FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Østtimors vej mod selvstændighed Fra 1999 til 2000 tog Østtimor et stort skridt fra indonesisk besættelse mod selvstændighed, og befinder sig nu i en overgangs-periode, hvor den styres af FN. Af Torben Retbøll

Østtimor var en portugisisk koloni i mere end 400 år. I 1975 blev den invaderet af Indonesien. Det var begyndelsen på en blodig og illegal besættelse.
I 1999, hvor Indonesien var svækket af en regional økonomisk krise, accepterede dets regering, at der skulle holdes en folkeafstemning på Østtimor for at afgøre områdets fremtid. Et overvældende flertal stemte for selvstændighed, da afstemningen fandt sted i august 1999.
Pro-indonesiske militser, der var støttet af det indonesiske militær, forsøgte at påvirke resultatet. I månederne op til afstemningen blev tilhængere af selvstændighed udsat for chikane og forfølgelse. Flere tusinde blev dræbt. Da resultatet blev offentliggjort, gik militserne helt amok: De smadrede bygninger og slog endnu flere ihjel.
I september 1999 ankom en international militær styrke (INTERFET) anført af Australien til Østtimor, og i oktober forlod de sidste indonesiske soldater området. I februar 2000 blev INTERFET afløst af en fredsbevarende FN-styrke.
Siden 1999 har Østtimor været styret af UNTAET, United Nations Transitional Administration in East Timor. Formel selvstændighed forventes ultimo 2001 eller primo 2002. Landets officielle navn bliver nok Timor Loro Sa'e.
Det østtimoresiske folk er omsider frit. Den indonesiske besættelse er fortid. Men fremtiden bliver ikke nem. Østtimoreserne står over for en række alvorlige problemer, som de bliver nødt til at løse for at opbygge deres nye nation.
 
Infrastruktur og økonomi
Et problem er infrastrukturen. Mange veje er i dårlig stand, især i regntiden fra november-marts. I byerne langs med kysten skal man reparere og udvide havnene, så landet kan handle med resten af verden.
Et andet problem er økonomien. Under den indonesiske besættelse var alle økonomiske aktiver kontrolleret af indonesiske generaler, der tjente stort på at udplyndre Østtimor. Nu må østtimoreserne overtage kontrollen med disse aktiver.
Kaffe har længe været et vigtigt produkt, og det er det stadig. Tømmer var tidligere et vigtigt produkt, men der er fældet alt for mange træer i tidens løb, og der er fare for erosion.
Havet omkring Østtimor er rigt på fisk, men mange fiskerbåde blev ødelagt af militserne i løbet af 1999. Østtimoreserne kan ikke fiske i deres eget farvand, før de får bygget nogle nye fiskerbåde.
Der er olie og naturgas under havbunden i havet mellem Østtimor og Australien, der hedder The Timor Gap. Disse naturressourcer kan sikkert give den nye nation et solidt økonomisk fundament.
Den gamle traktat med Indonesien siger, at olieafgifterne skal deles 50-50 mellem de to underskrivere. Traktaten var illegal, da Indonesien ikke havde nogen juridisk ret til Østtimor. Derfor er man nu ved at lave en ny traktat med nye betingelser.
 
Uddannelse og administration
Et tredie problem er uddannelses-systemet. Under den indonesiske besættelse blev alle tvunget til at lære det indonesiske sprog, Bahasa Indonesia. Men sådan er det ikke mere.
Der er mange lokale sprog på Østtimor, men tetum er det fælles sprog. I gamle dage var portugisisk det officielle sprog, og nogle østtimoresere taler det stadig, især den ældre generation. Den yngre generation foretrækker engelsk, fordi det hører til computere og internettet. Bortset fra spørgsmålet om sprog mangler de bøger, lærere og skolebygninger.
Et fjerde problem er den civile administration. Under den indonesiske besættelse var området kontrolleret af militæret, mens den civile administration spillede en mere underordnet rolle. Men det er fortid nu. En ny civil administration skal tage sig af infrastrukturen, økonomien og skolesystemet.
Den skal også tage sig af spørgsmålet om, hvor folk befinder sig. Ved slutningen af den indonesiske besættelse havde Østtimor omkring 800.000 indbyggere, hvoraf ca. 100.000 boede i hovedstaden Dili.
Efter Indonesiens tilbagetrækning er mange flyttet fra landdistrikterne og de mindre byer til Dili. Hvis denne tendens ikke stoppes, vil hovedstaden snart være fuld af folk, der er fattige og arbejdsløse. Den nye administration må gøre det attraktivt for folk i landdistrikterne og de mindre byer at blive, hvor de er.
Da militserne flygtede over grænsen til Vesttimor i september 1999, tvang de omkring 200.000 mennesker til at følge dem, og de endte alle sammen i lejre, der kontrolleres af militserne eller det indonesiske militær.
Siden da har nogle af dem fået lov til at vende tilbage til Østtimor, men ca. 100.000 bor stadig i lejre på Vesttimor, mens de venter på at rejse hjem. Det bliver en stor opgave for den nye administration at skaffe arbejde, boliger og uddannelse til dem.
 
Politisk system
Et femte problem er det politiske system. Østtimor skal have en forfatning. Desuden skal man vælge et parlament og en præsident.
Forfatningen vil sikkert blive præget af respekt for menneskerettigheder, demokrati og respekt for international lov. Østtimoreserne ved bedre end mange andre folk, hvad der kan ske, når disse begreber ignoreres og krænkes.
Den første præsident bliver nok Xanana Gusmao, der var leder af den væbnede modstandsbevægelse i bjergene (Falintil), indtil han blev taget til fange i 1992. Den første udenrigsminister bliver nok José Ramos-Horta, der var modstandsbevægelsens diplomatiske repræsentant i eksil. Biskop Carlos Belo var en vigtig person i den humanitære kamp mod Indonesien, men han har næppe politiske ambitioner, fordi han er en kirkens mand.
Østtimors nye overgangs-regering med otte medlemmer blev etableret 15. juli 2000. Nyhedsbrevet Timor Link, der udgives af CIIR (Catholic Institute for International Relations), skrev:
"Både FNs Midlertidige Administration af Østtimor (UNTAET) og Timors Nationale Modstandsråd (CNRT) betragter denne institution som et nyt skridt mod selvstændighed. Den har fire østtimoresiske medlemmer, og det er første gang, østtimoresiske ledere har deltaget som ligeværdige partnere i ledelsen af deres land."
 
Interne modsætninger
Foruden de problemer, der gælder institutioner og organisationer, må østtimoreserne også forholde sig til den kendsgerning, at de er indbyrdes uenige.
I gamle dage var det let at stå sammen imod Indonesien. Men nu hvor Indonesien har trukket sig ud, opdager de, at de ikke er enige om alting.
Der er mange forskellige meninger om mål og midler.
Der er en modsætning mellem højreorienteret og venstreorienteret politik; mellem den ældre generation, der levede under den portugisisk kolonialisme, og den yngre generation, der kun kender den indonesiske besættelse; og måske en modsætning mellem den eksterne gruppe, der gik i eksil, og den interne gruppe, der blev på Østtimor.
Den katolske kirkes rolle og indflydelse kan også blive en kilde til konflikt. Under besættelsen sluttede mange sig til kirken, fordi den var den eneste legale organisation, der ikke var styret af indoneserne. På den måde kunne man (næsten) uden fare give udtryk for sin modstand mod aggressoren.
Det var ikke alle, der sluttede sig til kirken, der gjorde det af religiøse grunde.
 
Fortidens forbrydelser
Den indonesiske besættelse af Østtimor er fortid, men historien er ikke glemt. Hvad skal man stille op med de forbrydelselser, der blev begået mod Østtimor? I Latinamerika overdrog en række militære diktaturer magten til civile og demokratiske regeringer på den betingelse, at generalerne fik immunitet mod alle anklager.
I Sydafrika etablerede man en sandheds- og forsoningskommission (TRC) til at behandle de forbrydelser, der blev begået under apartheid. Tanken var, at sandheden skulle frem, og det skulle gøre en forsoning mulig. I Sydafrika ønskede man ikke at tage hævn og dermed skabe nye ofre, så voldens cyklus fortsætter.
Den sydafrikanske fremgangsmåde har mange fordele, men den blev også udsat for kritik. Nogle hvide mente, at det var en heksejagt rettet mod dem, mens nogle ikke-hvide mente, at TRC ikke gik langt nok: De små fisk blev syndebukke, mens de store fisk gik fri.
Når det gælder Østtimor, ønskede stormagterne aldrig en seriøs undersøgelse af fortiden. Sporene ville ikke kun føre til Suharto og hans regime, men også til de stormagter, der støttede ham med penge og våben.
Østtimor kan ikke foretage en undersøgelse alene, og Indonesien vil næppe gøre det. Derfor er der brug for en international undersøgelse i FN-regi.
Den geografiske ramme skal ikke kun være Østtimor og Indonesien, men også de vestlige regeringer og private virksomheder, der støttede aggressionen mod Østtimor.
Tidsrammen skal ikke kun være 1999, men den skal gå helt tilbage til 1974, hvor de første planer for invasionen blev lagt. Når man kender stormagternes holdning, er det imidlertid ikke særlig sandsynligt, at FN nogensinde vil gennemføre et sådant projekt for alvor.
Fra 1999 til 2000 tog Østtimor et stort skridt fra indonesisk besættelse mod selvstændighed, og lige nu befinder den tidligere portugisiske koloni sig i en overgangsperiode, hvor den styres af FN.
Selv om FN-administrationen blev hilst velkommen af mange, og selv om den er der for at hjælpe østtimoreserne, så er den paradoksalt nok måske et problem i sig selv på grund af den store økonomiske kløft mellem det velstående FN-personale på den ene side og Østtimors fattige folk på den anden.
 
Den skandinaviske jurist Christian Ranheim, der var FN-observatør på Østtimor før og efter afstemningen i august 1999, sammenfatter situationen med disse ord:
"Mens processen med at dømme de skyldige fortsætter, bliver internationale organisationer beskyldt for at gennemføre en ny kolonisering af Østtimor.
Nogle går endda så vidt, at de siger, at folk har det værre end under den indonesiske besættelse.
Østtimoreserne lever i ekstrem fattigdom, men de ser internationale bistandsarbejdere, der bor på flydende hoteller til en pris på 200 dollars pr. nat, og som drikker øl og hygger sig på den nyetablerede strandklub i Dili. Den kaffe, de producerer, kan ikke længere eksporteres, fordi man mangler infrastruktur. Det folk, der var parat til at gøre en national indsats for at genopbygge deres land, føler nu en modløshed og apati, der kan bringe hele overgangsprocessen i fare."



Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2001 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand