Colombias time er kommet

Krigen i Colombia, som sidst år er blevet optrappet som en følge af den nordamerikanske Plan Colombia, er en forlængelse og en forværring af den colombianske tragedie: en halvtreds år gammel borgerkrig om fordelingen af rigdommene i landet, som ejes af 3% af befolkningen samt af transnationale korporationer.
Der er mange aktører i den igangværende krig: regeringen, militæret, paramilitære styrker og især de berygtede Colombias Selvforsvars Enheder (AUC), forskellige guerillahære, hvoraf de mest kendte og aktive er Colombias Revolutionære Styrker (FARC), Den Nationale Befrielseshære (ELN) og M19, samt andre mindre væbnede grupper. Til aktørerne hører også narko-mafiaerne.
Colombias guerilla opstod i 50erne.
På det tidspunkt opererede man med idéen om den latinamerikanske befrielse via væbnede revolutioner.
Deres kamp har social retfærdighed på dagsordenen.
I slutningen af 50erne havde guerillaen befriet et stort område og bygget utopien Marquetalia, et velfungerende samfund primært baseret på landbrug.
 
Det kommunistiske spøgelse
I 1961, efter den cubanske revolutions sejr, beordrede J.F. Kennedy Marquetalia udslettet. Ét Cuba på kontinentet var nok. Det kommunistiske spøgelse, som var blevet et almindeligt genfærd i Latinamerika, blev på den ene side bekæmpet med bly og på den anden med en nordamerikanske charmeoffensiv.
Nordamerikanerne begyndte at dele fødevarer, især korn og sojaprodukter til fattige colombianere: food for peace, hed det hos USAID (bistands- og donororganisation).
Resultatet af denne velgørenhed blev en undergravning af vigtige dele af det colombianske landbrug, som på mange områder var selvforsynende.
Kaffe og blomster blev nogle af de få landbrugsprodukter, som bønderne kunne sende på markedet, og det under store besværligheder, da toldmurerne netop var en forhindring for afsætning af disse varer.
Her findes en ikke ubetydelig del af forklaringen på hvorfor det blev kokaplanter og opiumsvalmuer i stedet for andre afgrøder, der blev dyrket.
Men hertil skal tilføjes, at opmuntringen til at dyrke disse planter kom bl.a. fra visse grupperinger, der så dem som en stor indtægtskilde.
Af de 70 milliarder US $ kokainen og heroinen indbringer, når kun 1% tilbage til bønderne. Hovedparten af disse penge cirkulerer i den nordamerikanske økonomi.
 
En krig om ressourcer
Krigen i Colombia har lange historiske rødder og er en del af nord/syd-konflikten i landet, centrets kontrol over periferien. Den er en krig om fordelingen af ressourcerne.
Denne krig koster 30.000 menne-skers liv om året. Det er en beskidt krig, hvor civile - ikke mindst bondebefolkningen - bliver taget som gidsler, og er ofre for de mest gruopvækkende massakrer.
Disse massakre begås ifølge Human Rights Watch primært af AUC og af militæret, enten hver for sig eller af dem begge i samarbejde.
AUC bekæmper alle former for sociale reformer og social tænkning, de er fascistiske og i gang med en social udrensning i landet: gadebørn, tiggere, prostituerede og homoseksuelle finder ingen nåde hos dem.
De får økonomisk og logistisk støtte fra USA, har moderne våben og overvågningsudstyr, og internationale lejesoldater opererer ofte under deres kommando. AUCs klare mål er bekæmpelsen af guerillaen, et mål de har til fælles med Plan Colombia.
 
Plan Colombia: en krigsplan?
Næsten alle fredsforhandlingsforsøg er blevet mere eller mindre saboteret, idet det ville have betydet indrømmelser til guerillaens krav om sociale forbedringer.
En sådan praksis har været normen i Latinamerika under den kolde krig.
Hellere optrapning af en konflikt, end at komme frem til bredere løsninger -klassisk koldkrigslogik.
Den kolde krigs afslutning kom ikke til at betyde fred for latinamerikanerne.
Næsten tværtimod, i det fokus vendes fra Europa og rettes kraftigere mod periferien.
Da muren faldt i 1989 ændrede USA sin diskurs vedrørende sin nationale sikkerhed: nu var det ikke længere det kommunistiske spøgelse og Castros Cuba, der udgjorde en trussel imod deres nationale sikkerhed, men narkoen fra Latinamerika.
Plan Colombia blev forfattet i Pentagon, vedtaget af Kongressen og sanktioneret af præsident Clinton i Washington, som bekræftede nødvendigheden af planen, for som han selv påpegede: "Colombia er under USAs indflydelse".
Den blev oprindeligt skrevet på en-gelsk og er på 46 sider. Ingen i Colombia kendte til den, det tog flere måneder før den blev offentliggjort.
 
War on drugs
Jorden var gødet af bl.a. general Barry - kendt som narkoens Zar.
Han var blevet tildelt opgaven at kæde guerillaen sammen med narkotrafikken, selvom det har været veldokumenteret bl.a. fra FNs narkokontrol i Colombia, at guerillaen. Europæiske Parlament har udtrykt dyb skepsis og afvist at støtte den, i det de mener dens hovedvægt skulle være på sociale programmer inklusive menneskerettigheder, og ikke på militære løsninger. Plan Colombia er af europæiske parlamentarikere blevet sammenlignet med Dracula, som suger blod og ikke kan tåle dagens lys.
Men trods kritikken og skepsisen har USA ikke ændret på sin "narkopolitik" med bly og gift fra himlen.
Tværtimod. Den nye administration i Washington har allerede bebudet en udvidelse af den.
Og denne administration inkluderer tilfældigvis mennesker, som er dybt involverede i oliebranchen:
vicepræsidenten Dick Cheney, som er tilknyttet Hallibruton Company, handelssekretær Don Evans, tilknyttet Tom Brown og den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice, Chevron.
 
Globaliseringen
I latinamerikanske analyser af konflikten spørger man tit, hvorfor man ikke bekæmper narko indenfor sine egne grænser? Men dette er et skinspørgsmål. For de, der spørger, er også meget bevidste om, at planen ikke blot handler om koka- og valmueplanter, og om udryddelsen af kokamarkerne med bønderne og urskovens befolkninger. Man frygter, at Plan Colombia hænger sammen med globaliseringen, som her viser sig med to sider: Den ene iværksættelsen af det amerikanske frihandelsområde (FTAA) med alt, hvad dette indebærer af økonomisk og militært overherredømme over Latinamerika.
Den anden overtagelsen af Amazonas med dens mange ressourcer, inklusive tonsvis af ferskvand.
De ca. 40.000 bevæbnede guerillaer i Colombia, som stadig peger på alternativer, er kun en lille sten i skoen, som snart vil være fjernet.
FTAA har mødt kritik og modstand, og overtagelsen af Amazonas kommer ikke til at foregå uden at blive en tragedie af dimensioner.
Men der er håb. Konflikten er ved at påkalde sig international opmærksomhed. I juli vil der blive afholdt en stor konference i El Salvador, med deltagelse af bl.a.
FMLN, NGO'er, kirker, guerillaer fra Colombia, Noam Chomsky, James Petras, José Saramago og Adolfo Esquivel.
Formålet er at diskutere og finde ideer til at komme tilbage til reelle fredsforhandlinger og løsninger, dvs.
de processer som gik i hårdknuder efter den amerikanske soft invasion.
Den tidligere udenrigsminister Madaleine Albright erklærede war on drugs i sin bombastiske stil.
Den colombianske præsident Andrés Pastrana rejste hjem både med en plan Colombia, og med klar besked fra præsident Clinton, som sagde til ham, idet han klappede Pastrana på skulderen: "Energisk politik vis-a-vis gueril-laen". Oversat til et klart forståeligt sprog betyder det optrapning af konflikten, idet meningen er, at alle kræfter skulle sættes ind for at udrydde disse grupper.
Plan Colombia er budgetteret til 7.5 milliarder US $. USA samt EU og internationale organisationer skulle bidrage med ca. 55%, mens Colombia skulle finansiere resten.
USAs 1.6 milliarder US $ var øremærkettil våben og logistisk assistance. Colombia er med denne plan kommet på listen som den tredje største våbenmodtager fra USA - Israel og Egypten rangerer på henholdsvis første og anden plads; Colombia overtog Tyrkiets plads.
 
Masser af våben
Filosoffen Noam Chomsky har beskrevet planen som en oversvømmelse af Colombia med våben. Allerede før planen blev godkendt, ankom et tusinde grønne baretter til Tolemaidas militære base.
Foruden krigsfly og helikoptere af typerne Blackhawk og Huey, blev der indkøbt sofistikeret radarudstyr, spion- og overvågningsfly, aflytningsudstyr – samt trænet fem nye bataljoner med ca. 52.000 elitetropper, med det formål at assistere de 150.000 tropper involveret i konflikten.
I alt er der cirka 320.000 militærfolk, efterretningsfolk og sikkerhedseksperter involverede i konflikten på Plan Colombias side. Lejesoldater er ikke inkluderet i disse tal, de hører ikke direkte under US Army, men opererer efter aftaler og kontrakter.
Disse private hære bliver anvendt i Afrika, og på Balkan og er bl.a. specialister i at destabilisere regeringer, regioner samt skabelse af etniske konflikter.
Situationen i Colombia sammenlignes tit med Vietnam, og mange på det latinamerikanske kontinent frygter et nyt Vietnam - forstået som en katastrofe for mennesker og for miljøet.
 
Vietnam-gift
Dertil kommer sprøjtningsoperationer, som foretages af Vietnam-veteraner, de samme piloter som kastede de frygtelige gifte Agent Orange og Roundup fra luften i Vietnam, gentager udåden over Colombias fattige bønder, marker og regnskov.
Der er allerede blevet konstateret tragiske følge af anvendelsen af disse gifte både for mennesker, som er omkommet, samt for miljøet. Når koka- og valmuemarkerne sprøjtes, rammes også andre vegetationer og livsvigtige afgrøder som kartoffel, tomater, majs, bønner, platan, korn, bananer, peber, papaja, kassava, asparges, sukkerrør samt blomster.
Dyrelivet i skove, søer, laguner, moser og floder mærker ligeledes de skadelige virkninger. Miljø og kirkelige organisationer i Latinamerika, USA og Europa undrer sig dels over gentagelsen af forbrydelsen i Vietnam, og dels undrer man sig over at alternativer plantager også bliver sprøjtet. Giftene bliver i miljøet i lang tid. Man frygter et økologisk kollaps i Andesregionen.
Der er alt for mange krigselementer i Plan Colombia til ikke at betragter den som en krigsplan. Man siger i Colombia med makaber humor, at "USA bidrager med våben og Colombia med lig. Man laver Colombia om til et slagtehus, så de (nord-amerikanerne og europæerne) kan komme og tage, hvad vi har".
 
Olie, uran og guld
Dette er almen folkevisdom. Men der er også et gran af virkelighed i den. Colombia er et rigt land, i dets undergrund gemmer der sig formuer i form af titanium, uran, guld, kul (20% af Danmarks kulimport kommer derfra), og olie.
Når vi hører om volden i Colombia er den primært forbundet med narko. Men olievolden forties. Colombias olieproduktionen i dag kan sammenlignes med Kuwaits, og USA henter mere olie i Colombia end i både Venezuela og i den Persiske Golf tilsammen.
Oliekrigen kaldes den beskidte krig. Mens guerillaen opkræver skatter af olieproduktionen på den ene side, overvåger paramilitære rørledningerne på den anden side for de store selskaber: Occidental Petroleum, Canadian Occidental Petroleum, Texas Petroleum, PB Amoco, Exxon, Shell, Elf Aqauitane. Stan Goff, en tidligere US officer fra sikkerhedsfirmaet Special Forces Intelligence, udtalte til El Espectador i oktober, at formålet med Plan Colombia er at "defend the operations of Occidental, British Petroleum and Texas Petroleum and securing control of future Colombian fields. The main inte-rest of the United States is oil".
Når guerillaen saboterer ledninger for "ubetalt olieskat", massakrerer paramilitære styrker landsbyer som hævn. Her er det også civile og fattige som bliver ofre, både som følge af angreb, og som følge af de miljøødelæggelser, som attentaterne på ledningerne afstedkommer.
 
Ikke kun Colombia
Plan Colombia omfatter ikke kun Colombia, men Andesregionen, som bl.a. består af Ecuador, Peru og Bolivia. Disse lande er direkte involverede i planen, og det nordamerikanske militære opererer frit i disse område. Venezuela, hvis officielle position er imod planen og USAs politik i Latin-amerika, er i højt beredskab. Brasilien har bygget en tæt mur langs sin 1.600 km lange grænse med 35.000 svært bevæbnede tropper - med store ødelæg-gelser til følge i området for miljøet og de indfødte indianere, som således møder de klassiske problemer med vold, alkohol og prostitution.
Plan Colombia er blevet kritiseret og afvist over en bred front i Latinamerika, kun den argentinske regering har udtrykt ubetinget støtte til den. Den Europæiske Union og den Europæiske Parlament har udtrykt dyb skepsis og afvist at støtte den, i det de mener dens hovedvægt skulle være på sociale programmer inklusive menneskerettighe-der, og ikke på militære løsninger. Plan Colombia er af europæiske parlamentarikere blevet sammenlignet med Dra-cula, som suger blod og ikke kan tåle dagens lys.
Men trods kritikken og skepsisen har USA ikke ændret på sin "narkopolitik" med bly og gift fra himlen. Tværtimod. Den nye administration i Washington har allerede bebudet en udvidelse af den.
Og denne administration inkluderer tilfældigvis mennesker, som er dybt involverede i oliebranchen: vicepræsidenten Dick Cheney, som er tilknyttet Hallibruton Company, handelssekretær Don Evans, tilknyttet Tom Brown og den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice, Chevron.
 
Globaliseringen
I latinamerikanske analyser af konflikten spørger man tit, hvorfor man ikke bekæmper narko indenfor sine egne grænser? Men dette er et skinspørgsmål. For de, der spørger, er også meget bevidste om, at planen ikke blot handler om koka- og valmueplanter, og om udryddelsen af kokamarkerne med bønderne og urskovens befolkninger.
Man frygter, at Plan Colombia hænger sammen med globaliseringen, som her viser sig med to sider: Den ene iværksættelsen af det amerikanske frihan-delsområde (FTAA) med alt, hvad dette indebærer af økonomisk og militært overherredømme over Latinamerika. Den anden overtagelsen af Amazonas med dens mange ressourcer, inklusive tonsvis af ferskvand.
De ca. 40.000 bevæbnede guerillaer i Colombia, som stadig peger på alternativer, er kun en lille sten i skoen, som snart vil være fjernet. FTAA har mødt kritik og modstand, og overtagelsen af Amazonas kommer ikke til at foregå uden at blive en tragedie af dimensioner.
Men der er håb. Konflikten er ved at påkalde sig international opmærksomhed. I juli vil der blive afholdt en stor konference i El Salvador, med deltagelse af bl.a. FMLN, NGO'er, kirker, guerillaer fra Colombia, Noam Chomsky, James Petras, José Saramago og Adolfo Esquivel.
Formålet er at diskutere og finde ideer til at komme tilbage til reelle fredsforhandlinger og løsninger, dvs. de processer som gik i hårdknuder efter den amerikanske soft invasion.

Marina Jacobsen er forskningsadjunkt i filosofi & videnskabsteori på RUC.