FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Serbisk mosaik En mosaik af indtryk fra Serbien. En af de mest iøjnefaldende brikker i mosaikken er regimets mere og mere hårdnakkede undertrykkelse af oppositionelle kræfter. Af Annelise Ebbe

Der er igennem lang tid sket overgreb på NGO'er, medier, oppositionspolitikere, og fra Milosevic' side er der gjort en række forberedelser, herunder en forfatningsændring og flere lovændringer, der haft til hensigt at sikre ham magten gennem bl.a. endnu mindst én periode som præsident.
I slutningen af juli blev der udskrevet valg. Den 24. september skal der vælges præsident, der skal være valg til det føderale parlament, og der skal være lokalvalg. Én af de ting, Milosevic gennem en forfatningsændring havde sikret sig forud, var, at præsidenten nu skal vælges ved en direkte afstemning og ikke af det føderale parlament, og at han dermed også får mulighed for at stille op igen på trods af tidligere regler.
Som det vil være mange bekendt, førte udskrivelsen af valget herhjemme til en stramning af visumpolitikken. I modsætning til den mere og mere liberale visumpolitik, som blandt andre jeg har nydt godt af de senere år, blev det pludselig svært at få visum. Ansøgere blev simpelthen spurgt ud om deres forhold til Next Stop Serbien. Dette førte til, at kun de færreste - 15 ud af 250 - kom af sted.
Det var naturligvis meget trist for dem, der fik afslag, og for projektet, også fordi den støtte, som danske græsrødder kan give, er mere betydningsfuld netop nu, da oppositionen i bred forstand har brug for at tro på sig selv og tro på støtte udefra.
Værre end disse manglende visa er det dog, at styret også strammer grebet mere og mere, efterhånden som meningsmålingerne viser, at oppositionen har en chance for at vinde. En meningsmåling, som blev citeret i Danmarks Radio den 3. september, giver oppositionens præsidentkandidat, Vojislav Kostunica, 52 procent mod Milosevic' 31 procent.
Fra besøg hos flere NGO'er og samtaler med (og om) politisk observante mennesker, der igennem lang tid har arbejdet mod styret, har jeg samlet brudstykker til en mosaik om den aktuelle politiske situation.
 
Kulturel Dekontaminering
På dette center med det mærkelige navn, dekontaminering betyder afgiftning, traf jeg Borka Pavicevic, som er leder af centeret. Hun er en kraftfuld kvinde, der har sine meningers mod. Hun er aldrig gået af vejen for at tale styret midt imod.
Centeret beskriver sig selv som en "uafhængig, overnational, kulturel institution, der siden 1993 har arbejdet på at genoplive kunstens og den offentlige samtales fordomsfri ånd under umulige betingelser." Det hedder også: "Eftersom centeret er grundlagt i krigriskd, kæmper det til stadighed mod myndighedernes bestræbelse på at bringe uafhængige stemmer til tavshed. Voldens sociale virkninger er en daglig virkelighed.
Centeret har det mål at ændre den virkelighed." Det må afgjort siges, at centerets kamp er blevet hårdere. "Kulturel dekontaminering handler om katarsis," siger de, og derfor har centeret været rammen om en række udstillinger, diskussionsmøder, teaterforestillinger osv.
osv., der skal bringe de involverede tættere på denne katarsis.
Borka Pavicevic fortalte beredvilligt om, hvordan hun opfatter situationen netop nu, og hun ville gerne have givet os noget mere materiale om centeret, men finanspolitiet havde ti dage tidligere fjernet centerets fire computere og en masse papirer. Borka var der ikke selv, da det skete, og hverken hun eller andre har siden fået at vide, hvilke papirer de tog med, så de risikerer at gå forgæves, hver gang de skal finde noget. Det er finanspolitiet, der beslaglægger materiale under foregivende af, at de har fundet uregelmæssigheder i regnskabsføringen. Hos nogle grupper - f.eks. Kvinder i Sort - er der forud gået besøg dag efter dag med meget, meget lange forhør af centrale personer.
Da vi talte om regimets strammere og strammere greb om befolkningen, sagde Borka også, at man med denne måde at forvalte samfundet på, har taget ansvaret fra folk. NATOs bombardementer hjalp med i den sammenhæng. Regimet har haft held til at markedsføre en idé om, at det er sanktionerne og NATO, der er skyld i alle ulykkerne.
Befolkningen har intet kunnet stille op mod det, og derfor er det heller ikke befolkningens ansvar at ændre forholdene.
"Men når man ikke har ansvar, har man heller ikke frihed," sagde Borka med en af sine talrige, kloge kommentarer.
Som dynamisk leder af Center for Kulturel Dekontaminering er hun naturligvis under konstant beskydning fra regimets side, og hun fortalte, at regeringsavisen Politika havde udtalt om hende, at hun fuldender det, som NATO satte i gang, nemlig at ødelægge den serbiske kultur.
Under vores samtale ringede telefonen gang på gang, og når hun tog den, var der ingen. Hun var ikke i tvivl om, at det var et bevidst forsøg på at skræmme hende. Selv har jeg tidligere været på centeret i forbindelse med dels en udstilling, dels et pressemøde afholdt af Kvinder i Sort, hvilket jeg nævnte for Borka Pavicevic.
Hun havde hele tiden vekslet mellem høj latter og dyb alvor.
Da talen faldt på Kvinder i Sort, blev hun meget alvorlig, og det var tydeligt, at hun er dybt berørt af det, der er sket med dem.
Jeg fortalte hende, at jeg havde undladt at forsøge at komme i kontakt med - hvad jeg på afstand formodede var - et af de mere prominente medlemmer af Kvinder i Sort, fordi jeg var bange for, at det kunne blive farligt for enten hende eller mig eller os begge, hvis jeg udtalte hendes navn højt. "Man bliver jo lidt småparanoid," sagde jeg, og hun sagde: "Ja, det er præcis det, de ved, og præcis det, der er hensigten."
 
Kvinder I Sort og Bojan Aleksov
I Danas, en af de få uafhængige aviser, der er tilbage, kunne man en dag læse en notits om arrestationen af Bojan Aleksov den 7.
juli. Der stod, at han havde indrømmet, at han bl.a. i samarbejde med Kvinder i Sort havde arbejdet for en fremmed magt.
Bojan Aleksov er militærnægter, og igennem flere år har han arbejdet tæt sammen med Kvinder i Sort for militærnægteres rettigheder i Jugoslavien.
Han har i to år boet i Budapest, fordi det har været for farligt for ham at opholde sig i Beograd. I Budapest fortsatte han sit arbejde for militærnægtere.
Han tog til Beograd i juli for at besøge sin familie. Under besøget sørgede han for ikke at være alene, når han gik på gaden, men da han var ude at køre i sin families bil den 7. juli klokken 20, blev han tvunget ud af bilen og taget med til politistationen i Beograd. Han blev tilbageholdt indtil den 8. juli klokken 19. I al den tid blev han gentagne gange truet med døden.
Han blev forhørt om sit arbejde med Projekt Sikkert Hus for militærnægtere, om Kvinder i Sorts aktiviteter og deres kontakter inden for og uden for Jugoslavien. Under forhøret kom det til at stå klart for Bojan, at Sikkerhedspolitiet havde overvåget Kvinder i Sort og havde båndet samtaler herunder telefonsamtaler, der foregik dels på kontoret dels i medlemmernes private hjem igennem de seneste to år.
Bojan blev under Sikkerhedspolitiets forhør slået, krænket verbalt og udsat for andre former for ydmygelser, deriblandt verbal, seksuel fornedrelse. I fem timer blev han direkte tortureret. Han blev blandt andet tvunget til at stå på tæerne, han blev slået med knippel forskellige steder på kroppen, og i disse første fem timer af tilbageholdelsen blev han nægtet noget af drikke på trods af en temperatur på over 30 grader. Han blev holdt vågen i løbet af natten, og næste formiddag blev han slået med knippel eller stav i håndfladerne, under fodsålerne og på andre steder af kroppen af tre politibetjente.
Han gentog gang på gang, at han ikke havde været involveret i spionage, men havde arbejdet for menneskerettigheder i Serbien, især militærnægteres menneskerettigheder.
Alligevel blev han til sidst tvunget til at skrive under på en 12 sider lang erklæring, der i detaljer beskrev hans arbejde for militærnægtere og Kvinder i Sorts aktiviteter, herunder de lokale og udenlandske kontakter og de rejser til udlandet, som dette arbejde havde affødt.
Dertil kom, at han blev tvunget til at skrive under på en kortere udtalelse, hvori han indrømmede sit ansvar for tidligere kriminelle handlinger, og under dødstrusler blev han tvunget til at indvillige i at arbejde for Sikkerhedspolitiet.
Han blev tvunget til at gentage dele af de 12 sider foran et videokamera og til at indrømme, at han arbejdede for udenlandske efterretningstjenester og samlede information gennem Stasa Zajoviz, som politiet beskrev som lederen af Kvinder i Sort, og det lokale netværk, som hun havde skabt. Han skulle erklære, at han havde leveret disse oplysninger videre til udenlandske efterretningstjenester, og at han bevidst arbejdede mod Jugoslaviens sikkerhed, integritet og forsvarsevne. Samme procedure skulle han igennem, hvad angår den anden skriftlige erklæring. Tre gange måtte han gentage den, før politiet fandt den overbevisende nok.
Bojan risikerer at blive anklaget for spionage. Han flygtede ud af landet straks efter løsladelsen, men frygter naturligvis stadig for sit liv. Kort før og efter arrestationen af Bojan blev tre andre medlemmer af Kvinder i Sort forhørt og verbalt krænket af Sikkerhedspolitiet under såkaldte "informative samtaler".
Kvinder i Sorts lokaler i Beograd og et medlems private lejlighed blev ransaget og forskellige materialer herunder papirer og to computere er beslaglagt.
Adskillige medlemmer af Kvinder i Sort er flygtet fra Beograd eller gået under jorden. I Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed følger vi naturligvis sagen ganske nøje, og vi vil i lighed med Amnesty International presse på, for at de medlemmer af Sikkerhedspolitiet, der har tortureret Bojan, øjeblikkeligt bliver suspenderet og draget til ansvar for deres handlinger.
 
Fond for det Åbne Samfund
I spidsen for denne fond står Sonja Licht, endnu en af disse kraftfulde kvinder, der med stor sindsro kan se sig selv i øjnene hver eneste morgen, fordi de er komplet ubestikkelige i deres kamp for frihed, demokrati og menneskerettigheder. Hun var en af de 27 bekymrede serbiske borgere, der trådte frem med navn og adresse under bombardementerne. De var så modige, at de sendte en appel til alle involverede parter.
Ud af det, de skrev, kunne man læse, at de mente, der var skurke i alle lejre, men også at de havde bevaret håbet, at de troede på, at der var kræfter, der ville arbejde for reelle fredsforhandlinger, ikke-voldelige konfliktløsninger og en demokratisk udvikling af hele Jugoslavien. Ingen skal bilde mig ind, at de nogensinde er blevet takket - af nogen som helst - for den nuancering af debatten.
Sonja Licht fortalte, at hun hver dag forventer, at der skal ske et eller andet med Fond for det Åbne Samfund. Hun er helt overbevist om, at sikkerhedspolitiet ikke kan sende sin forlængede arm, finanspolitiet. Dertil er regnskaberne i Fonden alt, alt for pæne. Der er absolut ingenting at sætte fingeren på. Ikke et gammelt, brugt køleskab, som der f.eks.
var på Center for Kulturel Dekontaminering.
Alligevel kan hun mærke, at grebet strammes. Da vi spurgte hvordan, tog hun nogle tilfældige avisudklip fra dagens Politika. Natasa Kandic, en kendt menneskerettighedsadvokat har udtalt sig om den jugoslaviske hær, og Politika skriver en hel artikel om det. Allerede i overskriften kædes hendes virksomhed sammen med Fond for det Åbne Samfund.
Senere har Politika skrevet, at den nu spiondømte journalist, Miroslav Filipovic, "på alle tænkelige måder blev støttet af Otpor-medlemmer (en modstandsgruppe af overvejende studerende, a.e.), såkaldt uafhængige medier og journalister såvel som forskellige NGO'er finansieret af den amerikanske finansmand af ungarsk oprindelse, Georges Soros, og eller regeringer af NATO-medlemslande." Fond for det Åbne Samfund hed tidligere Soros Fonden.
"Hver dag finder de et eller andet at kæde os sammen med," siger Sonja og tænder endnu en cigaret. Også hos hende ringer telefonerne (hun har både en stationær og en mobil) hele tiden. Men her er der tilsyneladende folk i den anden ende af røret.
Til gengæld bemærker jeg, at hun, som -da jeg lærte hende at kende for en del år siden - havde en stor, buldrende stemme i en lille, trind krop, nu har fået en ekstremt afdæmpet, nærmest hviskende stemme.
Jeg tror, hun hele tiden var opmærksom på den mulige rumaflytning, som vi nu ved, at f.eks. Kvinder i Sort har været udsat for.
Ikke desto mindre er hendes optimisme såvel som hendes kampånd ukuelig. Hun beskrev, hvordan den organisation, der kalder sig 1+1="2"(hvilket hentyder til, at det er lige så indlysende, at man skal stemme på oppositionen, som at 1+1=2) har uddannet en stor gruppe af helt unge valgobservatører.
Nogle professionelle, universitetsuddannede sørgede hver især for uddannelse af 30, som derefter hver især påtog sig 30, som derefter...
Fantastisk princip. Og hendes pointe var, at de er stort set er umulige at stoppe. Hvis de stiller sig op uden for valgstederne og f.eks. laver meningsmålinger på dem, der lige har stemt, skal der ekstrem vold til at forhindre dem i at registrere valgfusk.
Præcis dette, den mulige voldelige udvikling i forbindelse med valgene, bekymrer alle. Min gode ven, professor i Nordisk Sprog og Litteratur ved universitetet i Beograd, Ljubisa Rajic, sagde, da jeg bad om hans opfattelse af, hvordan folk vil stemme: "Det kommer ikke an på, hvordan folk stemmer, men hvem der tæller stemmerne op." Ikke desto mindre er såvel han som en anden gammel ven, Vera Litricin, fra SOS-Hotline og Center for Unge Piger, og Sonja Licht, Borka Pavicevic og alle andre, jeg spurgte, enige om, at Vojislav Kostunica er en fornuftig oppositionskandidat. Ikke deres kop te, siger de samstemmende, men en troværdig, demokratisk nationalist, der vil kunne bane vejen for et demokratisk styre.
 
Vojislav Kostunica
Kostunica har allerede bevist, at han er en kompetent, stabil, ubestikkelig og kompromisløs person, hvilket i det kontrollerede kaos, som Serbiens politiske system må siges at være, er kvaliteter, der kan tiltrække vælgerne.
Yderligere siges det om ham, at et af hans store fortrin er, at han aldrig har mødtes med eller forhandlet med den tidligere serbiske, nu jugoslaviske præsident Slobodan Milosevic i modsætning til hans mere eksponerede kolleger, Zoran Djindjic og Vuk Draskovic.
Han har på den anden side heller aldrig haft et nært forhold til Vesten, hvilket gør det umuligt for regimets propagandamaskine at stemple ham som 'forræder eller udenlandsk lejesoldat', prædikater der i meget vidt omfang er brugt om oppositionelle kræfter siden bombardementerne sidste forår.
Han er udpeget som præsidentkandidat af den sammenslutning af 18 partier, der kalder sig Den Demokratiske Opposition.
Vuk Draskovic' parti, Den Serbiske Fornyelsesbevægelse, var i begyndelsen af året med i oppositionssamarbejdet, men har splittet sig ud og opstillet sin egen kandidat til præsidentvalget, Vojislav Mihailovic. En fjerde kandidat, Tomislav Nikolic, er fra Vojislav Sesejls ultra-nationalistiske Radikale Parti. Man kunne have frygtet, at Draskovic' forsøg på at splitte oppositionen ville bære frugt, men det lader heldigvis ikke til at være tilfældet. Som nævnt ser det stærkt ud til, at Kostunica står til at vinde.
Kostunica, der er leder af Serbiens Demokratiske Parti, mener, at såvel den politik, som føres af det serbiske styre som den, der føres af det såkaldt internationale samfund, i lige høj grad sætter det serbiske folks og den serbiske stats overlevelse på spil. Han har i årevis talt for en "passende afmålt dosis fast, demokratisk nationalisme", og han er af andre oppositionsledere og intellektuelle blevet kritiseret for sin bastante nationalisme, der er kommet for dagen under krigene i det tidligere Jugoslavien.
Han er ligeledes blevet kritiseret for at være del af den serbiske elite, der i begyndelsen af 1990erne gik i den nationalistiske fælde, der fik dem til at tale for en politik, der kan sammenfattes som: Serbien først, demokrati siden, og nogle oppositionsledere har svært ved at tilgive ham, at han har prøvet at præsentere sit eget parti som det eneste oppositionsparti, der samtidig og på den rigtige måde forsvarer demokratiske principper og serbiske nationale interesser.
Vojislav Kostunica er født i Beograd i 1944. Han er jurist og har skrevet Ph.D.-afhandling om "Institutionaliseret opposition i kapitalistiske, politiske systemer". Han er medlem af Serbiens Filosofiske Samfund og Serbisk PEN.
Ved Serbiens Demokratiske Partis kongres i juni i år vedtog man dokumentet "Mod vold, for demokratiske valg", en støtte til arbejdet mod vold og til arbejdet med at forebygge borgerkrig i Serbien.
Dokumentet indeholder endvidere ændringer til den serbiske forfatning og en omdefinering af forholdene inden for den jugoslaviske føderation.
De mennesker, jeg var i kontakt med, deler kritikken af Kostunicas nationalisme, men de er samtidig overbeviste om, at han er den, der kan bryde muren ind til demokratiet, og når den først er brudt, kan man næste gang vælge en mindre nationalistisk præsident.
 
Natasa Kandic
I forbindelse med omtalen af Fond for det Åbne Samfund nævnte jeg, at Sonja Licht viste os en artikel fra Politika, der kæder fonden sammen med menneskerettighedsadvokaten Natasa Kandic, der bliver omtalt som følger: "den af Soros lejesvende, der bedst udtrykker den falske menneskelighed". Hun er som andre, der tør nuancere deres synspunkter, en torn i øjet på regimet. I forbindelse med krigen i Kosovo fik hun sammen med kosovoalbaneren Bajram Kelmendi en pris fra Lawyers Committee for Human Rights.
Kelmendi fik prisen posthumt. Han blev sammen med sine to sønner bortført fra sit hjem. De blev senere fundet skudt i en grøft uden for Prishtina. Prisen blev givet til de to, fordi de turde forsvare både serbere og albanere midt i denne strid, hvor alle nuancer mellem sort og hvidt var bandlyste.
Natasa Kandic har utrætteligt fortsat sit arbejde. Hun var med under retssagen mod den kosovoalbanske menneskerettighedsaktivist, præsident for den Kosovaalbanske Kvindeliga, forfatteren og lægen, Flora Brovina, hvis sag i øvrigt omsider skal for Højesteret den 14. september. Den 2. august var Natasa Kandic, som er leder af Fonden for Humanitær Lov, på vej til Kikinda i Vojvodina til en paneldiskussion med titlen Kampagne for Menneskerettigheder.
Hun kørte sammen med en ekspert fra fonden og journalist på ugemagasinet Vreme, Duska Anastijevic, en afskediget dommer, Rasmila Dragicevic, og en Otpor-aktivist, Branko Ilic. Lige uden for Kikinda blev de standset af færdselspolitiet. De blev mod deres vilje og uden begrundelse taget med til den lokale politistation, hvor de blev forhørt af en civilklædt betjent fra Sikkerhedspolitiet, som overvejende udspurgte dem om personlige data.
Dette er blot et af mange eksempler på, hvordan regimet chikanerer sine modstandere. I midten af august fik de nyt materiale mod Natasa Kandic. I et interview i Danas har hun udtalt sig dels om sagen mod Filipovic, som - hun siger har fulgt sin samvittighed og sin moral og talt sandt, dels - og i forlængelse af denne sag om den jugoslaviske hærs fremfærd i Kosovo.
Den 17. august bragte Danas et brev til redaktøren fra hærens informationskontor. I dette brev beskyldes Natasa Kandic for at fremkomme med løgne og "alvorlige og ikke beviste anklager" mod hæren. Den 21. august skrev Natasa Kandic et brev til hæren, hvori hun gør rede for sine synspunkter.
Hun skriver bl.a.: "Der er ingen tvivl i mit sind om, hvem De betragter som forbrydere, terrorister og spioner. I Serbien i dag bliver alle - også børn - af myndighederne mistænkt for at være terrorister. Hvis nogen vover at rejse spørgsmålet om den Jugoslaviske Hærs ansvar, svarer De med hemmelige retssager. Jeg er en af dem, der nægter at forholde mig tavs, selvom det kan få den omkostning, at jeg bliver slæbt i retten af Dem." Derefter følger en lang beskrivelse af, hvad hun faktisk for en dels vedkommende med sine egne øjne har set før og under krigen i Kosovo. Både om unge soldater, der med tårer i øjnene forærede deres madration til kosovoalbanske mødre i en kolonne af flygtninge og om hærens skånselsløse beskydning af en landsby og senere likvidering af landsbyens mænd. "Dette er, mine herrer, kendsgerningerne om, hvad der skete i Kosovo under krigen." Hæren anklager hende også for at undlade at nævne ofrene for NATOs bombardementer.
I den anledning minder hun dem om, at hun den 3. april sidste år bad om tilladelse til at undersøge og efterforske NATOs angreb på civile og civile mål. Det lakoniske svar på hendes forespørgsel var: "Nej! Vi kender Deres organisation." Natasa Kandic afslutter brevet: "Jeg står, hvor jeg altid har stået, jeg forsvarer retten til liv, retten til frit at bruge sit modersmål, bevægelsesfriheden, retten til offentligt at kritisere myndighederne. Jeg støtter enhver domstol, der straffer krigsforbrydere og dem, der gav ordre til forbrydelser mod menneskeheden. Etnisk tilhørsforhold er irrelevant. En forbrydelse er en forbrydelse." Den 24. august meddelte den jugoslaviske hær, at den vil sagsøge Natasa Kandic på grund af hendes udtalelser i artiklen: "Jeg vil ikke tie om rædsler". Det stod ikke helt klart, om også Danas ville blive sagsøgt for at have bragt udtalelserne.
Dette var den sidste brik i mosaikken om den politiske situation i Serbien.
Overalt i Serbien kan man finde brikker, der er helt identiske med disse. Farverige og spændende brikker, der lyser af optimisme og kampånd, og dystre og deprimerende brikker, der viser at tryk ikke kun avler modtryk. Modtryk avler nyt tryk, hårdere tryk.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2000 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand