Virkeligheden i Sydlibanon

Den 27. juni krævede FN, at Israel stoppede sine krænkelser af den libanesiske grænse, som FN soldater havde rapporteret om. Det meddelte den franske FN-ambassadør, som er formand for sikkerhedsrådet.
Siden Israel afsluttede sin 22 år lange besættelse af Sydlibanon den 24. maj i år, har Libanon klaget over israelske grænseoverskridelser i 17 tilfælde.
Man må håbe, at libaneserne ikke lader sig provokere, for det kan blive uhyre farligt. Israels ministerpræsident Ehud Barak truede inden tilbagetrækningen med en betingelsesløs gengældelse, hvis Hizbollah eller andre libanesiske styrker gjorde sig skyldige i terrorangreb.
Og Israels udenrigsminister David Levy udtalte i foråret fra talerstolen i Knesset, det israelske parlament, at "Lebanon will burn - blood for blood, soul for soul, child for child".
Libaneserne ved så, hvad de kan vente.
De har prøvet det før.
 
Tendentiøs mediedækning
Det har været lærerigt at følge med i de danske medier i maj måned - før den israelske tilbagetrækning. Lærerigt, fordi fremstillingen af denne situation har været så tendentiøs og ensidig, at den danske offentlighed måtte få et fuldstændig fordrejet indtryk af situationen i det plagede Libanon, (en undtagelse er P1s Orientering).
Hvordan kan det være, at den israelske regering, som påberåber sig et vestligt orienteret demokrati, slipper af sted med at bryde alle internationale regler uden at det får de mindste alvorlige konsekvenser fra den vestlige verden? Medierne, som burde forholde sig kritisk, indordner sig uden at kny.
Den internationalt kendte palæstinensiske fredsforhandler Hanan Ashrawi beder, ifølge Middle East International, ikke Europa om andet end, at "Israel behandles som en stat - med alle rettigheder, men også med alle de forpligtelser og det ansvar, som andre stater har, og ikke som et land, der er hævet over loven".
"Politiken" holdt sig ikke tilbage. Den 18. maj under omtalen af de FN styrker, der skulle "beskytte den jødiske stat mod terrorangreb fra bl.a. den iransk støttede Hizbollahmilitz".
Og "Kristeligt Dagblad" førte sig frem den 3. april med en helside under overskrifter som: "Libanon længes ikke efter befrielse", "Kristne frygter tilbagetrækning" samt "FN-styrker kan komme i vanskeligheder".
I "Berlingske Tidende" skrev Arne Melchior en artikel den 29. maj om tilbagetrækningen: "Denne ensidige og betingelsesløse handling kan kun opfattes som et skridt til at imødekomme internationale ønsker, samt til at fredeliggøre situationen i Mellemøsten".
Melchior sluttede sin artikel således: "De tusinder af libanesere, der er blevet bragt i fare ved Israels afmarch fra landsdelen, modtages nu af Israel, der derved lever op til sin gode tradition for at åbne sine grænser for nødstedte mennesker". Hykleriet er grænseløst.
De libanesere, som er bragt i fare ved tilbagetrækningen, er kollaboratører, lejesoldater - set på med foragt af den øvrige libanesiske befolkning. Denne sammenløbne flok gik da også i total opløsning inden de forsvandt ind i Israel.
 
Et lovløst område
Det forholder sig således, at det sydlige Libanon under de 22 års besættelse udviklede sig til et lovløst område. De libanesiske bønder, som ustandseligt blev udsatte for israelske angreb eller for chikanerier og overfald fra South Lebanese Army, hæren af lejesoldater, trænet og aflønnet af Israel, forlod deres landsbyer, som lå øde hen i årevis.
I 1996, under det israelske angreb "Vredens Druer", iscenesat af "fredsduen" Shimon Peres, blev 103 civile libanesere, heraf mange kvinder og børn, dræbt. De havde søgt tilflugt i FN lejren Qana. Og i maj måned kunne vi på TV se de libanesiske fanger blive befriet fra det berygtede forhørs- og torturfængsel "Khiam", som Israel havde haft det overordnede ansvar for. Her havde mange af fangerne tilbragt over ti år uden retshandling.
Trods mediemanipulationen, som i Israel er foregået siden statens oprettelse i 1948, er der besindige kræfter f.eks.
"soldatermødrene", der gennem flere år har demonstreret mod den israelske besættelse af det sydlige Libanon.
Allerede i 1982, da forsvarsminister Ariel Sharon indledte invasionen i Libanon, gik 100.000 demonstranter på gaden. Det israelske menneskerettighedscenter B'Tselem sendte i januar en rapport ud som konkluderede, at Israel begik krigsforbrydelse i Libanon.
Men for israelere i almindelighed skal det være kommet som et chok, at det stod så slemt til i "Sikkerhedszonen". Det blev afsløret på israelsk TV, da fangerne blev befriet fra Khiam, og da seerne blev vidne til de hjerteskærende scener, der udspillede sig, da palæstinensiske flygtninge fra lejrene i Libanon søgte ned til hegnet ved grænsen og grædende genså deres familiemedlemmer på den israelske side.
 
Stor glæde ved befrielsen
Dagen efter, den 26. maj, fordampede alle de uheldsvangre beretninger i de danske aviser, for nu strømmede titusinder af glade libanesere mod syd. Propfyldte biler, lastbiler og motorcykler -mange med Hizbollahs gule flag - passerede FN soldaterne nede sydpå. Soldaterne, som var glade, gjorde V-tegn. Landsbybeboerne tog deres forladte, medtagne huse i besiddelse, men enkelte af de tilbageblevne lokale var bange for israelske raketangreb og kunne ikke forestille sig en fredelig tilværelse.
I Libanon er Hizbollah et politisk parti, repræsenteret i parlamentet, og militsen bliver betragtet som frihedskæmpere. Deres disciplinerede optræden efter befrielsen har vakt stor respekt og vil sandsynligvis resultere i en fremgang for partiet.
At den vestlige verden karakteriserer Hizbollah som en "iransk støttet terroristgruppe" gør intet indtryk i Libanon - måske den brede befolkning tager det som udtryk for vestlig, imperialistisk arrogance?
Hvad med pressens fejlslagne profetier? Vil det mon føre til en erkendelse?