FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Dødens købmænd Bogen "Krigens Købmænd" beskriver danske værnemagere under besættelsen med særlig fokus på DISA, og er den vigtigste bog om besættelsen i mange år. Af Holger Terp

Der har i mange år ikke været den store interesse for dansk våbenhandel. Den sidste bog, som beskriver denne, er Jan Øbergs svenske afhandling "Myter om vor sikkerhed" fra 1982.
Ellers er det kun Aldrig Mere Krig og enkelte journalister, som forsøger at løfte sløret for den danske våbenproduktion og -handel.
Når massemediernes interesse for dansk våbenhandel ikke er så stor, kan det hænge sammen med den udprægede hemmeligholdelse som denne del af dansk 'erhvervsliv' er omgivet af.
"Krigens Købmænd" løfter lidt af sløret. Bogen er delt i tre dele og beskriver Dansk Industrisyndikats historie frem til, under og efter besættelsen, samt andre danske værnemagere og retsopgøret.
Men bogen er mere end en analyse af en enkelt virksomheds forretninger i en given periode. Gennem anvendelsen af hidtil ubenyttet arkivmateriale omkring besættelsen, fortælles for første gang detaljeret historien om dansk erhvervsliv under 2. Verdenskrig med DISA som omdrejningspunktet.
 
DISAs historie
DISA blev grundlagt af officeren Herman Madsen, som fra 1879 begynder at udvikle et luft-afkølet maskingevær. I 1900 etableres en fabrik med kapitalisten Harald Plum som storaktionær og med adskillige officerer i bestyrelsen.
Den japansk-russiske krig 1905 er fabrikkens internationale gennembrud, idet der eksporteres maskingeværer til Rusland.
Virksomhedsledelsen ser frem til første verdenskrig som en guldgrube for forretningen, men ak. Danmark er neutral, og regeringen vedtager i god overensstemmelse med international lov et forbud mod eksport af våben.
Gode råd var dyre i den dengang eneste danske private våbenfabrik. Der fremstilles bajonetter til den danske hær, men det kan man ikke leve godt af, så en russisk ordre på 15.000 maskingeværer får fabrikkens ledelse til at investere i en russisk våbenfabrik. Den efterfølgende russiske revolution er ved at drive DISA på fallittens rand.
Efter første verdenskrig kommer der en ny ledelse i fabrikken, men tiden var ikke til store våbensalg. En massefabrikation af lette maskingeværer udvikles i tæt samarbejde med den danske hær, og eksportordrer kom fra forskellige sydamerikanske og europæiske lande.
I 1919 drager kaptajn Westenholz og hans kompagni af frivillige til korstog mod kommunismen i Estland med Madsen-maskigeværer monteret på motorcyklerne. Og under besættelsen bliver Westenholz chef for DISAs vagtkorps.
Den franske fremmedlegion brugte Madsens maskingeværer mod arabiske nationalister, og hollandske kolonialister anvendte dem mod indonesiske løsrivelsesbevægelser.
I sommeren 1922 krakker Landmandsbanken og dermed Harald Plums finanscirkus. Aktiekapitalen sælges til generalmajor Torben Grut og i 1930 køber A.P. Møller de første 15 procent af aktierne.
 
Vanskeligheder for DISA
Samme år afviser den radikale udenrigsminister P. Munch at give fabrikken lov til at eksportere våben til Bulgarien, idet han ville håndhæve forbudet med eksport til krigsførende lande.
Kort tid efter indføres et forbud mod at have militærpersoner i bestyrelsen for våbenfabrikker. Frivillige militære musikkorps nedlægges og det danske militær nedrustes. A.P. Møller råber vagt i gevær, og DISA ansætter sit eget militærorkester.
I 1934 begynder fabrikken en produktion af luftværnssirener, mod hvilket journalisten Axel Pille fra Aldrig Mere Krig protesterede samme år. Også luftværnssirenerne eksporteres.
Tyskland omgik Versailles-traktatens afrustningsbestemmelser på flere måder. Junkerfabrikerne bestilte fly hos den svenske våbenfabrik AB Flugindustri. Disse fly blev udstyret med DISAs maskingeværer, oplyser "Foreløbig rapport om produktion og forbruG af konventioelle våben i Danmark" fra De Danske Vietnamgruppers Dokumentatiosgruppe 1971.
 
Besættelsen
Den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940 kom som et chok for de fleste almindelige mennesker. Nogle driftige erhvervsfolk overvandt hurtigt chokket og øjnede nye muligheder for eksport og fortjeneste.
Den store danske landbrugsproduktion kunne ikke længere eksporteres til England, så den blev sendt ned til tyskerne. Efterhånden som krigen gik og krigslykken vendte for tyskerne, blev den stadig voksende danske landbrugseksport til Tyskland mere og mere strategisk vigtig for tyskerne, som kun importerede flere fødevarer fra Italien.
Den danske eksport til Nazityskland var så omfattende, at der opstod mangel på varer i Danmark, rationeringer og prisstigninger -ligesom den almindelige befolkning i vid udstrækning måtte klare sig med erstatningsvarer.
Det var ikke kun madpakkerne fra Danmark, som tyskerne værdsatte. Dansk industriproduktion og eksport var voksende i perioden inden 2. Verdenskrig. Danske virksomheder kunne ikke eksportere til Nazitysklands fjender, men tyskerne var villige købere og mange danske erhvervsvirksomheder rede til at levere våben.
Men eksportforbudet var fortsat i kraft. Problemet blev løst ved en glemt liberalisering af den danske våbeneksportlov 10. maj 1940: "Lov nr. 246 om Handel med samt Tilvirkning og Besiddelse af Vaaben m.m."; altså endog meget kort tid efter besættelsen.
Eksporten skulle ske, "i hvert enkelt tilfælde med Justitsministeriets tilladelse", fremgår det af Besættelsestidens fakta. Denne nye oplysning fandt jeg i forbindelse med anmeldelsen, og forfatterne til "Krigens Købmænd" er gjort opmærksom på det.
 
Uhæmmede salg
Våbnene strømmede til Tyskland fra Danmark. DISA solgte kanoner, A.P. Møller-virksomheder eksporterede motorer og sikkerhedsudstyr til ubåde, og en fabrik på Frederiksberg solgte flammekastere til hvad der allerede dengang var kendt som en diktaturstat, ledet af krigsforbrydere.
Det hele blev finansieret af danske skatteydere via tyskernes clearing-konto i Nationalbanken. Dansk erhvervsliv tog sig godt betalt for leverancerne. Fortjenester på helt op til 140 procent var ikke ualmindelige.
Dansk Industri og andre brancheorganisationer støttede aktivt samhandlen. Se eksempelvis Industriraadets Cirkulæreskrivelse af 5. november 1940 til Medlemmerne af Industriraadsorganisationen om 'Eksport til Tyskland og Salg til den tyske Værnemagt. DISA holdt sig ikke tilbage. Tredvernes økonomiske og afsætningsmæssige krise var glemt med det nye herrefolk i landet, som ikke havde radikale forbehold mod våbenproduktion.
Fabrikkens arbejdere - som producerede kanoner dag og nat under det meste af besættelsen - var, ifølge forfatterne af "Krigens Købmænd", dygtige, flittige og godt betalte.
Journalisterne på Berlingske Tidende beskriver ud fra et konservativt historiesyn indgående i "Krigens Købmænd", hvorledes ledelsen på DISA selv efter den 29. august 1943 var villige til at forcere arbejdet med at levere kanoner til tyskerne. Hærens Våbenarsenal blev inddraget i DISAs forsøg på at øge produktionen. Men to store sabotager fra BOPA satte delvist fabrikken ud af kraft.
 
Retsopgøret
Retsopgøret med DISA efter besættelsen beskrives indgående i "Krigens Købmænd". Værnemagerlovene var strikket sammen på en sådan måde, at de store fisk slap fri og de små fisk blev fanget. De to første Værnemagerlove var straffelovstillæg, og de to sidste love drejede sig om tilbagebetaling af for store fortjenester.
Til administration af Værnemagerlov III og IV nedsættes Revisionsudvalget for tyske betalinger, som vist nok første gang omtales i Ditlev Tamms afhandling om Retsopgøret efter besættelsen fra 1984.
Forfatterne til "Krigens Købmænd" har fået lov til at kikke i Revisionsudvalgets arkiv i Rigsarkivet. Det er en særdeles spændende historie om DISA i retsopgøret, de beretter, som jeg af pladsmæssige grunde ikke skal referere her.
Det vil nok her være på sin plads at overveje om årsagen til, at ingen våbenfabrikanter så vidt vides blev dømt efter værnemager-lovenes straffelovsbestemmelser, netop skyldes den besynderlige liberalisering af våbeneksportloven i maj 1940, hvor al eksport netop skulle finde sted med justitsministeriets godkendelse i hvert enkelt tilfælde.
Når erhvervsorganisationerne og virksomhedernes arkiver engang bliver tilgængelige for forskning og støvet af af historikere, får vi måske svaret på det spørgsmål.
Forfatterne til "Krigens Købmænd" - som også godt kunne have heddet "Dødens Købmænd" - har skrevet den bedste og vigtigste bog om besættelsen i mange år. Bogen er meget velskrevet, detaljeret og godt illustreret.
Journalisterne fortjener meget stor ros for deres mod til at arbejde videre med en meget lidt kendt side af besættelsens historie på en avis, hvor en af aktionærerne blev dømt efter Værnemagerlovene III og IV. Man kan kun undre sig over, at faghistorikere ikke har taget dette vigtige aspekt af Danmarks nyere historie op for længst.
Nu venter vi blot på, at nogle skriver historien om den danske våbeneksport under og efter den kolde krig.
 
"Krigens Købmænd" - Det hemmelige opgør med Riffelsyndikatet, A.P. Møller, Novo og den øvrige storindustri efter Anden Verdenskrig.
Af Jens Christensen, Thomas Christensen, Carl Erik Nielsen. Gyldendal 2000. 324 s. kr. 295.

Nogle dansk våbeneksportører til Tyskland under besættelsen:
 
A.P. Møller rederierne: nybygning til den tyske marines overkommando.
Burmeister & Wain A/S: granatbunde, kanonlavetter, ubådsmotorer.
Christiani & Nielsen: ubådssluse for den tyske marine i Frankrig 1942.
DFDS A/S: udlejning af passagerskibe og transportpramme.
DISA, Dansk Industri Syndikat A/S: 20 mm kanoner, våben og våbendele.
Dyrup & Co.: camouflagemaling.
Helsingør Skibsværft: ombygning og reparationer.
Hærens Vaabenarsenal: underleverandør til DISA.
Sadolin & Holmblad A/S: camouflagemaling.
Vølund: motordele til ubåde, løberuller til tanks, maskindele til krigsskibe.
Aalborg Portland: cement til bunkers.
Aalborg Skibsværft: ombygning og reparationer.
 
Kilder: "Krigens Købmænd", Informatíon 23/3-81 og sabotage-organisationen Bopa.



Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2001 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand