Konflikten i Mellemøsten

Israel-Palæstina-konflikten er en af de mest omtalte og omstridte i hele verden. På den ene side de israelske jøder og staten Israel, der blev oprettet i maj 1948. På den anden de palæstinensiske arabere og det selvstyreområde, der blev etableret efter Oslo-aftalen af september 1993.
Kun en lille del af klodens befolkning er direkte berørt af denne konflikt, men alligevel er millioner af mennesker i resten af verden meget optaget af den. Måske fordi den handler om fundamentale begreber som liv og død og kampen mellem det gode og det onde.
Desuden er tre store religioner -jødedom, kristendom og islam - tæt forbundet med en af de omstridte byer, nemlig Jerusalem. Religion og politik har altid været en farlig cocktail.
I sit udgangspunkt er konflikten meget enkel: To folk gør krav på det samme territorium, og begge parter har gode argumenter for deres sag, men netop derfor er konflikten så svær at løse.
Begge parter kan ikke få opfyldt deres krav på samme tid. For de udelukker gensidigt hinanden. Hvis den ene part opnår noget, sker det på modpartens bekostning.
I dag er konflikten mere end hundrede år gammel. Den begyndte i imperialismens og kolonialismens tid, den fandtes under den kolde krig mellem øst og vest, den fortsætter i dag i globaliseringens tid, og der er ingen tegn på en snarlig løsning.
Konflikten har en lang og indviklet historie. Mange stater og organisationer har blandet sig i den.
Måske med de bedste intentioner, men som regel med katastrofale resultater.
Desuden har enhver konflikt sin egen indre dynamik: Når den først er begyndt, er dens årsager på en måde ligegyldige. For begge parter ønsker at hævne de overgreb, modparten har begået imod dem.
Nyhedsværdien er høj. Næsten dagligt får konflikten omtale i massemedierne, både radio, tv og den trykte presse. Begge parter siger eller gør med jævne mellemrum noget, der får modparten til at reagere, ofte meget voldsomt, hvorefter konflikten ruller videre. Alle midler har været i brug, både politiske, økonomiske og militære.
 
Kultursociolog og journalist
Denne konflikt er emnet for Birgitte Rahbeks seneste bog, En stat for enhver pris: Konflikten om Mellemøsten, der netop er udkommet på forlaget Fremad. Birgitte Rahbek, født 1944, er kultursociolog. Hun arbejder som journalist på Danmarks Radio, hvor hun producerer radioprogrammet Synsfeltet. Det er et samfundsvidenskabeligt magasin, der behandler mange forskellige emner, men det sætter ofte fokus på situationen i Mellemøsten, som forfatteren har fulgt i mere end 30 år.
Hun har boet et par år i Libanon.
Desuden har hun foretaget mange reportagerejser i området.
Hendes bog består af 18 kapitler, der tilsammen dækker hele konfliktens historie: fra zionismens grundlæggelse i 1897 til den aktuelle situation med nye forhandlinger og forviklinger.
Hendes forord er dateret juli 2000.
Teksten er dokumenteret med lidt mere end 1000 noter med henvisninger til ny og gammel litteratur og til hendes egne interviews med nogle af dem, der deltager i konflikten eller følger dens udvikling meget nøje.
Bogen er illustreret med nogle kort over Israel og de besatte områder og den nordlige nabo, Libanon, men der er ingen billeder. Et appendiks indeholder Oslo-aftalen af september 1993. Endelig er der en litteraturliste og et stikordsregister.
 
Myter om Mellemøsten
Kultursociologens bog er vigtig og væsentlig, fordi den afslører mange af de myter, der cirkulerer om Israel-Palæstina- konflikten. En af disse myter siger, at jøderne var et folk uden land. Da de kom til Palæstina, fandt de et land uden folk, og derfor var det et udtryk for en højere retfærdighed, at de oprettede staten Israel netop på dette sted.
Men dette er kun en myte, for landet var allerede beboet, da jøderne kom dertil omkring år 1900. For at få plads var de nødt til at skubbe den indfødte befolkning til side. Efter at staten Israel blev oprettet i 1948, fik de endnu bedre muligheder for at skabe mere plads til sig selv på palæstinensernes bekostning.
Birgitte Rahbek citerer Ahad Ha-Am, en af zionismens grundlæggere, der allerede i 1891 skrev, at jøderne burde møde de palæstinensiske arabere med venskab og respekt:
"Men hvad gør vore brødre i Palæstina? Lige det stik modsatte!
Trælle var de i diasporaens lande, og pludselig befinder de sig i frihed, og denne forandring har i dem vakt en tilbøjelighed til despotisme. De behandler araberne med fjendtlighed og grusomhed, berøver dem deres rettigheder, fornærmer dem uden grund og praler endog af deres handlinger; og ingen blandt os modsætter sig denne foragtelige og farlige tilbøjelighed" (side 16).
Diaspora er det græske ord for udlændighed. De jøder, der lever i diasporaen, lever uden for Israel (i eksil). Indtil 1948 levede alle jøder i diasporaen.
En anden myte siger, at Israel er en demokratisk stat, hvor der hersker lighed for loven. Men det er kun en myte, for Israel er en jødisk stat, hvis formål er at fremme jøders interesser.
Ikke-jøder har ikke samme rettigheder og muligheder som jøder. I de besatte områder er diskriminationen af ikke-jøder endnu mere markant. Forfatteren skriver: "Det var et chok for den israelske chefforhandler Uri Savir at opdage hvordan den israelske besættelse gennem ikke mindst den civile administration havde forpestet livet for palæstinenserne i de besatte områder. Han opdagede at en palæstinenser på Vestbredden ikke kunne bygge, arbejde, studere, købe jord, dyrke, oprette en forretning, gå en tur om natten, komme ind i Israel, rejse udenlands eller besøge sin familie i Gaza eller Jordan uden en tilladelse fra Israel" (side 399, note 1009).
 
David og Goliat
En tredie myte siger, at Israel kan sammenlignes med en lille og fredelig David, mens de omgivende arabiske stater kan sammenlignes med en stor og truende Goliat. Men det er også en myte. Israel har udkæmpet flere krige med sine arabiske naboer, og hver gang har det vundet. Birgitte Rahbek citerer den israelske historiker Benny Morris:
"I krigens første fase fra december 1947 til maj 1948, som var en blanding af guerillakrig og borgerkrig, var jøderne i næsten alle de afgørende slag flere, bedre bevæbnede og bedre trænede end deres modstandere...
Da det blev alvor under Haganahs offensiver i april og begyndelsen af maj, brød de palæstinensiske partisaner (og de frivillige) sammen og flygtede, og deres stillinger -korridoren fra Jerusalem, Tiberias, Haifa, Safed og det østlige Galilæa -faldt en efter en, hurtigt, som dominobrikker. Hvis man indtænker Yishuvs større motivation - det foregik knap tre år efter holocaust, og Haganahs tropper vidste at de kæmpede for deres overlevelse - kan enhver se at palæstinenserne ikke havde en chance" (side 51).
Yishuv er den hebræiske betegnelse for det jødiske samfund, der fandtes i Palæstina før Israels oprettelse i 1948.
Yitzhak Rabin, Israels stabschef under seks-dages-krigen i juni 1967, var en af de første israelere, der indrømmede, at Israels eksistens ikke havde været i fare i 1967. Forfatteren citerer et interview trykt i den franske avis Le Monde den 28. februar 1968:
"Jeg tror ikke [den egyptiske præsident] Nasser ønskede krigen. De to divisioner han sendte ud i Sinaiørkenen den 14. maj, ville ikke have været nok til at iværksætte en offensiv mod Israel. Det vidste han godt, og det vidste vi andre også" (side 140).
De arabiske lande havde ikke en chance over for Israel i 1967. Ifølge Birgitte Rahbek var de israelske generalers største problem "at skjule hvor nem sejren ville blive og i stedet få det til at se ud som om Israels eksistens var truet" (side 143).
 
Massakren i Kafr Qasem
Når det gælder de mange krige mellem Israel og de arabiske naboer, nøjes forfatteren ikke med at beskrive deres forløb, hun forklarer også deres årsager og konsekvenser.
Suezkrigen i 1956 behandles i kapitel 9. Her omtales også massakren på den palæstinensiske landsby Kkafr Qasem ca. 15 kilometer øst for Tel Aviv. Næsten 50 af byens indbyggere -både mænd, kvinder og børn - blev stillet op på række og skudt ned af det israelske grænsepoliti 29. oktober 1956.
Der gik to år, før morderne kom for retten. Otte betjente blev idømt 7-17 års fængsel, men tre år efter massakren var de alle benådet og på fri fod igen.
Den øverste ansvarlige, en oberst, blev anklaget ved en militærdomstol, der fandt ham ikke-skyldig. Han slap med en bod på et beløb, der svarer til ca. 10 øre. Israel har aldrig undskyldt denne massakre, men i 1999 besluttede den israelske undervisningsminister, at israelske samfundsfagslærere på 43- årsdagen for massakren skulle fortælle om den i skolen:
"Vi vil gerne fortælle eleverne historien som den var. Vi har ikke noget at skamme os over, og vi er meget stolte over de zionistiske bedrifter. Ikke desto mindre begik vi fejltagelser, undertiden var det ikke for kønt, og undertiden kan man notere sig visse fejl i de zionistiske anstrengelser" (side 130-132).
 
Triumf eller katastrofe?
Seks-dages-krigen i juni 1967 behandles i kapitel 10. Denne krig opfattes af mange som en stor triumf for Israel, men den var i virkeligheden en katastrofe for Israel, for den fik mange israelere til at tro, at Israel kunne slippe godt fra hvad som helst, og at militære midler var de rette til at løse konflikten. Birgitte Rakbek skriver:
"Stemningen i Israel var euforisk og viste med al ønskelig tydelighed at næstefter et nederlag er en overvældende sejr det værst tænkelige udgangspunkt for fred. Man kan sejre sig ihjel" (side 149).
Oktober-krigen i 1973 behandles i kapitel 13. Her forklarer forfatteren, hvorfor araberne begyndte denne krig.
De vidste godt, at de ikke kunne besejre Israel militært, men de startede krigen for at få Israel til forhandlingsbordet: "Araberne følte at de var kørt fast. Der måtte handling til, mente de" (side 169).
Den egyptiske præsident Sadat ønskede "at begynde en krig for at ruske op i den fastlåste position" (side 170).
Denne plan lykkedes, da Israel og Egypten sluttede fred med hinanden og underskrev Camp David-aftalen (1978-79).
 
Det længste kapitel
Oslo-aftalen af september 1993 behandles i kapitel 17. Det er bogens længste kapitel, der fylder næsten 100 sider. Her forklarer Birgitte Rahbek, hvorfor denne historiske aftale blev indgået:
Israel og PLO havde brug for hinanden. Intifadaen, der var begyndt i 1987, havde lært Israel, at man ikke kunne knuse en civil opstand med militære midler. Man var nødt til at forhandle med palæstinenserne.
PLO havde længe været parat til at forhandle med Israel. På dette tidspunkt var PLOs leder Yassir Arafat særlig motiveret af to grunde:
1) Efter Golf-krigen i 1991 var PLO på fallittens rand, fordi de arabiske stater havde standset deres økonomiske støtte.
2) PLOs ledere, der sad i eksil, var i fare for at miste kontrollen med den palæstinensiske befolkning i de besatte områder. Det var nu eller aldrig, hvis Arafat skulle lave en aftale med Israel.
Forfatteren ser også på konsekvenserne af Oslo-aftalen:
Hvilke indrømmelser gav de to parter, og hvad fik de ud af det?
Israel gav meget lidt: Man anerkendte PLO og accepterede en selvstyremyndighed i en del af de besatte områder. Men ellers gav man intet. Man bevarede kontrollen på alle de punkter, der var vitale for Israel.
PLO fik den politiske anerkendelse, man altid havde ønsket, men man fik ingen indrømmelser på de punkter, der var vitale for palæstinenserne:
flygtningenes ret til at vende tilbage, de israelske bosættelser i de besatte områder, Jerusalems status og kontrollen over de naturlige ressourcer (land og vand).
På baggrund af dette kapitel kan man godt forstå, at PLO indgik denne aftale.
Men man kan også forstå, at mange palæstinensere var imod den, og deres kritik blev stærkere, jo mere tydeligt det blev, at dette var en aftale på Israels præmisser, for Israel havde givet meget lidt og opnået ganske meget.
Birgitte Rahbek konkluderer:
"Arafat var nu annekteret af det amerikansk-israelske sikkerhedssystem. Som modydelse fik han intet - undtagen tilladelse til at være lokal diktator" (side 297).
 
En binational stat?
Birgitte Rahbek er kritisk over for den palæstinensiske selvstyremyndighed, men solidarisk med det palæstinensiske folk. På samme måde kan man sige, at hun er kritisk over for staten Israel, men solidarisk med det jødiske folk. Denne holdning præger hele bogen.
Den kommer også til udtryk i det sidste kapitel med overskriften "Alternative veje," hvor hun præsenterer en række forslag til en fredelig løsning af konflikten, bl.a. en binational stat, dvs. én stat for to nationer.
Argumentet for en binational stat er kort fortalt følgende: To folk gør krav på det samme territorium. Man kan ikke lade den ene part få alt og den anden intet. Man kan heller ikke dele territoriet i to, for de to parter har svært ved at være gode naboer.
Men hvis begge parter får det hele, er der ingen vinder og ingen taber.
Begge parter vinder og taber lige meget. Alle borgere i den binationale stat har samme rettigheder uanset deres nationalitet og religion.
Tanken om en binational stat er ikke ny. Den var meget udbredt blandt jøder indtil Anden Verdenskrig. Men efter nazisternes holocaust kom zionisterne til at dominere i det jødiske folk, og de afviste tanken. Zionisterne ønskede en jødisk stat, og det fik de som bekendt i maj 1948.
Nu dukker tanken om den binationale stat op igen. Denne gang kommer den også fra palæstinensere.
Den er ganske vist ikke realistisk lige for tiden.
Mange israelere vil afvise den, fordi den betyder, at Israel ikke længere vil være en jødisk stat. Til gengæld kunne man få en demokratisk stat, hvilket Israel aldrig har været.
Men selv om tanken ikke er realistisk i dag, er det ikke nogen grund til at afvise den. Det, der er urealistisk i dag, kan godt blive realistisk i morgen. Indtil 1993 erklærede Israel således, at PLO var en terror-organisation, som man aldrig nogensinde ville tale med om noget som helst.
Dengang var det "urealistisk" at ønske, at Israel og PLO skulle tale med hinanden. Men siden Oslo-aftalen har de to faktisk talt med hinanden, selv om det stadig kniber med at opnå konkrete resultater, der gavner både israelere og palæstinensere.
 
Debatten i Danmark
Det er ikke særlig overraskende, at Palæstina-Orientering bringer en positiv anmeldelse af denne bog. I årenes løb har dette tidsskrift bragt mange artikler om Israels overgreb mod palæstinenserne.
Det er mere interessant, at også Politiken tager godt imod bogen. For ti eller tyve år siden ville en bog med et tilsvarende indhold enten blive stemplet som utroværdig palæstinensisk propaganda eller ganske enkelt blive helt fortiet. Uanset hvor velskrevet og veldokumenteret den end måtte have været.
Politikens tidligere chefredaktør Herbert Pundik vågede nidkært over, at hans avis ikke bragte ret mange kritiske ord om Israel, selv om der ofte var god grund til det. Israel måtte gerne kritiseres, forklarede Pundik, men det skulle være en retfærdig kritik, og den kunne åbenbart kun formuleres af Pundik selv.
I dag foregår den danske debat om denne konflikt ikke længere kun på Israels præmisser. Palæstinenserne kan også høres.
I hvert fald mere end før. Birgitte Rahbek er en af dem, der har ansvaret for denne udvikling, fordi hun har informeret om situationen, dels via den trykte presse, dels via sit program i Danmarks Radio.
Det er godt, at hun nu har sammenfattet sin viden om Israel og Palæstina i en bog, der sætter konflikten ind i en historisk sammenhæng.

Birgitte Rahbek: En stat for enhver pris - Konflikten i Mellemøsten,
Forlaget Fremad: København, 2000, 408 sider, 298 kroner.