Klog bog om vold

Kriminologen Flemming Balvig har her i prøvet at gøre status over problemet vold i det danske samfund, ud fra de statistiske oplysninger, der faktisk foreligger.
Man har tre nogenlunde pålidelige kilder: Rigspolitichefens årsrapporter, hospitalernes skadestuer og en række undersøgelser, hvor man har spurgt mange mennesker, om de selv har været udsat for vold.
Bogen er god at blive klog af.
Hvis gamle damer kun læste Ekstra-Bladet, kunne de have grund til at ryste i bukserne.
Værtshusslagsmålet om fredagen, to kvæstede indlagt om lørdagen, den ene dør søndag, gerningsmanden fanges mandag, domfældelse tirsdag, Helge Adam Møller kræver strengere straffe onsdag, offeret begraves torsdag, næste fredag nyt slagsmål - otte fede overskrifter.
Balvig tæller kun slagsmålene én gang. Det er da slemt nok, men ikke så slemt, at gamle damer ikke skulle turde gå til aften-te hos en veninde i Charlottenlund. Eller så vi behøver at have Europarekord i fængselsdomme for voldssager.
 
Enkelte bliver ofre igen og igen
Af forfatterens mange iagttagelser er der en ganske overraskende, som måske kunne vise vej til noget forebyggende: Tallene over både anmeldte og uanmeldte voldssager viser tydeligt, at der er en tendens til gengangere - blandt ofrene!
Det er noget, som er karakteristisk for sager om hustruvold, at kvinden atter og atter vender tilbage til fyren, der uddeler de blå mærker. Men selv når man sier hustrusagerne fra, er tendensen tydelig. Hvis man én gang har været udsat for vold, stiger risikoen for at man skal blive det igen indenfor et år femten gange.
Fra den "normale" 2% sandsynlighed til 30%.
Gengangertallet er så stort, at man af 60.000 årlige voldsepisoder kunne undgå at opleve de 20.000, hvis man på en eller anden måde kunne dressere førstegangsofrene.
Det er så åbenlyst de 16-19 årige unge mænd, der er de mest udsatte, både for at blive voldsmænd og voldsofre. Man ved jo, at især små drenge er slemme til at skulle slås.
"Gale katte får revet skind", har man vidst i tusind år.
Langt de fleste mænd vokser så fra det, lærer hvordan de skal tackle faresignalerne. Men der er altså en ret stor altid uheldig restgruppe, som ikke aner hvordan de skal sno sig fri af drengestregerne.
Balvig foreslår selv, at samfundet sætter al god opfindsomhed og andre ressourcer ind for at hjælpe disse truede drenge, der ikke kan finde ud af det, nar de skal være sammen med andre drenge (og piger).
Der ligger uden videre million-beløb klar til at blive sparet indenfor sygehusvæsen, retsvæsen og fængselsvæsen, hvis man kunne undgå andengangsvolden.
Måske kunne man med fordel slå to fluer med ét smæk ved i hver eneste kommune at ansætte et par "uforbederlige" voldsmænd som instruktører i ikkevold for skolernes store drenge.
 
Flemming Balvig: Det voldsomme samfund : om vold som problem og fængsel som løsning Bind 1: Fortid og nutid. Bind 2: USA og Danmark Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2000