FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Krigen starter om foråret Fra Stasa Zajevic, Kvinder i Sort i Beograd, har vi modtaget disse overvejelser over krigstrusler og mobilisering, over antikrigsarbejde og mod det lysende forår. Af Stasa Zajevic

“Dette forår må vi have tid til at se kirsebærtræerne og limetræerne blomstre.
Hvis vi ikke gør det, er det ude med os, for vi må ikke lade drabene og skyderierne fortsætte, ikke her og ikke i Montenegro. Vi må tage hænderne ned, og hulheden må reduceres til et normalt leje” skrev Borka Pavicevic i det tidlige forår.
Pavicevic er teaterdirektør og koordinator for Centeret for Kulturel Dekontaminering/ Denazificering, som er en sikker havn for alle os, som er De Andre, alle os der er anderledes i denne by, et sted hvor vi kan finde plads til mangfoldigheden i disse år.
Disse bevægende ord er skrevet af Borka, som er antikrigsaktivist, og vi deler hendes følelser. Hvert forår kommer jeg i tanke om en om muligt endnu mere bevægende sentens.
Den stod på et badge, som den uafhængige radio B92 lavede i 1992: “Det er forår, og jeg lever i Serbien”. I øvrigt er radio B92 overtaget af regimet.
Den uafhængige radio hedder nu B2/92.
 
Foråret er frygtens tid
Ord, der ligner Borkas, siges her i foråret af kvinder overalt i Serbien, det andet Serbien. I de sidste mange dage har de ringet til os oftere, end de plejer.
Igen og igen siger de: “Vi vil ikke fortsætte. Jeg vil ikke lade dem hente min søn, min mand”.
En aktivist fra Leskovac i det sydlige Serbien sagde som følger: “Jeg rev min mands indkaldelsesordre, som postbudet kom med, i stykker.” En anden kvinde fra en anden by i Serbien sagde: “Jeg vil ikke acceptere indkaldelsen, lad min søn komme i fængsel, lad ham sidde ti år i fængsel, jeg vil ikke lade ham komme til fronten.” Hvert forår bliver frygten værre.
Som i Troja, hvor Christa Wolf har givet Kassandra stemme: “Med det første forår bryder krigen ud.” I de seneste år har vi levet med en konstant forventning om iboende krig og de perioder, hvor der er 'fred' eller 'post fred' er så korte, at de altid bliver omdannet til forberedelser til en ny krig.
Vi har lært at genkende krigens tegn og ord, vi har lyttet til dem og oplevet dem alt for længe. Men vi tør ikke udtale ordet krig: “Vi er bange hvert forår”.
Foråret er den tid på året, hvor krigen bryder ud på Balkan.
 
Krigens tegn
Der mobiliseres. Folk taler om det.
Aviserne skriver om det.
Ligesom sidste forår startede mobiliseringen i det sydøstlige Serbien. Det er det område, der grænser op til Kosov@ og KFOR.
I centrum af regionen, i Nis, der er en by, hvor oppositionen har magten, har folk længe talt om, at der mobiliseres.
Det er civile postbude og ikke militære, der bringer indkaldelserne ud.
Indkaldelsen behøver ikke at blive skrevet under. En mand fra Nis siger:
“Et postbud sagde til mig: 'Enten tager du imod den, eller også smider jeg den i din postkasse eller sømmer den op på din dør'”.
Det samme skete de foregående år.
“Først kom indkaldelserne med postbudet, så med militærpolitiet. Til sidst kom politiet for at sende én i krig”, siger en ung mand fra Nis.
Mobiliseringen er atter startet i Leskovac og i hele det område, der hedder Jablanika. Sidste år blev 4000 mænd indkaldt og sendt i krig i Kosov@.
Da jeg var i Leskovac i slutningen af februar, talte folk om tusindvis af indkaldelser og om yderligere 17.000, der ville blive sendt ud i tiden efter.
Nogle af de mænd, der blev tvunget ind i hæren sidste forår, siger igen og igen: “Jeg vil ikke i krig igen, jeg vil ikke til fronten, om så straffen for at nægte er døden”.
Også i den nordligste del af landet, i Subotica, bliver der sendt indkaldelser ud. Vuc Draskovic' parti, Den Serbiske Fornyelsesbevægelse, (SPO) har i den anledning udtalt:
“Vi stiller det spørgsmål, i hvis navn og af hvilken grund dette gøres? Er der nogen, der forbereder en ny krig? Vi kræver, at den jugoslaviske hærs hovedkvarter forklarer det serbiske folk, hvorfor denne mobilisering finder sted”.
 
Arresterede desertører
Situationen er den samme i andre dele af Serbien. Intensiteten er forskellig, tilsyneladende afhængig af det militærområde, man tilhører. Det lader nu til, at de fleste indkaldelser sendes ud i det område, der hører ind under Tredje Armé, som det også var tilfældet sidste forår.
Spændingerne startede i Montenegro i februar, da et lille antal desertører blev arresteret. (Det montenegrinske parlament vedtog en amnestilov i november 1999).
Mens jeg var i Podgorica i begyndelsen af februar, sagde mange mennesker, at mere omfattende arrestationer af montenegrinske desertører ville fremprovokere alvorlige konflikter mellem den jugoslaviske hær og det montenegrinske politi.
For tiden holder hæren spændingerne på et mellemniveau, men de er mærkbare overalt. At dømme efter, hvad folk siger, og hvad aviserne skriver, mobiliseres der ikke i Montenegro.
Hæren er åbenbart klar over, at der ikke ville komme respons derfra, fordi de unge i Montenegro ikke ville drømme om at vise deres fædrelandskærlighed på den måde. At desertere fra den jugoslaviske hær i Montenegro er socialt accepteret og støttes fra alle sider undtagen af de proserbiske, patriotiske partier.
 
Regulære manøvrer
Som tidligere år (sidste år naturligvis indtil NATOs intervention) hævder regimet, at “Serbien ikke er i krig”, og de militære myndigheder kalder mobiliseringen for “regulære militære aktiviteter og øvelser”.
Fra militære kilder hedder det: “Der finder ikke mobilisering sted, men der indkaldes som normalt i fredstid til militærmanøvrer, og indkaldelserne sendes kun ud til et lille antal mænd i de almindelige formationer af den jugoslaviske hær med henblik på øvelser”.
Naturligvis fremkalder en sådan kynisme foragt hos folk. De militære kilder er især vrede over de civile myndigheder
- oppositionens folk - i Nis, fordi de offentligt har advaret om, at der finder mobilisering sted.
En officer fra den jugoslaviske hær, fra Tredje Armé, der ønskede anonymitet, forklarede situationen over for dagbladet Danas 1/3-2000 på følgende måde:
“Hvis der mobiliseredes eller var erklæret undtagelsestilstand, ville folk gå rund i Nis i camouflageuniformer med pistoler. Den person, der opfatter mobiliseringen af én mand som mobiliseringen af hundredvis, har formodentlig ikke en ren samvittighed. Den jugoslaviske hær har ikke ansvaret for dem, der er bange, det har andre institutioner”.
Det er formodentlig folk, der er eksperter i patriotisme, eftersom det regerende Socialistparti på sin kongres i februar i år inddelte folk i dette land i to kategorier: patrioter og forrædere.
Sidstnævnte, hvis antal stiger, er truet af sanktioner og almindelige straffe.
General V. Lazarevic, der er øverstkommanderende for Tredje Armé, udtalte 3. marts en advarsel: “Den Tredje Armé vil gå rettens vej mod alle dem, der spreder løgne og fremprovokerer ængstelse i befolkningen. Der vil blive skredet til handling mod enkeltpersoner, aviser og journalister, der udspreder den type information. Der finder ingen mobilisering sted”.
I lighed med sidste år hævder de militære myndigheder, at hæren vil tage “marts-klassen af soldater, de indkaldte” og mener nok, at det kan skjule mobiliseringen.
 
Protester mod mobilisering
Nogle har hævet røsten mod mobiliseringen.
Nenad Canak, der er præsident for den Socialdemokratiske Liga, og som siden 1991 har været velkendt for sine antikrigs- og anti-nationalistiske standpunkter og handlinger, har opmuntret mange unge mænd med sine udtalelser. Den 2. marts opfordrede han de indkaldte til ikke at melde sig under mobiliseringen:
“Når jeg siger dette, fremgår det, at jeg ikke vil adlyde landets love. Jeg opfordrer imidlertid borgerne til ikke at adlyde Milosevic' love. Der er simpelthen love, der ikke kan adlydes.
Den jugoslaviske hær forsvarer ikke nogen. Det er ikke andet end korrupte generaler. Når jeg siger dette, tænker jeg ikke på de stakkels unge mænd, hvis pligt det er at gå ind i hæren.” I begyndelsen af marts blev 60 aktivister fra den Socialdemokratiske Liga anholdt i Novi Sad under en protestdemonstration.
Ved et af de møder, som den demokratiske opposition holdt i Beograd i begyndelsen af marts, kunne man høre et opmuntrende budskab, og det var overraskende fra denne ineffektive, serbiske opposition: “Vi vil ikke have rifler, vi vil have valg, vi vil have sund fornuft”.
 
24. marts - en sort mærkedag
I forbindelse med 24. marts, årsdagen for starten på NATOs bombardementer, spurgte folk sig selv og hinanden, om der ville komme endnu en militærintervention.
Om vi ville blive bombet igen. Hvornår vi ville blive bombet. Nogle trøstede sig selv og hinanden med, at vi nok ikke bliver bombet igen.
Folk var nervøse for årsdagen. Regimet er patologisk tiltrukket af at fremprovokere konflikter for at blive ved magten. Der var i løbet af meget kort tid så mange begivenheder, at det var svært at fatte.
Det uopklarede mord på en velkendt offentlig skikkelse, højt placeret i regeringen, Pavle Bulatovic, forsvarsministeren, blev dræbt i februar.
Mange studerende fra bevægelsen “Modstand” er blevet banket og arresteret.
De 'ulydige' dagblade og TV-stationer bliver til stadighed straffet økonomisk.
De uafhængige elektroniske medier trues og krænkes. Nye 'pirat'-medier dukker op. Dæmoniseringen af oppositionen.
Den konstante snak om at genetablere “Serbiens herredømme over Kosovo”.
Lukningen af luftrum og lufthavne fra tid til anden. Og afskæringen af al handel med Montenegro. Omplaceringen af såvel militær- som politistyrker til det sydlige Serbien, hvor Kvinder i Sort har været meget aktive siden sidste sommer, og hvor vi har mange personlige kontakter.
 
Smid våbnene væk
I februar, da det ikke så helt så slemt ud, var Kvinder i Sort fra Beograd i Novi Pazar, hvor vi holdt en workshop om multikulturelt og interkulturelt samarbejde.
Ved den lejlighed besluttede vi sammen med kvinderne fra Sandjak i den sydlige del af Serbien, at vores pacifistiske sang skal være en gammel folkesang fra Vranje.
“Det jeg gerne vil” hedder sangen.
En ung mand gør kur til Bozana med følgende ord: “... for at synge og kaste riflerne bort”.
Vi har med det valg villet vise, at der i Balkans forhistorie er spor af kvinders solidaritet med andre, der var anderledes.
I dette tilfælde drejer det sig om solidaritet med mænd, der ikke ønsker at gå i krig.
Jeg kan ikke holde op med at tænke på denne melodiske folkesang, som nationalisterne ikke har forurenet, fordi ordene ikke passer ind i deres hadske politik over for andre.
Der er stadig flere trusler om og mere frygt for, at svaret på volden kan ende med at blive endnu mere vold.
“For alle os på Balkan ville det være en frygtelig tragedie. For de vestlige allierede vil det blot betyde endnu en indgriben i en regional konflikt. Men det er langt bedre at forebygge konflikter end senere at skulle håndtere konsekvenserne”, siger en antikrigsaktivist fra Podgorica, Srdjan Darmanovic.
Alle vi antikrigsaktivister kender den følelse ud og ind. Vi er trætte af at hele sårene efter krigen og ivrige efter at arbejde med forebyggelse af krigen og ikke med dens konsekvenser.

Oversat af Annelise Ebbe.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2000 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand