd, og lægen fortæller, at der kan være op til 50 grader varmt om sommeren. Airconditionen fungerer ikke.
En anden læge viser os sit laboratorium. Gardinerne hænger i laser, og der er en uafskærmet pære i loftet, det er hans belysning. Vand kommer ned igennem loftet. På gangen viser han, hvordan et stort stykke puds er faldet af en gesims i loftet. En tredje læge viser os sit kontor. En faldefærdig, lille skrivemaskine er hans "computer". Inger noterer sig, at gulvvasken fungerer her. Mange steder i bygningerne går der kvinder med kost og spand og vasker de hullede gulve.
Som man kan forstå mangler de også alt, hvad der hører til et velfungerende hospital. Lægerne er unge og entusiastiske og vil gerne gøre det godt, men har ikke midler. Lægerne ønsker også videreuddannelse.
Kun lederens kontor er veludstyret. Lederen er en kvinde på ca. 40 år. Hun er tandlæge af uddannelse. Vi inviteres på en splendid frokost med det lokale køkkens herligheder. Da vi en af de næste dage besøger en anden restaurant, sidder leder og souschef der med fire mænd fra EU, så måske får de alligevel lidt i Leskovac.
Over os hører vi jævnligt helikoptere. De bringer blandt andet sårede fra grænsen til hospitalet. Der dukker fire journalister og lokaltv op til mødet på hospitalet. Vi fortæller, hvor vi kommer fra, og hvorfor vi er her. Det er os en glæde at kunne hjælpe ud af dansk rigdom, oparbejdet gennem 50 år uden krig. Vor pointe er hele tiden at krig løser ingen problemer, men skaber stadig nye. Der findes ingen militære løsninger. Derimod kan dialog på folkeligt plan føre til forståelse. De såkaldte "topmøder" løser heller ikke problemerne, hvis almindelige mennesker, folkene hader hinanden.
 
Sigøjnerbyen
Tæt ved centrum ligger en stor bydel, som ikke har telefonledninger! "Hvorfor ikke?" spørger man. "Fordi der kun bor sigøjnere!" Der bor godt nok 10.000 mennesker, men de har aldrig haft telefonledninger i området. Nogle driftige har selv etableret en linie. Og man må være driftig for at overleve her. Tilsyneladende ingen socialhjælp og ingen arbejde heller.
Dertil kommer en del nye, som er flyttet til området fra Kosova, hvor sigøjnerne ikke er populære hos albanerne. Her er meget sølle, men i solskinnet tager området sig farverigt ud. Ved et møde med det lokale råd, fortæller talsmanden, at de ønsker alt, hvad de kan få: tøj, tæpper, husgeråd, mad og penge naturligvis, hvis det er muligt. Vinteren er meget hård at komme igennem.
De vil også så gerne have en børnehave i området, så børnene kan lære at tale serbisk. Det er jo en forudsætning for, at de senere kan kan få uddannelse. De har en gruppe, som synger spiller og danser. Kan de komme til Danmark? Vi lover at se, hvad vi kan gøre. Stedet har gjort indtryk på os. Sådan må mennesker bare ikke leve!
 
Flygtningelejren "Kollektivet"
Men det blev værre endnu! På en nedlagt landbrugsskole boede ca. 100 mennesker, flygtede serbere fra Kroatien, Bosnien-Hercegovina og enkelte fra Kosova. Det er svært at beskrive hvor elendigt de boede. I en tidligere spisesal var der sat tynde skillevægge op, og de små rum var så boliger for mest ældre mennesker. Andre flygtninge boede i tidligere undervisningslokaler, mange i hvert værelse.
Alt er i en elendig forfatning, murene skaller, ingen lys i lamperne, saniteten fungerer ikke. Der løber vand ud over gulvet. Folk ser syge og grå ud og er dårligt klædt. Vi taler med en kvinde, som har en syg mand. Han sidder i rullestol og kan ikke komme ned fra anden sal, så han havde ikke været ude i flere år. Han har også store liggesår. Der kommer ingen læge.
Det var mest ældre mennesker, som boede i "kollektivet", men også en del familier med børn og børnebørn. En mand fortalte os, at han var kommet fra Kroatien med sin kone, datter, svigersøn og børnebørn. Hans hus i Kroatien var nu brændt. Han havde været vognmand med egen vognmandsforretning.
Familien havde boet i "kollektivet" i seks år. Han forsøgte at få arbejde blandt andet som frugtplukker. Han havde arbejdet i tre måneder, men ikke fået løn. Fire ældre mænd sad uden for huset på en træstamme. De så på os: "Kan I ikke hjælpe med at skaffe noget, vi kan sidde på her?"
 
Skoler og børnehaver
Men ikke alt var elendigt. Vi besøgte to skoler og en børnehave. Den ene en kommuneskole. I et klasseværelse vi besøgte sad 34 børn sødt smilende. Det bedste ved at gå i skole var gymnastiktimerne, sagde de samstemmende. Den anden skole var en lille privatskole, hvor børnene lærer engelsk. Den ejedes af vores guide, Marija, og hendes veninde. De havde elever i alle aldre. Det var børn fra velstillede hjem, hvor forældrene ville give deres børn det bedste. Her var børnegruppen på 10.
Børnehaven, vi besøgte, syntes at fungere rigtig godt. Grupperne var aldersopdelte, og man lagde vægt på drama og musik og dans. I to af grupperne var der da også børn, som dansede. I en gruppe for lidt større børn sad de i en rundkreds og på opfordring rejste en sig op og foredrog en sang, og så ville de alle synge.
De syntes at være meget glade og frimodige - på trods af de noget mere disciplinerende rammer end danske børns. Selvfølgelig manglede denne børnehave også materialer, farver, papir osv. I forbindelse med en anden børnehave var der etableret en børnetandklinik. Her manglede man bl.a. gammeldags bor til tandlægestolen.
 
En fabrik
En fagforeningsmand inviterede os på et fabriksbesøg. Fabrikken producerede tandpasta og diverse cremer til babyer og voksne. Vi blev vist rundt i store, halvtomme fabrikslokaler, som før sanktionerne havde været fulde af aktiviteter.
Nu håbede man på, at EU ville åbne dørene, så markedet der kunne få hjulene i gang igen. En stor del af arbejdet foregik manuelt, og det så hyggeligt ud, at kvinderne sad rundt om et stort bord og klistrede etiketter på m.v., men særlig effektivt var det måske ikke. Arbejdslønnen var lav. Vi havde en god diskussion med en gruppe om fagforeningernes betydning og betydningen af at tænke økologisk.
 
Hvad nu?
Som det fremgår af ovenstående, er der et stort behov for alt, hvad vi kan skaffe: For hospitalsudstyr, for tandlægebor, for tøj, sko, mad, for bænke, for materialer til børnehaver og skoler. Men også for diskussioner med folk udefra om økologi, om demokrati, om EU, om landbrug, om fagforeningspolitik, om kultur. Der er også brug for udveksling af ideer og for kulturudveksling, f.eks. besøg i Danmark af en gruppe sigøjnere som spiller, danser og synger.
Lægerne på hospitalet ville gerne samarbejde med danske læger og ville gerne på kurser her, og en lærer på det alternative universitet ville gerne have kontakt til Danmarks Tekniske Universitet om vedvarende energi. Den kontakt er nu etableret, men andre institutioner, f.eks. universiteter, seminarier og skoler kunne med stor fordel etablere kontakt til tilsvarende uddannelser der. Leskovac har en størrelse, som gør det muligt for en lille organisation som den danske sektion af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed at yde noget mærkbart.
Lad os gøre det, men hjælpen skal ikke kun være materiel. Det personlige møde er mindst lige så vigtigt. Der skal skabes kontakter, og der skal diskuteres - ikke mindst hvorledes vi opnår fred og frihed.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2001 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand