Kulegrav Venstre

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 4 - 2000

- se andre blade

Så buldrer koldkrigerne igen: Alle folk i fredsbevægelserne og på venstrefløjen var spioner og landsforrædere. Budskabet er det sædvanlige - det samme er tåbeligheden.
Et hurtigt tilbageblik i tidligere spion-afsløringer herhjemme og i udlandet afslører, at grådighed er langt det mest dominerende motiv. Og selv i de tilfælde, hvor spionagen er startet på et ideologisk grundlag, har pengetørsten hurtigt fået overtaget.
Hvis vi nu skal lede efter personer, hvor personlig vinding står højere på dagsordenen end solidaritet - er mulighederne da større hos Venstre end på venstrefløjen.
Samtidig må en god spion have adgang til fortroligt materiale - og her vinder bredbugede slipsemænd igen over langskæggede aktivister.
Aktivister har noget lettere ved at spionere mod andre aktivister, og det har også i en vis grad været tilfældet.
Men alle var da klar over, at der var lyttende ører. Personligt har jeg altid sat pris på det - gid de lyttende måtte blive klogere, af det de hører!
Det er der dog intet, der tyder på. Nu skal STASIs arkiver pludselig bruges til at dokumentere de svigefulde på venstrefløjen. Det er da historiens dybe ironi at borgerlige politikere, der brugte hele den kolde krig til at fråde over Sovjet-blokkens løgne, nu pludselig får så voldsom tiltro til de efterladte arkiver!
STASIs arkiver har en meget lav troværdighed, som også Tysklands Helmuth Kohl pludselig indså, da han selv kom i fedtefadet. Rapporterne er kunstigt pustet op, så småtilfældige udenlandske kontakter ser mere imponerende ud.
 
Myten om "Regnbuen"
Herhjemme slap der også besynderlige oplysninger ud fra den nu så bekvemt afdøde PET-agent Anders Nørgaard.
Han havde infiltreret "Regnbue-bevægelsen"
i Århus. Den har bare aldrig eksisteret.
"Regnbuen" var en bogcafé og paraply for en lang række indbyrdes dybt uenige bevægelser - men aldrig en formaliseret bevægelse i sig selv.
Efterretningsarbejde og misinformation er vævet så tæt sammen, at de involverede hurtigt mister evnen til at skelne. Det er da underholdende at se hvilke eventyr, der dukker frem fra arkiverne. Lad os endelig se flere af dem, men indholdet er i sagens natur milevidt fra sandhed og "objektiv historieskrivning".
Ikke overraskende har de åbne arkiver dog ikke afsløret meget om Vestens spionage mod Øst - det er kun en voldsomt redigeret udgave, der får lov at slippe ud. Ikke mindst fordi STASIs vigtigste arkiv blev hugget af amerikanerne i de første kaotiske dage efter Murens fald.
Det kunne ellers have været interessant at se Østlandenes fortolkning af fx sagen med to danske spioner, der blev afsløret i Polen. En Venstre-minister fraskrev sig et hvert kendskab til "de uheldige turister".
Af en eller anden grund er det Venstre, der buldrer højest. Partiets retspolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech skamrider uafbrudt denne kæphest. Men som antydet her er der en del der tyder på, at netop Venstres tidligere ministre har store skelet-samlinger i skabene.
Ligesom i de øvrige borgerlige partier - fra Socialdemokratiet og bagud - har villigheden til at tjene fremmede magter været ekstrem.
 
Borgerligt landsforræderi
Og som sagen om atomvåbnene i Thule viser, har tjenstivrigheden overskredet grænserne for landsforræderi. Fx er arkiver over danske statsborgere uden forbehold udleveret til USA, og der er garanteret fejet meget mere sammen under gulvtæppet.
Birthe Rønn Hornbech klynger sig fortsat til det lille halmstrå fra STASI.
Den danske efterretningstjeneste havde ellers gode nok arbejdsvilkår under den kolde krig.
Man må gå ud fra, at der blev gravet indædt og aggressivt efter smuds på venstrefløjen - men med umådeligt tynde resultater.
Nu graves der så igen.
Ønskedrømmen er sikkert at få hvirvlet så meget støv op, at det kan fungere som røgslør for de borgerliges egne skandaler, efterhånden som de dukker op.