Genocide - klinisk og skræmmende

Jeg har forsøgt at læse mig igennem to beretninger om folkemord, henholdsvis i Bosnien og Rwanda - men forstår mindre og mindre. Det er sikkert ikke de udmærkede bøgers skyld. Trods flere forsøg måtte jeg springe store dele over - det var simpelthen for ubehagelig læsning.
"Vanviddets vidner" er skrevet af Birte Weiss og Karsten Fledelius, og "We Wish To Inform You That Tomorrow We Will Be Killed With Our Families" af Philip Gourevitch.
Beretningerne er saglige. Der er langt mere udpenslet vold i en normal aften foran fjernsynet, men det er netop det kliniske i oplysningerne, der gør ondt. Begge bøger forsøger at forklare det uforklarlige - hvorfor gode naboer pludselig slagter hinanden.
Historien fortælles omhyggeligt gennem grundige interviews med både ofre og bødler. Begge steder var der grumme episoder, hvor præster og skolelærere gik forrest i myrderierne -og var effektive mordere i kraft af deres kendskab og tætte forhold til lokalbefolkningen.
 
Effektivitet
Bødlerne var langt mere effektive i Rwanda, end i Bosnien. Antallet af dødsofre er simpelthen ufattelig stort.
Rwanda havde 7½ million indbyggere og mindst 10% blev dræbt.
800.000 døde mennesker er et lavt skøn. Ikke på vestlig maner med fjernbetjente bomber, men med håndkraft - en for en. Mange af mordene må have været hårdt og langvarigt arbejde, da de foregik med macheter - en slags lange knive. Philip Gourevitch rejser rundt i det hærgede land, møder ofre og refererer pænt undskyldninger og bortforklaringer fra mordere. Det er en meget velskreven og nærmest lavmælt bog, på trods af sit omhyggelige emne.
Bogens titel er fra et brev en gruppe præster skrev til kirkens ledelse i et forsøg på at få hjælp. Svaret var, at det var Guds mening, at de skulle dø!
En skole med teenage-piger blev angrebet af bevæbnede hutuer. Pigerne fik besked på at stille sig i to grupper, henholdsvis som hutuer og tutsier. De nægtede, og erklærede sig i stedet solidarisk alle som rwandanere. De modige hutu- og tutsi-piger blev derpå skudt ned sammen.
Rwanda ligger langt væk. I hvert fald langt væk fra os, så myrderierne kunne få lov at foregå i lang tid, før Verden vågnede.
Kofi Annan var chef for FNs fredsbevarende styrker og blev orienteret via fax om planerne - tre måneder før blodbadet startede. Han valgte ikke at blande sig, og er nu FNs generalsekretær.
Rwanda havde været på storindkøb på våbenmesserne lige inden blodbadet, og f.eks. Frankrig fortsatte med levere friske forsyninger mens massakrerne stod på.
Endelig var det jo mest sorte mennesker, der slagtede hinanden. Det er jo noget ganske andet, hvis det var hvide mennesker midt i Europa.
 
I tusindvis af døde
Men vi hvide mennesker kan sagtens være med, når det drejer sig om massemord. Selv lille Danmark nåede lige at være med i bombningerne af Jugoslavien i 1999, men det var jo i fredens navn. Antallet af døde viste sig bagefter at være forholdsvis beskedne.
Det samme gjaldt for mængden af albanere i serbiske massegrave, der svandt drastisk fra NATOs formodning om 100.000 til et sted langt under 10.000.
At et regime tillader overgreb på sine egne borgere, der medfører tusinder af døde, er naturligvis en afskyelig handling. Det er umuligt at gradbøje afsky, når mord skal optælles i tusinder - men vi er åbenbart blevet så vant til tanken, at der nu skal mindst 100.000 til, før der er grund til at reagere.
De blodige uroligheder i det tidligere Jugoslavien omkring 1992-95 medførte 250.000 døde. Ofte er det kun dødstallene der nævnes, men tallet for de skadede er voldsomt meget større. Krigen efterlader en befolkning, der er handicappede på krop og sjæl -og ofte så fattig, at krykker og psykologer ikke kan opdrives.
 
Asyl i Danmark
Under krigene er der naturligvis mange, der forsøger at slippe væk fra urolighederne. Danmark tog mellem 1992 og 1995 imod 20.000 bosniske flygtninge fra krigshelvedet.
Krigene i det tidligere Jugoslavien berører os umiddelbart mere - ikke mindst, når ofrene strømmer mod Danmark. Men det kan være svært at forestille sig, hvordan det er for dem.
F.eks. kaldte Venstres Birthe Rønn Hornbech bosniernes midlertidige asyl her i landet for et "betalt ferieophold".
Birte Weiss og Karsten Fledelius fokuserer i deres bog på en lille gruppe flygtninge fra et område i Nordvestbosnien. Bogen fortæller om deres liv både før og efter flugten. En endte som mange andre udhungret bag pigtråd i en fangelejr, og kom på for-siden af bladet Time i et omdiskuteret foto.
De to forfattere rejser rundt i Bosnien efter krigen. Opsøger ofre og bødler - drikker likør hos en skolelærer, der indsamlede en gruppe mennesker, som endte i en massegrav.
Birte Weiss er selv med ved åbningen af en anden massegrav med 258 lig.
 
Efter blodet
Begge bøger gør heldigvis også meget ud af at fortælle de rare historier. Fortællinger om sammenhold på tværs af alle grænser og overvældende hjælpsomhed mellem fremmede. Livet går videre i de tidligere krigsområder, og fjender bliver i mange tilfælde naboer igen.
Disse glimt af håb, der ind i mellem afbryder bøgernes strømme af blod, har hjulpet mig igennem mange af de deprimerende afsnit. Men generelt er der ikke megen fortrøstning eller tro på fremtiden at hente her.
Det var en fornøjelse i stedet at læse den lille bog "Hvordan hænger det sammen?" af Thyge Christensen. En munter fortælling om det multikulturelle samfund Burkina Faso i Vestafrika.
Det er et af verdens fattigste lande med mere end 60 etniske grupper.
Landet er blevet presset til at indføre demokrati efter vestligt mønster, og har også haft de militærkup og lignende dårligdomme, vi ofte hører om.
Thyge Christensens ærinde er et andet.
Han vil hellere fortælle om landets venlige befolkning og spændende kulturhistorie. Bogen bærer præg af forfatterens dybe kærlighed til landet.
De mange folkeslag lever tæt sammen ved hjælp af et formaliseret system af drillerier, der både afbøjer og opløser mange af de konflikter, der naturligvis opstår.
Thyge Christensen mener, at Burkino Faso grundlæggende har en fredskultur med mange fine værktøjer til konfliktløsning og kulturel integration, som resten af verden burde tage ved lære af.

Thyge Christensen : Hvordan hænger det sammen? - Burkina Faso - et multi-kulturelt samfund. SøftenDal 2001.
 
Birte Weiss og Karsten Fledelius : Vanviddets vidner. Gyldendal 2000.
 
Philip Gourevitch : We Wish To Inform You That Tomorrow We Will Be Killed With Our Families. Farrar, Straus & Giroux 1998.

 

At begrænse krigen   Uddrag af "Hvordan hænger det sammen?" af Thyge Christensen.   Selv om familiedrillerier og andre fredstraditioner har haft og endnu har stor betydning for samfundene i denne del af verden, så har de trods alt ikke altid kunnet sikre freden. ... For at konsekvenserne af en konflikt ikke skulle blive for voldsomme, havde man dog visse regler. Det var f.eks. forbudt at anvende vold og våben på en markedsdag og på de veje, der førte til markedet. Den slags fredszoner har efter sigende været udbredte i hele Afrika. ... Tussianfolket har også kendt til voldelige konflikter, men man havde visse systemer til at styre dem, så de ikke 1øb løbsk. Hvis der var en væbnet konflikt mellem to tussianlandsbyer eller en tussianlandsby og en turkalandsby, og en mand blev såret eller endda dræbt, så kom grioterne løbende og anbragte sig mellem de to grupper. En af dem bar et rombeformet, helligt stykke jern, som lavede en lyd, der skulle være meget frygtindgydende for dem, der ikke var indviet. Grioten lod lo-jernet dreje rundt, mens de andre slog sig på brystet og bad de to lejre om forladelse. Og dér sluttede så kampen. Et fælles offer forsonede dem, og så var det udelukket at søge hævn. Sidst i det 18. århundrede kom en prins med navnet Diarra i konflikt med en prins med navnet Traoré, selv om Diarra og Traoré har drilleforhold til hinanden. De to hære fyrede løs på hinanden hele dagen, men om aftenen måtte officererne konstatere, at der hverken var sårede eller døde. Soldaterne havde skudt med løst krudt. Så vendte generalerne sig mod hver deres prins med ordene: "Vi er trætte". Det skulle forstås som en alvorlig bebrejdelse, for den krig skulle aldrig have været startet. ...