Regeringens tavshed skal brydes

Når Fredsbevægelsens Koordinerings Gruppe har arrangeret dette protestmøde, er det fordi det ikke forblev en syg tanke i en enkelt mands hoved, men nu indgår i begge amerikanske præsidentkandidaters valgkampagne.
De tekniske forberedelser til virkeliggørelsen af dette stjernekrigsprojekt, NMD-systemet, har pågået længe. Våbenfabrikanterne indkasserer store fortjenester, også i udviklingsfasen. Tre praktiske forsøg er allerede foretaget. Det lykkedes den ene gang.
Et amerikansk hold af eksperter har set på forholdene på Thuleradaren.
Som det er nævnt indgår radaren på Grønland jo i det overvågningssystem, der skal varsle om missilangreb.
Angreb fra hvem? Jo, USA definerer deres fjender som uberegnelige stater og nævner, Nordkorea, Libyen og Irak.
Det var dem, der tidligere blev kaldt "Slyngelstater". Er det en troværdig grund til at ofre 500 milliarder kr.? Er det indenrigspolitisk, eller, og det er det som jeg frygter, et vink med en vognstang om, at ingen skal anfægte USAs absolutte førerskab.
Det skal tilføjes, at prøvenedskydningerne og andre tiltag skete i en periode, hvor Rusland ratificerede nedrustningsaftalen, kaldet SALT 2, og Nord- og Sydkorea tog nogle meget væsentlige skridt mod normalisering af deres forhold.
Det er muligt, at den danske regering ved hvad USA forlanger af råderum i forhold til den baseaftale, der blev indgået med Danmark i 1951.
Men regeringen er tavs. Denne tavshed skal brydes.
Fredsbevægelsens Koordinerings Gruppe sendte allerede i februar et åbent brev til den danske regering. Her fremhævede vi hvilke konsekvenser USAs planer kunne udløse. Vi fik intet svar.
Siden er der sendt lignende henvendelser fra mange sider til regering og folketing. Intet svar. I pressen har vi dog kunnet læse, at regeringen først tager stilling, når der foreligger en konkret henvendelse fra USA.
Jeg forstår godt regeringens dilemma. Efter i to generationer at have sagt ja til alt lige fra baseaftaler over placering af kernevåben i Grønland og tilslutning til NATOs nye koncept, står den overfor et krav der, udover at berøre især det grønlandske samfund, også kan betyde en ny atomar oprustning på verdensplan. Her er ikke tale om fodnotepolitik, her drejer det sig om et eksistentielt spørgsmål.
Vi kender altså ikke regeringens holdning til missilskjoldet. Det vil sige socialdemokratiets holdning. For vi ved faktisk godt hvad Det Radikale Venstre som parti mener.
På deres landsmøde i september blev der vedtaget en resolution med følgende ordlyd:

"Det Radikale Venstre følger nøje diskussionen i USA om etablering af et såkaldt raketskjold. Det Radikale Venstres Landsmøde udtaler sin modstand mod en ensidig amerikansk etablering af et raketskjold, der vil være i strid med ABM-traktaten fra 1972. ABM-traktaten er en grundsten i de internationale nedrustningsbestræbelser, og enhver ændring i grundlaget for traktaten kan kun gennemføres i enighed. I den forbindelse er det vigtigt, at de igangværende forhandlinger mellem USA og Rusland ikke afbrydes med amerikansk enegang til følge, hvilket vil kunne føre til en ny oprustningsspiral til skade for den globale sikkerhed. Det Radikale Venstre er enig i, at international terrorisme og atomvåbentrusler fra de såkaldte "slyngelstater" skal bekæmpes og opfordrer til bredt internationalt samarbejde om denne opgave.".

Vi kan håbe at denne resolution, der først er vedtaget af en enig hovedbestyrelse og derefter af Landsmødet, også støttes af Det Radikale Venstres ministre i regeringen.
Jeg ved at Statsministeriets mailbox har været stopfuld af henvendelser fra hele verden.
Vores protestmøde i dag foregår samtidig med 63 aktioner i 16 lande og 38 byer i USA. Omkring 1400 organisationer og enkeltpersoner har underskrevet disse protester.
Aktiviteterne vokser dag for dag.
Med baggrund i denne folkelige manifestation er det mit håb, at den danske regering og folketinget, efter samråd fra Det Grønlandske Landsstyre, tør sige klart nej til USAs planer om at inddrage Thuleradaren i deres "Stjernekrigsprojekt".
Det er samtidig mit håb, at det styrker den stigende modstand i USA selv. Og forhåbentlig fører til, at der sættes en stopper for militariseringen af rummet.
I Fredsbevægelsen ved vi naturligvis godt at det kan blive nødvendigt at fortsætte med andre initiativer, for at opnå det resultat vi her søger opbakning til.
Det kræver først og fremmest at mange flere inddrages i processen.
Fagbevægelsen, organisationer, enkeltpersoner og de politiske partier skal med.
Grundlaget er lagt. Lad os sammen med de mange fra hele verden tage kampen op mod militarismen, og specifikt mod militariseringen af verdensrummet.