FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Europæisk forsvar og Kosovo EU udvikler militære midler til krisestyring. I stedet burde EUs rolle som en ikke-militær faktor i international politik styrkes. Af Malla Kantola

Den Europæiske Union har indtil nu opbygget sin egen sikkerhed og stabilitet på samarbejde mellem sine medlemsstater og det civile samfund i disse stater. De metoder, som dette samarbejde har bygget på, har været ikke-militære.
I løbet af det sidste år er EU imidlertid begyndt at arbejde med krisestyring og især militære midler til krisestyring.
Udviklingen er gået meget hurtigt.
Den nye politik, hvad angår krisestyring, er ikke kommet ud af det blå.
Målet, at udvikle en fælles udenrigsog sikkerhedspolitik inden for EU, blev allerede defineret med Maastrichttraktaten i 1991 som en af de tre søjler for EU.
Amsterdam-traktaten, der trådte i kraft i maj 1999, startede udviklingen af militær krisestyring. Amsterdam-traktaten omfattede de såkaldte Petersbergopgaver i EUs traktat.
Petersberg-opgaverne omfatter humanitære operationer og redningsaktioner, fredsbevarelse og anvendelse af kampstyrker i krisestyring, herunder fredsbevarelse (eller fredsfremtvingelse).
I Köln i juni 1999 konkluderede det Europæiske Råd, at EU skal have “evne til uafhængig aktion, støttet af en troværdig militær styrke, midlerne til at beslutte sig for at benytte dem og beredvilligheden til at gøre det for at kunne reagere på internationale kriser uden præjudice for aktioner fra NATO”.
 
Midler til krisestyring
På Helsinki-topmødet i december 1999 traf det Europæiske Råd nogle temmelig langtrækkende beslutninger om opbygning af militære midler til krise-styring.
Det finske formandskab kom også med en rapport om ikke-militær krisestyring, men denne rapport er meget kort og omfatter kun få anbefalinger og handlingsplaner.
Et centralt mål for en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU har været at styrke EUs politiske og faktiske muligheder for at reagere på kriser, men der er en fælles opfattelse af, at medlemsstaternes utilstrækkelige politiske forpligtelse og mangelen på passende politiske instrumenter har været en hindring for effektiviteten.
Der har dog allerede før Kosovo-krigen eksisteret et pres for at udvikle EUs militære kapacitet. EUs fiasko i forhold til at hindre udviklingen af krigen i Jugoslavien i begyndelsen af 90erne har givet dybe, politiske ar. Og fiaskoen i forhold til at hindre krigsudbruddet i Kosovo har øget presset i retning af at opbygge EUs egne midler til kriseforebyggelse.
Krigene på Balkan har givet mange mennesker den fornemmelse, at Europa bør have ressourcer og evne til at gå ind i konflikter, og mange mener, at der også er brug for militære midler.
Ikke alle EUs medlemsstater har været særlig gode til at udvikle den militære kapacitet, men der har været stor grad af konsensus omkring behovet for at udvikle en eller anden form for redskaber til kriseforebyggelse og intervention.
Krigen i Kosovo, NATOs bombardementer, viste klart USAs militære overlegenhed. Kosovokrigen viste også klart den amerikanske dominans i NATO.
NATO er ikke en demokratisk organisation (koncepterne demokrati og militær organisation er ikke forenelige størrelser). USA er en militær supermagt, der kontrollerer store dele af NATOs politik.
Medlemmerne af NATO var ikke enige, hvad angik de militære operationer i Kosovo. Det drejer sig om bombningerne og planerne om at sende landtropper til Kosovo.
I rapporten “Læren fra Kosovo” fra det franske forsvarsministerium hedder det for eksempel: “Man kan ikke se bort fra den konklusion, at en del af de militære operationer blev udført af USA uden for NATOs egentlige rammer og normale forretningsgang.” Nogle observatører ser en direkte forbindelse mellem USAs dominans i NATO og de aftaler, der blev indgået ved EUs topmøde i Köln i juni sidste år. Erfaringerne fra Kosovo-krigen kan i det mindste til dels forklare, hvorfor der har været sådan en hast med at opbygge krisestyringsmidler inden for EU.
Hastigheden i denne udvikling overraskede også Finland, der havde formandskabet for EU sidste efterår. I slutningen af oktober sagde den finske udenrigsminister, at der ikke ville blive truffet nogen beslutninger om militære tropper på topmødet i Helsinki. Det var ikke tilfældet.
 
EU-ledede operationer
I Helsinki enedes det Europæiske Råd om, at “målet for EU er at have uafhængig evne til at træffe beslutninger og, hvor NATO som helhed ikke er engageret, iværksætte og udføre EU-ledede operationer som reaktion på internationale kriser”.
Til dette formål var der enighed om at vedtage det, der var nødvendigt for at kunne reagere hurtigt inden for alle aspekter af Petersberg-opgaverne.
EU-ledede operationer kan udføres med NATOs ressourcer eller uden dem. Det var emne for mange diskussioner og forhandlinger bag scenen.
USA pressede Storbritannien for at få EU til at indrømme, at NATO er den vigtigste aktør i militær krisestyring.
Frankring understregede på den anden side EUs uafhængighed og ønskede ikke, at henvisninger til NATO skulle indgå i formandskabets konklusioner fra topmødet i Helsinki. Den formulering, der findes i formandskabets konklusioner, vedgår klart NATOs førende rolle.
Formandskabets rapport vedrørende styrkelse af den fælles europæiske sikkerhedsog forsvarspolitik anerkender FNs Sikkerhedsråds overordnede ansvar for opretholdelse af international fred og sikkerhed, og anerkender, at EU skal bidrage til den internationale fred og sikkerhed i overensstemmelse med FNs charter og ifølge de principper og mål, der ligger i OSCEs (Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa) charter for europæisk sikkerhed.
Men et mandat fra FN eller OSCE er ikke en betingelse for EU-ledede militære operationer. Et FN- eller OSCE-mandat var et krav fra mange NGOer i Finland, f.eks. De 100's Komité, som jeg selv er medlem af.
Diskussionen om et FN- eller OSCE-mandat er atter rejst i Finland, fordi det finske parlament her i foråret formodentlig vedtager en lov om freds-bevarende arbejde.
I udkastet til loven opretholdes et FN- eller OSCE-mandat. Det betyder, hvis jeg har forstået det rigtigt, at Finland ikke kan deltage i EU-ledede militære operationer, der ikke har fået mandat fra FN eller OSCE.
Et af de problematiske spørgsmål i udviklingen af EUs krisestyring er forholdet mellem EU og NATO. USA har klaget over, at Europa ikke tager større ansvar for sikkerheden og stabiliteten i Europa. Ikke desto mindre ønsker USA ikke helt at opgive sin indflydelse på europæisk sikkerhed og sikkerhedspolitik.
Det står allerede nu klart, at USA ønsker at blande sig i EUs planlægning på et tidligt trin. Da jeg skrev dette i uge 12, blev der i de finske medier refereret til et forslag om, at NATOs generalsekretær George Robertson skal deltage i EU-møderne, når EUs sikkerheds-politik er på dagsordenen, sikkerheds-politik, ikke militær- eller forsvarspolitik.
F.eks. Frankrig er imod forslaget.
Som det er nu har EU ikke militære midler til længerevarende militære operationer og må derfor støtte sig til NATOs aktiver. Men EU har som vig-tigt mål i forbindelse med opbygnin-gen af en militær styrke at øge uafhæn-gigheden af Washington.
Der er også gjort opmærksom på, at de forskellige kulturer, hvad angår måder man opererer på i EU og NATO vil kunne skabe problemer. Mens NATO er aktionsorienteret og arbejder under en enkelt stats hegemoni, er EU normativ og legalistisk og forsøger at undgå et lands eller en gruppe af landes hegemoni.
At finde balancen mellem EUs kamp for større autonomi og USAs interesser i Europa er en kompliceret og følsom proces.
Der er stadig mange uløste spørgsmål inden for EUs militære krisestyring.
F.eks. hvornår, hvordan og hvor disse operationer skal finde sted. Jeg har har hørt det udtryk, at operationerne kan finde stede i Europa og “Europas omgivelser”, hvad det så end måtte betyde.
Hvorom alting er bliver der lagt vægt på EUs krisestyring med militære midler. Læren fra Kosovokrigen er tilsyneladende for EU større militær opbygning, øgede militærbudgetter, selvom hverken den offentlige mening eller EUs finanspolitik går i retning af øgede militærbudgetter.
Der er lagt langt mindre vægt på krisestyring med ikke-militære midler, her tænker jeg især på konfliktforebyggelse.
Det finske formandskabs rapport til Helsinkitopmødet om ikke-militær krisestyring er kort, og i den opfattes civiles deltagelse i krisestyring som noget, der foregår efter konklikten (hvilket naturligvis også er vigtigt) og ikke som konfliktforebyggelse.
 
Fredsbevægelsens holdning
Set fra fredsbevægelsen, som jeg repræsenterer, har udviklingen ikke fulgt det rigtige spor. Den yderligere udvikling af fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er naturlig i et EU, der bliver udvidet, men behovet for et fælles forsvar er ikke klart, og Europa har ikke behov for en ny militæralliance.
I det lange løb er det langt vigtigere og mere bæredygtigt set fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt at styrke EUs rolle som en ikke-militær faktor i international politik.
Men beslutningerne om at opbygge midler til krisestyring i EU er allerede truffet. Derfor er det vigtigt at vurdere, hvilke midler der skal udvikles, og hvor der skal sættes ressourcer ind.
Der må lægges klar vægt på konfliktforebyggelse.
Det er et område, hvor NGOer har meget at komme med.
Opbygning af mekanismer til tidlig advarsel, støtte til NGOer i mulige kriseområder, økonomisk støtte til uddannelse i menneskerettigheder og demokrati, støtte til uafhængige medier er eksempler på vigtige områder inden for konfliktforebyggelse.
I potentielle kriseregioner er der meget ofte NGOer, der involverer folk fra begge - eller alle - sider af konflikten, f.eks. kvindeorganisationer og ungdomsorganisationer.
Det er vigtigt at støtte dem og bruge deres ekspertise i kriseløsning.
Den Kolde Krig endte allerede for ti år siden, men koldkrigstænkningen er tilsyneladende dybt rodfæstet i sikkerhedspolitikken.
I stedet for at opbygge et militær-maskineri skulle EU hellere give sig i kast med de grundlæggende årsager til krig. I verden af i dag udspringer sikkerhedsspørgsmål i overvejende grad af en i stigende grad økonomisk polariseret og miljømæssigt ufri verden.
De konflikter, der udspringer af en ulige økonomisk fordeling og af store miljømæssige problemer, kan ikke løses ved yderligere at styrke det militære maskineri.
En styrkelse af militærmaskineriet er baseret på en koldkrigslogik, og den kan meget let føre til nye våbenkapløb.
Der er brug for fornyet sikkerhedspolitisk tænkning. EU, der har tradition for ikke-militært samarbejde og opbygning af sikkerhed og stabilitet med ikke-militære midler, kunne tage føringen i en ny sikkerhedspolitik.
Der er mange måder, hvorpå EU kan fremme en ny sikkerhedspolitik:

- øge en gældslettelsespolitik
- udvikle en international handelspolitik, der tager sigte på at hjælpe de fattigste nationer
- styrke samarbejdet med FN og OSCE og styrke disse organisationers rolle og ressourcer
- fremme en våbenkontrolpolitik
- iværksætte miljømæssige programmer omkring klimaforandring
- etc. etc.

Der er forskellige historier om, hvad der var årsagerne til krigen i Kosovo, hvem der startede volden, hvad der var grunden til at volden eskalerede. Det er der folk, der har mere forstand på end jeg.
Men den lære, man kan drage af erfaringerne fra Kosovo, bør ikke være, at vi har brug for øget militær kapacitet, mere våbenmagt.
Den lære, der bør drages, er at vi skal styrke vores evner inden for tidlig advarsel, tidlig intervention med ikke-militære midler og styrkelse af det civile samfund.
Det er også vigtigt at huske, at EU er en regional organisation, der kun omfatter nogle af de europæiske stater.
Den eneste virkelig internationale, universelle, faktor er de Forenede Nationer, FN.
I en globaliseret verden har vi brug for universelt bindende aftaler og normer.
Et af målene med en fælles udenrigsog sikkerhedspolitik i EU bør være at udvikle og styrke FN.

Malla Kantola er generalsekretær for fredsorganisationen De 100's Komité i Finland. Teksten er oversat af Annelise Ebbe.

Balkanforum er et samarbejde mellem Enhedslisten, SF, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed og interesserede enkeltpersoner.

Beslutninger fra Helsinki-topmødet

I Helsinki satte EUs medlemsstater sig følgende hovedmål:
- I 2003 skal de være i stand til hurtigt at mønstre og derefter opretholde styrker i en målestok, der kan dække alt, hvad der ligger i Petersberg-opgaverne, som de er definerede i Amsterdamtraktaten, i operationer op til 15 brigader eller 50.000-60.000 personer.
- Disse styrker skal militært set være selvforsynende, hvad angår kommando-, kontrol- og efterretningstjeneste, logistik, andre kampenheder og yderligere, hvis der er behov for det, luft- og søværnsenheder.
- Medlemslandene skal være i stand til at mønstre på dette niveau i løbet af 60 dage, og yderligere være i stand til at levere mindre, hurtige styrker, der kan reagere meget hurtigt.
- De skal være i stand til at opretholde en sådan opmarch i mindst et år.
Medlemsstaterne har også besluttet sig for at udvikle hurtige, fælles mål inden for områderne kommando og kontrol, efterretning og strategisk transport. Der blev lagt vægt på yderligere udvikling af samarbejdet inden for forsvarsindustrien.
Beslutningen om, hvorvidt man skal deltage i en EUledet militær operation vil blive baseret på medlems-staterne suveræne afgørelse.
Helsinki-topmødet besluttede også at etablere følgende nye, permanente, politiske og militære organer inden for Rådet:
- En stående komité for politik og sikkerhed (PSC): sammensat af nationale repræsentanter på højt niveau (eksempelvis ambassadørniveau).
PSC skal tage sig af alle aspekter af CFSP, herunder CESDP (Fælles Europæisk Sikkerheds- og Forsvarspolitik).
I det tilfælde, der bliver tale om en militær operation som led i krisestyring, vil PSC under Rådets myndighed beslutte operationens politiske og strategiske retning.
- Militærkomitéen (MC): sammensat af forsvarschefer, repræsenteret ved deres militære delegater. MC skal give militære råd og komme med anbefalinger til PSC og give militære anvisninger til den militære stab.
- Militærstaben: skal komme med militær ekspertise og støtte CESDP, herunder arbejdet med at dirigere militære operationer inden for den EU-ledede krisestyring.
Som en foreløbig foranstaltning blev der i marts i år følgelig nedsat foreløbige organer.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2000 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand