FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Hvem tager ansvaret og for hvad? Lavradioaktivt uran er blevet brugt både under Golfkrigen og under NATOs bombardementer i Bosnien-Hercegovina og i Kosovo. Er det overhovedet farligt? Af Annelise Ebbe

Kært barn har mange navne, siger man. Forarmet uran kalder nogle det, andre depleteret uran, og atter andre har valgt den udglattende betegnelse lavradioaktivt uran. Det var på dagsordenen efter Golfkrigen, da nogle af krigsveteranerne begyndte at blive syge og er nu kommet det igen, efter at seks italienske soldater er døde af leukæmi.
 
Foretræde for Forsvarsudvalget
I anledning af Folketingets beslutning den 16. juni 1999 vedrørende afsendelse af 850 danske soldater til KFOR-styrken i Kosovo bad jeg på vegne af Ligaen om foretræde for Forsvarsudvalget.
Det var min hensigt at henlede Forsvarsudvalgets opmærksomhed på blandt andet de danske soldaters sikkerhed.
Ikke fordi soldaternes sikkerhed lå eller ligger mig mere på sinde end civilbefolkningens, men fordi spillereglerne for et foretræde er sådan, at man må sige noget om den beslutning, Folketinget skal til at tage.
Man må ikke spørge, og man må ikke kommentere irrelevante emner, som f.eks. i dette tilfælde den omstændighed, at civilbefolkningen ville være tvangsindlagt til denne strålingsrisiko, som soldaterne (eller Folketinget på deres vegne) kunne vælge fra.
I en pressemeddelelse i forbindelse med dette foretræde skrev jeg bl.a.: "Jeg vil opfordre til, at man forud for afsendelsen af soldaterne drager omsorg for deres sikkerhed. I Kosovo har der været bombet med ammunition med depleteret uran. Man bør derfor sørge for, at de danske soldater får samme mulighed for at kontrollere, om de bliver udsat for radioaktiv bestråling, som f.eks. medarbejdere på Risø har det. Fra Golfkrigen findes der vidnesbyrd om det såkaldte Golfkrigssyndrom blandt engelske og amerikanske soldater, der har færdedes steder, hvor der har været bombet med ammunition med depleteret uran."
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg under dette foretræde blev mildt sagt forbavset over den uvidenhed, jeg blev mødt med. Pentagon havde bekræftet, at der var brugt ammunition med depleteret uran, og man havde ulykkeligvis disse rige erfaringer om risikoen ved brug af denne ammunition fra Golfkrigen.
Ikke desto mindre havde størstedelen af de spørgsmål, jeg fik, tilsyneladende alene den hensigt at afsløre mig som en ignorant, der var i færd med at blande mig i noget, jeg ikke havde forstand på.
 
Nye kendsgerninger
Da det blev klart, at de danske soldater blev udstationeret omkring den delte by Mitrovica, som var meget vigtig for det serbiske styre, kunne man formode, at der under bombardementerne havde været serbiske panservogne i området, og at der derfor også kunne være anvendt bomber med depleteret uran, der er specielt egnede til at gennembryde pansrede køretøjer.
I den anledning skrev jeg derfor et åbent brev til regeringen og Folketinget. Den 3. januar, da jeg i Radioavisen hørte, at seks italienske soldater var døde af leukæmi, og at man frygtede, at sygdommen havde med at gøre, at de havde været udsat for stråling fra depleteret uran, skrev jeg en kommentar til Informatíon. Den blev bragt to dage efter.
Ingen af disse tre henvendelser er blevet besvaret af de ansvarlige i regeringen.
 
Klaus Hækkerups bekymring
Onsdag den 24. januar havde Klaus Hækkerup en lille kommentar i Politiken. Under overskriften "Danmarks ansvar for Kosovo" skriver han bl.a.: "Uden at tage stilling til de lægelige beviser i sagen har jeg den opfattelse, at vi, der stod bag den militære aktion i Kosovo, har et meget bredt og tungt ansvar i denne sag, et ansvar som også omfatter den civilbefolkning, der har været og fortsat er i området, hvor den pågældende ammunition er anvendt".
Kommentarens næstsidste sætning lyder som følger: "Sagen kan også give anledning til en diskussion om etikken i anvendelsen af de uranforstærkede våben". Det ser ud, som om denne Hækkerup er lidt sent ude - for at sige det mildt.
 
En storm i et glas vand
Så er der mere konsekvens i Wesley Clarke, NATOs øverstkommanderende under krigen i Kosovo. Han blev interviewet af Nathan Gardels fra Global Viewpoint i begyndelsen af januar.
I dette interview fremhæver Gardels, hvad Mikhail Gorbatjov har sagt om brugen af våben med lavradioaktivt uran:
 
"Sådanne våben brænder ved høje temperaturer og producerer giftige skyer af uranoxid, der bliver opløst i væsken i lunger og bronkier. Enhver, der opholder sig inden for en radius af 300 meter fra eksplosionens epicentrum, inhalerer store mængder af sådanne partikler. Det kan skade forskellige typer af celler i kroppen, ødelægge kromosomer og påvirke forplantningsevnen."
 
Gorbatjov advarede mod, hvad han kaldte et "langsomt Hiroshima". Stillet over for denne kritik svarer Clarke: "Det er typisk den form for sprogbrug, der pisker stemningen op, og det ikke er til nogen hjælp. Måske findes der en russisk våbentype, som vi ikke kender, der gør noget sådant.
Ingen amerikanske våben skaber en sådan sky. (...) Det, der betyder mest i den nuværende strid, er, at der ikke var NATO-soldater på jorden, da disse mål blev ramt med våben, hvortil der blev brugt ammunition med lavradioaktivt uran. De blev affyret af fly tusinder af fod over jorden. Så forestillingen om, at italienerne eller nogen som helst andre kan have været udsat ved at bruge eller være i nærheden af disse våben, holder ikke vand. Der er ingen mulighed for at italienerne eller nogen som helst andre kan have været udsat for nogen som helst sky".
Gardels spørger, om det er en storm i et glas vand. Hertil svarer den ansvarlige øverstkommanderende: "Jeg ville aldrig formulere det sådan, fordi et spørgsmål som dette skal tages meget alvorligt. Men jeg er sikker på, at der ikke vil blive fundet nye, ikke undersøgte sammenhænge mellem våben, der bruger ammunition med lavradioaktivt uran og helbred. Det, vi står med her, er to sæt kendsgerninger: For det første blev der 31.000 gange affyret ammunition med lavradioaktivt uran i en periode på to måneder over et areal på 100 gange 100 kilometer, 10.000 kvadratkilometer. For det andet er et antal europæiske soldater syge. Nogle kæder disse to sæt kendsgerninger sammen. Men der er intet videnskabeligt, medicinsk, statistisk eller empirisk belæg for denne sammenkædning".
 
De øvrige NATO-folk
Den skråsikkerhed og tilsyneladende enighed blandt folk, der ved, hvad det handler om, er fiktiv. Som AIM-journalisten Milan Gorjanc skriver den 14. januar, så har de besluttende myndigheder i NATO store vanskeligheder med at forklare, hvorfor de overhovedet anvendte ammunition med lav-radioaktivt uran mod de armerede serbiske kampvogne for, som han skriver, "at opnå den væbnede freds sejr".
Oppositionspolitikere har ligesom vi i fredsorganisationerne benyttet lejligheden til at problematisere brugen af våben og krig i det hele taget til at opnå fred, og så tilmed inden for et andet, suverænt lands grænser. Vi stiller spørgsmålet: Kan man bombe sig til menneskerettigheder?
Hvad angår risikoen ved anvendelsen af depleteret uran, hersker der som nævnt uenighed. Atomeksperter og fysikere er ikke enige. Nogle betoner voldsomt risikoen, andre bagatelliserer den eller benægter, at der overhovedet er en risiko.
Det er klart, at de involverede soldater og deres familier er bekymrede. Civilbefolkningen i de berørte områder, der ikke bare kan tage hjem, vender det blinde øje og det døve øre til. Hvordan skal de ellers leve videre? Når man ser bort fra Wesley Clarke, der traf beslutningen, er generalerne tavse. Også Solana er tavs. Han lader Romano Prodi stå for forklaringerne, mens Robinson prøver at redde, hvad reddes kan. Den evigt smilende NATO-talsmand Jamie Shea er helt ude af banen. Det kunne ellers have været ganske interessant at se, hvordan han ville bortforklare denne biomstændighed ved den humanitære krig.
Der var mange politiske studehandler i NATOs krig mod Jugoslavien. Måske var anvendelsen af depleteret uran en af dem. USA har spillet sit spil og har været dygtig til at trække sine allierede i NATO ind i det. Hvert og et land er øjensynligt kommet med sine egne motiver. Ikke alle lige hæderlige. Næppe et eneste helt rent, helt humanitært, som det kom til at hedde.
USA har spillet rollen som supermagten, der kunne skabe fred med våben, både med hensyn til Daytonaftalen med den forudgående bombning af de bosniske serberes stillinger og Rambouillet med de efterfølgende bombninger af Jugoslavien. (Og i sin tid Golfkrigen for den sags skyld.) Krigen kostede mange penge. De er gået direkte i lommerne på våbenproducenter og -handlere. Der blev afprøvet meget isenkram ved den lejlighed.
Det, der måske nu kommer bag på nogle politikere, nu da Jugoslavien har fået den opposition ved magten, som Vesten har krævet, er, at freden koster endnu mere. Der er en stor regning, som man moralsk set ikke kan forsvare at undlade at tage sin del af.
Men den store forureningsregning kan ikke betales. Oprydningen efter bombningerne af de kemiske virksomheder i Pancevo, bilfabrikken i Kragujevac og de armerede kampvogne i Kosovo kan Vesten ikke betale sig fra. Forureningen er en kendsgerning. Anvendelsen af depleteret uran er blot en af flere katastrofale miljøødelæggelser.
 
Hvor farligt er det?
Clarke hævder, at der er to sæt kendsgerninger, der ikke må kædes sammen. Mærkværdigvis er nogle af dem, der kæder disse kendsgerningerne sammen, forskere, der både har set på materiale fra Golfkrigen, fra bombningerne i Bosnien-Hercegovina og Kosovo. I International Herald Tribune (30. januar 2001) henvises der til flere forskere, der ser denne sammenhæng.
Asaf Durakovic, en pensioneret amerikansk oberst, har insisteret på, at der er en sammenhæng mellem sygdomme hos veteraner fra Golfkrigen og den lavradioaktive uran og uran 236-isotoper, som han har fundet i kroppen på dem. Uran 236 er endnu mere radioaktivt end depleteret uran.
Asaf Durakovic var leder af den nukleare afdeling på et hospital for veteraner i 1990erne. Da hans stilling blev nedlagt i 1997, fortsatte han sin forskning for fondsmidler. Han har fundet såvel depleteret uran som det mere radioaktive uran 236 hos 62 procent af de syge Golfkrigsveteraner, han har undersøgt.
En fransk ekspert, Monique Sene, siger, at de mængder af uran 236, som er fundet i urinen og i knoglevævet hos Golfkrigsveteranerne viser, at der må være andre forurenende stoffer. "Det kan ikke være konventionelt depleteret uran. De forholdsmæssige mængder, han har fundet eksisterer ikke i naturen. Der må være tale om atomaffald."
Man kan undre sig over, hvorfor en kapacitet som Durakovic, der i øvrigt har skrevet en bog om emnet (Depleted Uranium, Invisible War), forsvinder ud af det officielle billede. En talskvinde fra det hospital, hvor han var ansat, siger: "Vi havde ikke længere brug for en fuldtids atomfysisk mediciner." Hun siger også, at påstanden om, at prøver er gået tabt, er forkert. De er der alle sammen, og samtlige prøver viser et uranniveau, der er "inden for de normale grænser".
NATO og Pentagon har brugt videnskabelige og militære eksperter - som Clarke, der har erklæret, at denne ammunition med lavradioaktiv stråling ikke er skadelig. De fremhæver endvidere, forekomsten af naturlig uran både i miljøet og i den menneskelig krop.
En fysiker ved det Nationale Center for Videnskabelig Forskning i Paris, Pierre Roussel, siger, at der ganske vist kun er fundet små mængder uran 236, men han tilføjer: "Problemet er at denne isotop kun kan produceres i en reaktor, hvor den ledsages af langt mere radioaktive elementer."
En talsmand fra Pentagon indrømmer, at ammunition med depleteret uran på grund af "produktionsfejl" kan indeholde spor af plutonium, neptunium og americium. Men han siger dog, at mængderne er så små, at de ikke er skadelige.
Herom hersker der uenighed i forskerkredse. Eksperter i atommedicin i Frankrig, Storbritannien og USA sætter spørgsmålstegn ved den påstand,.at det ikke er farligt. Dyreforsøg har vist, at uranpartikler kan blive optaget i blodbanerne, i organer og knogler, og der kan de vedblivende give denne lavradioaktive stråling.
Asaf Durakovic henviser også til, at partiklerne er så små, at de kan føres med vinden og falde ned som støv. De er så små, at man kan indånde dem, og når de først er indåndet, kan de gå i blodet, i knoglerne, i lymfebanerne, lungerne og nyrerne og give skader med den bestandige stråling.
 
Bulgarien som case study
Der har været bulgarske soldater i Kosovo. Informationen om anvendelsen af depleteret uran kom så sent til Bulgarien, at der ifølge AIM-journalisten Plamen Kulinski (28. januar 2001) ikke var tid til at oversætte materialet til bulgarsk, før soldaterne blev sendt af sted.
Uheldigvis er en bulgarsk sergent, Danail Danailov, blevet meget syg. Han blev syg i marts 2000, men man har hemmeligholdt hans sygdom. Han har siden 18. januar været på et hospital i Ulm i Tyskland, hvor der vil blive foretaget en række prøver.
Læger på et tysk militærhospital har forudgående erklæret, at han lider af rabdomiolisis, opløsning af muskelsystemet.
Den bulgarske forsvarsminister, Bojko Noev, mener i overensstemmelse med nogle bulgarske læger ikke, Danailovs sygdom har noget med hans tjeneste i Kosovo at gøre. Danailovs tilstand er alvorlig. Han er begyndt at tabe håret, han har konstante smerter i brystet, har kvalme og sveder hele tiden. Nu og da har han hjertearytmier, og en gang imellem svulmer hans lever op for siden at genvinde sin normale størrelse.
Det viser sig, at 19 andre bulgarske soldater, der har gjort tjeneste i Kosovo, lider af åndedrætsbesvær, og at der er fundet samme kemiske stof i deres blod, som det, der er fundet i Danailovs. Også hos børn, der bor tæt ved grænsen, er der set en langt større forekomst af åndedrætsbesvær end blandt de øvrige børn i Bulgarien.
Den bulgarske præsident, Petar Stojanov, vil ikke sammenkalde det Nationale Sikkerhedsråd for at få afdækket denne skandale vedrørende NATOs brug af depleteret uran. Han afventer NATOs egne undersøgelser.
Den bulgarske regering gør, hvad den kan, for at forsvare teorien om den "miljømæssigt rene" krig i Jugoslavien, fordi det passer ind i dens politiske kram. Bulgarien vil gerne ind i NATO, bl.a. fordi NATO er den billigste vej til EU.
Den bulgarske befolkning tror ikke på det. Folk tror ikke på, at den måde, hvorpå NATO i 78 dage "skabte fred" i Kosovo, har været ufarlig for deres helbred.
Men uanset hvad folk mener og tror, fastholder den bulgarske regering, at hverken menneskers helbred eller miljøet i Bulgarien er skadet af NATOs fredsskabende bomber. Enhver er salig i sin tro, men det lugter ilde, når man vil pådutte andre den.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2001 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand