FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Israel - en apartheid stat Om den ny intifada og Vestens holdning. Af Maria Bergsøe

Overalt i verden har der i disse uger fundet enorme demonstrationer sted, ikke alene i Mellemøsten i sympati for palæstinensernes krav om selvstændighed. I Marokko med en million deltagere og med hundredetusinder i de øvrige Mellemøstlande.
Men fra det arabiske topmøde i Cairo i weekenden den 21-22 oktober, hvor regeringslederne var samlet, kom der ikke andet end den sædvanlige lip-sevice; de "moderate" arabiske regeringsledere fra de "moderate"
arabiske stater (USAs definition) lagde en dæmper på kommunikéet.
Ganske vist blev der givet tilsagn om en milliard dollars til palæstinenserne og stillet krav om palæstinensisk suverænitet over Østjerusalem. Men "oliekortet", som de mindre "moderate" stater havde håbet kunne blive anvendt som internationalt pressionsmiddel, kom ikke på tale.
Det må ikke glemmes, at Egypten er dybt afhængig af USA; Hosni Mubaraks rolle under topmødet var derfor afdæmpende, mens hundredetusinder egyptere havde demonstreret forud for dette møde.
 
Oslo-aftalen - en katastrofe
"Arafat er ikke på bølgelængde med sit folk, som føler at fredsprocessen ikke fører til noget. Den erkendelse er Arafat ikke kommet til. Hvis han vil overleve politisk og undgå en total splittelse, er han nødt til at indse, at han ikke kommer længere ad Oslo-sporet."
Dette udtaler den gamle læge i Gaza, direktør for Røde Halvmåne, Haidar ab-del Shafi, dybt respekteret af den palæstinensiske befolkning. Han blev i 1996 med et overvældende antal stemmer valgt ind i PLC - det palæstinensiske lovgivende råd, som alle palæstinenserne havde store forventninger til; det første og indtil nu det sidste palæstinensiske demokratiske valg.
Han var også den første, der forlod rådet i protest, fordi PLCs rapport om korruptionen blandt ministre og embedsfolk i selvstyreområdet aldrig fik konsekvenser. Rådet fungerer i dag som et gummistempel for Arafat.
Haidar ab-del Shafi har fra begyndelsen været kritisk overfor Oslo- aftalen, som efter hans mening alt for tydeligt afspejlede magt-forholdet og alene var til Israels fordel.
Han indså tidligt, hvor farligt det var at udskyde de alvorligste problemer til slutfasen. Problemer som Retten til Tilbagevenden, (FN-resolution 194), bosættelserne, Østjerusalem, (FN-resolution 242), frigivelse af de politiske fanger, faste grænser og vandressourcer. Hans kritik omfatter også Arafats udemokratiske ledelsesstil og hans eftergivenhed overfor besættelsesmagten og USA.
En anden af de respekterede insiders (de som boede på Vestbredden og i Gaza under hele besættelsen, og som kæmpede for uafhængighed og demokrati) den internationalt kendte talskvinde, Hannan Ashrawi, som åbenlyst taler om syv spildte år, beder blot om, at "Europa behandler Israel som en stat - med alle rettigheder, men også med de forpligtelser og det ansvar, som andre stater har, og ikke som et land hævet over loven."
Og Hamas lederen sheik Ahmed Yassin udtaler, at "Våbenhvilen er en amerikansk opfindelse, som ikke kommer os ved."
Indenfor PLO er Fatah den største fraktion, og dens militante arm er Tanzim, som ledes af Marwan Bargouthi, der i dag fremtræder som talsmand for den ny Intifada, og han fastholder det palæstinensiske folks ret til modstand, indtil uafhængigheden opnås.
 
"Al-Aqsa Intifadaen"
Ligesom Intifadaen i 1987 er den ny Intifada - også kaldet Al-Aqsa Intifadaen - opstået nedefra. Gnisten, der antændte branden, var krigsforbryderen Ariel Sharons indtrængen med hundredevis af sikkerhedsvagter ved Al-Aqsa moskéen, som er Islams trediehelligste sted efter Mekka og Medina, (regeringen må naturligvis have godkendt dette).
Opstanden var kommet før eller senere, for palæstinenserne er dybt frusterede over den såkaldte fredsproces, der ikke har ført til andet end øget elendighed for befolkningen.
Meget tyder på, at Ariel Sharon vil træde ind i Baraks nye samlingsregering, hvilket er er en grov provokation for alle arabere i hele verden, og burde også være det for os andre. Sharons felttog i Libanon i 1982 og hans ansvar for massakrerne i de palæstinensiske flygtningelejre er ikke glemt. Da nyheden om massakren, der kostede op mod 2000 civile palæstinensiske flygtninge livet, nåede til Israel, demonstrerede 100.000 israelere i protest.
Den "ny Intifada" adskiller sig fra den i 1987 ved, at palæstinenserne i selve Israel, som jo er israelske statsborgere, solidariserer sig med brødrene og søstrene "bag den grønne linje" - ikke blot sympatiserende som altid, denne gang gik de også på gaderne for at protestere mod de blodige overgreb ude på Vestbredden og i Gaza. Det kostede dyrt, for israelske soldater skød med skarpt, og flere blev dræbt, mange sårede.
De fanatiske bosættere drog hærgende gennem Nazaret by, beskyttet af israelsk politi, mens forretninger, biler og restauranter blev smadrede. Overalt i de arabiske kvarterer i Israel sås graffiti: "Død over araberne."
Men der er en million arabere eller palæstinensere med israelsk statsborgerskab i staten Israel, og den nye generation er ikke til sinds at finde sig i den diskriminering, de hidtil har været udsat for - og den sidste tids begivenheder har skærpet den politiske kamp.
 
De vestlige regeringer og medier
I de vestlige medier er holdningen stort set den, at de to parter er lige gode om det - nu må de se at forliges!
Og det på trods af FNs resolution, "der fordømmer de israelske besættelsesstyrkers overdrevne magtanvendelse mod civile palæstinensere".
Danmark undlod at stemme.
På trods af at FNs menneskerettighedskommission med hjemsted i Genève, fordømmer Israel for "udbredte, systematiske og grove krænkelser af Menneskerettigehederne."
På trods af at Human Rights Watch med hovedkvarter i New York erklærer, at de israelske styrker har udvist en bekymrende tilbøjelighed til at svare igen med vilkårlig anvendelse af våbenmagt." Men Danmark undlod at stemme. Hvorfor? Det er FN resolutionerne, som stort set hele verden har bakket op omkring, men som Israel aldrig har opfyldt, der skal danne grundlaget for en varig fred i Mellemøsten.
De handler om, at de besatte områder inklusive Østjerusalem, skal tilbagegives, og at flygtningene skal kunne vende hjem. Hvis offentligheden har glemt disse resolutioner, kan forklaringen være den, at politikere og medier aldrig minder om dem.
De er palæstinensernes folkeretslige krav. På FN resolutionerne hviler hele deres eksistens som folk.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2000 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand