FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Civil ulydighed er både en udfordring og en forpligtigelse Begrebet har en meget længere historie bag sig, end Henry D. Thoreaus bog. Af Holger Terp

Det er en udpræget international misforståelse, at det var den amerikanske forfatter Henry D. Thoreau (1817-1862), der opfandt begrebet civil ulydighed. Men Thoreau var, som jeg vil vise i det følgende, ikke den første, som beskrev eller anvendte civil ulydighed.
Specielt en række svenske og norske forfattere har brugt denne påstand i de sidste 10-15 år, hvor en dansk debat om civil ulydighed har glimret ved sit fravær. Det drejer sig eksempelvis om Jørgen Johansen, Per Herngren, Bernt Hargtved og andre.
Myten om Thoreaus fadderskab til begrebet civil ulydighed har som konsekvens, at flere hundrede års anvendelse af civil ulydighed skæres ud af historien.
Hermed vanskeliggøres muligheden for en forståelse af hvordan begrebet har udviklet sig, og dermed også forståelsen af begrebets indhold, der dermed lettere kan blive genstand for misbrug.
Som jeg vil vise i det følgende, var f.eks. Mogens Glistrup ikke civilt ulydig. Han var bare ulydig.
 
Ikke passivitet
Men hvad er så civil ulydighed? Jeg tror, at folk har været civilt ulydige lige så længe, som der har været uretfærdige herskere.
Civil ulydighed er ikkevoldelig kamp mod det onde, med det formål at overvinde volden eller undertrykkelsen med en stærkere fællesskabsfølelse.
Udgangspunktet for civil ulydighed i den vestlige verden er først og fremmest Jesus bjergprædiken.
Bjergprædikenen er Jesus bud på, hvordan kristne skulle opføre sig. Han siger blandt andet: “Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer imod det onde”, eller som det hedder på engelsk, “That ye resist not evil”.
Man må ikke sætte sig imod det onde; man skal altså afstå fra selvforsvar. Den kristne må ikke bruge vold i selvforsvar mod undertrykkeren.
Manglende modstand (resistance) mod det onde er dermed det første led i forståelsen af begrebet civil ulydighed.
Det er ikke ensbetydende med passivitet overfor uretfærdigheden, når man undlader at sætte sig mod det onde, men det er et valg af en anden metode - man vælger at virke på et andet plan.
Jesus indledende bemærkninger om saliggørelsen af den kristne viser og tydeliggør bl.a., at den kristne “hungre og tørste efter retfærdigheden”.
Og det fordrer altså en eller anden form for aktivitet, nødvendiggjort af ens samvittighed, til fremme af retfærdighed.
 
Fredskirker
I 1200-tallet dannes de første pacifistiske sekter, eksempelvis de fattige mænd fra Lyon. Reformationen satte yderligere skub i dannelsen af pacifistiske sekter. Disse tidlige pacifistiske sekter kaldes nu for de historiske fredskirker.
Samtidig adskiltes den kirkelige og verdslige magt i de protestantiske lande. Nationale stater dannes, og fyrster fik eller tiltog sig mere eller mindre enevældig magt.
Inden for fredskirkerne opfattede man Jesus bjergprædiken bogstaveligt.
Kristne må ikke slå ihjel - uden nogen form for undtagelser. Et budskab som udbredes samtidig med, at folk fik muligheden for selv at læse i bibelen.
Forhenværende soldater og officerer afmønstrede fra deres militærtjeneste efter at de var blevet kristne, hvilket medførte forfølgelse og ofte langvarige fængselsstraffe. Kristne pacifister flygtede derfor fra midten af det 17.
århundrede til de nye kolonier i Nordamerika, i håb om et fristed for deres religion.
Men ak. Magthaverne dér var lige så snævertsynede som deres kolleger i det gamle Europa. Puritanerne i Massachusetts vedtog i 1657 en lov, som forbød kvækere adgang til kolonien.
De brød loven og rejste ind alligevel, hvor bl.a. Mary Dyer i 1660 blev henrettet for kætteri.
 
Aktiv civil ulydighed
De tidlige militærnægtere i Nordamerika kaldes nonresistans. Udtrykket non-resistance anvendes muligvis første gang i 1676 i en bog af Thos. Bentley: "An examination of the Doctrine of non-Resistance, as held by the people called Quakers" og med disse sproglige varianter har vi her anden del af begrebet civil ulydigheds indhold, men begrebet er stadig passivt.
Også under den amerikanske frihedskrig er der militærnægtere, men det er inden for kampen mod slaveriet de næste eksempler på civil ulydighed kommer - efter dannelsen af de første amerikanske fredsbevægelser, som opstår i kølvandet på Napoleonskrigenes afslutning i 1815.
Kvækeren Jonathan Dymond skriver i 1824 en bog: "Inquiry into the Accordancy of War", hvori han nægter militærtjeneste:
 
"Hvis nogen skulle spørge om betydningen af ordene "dem som modsætter sig magten, modsætter sig Guds salvelse" svarer vi, som henviser til aktiv modstand: passiv modstand, eller ikke lydighed, at det
"praktiserede apostlene selv"".

 
Hermed udvides begrebet civil ulydighed til at være aktivt også sprogligt. Dymond kan have læst Boéties essay "De la servitude ou Le contré un";
Det vides endnu ikke med sikkerhed, men den amerikansk filosof Ralf Emerson anvender dele af Boéties essay i en tale, War, i 1838. Talen er en af årsagerne til, at borgerrettighedsforkæmperen William Lloyd Garrison samme år grundlægger The New England Non-Resistance Society.
Senere argumenterede Garrison med, at grunden til at ingen af dets medlemmer blev dræbt i kampen for slavernes frigørelse, netop skyldes deres anvendelse af nonresistance. Her er tredje del af civil ulydigheds indhold.
De første amerikanske foreninger mod slaveriet oprettes i 1780. I 1832 grundlægger Garrison The New England Anti-Slavery Society.
Foreningen boykotter varer, der var produceret af slaver og dens Underground Railroad hjalp mange slaver med at flygte. Forhenværende slaver, som Frederich Douglass, arbejdede fra 1841 sammen med Garrison, hvor de anvendte civil ulydighed for at befri slaver.
Medlemmer af the New England Anti-Slavery Society overfaldes af slaveejere.
En bogtrykker forsvarer sig selv og sit trykkeri ved hjælp af våben, men Garrison og hans tilhængere fastholdt, at slavemodstanderne blandt dem selv havde lovet at undgå voldsanvendelse, selv i selvforsvar.
Her er fjerde del af civil ulydigheds indhold.
 
Thoreaus læremestre
Ud fra de skriftlige fremstillinger, jeg har gennemgået, er der intet der tyder på, at Thoreau selv har læst Boétie, men Thoreau og Emerson kendte hinanden og Emerson kan godt have fortalt Thoreau om Boéties essay.
Titlen på Thoreaus oprindelige foredrag om civil ulydighed fra 1848 var: "The Rights and Duties of the Individual in Relation to Government".
Den blev først efter efter hans død ændret til "Resistance to Civil Government" i anatalogien "A Yankee in Canada", udgivet i 1866.
På det tidspunkt, hvor Thoreau offentliggør sit essay, er civil ulydighed altså allerede veldefineret som: borgeres samvittighedsfulde kamp mod ondskab og uretfærdighed med ikkevoldelige metoder.
En kamp, som foregår i fuld offentlighed, og som har til formål at forbedre sociale forhold for undertrykte som slaver og militærnægtere.
 
Litteratur:
De bedste bøger om civil ulydighed er: Niels Lindberg, Gammelgaard Jacobsen og Karl Erlich : Kamp uden Vaaben, 1937.
Bart de Ligt : The conquest of violence, 1938.
The Power of the people : Active non-violence in the United States, 1978.
Gene Sharp : The politics of nonviolent action, 1973.

Refereret litteratur: Per Herngren : Handbok i civil olydnad, 1990.
Jørgen Johansen og Åsne Berre Petersen : Den nødvendige ulydigheten, 1998.
Bernt Hagtvet (red.) : Den vanskelige ulydigheten, 1981.
Se også http://eserver.org/thoreau.



Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2001 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand