ULUS - Åbent Krigsatelier

Udstillingen 'ULUS - Åbent Krigsatelier' viser 50 billeder, som kan skrives ind i de forskelligste stilarter: Symbolisme, ekspressionisme og abstrakt ekspressionisme, konkretisme, popart, minimalisme og installationsdokumentarisme. Det kunne lyde som en udstilling af spredehagl.
Og dog har de udstillede værker det til fælles, at de er skabt af jugoslaviske kunstnere (altså en nationaludstilling, lige som hvis det havde været en præsentation af boliviansk eller ugandisk kunst).
Udstillingen er støttet af Serbiens kulturministerium, Beograds kultursekretariat og Serbiens institut for international samarbejde (altså en statslig støttet propaganda- og præmieudstilling, lige som når Sovjetunionen eller Danmark støttede kunstnere).
Og værkerne er skabt samtidig i samtiden (altså en udstilling af det der på ny-dansk hedder comtemporary art). Men helt så enkelt kan denne udstilling ikke beskrives.
Faktisk er her meget mere på spil. De udstillede 50 værker udgør et udsnit af dem 200 jugoslaviske kunstnere skabte i Beograd i marts-juni 1999. Skabte i et åbent atelier på gaden, synligt for enhver: Fra neden af byens borgere og fra oven - fra flyvemaskiner (en kæmpeengel kridtet op på en grøn græsplæne).
Blandt kunstnerne var der både tilhængere og modstandere af regeringen, men de havde det til fælles, at aktionen var del af "Modstand imod krig med kunst og kultur". Dette er en antikrigsudstilling. En udstilling vendt mod NATO, som den 24.
marts 1999 valgte at angribe Jugoslavien.
 
NATOs trusler
Med en regn af krydsermissiler og computerstyrede bomber førte NATO sine trusler om krig ud i livet. Eller ud over livet.
Krigen løste ikke problemerne - til gengæld forstørrede den dem. NATO havde i Rambouillet i Frankrig truet Jugoslavien med krig: Hvis ikke Jugoslavien underskrev den aftale der blev dikteret, så ville landet blive bombet. Jugoslavien sagde ja, mens kosova-albanerne sagde nej. Efter korridorsnak og anden forhandlingsrunde sagde kosova-albanerne ja. Men nu sagde Jugoslavien nej.
Det var forvirrende dengang. I dag ved vi at der aldrig blev forhandlet i Rambouillet i Frankrig. I dag ved vi at stormagterne truede sig frem og vi ved at NATO krævede ret til at besætte Kosova og - det er den såkaldte appendiks B i aftalen - ret til at gennemføre manøvrer overalt i Jugoslavien.
Ellers ville NATO bombe. Og det skete som bekendt fra den 24. marts.
NATO-traktatens artikel 1 lyder: "Parterne forpligter sig til, som det er bestemt i FN-pagten, at bilægge enhver mellemfolkelig stridighed, de måtte blive involveret i, med fredelige midler, således at den internationale fred og sikkerhed og retfærdighed ikke sættes på spil, og til i deres internationale relationer at afstå fra brug af magt på en måde, som strider mod FNs formål".
Og FN-pagten artikel 2, stk. 4 lyder: "Alle medlemmer skal i deres mellemfolkelige forhold afholde sig fra trussel om magtanvendelse eller brug af magt, det være sig mod nogen stats territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på nogen anden måde, der er uforenelig med de Forenede Nationers formål".
 
Mod folkeretten
NATO krænkede altså ikke bare sin egen traktat, men overtrådte også FN-pagtens forbud mod magttrusler og magtbrug, da den sendte sin regn af død over menneskene i Jugoslavien.
Denne forbrydelse mod menneskeheden og mod det internationale system, der skulle beskytte menneskeheden, blev besluttet af politikere fra NATO-landene, fra USA, fra Storbritannien og andre. Og fra Danmark.
Denne forbrydelse mod menneskeheden blev udført af piloter fra NATO-landene, fra USA, fra Storbritannien og andre. Og fra Danmark.
Naturligvis afviste statslederne, regeringslederne og de fleste avisledere i de angribende NATO-lande, at der var folkeretlige problemer. Man havde givet sig selv mandat, sagde man uden at blinke.
Befolkningerne skulle beroliges, så de sluttede op om NATOs politik.
Først da angrebene var stoppet, netop nu for et år siden, da journalister siden stod frem og erklærede sig førte bag lyset på NATOs venligt smilende pressemøder, begyndte nogle at spekulere over hvad der egentlig var sket. Dér og her.
7. december 1999 udsendte Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) sin rapport: "Humanitær Intervention. Retslige og politiske aspekter". De statsfinansierede forskere konkluderede: NATO-angrebet på Jugoslavien var i klar strid med folkeretten.
Seniorforsker Bjørn Møller fra Center for Freds- og Konfliktforskning erklærede, at NATOs krig havde været en komplet fiasko, der havde fået store, negative konsekvenser for international ret og for FN-systemet.
Udenrigsminister Helveg Petersen udtalte: "Jeg føler mig godt tilpas ved læsningen af denne rapport". Godt tilpas ved klart at overtræde folkeretten, hr.
udenrigsminister?
 
Ubehagelige kendsgerninger
Det er en kendsgerning at Kosova i 1989 fik frataget sin autonomi. En kendsgerning at serberne har udrenset etnisk i Kosova. En kendsgerning at de nationalistiske sammenstød i Jugoslavien voksede siden midten af firserne.
Det er også en kendsgerning, at Jugoslavien lånte meget store beløb af Verdensbanken, der til gengæld krævede markedsøkonomi. Det krav var med til at vælte Jugoslaviens balance mellem landets nationale grupper og med til at udløse de nationalistiske bevægelser. Og så var der ikke bare en økonomisk krise, men også en politisk, der kunne smadre Jugoslavien.
Det er ligeledes en kendsgerning, at Tyskland i sommeren 1991 krævede en hurtig anerkendelse af denne nationalisme og at Danmark støttede den. Så blev Slovenien og Kroatien selvstændige, og den jugoslaviske borgerkrig en realitet. Og Danmark var medansvarlig.
Det er en kendsgerning, at Bosniens parlament i februar 1992 ugyldigt vedtog landets uafhængighed. Alligevel anerkendte EF straks Bosnien som en suveræn stat - hvorefter den borgerkrig kunne begynde.
Det er en kendsgerning, at antallet af flygtninge i Kosova tredobledes efter NATOs angreb på Jugoslavien. Planerne for hvordan kosova-albanerne skulle uddrives var lagt i Beograd - men NATOs angreb øgede forfølgelsen. Beograd gennemførte sin masseuddrivelse, for NATO bombede under alle omstændigheder. Og det er en kendsgerning, at NATO ikke forestillede sig denne flygtningestrøm, og at NATO ikke havde telte, mad og vand parat til dem der løb for livet. Det var en humanitær katastrofe.
For et år siden protesterede vi ikke bare mod NATOs krig mod menneskene i Serbien og i Kosova. Vi protesterede også mod NATOs krig mod os i de krigsførende lande: Mod at krigstanken erobrede vores hjerner og hjerter, så vi glemte, at der findes andre løsninger end krig.
 
Manglende støtte
Vi protesterede også over den manglende støtte til den demokratiske opposition i Serbien. Selv om den var hårdt ramt af krigen, så fandtes den dog. Der fandtes små medier, som aldrig havde haft de vestlige politikeres og mediers store interesse.
Og der fandtes netværk, hvor ganske ekstraordinære mennesker fandt sammen -for det kræver mod og et lyst sind at insistere på fred, når først krigstrommerne brager og ragnarok buldrer.
Der fandtes en kvindegruppe som "Kvinder i sort", der sagde fra over for den serbiske regerings undertrykkelse af kosovaalbanernes menneskerettigheder -og som derfor af Serbiens ultranationalistiske vicepræsident Seselj blev udråbt som landsforrædere. Gruppen blev stort set ignoreret af Vestens mange 'fredsmissioner'. Der fandtes musikere der spillede på broerne over Donau - hvilket trak masser af tilhørere - for at beskytte broerne mod NATOs angreb. Som bekendt blev mange af broerne alligevel bombet.
Og så fandtes der ULUS, sammenslutningen af Serbiens bildende kunstnere. Umiddelbart efter NATOs angreb den 24. marts besluttede ULUS sig for aktioner mod krig med kunst og kultur.
På fjerdedagen efter angrebet erklærede kunstnerne, at de ville fortsætte deres kunstneriske arbejde, og på sjettedagen opfordrede ULUS sine medlemmer til at demonstrere foran byens kunstnerpavillion.
 
Billeder mod bomber
Det åbne krigsatelier var en realitet, og hver dag klokken 12 rykkede kunstnerne ud af atelier, kældre og køkkener, og hvor kunstnere ellers arbejder, for under åben himmel at skabe kunst. De flere end 200 kunstnere, der havde sluttede op om aktionen kaldte den for "Billeder mod bomber".
De ville ikke sidde skræmte tilbage, og efter krigen udstillede deres værker som dokumenter over deres angst: De ville male åbent, provokerende uanfægtet af al den militære isenkram.
Selv om udstillingen er støttet fra officiel serbisk side, er det netop ikke officiel krigskunst. Her er ingen heltehistorier, ingen heroisme, ingen mindesmærker. Ingen sentimentalitet. Her er billeder fra en by og dens beboere, der blev bombet af vores sønner i vores fly.
Her er billeder fra kunstens værksteder til naboer, venner og bekendte.
Der er vist ingen nye kunstneriske opfindelser, ingen nye ismer, men her er 200 kunstnere, som viste verden, hvorfor de lever: For at skabe.
Norske Nordahl Grieg skrev i 1936 i "Kringsatt af fiender": "Krig er forakt for liv. Fred er å skape. Kast dine krefter inn: Døden skal tape".
Kunstnerne gav Beograds borgere mod og glimt af glæde, fik dem til igen at se, at der fandtes andre svar end NATOs fjernstyrede missiler og Milosevic kadaverdisciplin.
Vold besvarede de med ikke-vold. I den mørke nat var disse kunstnere aktion et skrig mod krig, en bøn om fred, et håb om liv.