Østtimors vej til frihed

Østtimor var en portugisisk koloni i mere end 400 år. I 1975 blev den invaderet af Indonesien, der året efter erklærede den for sin 27. provins.
Den indonesiske besættelse var brutal:
Mindst 200.000 mennesker - næsten en tredjedel af befolkningen før invasionen - mistede livet som følge af krig, sult eller sygdom. Den var også ulovlig: Den blev aldrig godkendt af FN.
1 1999 accepterede Indonesien omsider en folkeafstemning om Østtimors fremtidige status, men samtidig fremkaldte det mere vold i området.
Efter folkeafstemningen, hvor østtimoreserne med overvældende flertal stemte for uafhængighed, rykkede en international militær styrke ind, og Indonesien var nødt til at afslutte sin besættelse.
I løbet af februar 2000 blev denne styrke gradvist erstattet af en regulær fredsbevarende FN-styrke bestående af 9.000 soldater, militære og civile observatører fra 23 lande.
For tiden er Østtimor under FN-administration, mens man skaber grundlaget for et frit Østtimor. Formel selvstændighed forventes i år 2001 eller 2002.
 
Lov og orden
Medlemmerne af Østtimors frihedsbevægelse (CNRT) har altid appelleret til det internationale system for lov og orden, selv om dette system ikke har gjort ret meget for dem.
Faktisk har FN svigtet dem to gange: Første gang da Indonesien invaderede området i 1975, anden gang i forbindelse med folkeafstemningen i august 1999.
CNRT kæmpede en væbnet kamp mod Indonesien på Østtimor, hvilket var lovligt, fordi det var et klart eksempel på selvforsvar. Men bevægelsen førte aldrig den væbnede kamp til Indonesien eller andre steder i verden.
Den lavede aldrig bombeattentater mod supermarkeder i Jakarta; kaprede aldrig indonesiske fly. Denne meget legalistiske holdning fortjener ros, men den er også en vigtig årsag til, at konflikten i mange år ikke fik ret megen opmærksomhed.
FNs intervention i september 1999 blev hilst velkommen af mange mennesker verden over, inklusive CNRT.
Den blev også positivt modtaget af medierne.
Men de fleste reportager var meget vildledende, fordi de lod, som om konflikten var ny, selv om den i virkeligheden gik næsten 25 år tilbage i tiden.
De fleste reportager ignorerede tre centrale historiske kendsgerninger:
•FN havde nærmest ikke gjort noget for at standse aggressionen i 1975.
•De vestlige regeringer havde aktivt støttet aggressoren siden 1975.
•De vestlige medier havde fortiet konflikten igennem mange år.


 
USAs ansvar
Det er meget forståeligt, at FN-interventionen blev hilst velkommen af mange mennesker. Det var positivt, at FN omsider gjorde noget for at få Indonesien ud af Østtimor. Men der blev også fremsat nogle kritiske og skeptiske begrænsninger, selv om de ikke fik ret megen opmærksomhed i den offentlige debat.
Et eksempel er den amerikanske forsker Noam Chomsky, der i mange år har skrevet og talt om Østtimor. I en kommentar dateret 12. oktober 1999 fremhævede han, at USA bærer et stort ansvar for begivenhederne på Østtimor:
"Det var ikke nødvendigt at true med bomber eller bare sanktioner. Det havde været nok, hvis USA og dets allierede havde standset deres aktive deltagelse og givet deres kolleger i den indonesiske militære ledelse besked om, at grusomhederne skulle høre op, og at området skulle have ret til national selvbestemmelse, således som FN og Den Internationale Domstol har sagt." Chomsky bemærkede, at USA forsøgte at underminere den regering, der blev ledet af Indonesiens første præsident (Sukarno), men støttede den, der blev ledet af den anden præsident (Suharto), der kom til magten i 1965:
"Øgruppens rige ressourcer og dens strategisk vigtige beliggenhed garanterede, at den fik en central plads i USAs globale planer. Disse faktorer forklarer, at USA for 40 år siden forsøgte at splitte Indonesien; det blev anset for at være for uafhængigt og for demokratisk
- et land, hvor selv fattige bønder havde mulighed for at få indflydelse.
Disse faktorer er årsagen til, at de vestlige lande støttede det regime af mordere og torturbødler, der kom til magten efter kuppet i 1965."
 
Forrådt af FN
Et andet eksempel er et dokument af Ted Grant and Jean Duval, der blev lagt ud på Internettet 20. september 1999. Grant og Duval kritiserede CNRT for at nære alt for megen tillid til FN:
"De Forenede Nationer, der i virkeligheden er fuldstændig underlagt USA, har allerede udvist en kynisk ligegyldighed over for Østtimors skæbne igennem næsten 24 år. At tro, at dette imperialistiske forum nu kan forandre sine pletter, er udtryk for en ekstrem naivitet."
Udtrykket "imperialistisk forum" er formodentlig en henvisning til Storbritannien, Frankrig og andre (tidligere) kolonimagter. Men selv socialistiske lande har støttet Indonesien. Under forhandlingerne i Sikkerhedsrådet i 1999 var Kina faktisk Indonesiens bedste ven, og det var med til at begrænse FNs indsats. Måske fordi Kina ikke ønsker, FN skal blande sig i Kinas interne forhold.
Grant og Duval bemærkede, at vestlige regeringer havde støttet Suharto i mange år, og at de først for nylig var begyndt at distancere sig fra styret i Jakarta:
"Storbritannien suspenderede salget af Hawk jagerfly, der skulle sendes til Indonesien, fordi en leverance af disse våben på dette tidspunkt ville fremkalde en frygtelig skandale. Det var en tom gestus, og det ændrer ikke ved det faktum, at Storbritannien, USA og Australien i årtier har bevæbnet Suhartos blodige diktatur med våben, der blev brugt mod Østtimors folk.
Men 20. september sivede der oplysninger udfra det britiske forsvarsministerium om, at disse Hawk jagerfly ville blive leveret alligevel. Det er typisk for imperialisternes stinkende hykleri: De prøver at fremstille sig selv som forsvarere af demokrati og små folks rettigheder, men samtidig giver de stadig hemmelig støtte til dem, der undertrykker disse folk."
I perioden 1992-98 førte USA en meget tvetydig politik over for Indonesien:
Mens Kongressen begrænsede våbenleverancer og militær bistand, meddelte Pentagon til gengæld TNI, at man ønskede at genoptage normale forbindelser.
Grant og Duval havde ikke høje tanker om FN og støttede ikke den internationale militære styrke:
"Når styrken kommer til Østtimor, er det for sent. Jakarta-regimet har stort set gennemført sit ønske om at forvandle Østtimor til en blodig masse som en uhyggelig advarsel til alle andre dele af Indonesien, der ønsker at rive sig løs.
I hele denne periode har FN opført en modbydelig farce: Man lader, som om man intervenerer på østtimoreserne vegne, man græder krokodille-tårer og retter hykleriske appeller til den indonesiske hær om at genoprette ro og orden, selv om alle ved, at den selv samme hær stod bag militserne.
Og nu ønsker dette FN at fremstå over for verden som Østtimors frelsere.
Hvilket modbydeligt hykleri!"
 
Menneskerettigheder
Et emne, der har givet anledning til megen debat, er spørgsmålet om krænkelser af menneskerettigheder på Østtimor: Hvad skete der? Hvem var ansvarlig? Hvordan kan de ansvarlige stilles til regnskab? Skal de stilles for en domstol og straffes - eller benådes?
Og hvem skal behandle denne sag:
Østtimor, Indonesien eller et internationalt tribunal oprettet af FN?
Disse spørgsmål er meget relevante, og de er ikke alle lige lette at bevare. I de fleste tilfælde er debatten om dette emne imidlertid meget afsporet, for den omfatter kun begivenheder i 1999.
Perioden 1975-98 er tilsyneladende fuldstændig glemt, selv om der var mange flere forbrydelser dengang.
Et godt eksempel er en rapport fra den indonesiske menneskerets-kommission (KOMNASHAM), der dækker begivenheder på Østtimor fra januar 1999 til den nationale forsamlings beslutning i oktober 1999 om at ratificere afstemningens resultat. Et resumé af rapporten blev offentliggjort i Jakarta 31. januar 2000.
Afsnit 11 i dette resumé erklærer:
"For det første var der en stærk forbindelse og kontakt mellem TNI, Polri, regerings-bureaukratiet og militserne.
For det andet var den vold, der forekom på Østtimor efter meddelelsen om de to valgmuligheder indtil perioden efter resultatet af folkeafstemningen blev annonceret, ikke et resultat af en borgerkrig, men af en systematisk volds-kampagne".
Afsnit 111 præsenterer seks typer af forbrydelser, der blev begået af militserne:
systematiske mord og massemord; tortur og mishandling; forsvindinger gennemført med magt; køns-baseret vold; tvangsforflytning af civile; og en kampagne, hvor man anvendte den brændte jords taktik.
KOMNASHAM blev oprettet af den indonesiske regering i 1993, efter at FNs Menneskeretskommission i Genève havde vedtaget en resolution om sagen under Suharto var dens handlefrihed meget begrænset, men siden er den blevet mere uafhængig. Den kan undersøge sager og fremsætte anbefalinger, men har ingen magt til at anklage.
 
Sagde undskyld
Den 1. marts 2000 aflagde forsvarsminister Abdurrahman Wahid et officielt besøg på Østtimor, hvor han sagde undskyld for 24 års indonesisk besættelse.
Han lagde en blomsterkrans på Santa Cruz-kirkegården, hvor indonesiske soldater i november 1991 dræbte mere end 200 fredelige demonstranter.
Han spredte også blomsterblade på en nærliggende kirkegård for indonesiske soldater, der mistede livet under eller efter invasionen i 1975:
"Jeg vil gerne sige undskyld for de ting, der er sket i fortiden ... for ofrene, til familierne fra Santa Cruz og de venner, der er begravet her på den militære kirkegård. De er ofre for omstændigheder, som vi ikke ønskede."
David Ximenes fra CNRT sagde, at modstandsbevægelsen accepterede denne undskyldning, men han tilføjede, at det internationale samfund stadig har ret til at sige, at de ansvarlige skal straffes for deres handlinger.
 
Hvorfor holdt konflikten op?
Indonesiens tilbagetrækning fra Østtimor og dets ratifikation af folkeafstemningen markerede afslutningen på Østtimor-konflikten, både defacto og de jure. Men før vi lader denne konflikt gå over i historien, er det værd at spørge, hvorfor den holdt op.
En tolkning siger, de vestlige regeringer mener det alvorligt, når de taler om frihed og demokrati, menneskerettigheder og respekt for international lov.
Da situationen kom ud af kontrol på Østtimor, reagerede de hurtigt ved at udsende en international militær styrke, der nåede frem bare tre uger efter folkeafstemningen.
Ifølge denne tolkning frelste vestmagterne Østtimor, og de vestlige medier fortalte det hele udførligt, fordi de dækker alle vigtige konflikter og problemer.
Vestlige regeringer og medier er med til at udbrede denne tolkning, formodentlig fordi den stiller dem i et gunstigt lys, men den modsiges af historiske kendsgerninger:
Hvis de vestlige regeringer virkelig ønskede at hjælpe Østtimor, så kunne og burde de have gjort det i 1975. Men det gjorde de ikke. FN vedtog mange resolutioner - både Sikkerhedsrådet, Generalforsamlingen og Menneske-retskommissionen i Genève - men indtil 1999 gjorde organisationen stort set intet for at håndhæve disse resolutioner.
USA forhindrede FN i at foretage sig noget af betydning.
Indonesien var vigtigere end Østtimor.
Økonomiske og strategiske interesser kom før højtidelige idealer som frihed og demokrati, menneskeret og respekt for international lov.
Hvis medierne virkelig ønskede at hjælpe Østtimor, så kunne og burde de have dækket konflikten lige fra begyndelsen i stedet for at fortie den i mange år. Indonesien holdt Østtimor isoleret fra omverdenen. Men der var altid information tilgængelig for dem, der ønskede at vide, hvad der skete, især efter 1990.
Aktivister over hele verden forsøgte at få pressen til at dække konflikten, men de blev næsten altid afvist: Østtimor var ikke vigtigt, havde ingen nyhedsværdi, og under alle omstændigheder var det en håbløs sag, så hvorfor spilde tid og kræfter på den?
 
Den økonomiske krise
En anden og mere realistisk tolkning begynder med den Økonomiske krise i Sydøstasien, der ramte Indonesien særlig hårdt. Krisen begyndte i midten af 1997, svækkede Suhartos position og førte til hans tilbagetræden i maj 1998.
Da Suharto mistede kontrollen med situationen, mistede han også den internationale beskyttelse, han havde haft, siden han kom til magten i 1965.
Han havde været en ven af vesten, fordi han beskyttede vestens interesser.
Da han ikke længere kunne bruges, blev han en fjende. Vesten vendte sig imod ham og kaldte ham en korrupt diktator.
Andre korrupte diktatorer har fået en tilsvarende skæbne, f.eks. Ferdinand Marcos fra Filippinerne og Jean-Claude Duvalier (Baby Doc) fra Haiti, der begge blev drevet i eksil i 1986.
Suharto blev efterfulgt af sin protégé vice-præsident B.J. Habibie - en overgangsfigur
- der ønskede at løse Østtimorproblemet, fordi det gav Indonesien diplomatiske problemer med resten af verden. Det var en sten i Indonesiens sko, og Habibie ønskede at slippe af med denne sten.
Med andre ord: Den økonomiske krise i Sydøstasien var en chance for Østtimor. Chancen kunne kun bruges et kort øjeblik. Østtimor nåede at bruge den, før det var for sent, men kun efter at det havde været igennem en ny runde med død og ødelæggelse.
 
Hurtig udrykning?
Et andet spørgsmål, der er værd at stille, er følgende: Hvorfor reagerede det internationale samfund ikke før september 1999? Igen er der mindst to meget forskellige tolkninger at vælge imellem.
Den ene tolkning siger, FN ikke kunne gribe ind, før Indonesien var parat til at modtage en fremmed styrke på Østtimor, og det skete først 12. september.
Men så snart tilladelsen var givet, handlede det internationale samfund hurtigt: Sikkerhedsrådet vedtog en resolution kun tre dage efter, og de første tropper begyndte at ankomme til Østtimor 20. september. Derfor var der tale om en meget hurtig udrykning.
Vestlige regeringer og medier er med til at udbrede denne tolkning, formodentlig fordi den får dem til at fremstå som forsvarere af menneskerettigheder og international lov.
En anden og mere realistisk tolkning begynder med det faktum, at Indonesien ikke havde nogen juridisk ret på Østtimor. Dets tilstedeværelse dér var altid i strid med international lov.
Man var ikke nødt til at spørge Indonesien om tilladelse til at indsætte en fremmed styrke. Det faktum at Indonesien blev spurgt viser, at det internationale samfund i praksis legitimerede den indonesiske besættelse af Øst-timor, i hvert fald i et vist omfang.
Fra januar til september 1999 eskalerede militsernes vold uge for uge, måned for måned, men det internationale samfund reagerede ikke før september.
Udviklingen på Østtimor blev omtalt i medierne med sigende intensitet, hvilket skabte et krav om handling i den internationale opinion.
Da den internationale militære styrke blev indsat, havde aktionen offentlighedens støtte, og det er en meget vigtig faktor for vestlige politikere, der er nødt til at have (en vis form for) offentlig støtte for deres handlinger.
Hvorfor bøjede Indonesien sig til sidst og accepterede en fremmed styrke på Østtimor? Fordi USA og EU besluttede at suspendere al civil og militær bistand til Indonesien. Dette virksomme middel kunne og burde man have brugt længe før 11. september 1999.
Måske skulle man have brugt det efter 16. oktober 1975, hvor Indonesien dræbte fem udenlandske journalister i Balibo. Hvis man havde brugt det dengang, havde der slet ikke været nogen indonesisk invasion.
FN handlede 24 år efter drabene i Balibo: Er det virkelig hurtig udrykning?
Menneskerets-organisationer advarede mod at holde afstemningen, mens Indonesien havde ansvaret for lov og orden. De var bange for, det ville gå galt. Og med god grund. Den rigtige måde at tackle problemet på var at få de indonesiske tropper ud først og derefter holde afstemningen under FN-kontrol.
Vestlige regeringer så nok situationen i et ganske andet lys. De satsede på, at det skulle gå galt, så de havde et påskud for en militær intervention.
Hvis denne forklaring er sand, betyder det, at de vestlige regeringer er meget kyniske og ikke prioriterer menne-skerettigheder særlig højt. Bare et overfladisk blik på Østtimors historie giver mange eksempler på kynisme fra de vestlige regeringers side. Hvis de var kyniske fra 1975 til 1998, så er det ikke usandsynligt, at de også var det i 1999.
I dag står Østtimors folk i en vanskelig situation. Når de kigger tilbage, ser de en traumatisk fortid. Når de kigger fremad, ser de en vanskelig fremtid.
Kun få folk har lidt så meget som dem siden Anden Verdenskrig. Men de gav aldrig op. Selv om alle odds var imod dem.

---

De sande helte er de barfodede

José Ramos-Horta var leder af den diplomatiske kamp i eksil, siden konflikten begyndte i 1975. I dag omtales han som de facto justitsminister for Østtimor.
Den 22. oktober 1999 talte José Ramos-Horta til den årlige generalforsamling i Catholic Institute for International Relations i London. Han talte både om fortiden og om fremtiden:
"I de sidste 23 år har mit job været at fordømme indoneserne og afvise deres argumenter.
Nu står vi over for den formidable opgave at genopbygge og styre et land.
Ingen af os har nogen erfaringer, men vi er inspireret af folkets mod, af beslutsomheden, ukueligheden og kreativiteten hos de mest ydmyge dele af det timoresiske samfund.
Østtimors virkelige helte er de barfodede, dem, der ikke kan læse og skrive, de ukendte mennesker; ikke dem, vi ser i fjernsynet, men dem, der var modige nok til at lade sig registrere som vælgere i juli og august; dem, der var modige nok til at deltage i afstemningen og afgive deres stemme 30. august til trods for de mange trusler.
Efter deres offer, inspireret af deres mod, forpligtet på, hvad vi har lovet i de sidste 23 år, lover vi folket og Jer: Vi er fast besluttet på ikke at svigte det offer, så mange har ydet, ikke at svigte de illusioner, håb og drømme, så mange har haft på Østtimor og i udlandet.
Den største trussel mod Østtimor kommer ikke udefra.
Jeg håber, at de, der bliver valgt til at regere, ikke vil blive fristet af arrogance og muligheden for at slippe for straf, at de ikke vil glemme, hvor de kom fra, at de ikke vil glemme det offer, så mange mennesker har ydet.
Den største trussel mod fred og stabilitet på Østtimor kommer fra vores egen praksis cg vore egne handlinger.
Den største trussel mod mange lande i verden, ja mod hele verdensfreden, kommer fra fattigdommen.
Og den måde, hvorpå vi tackler spørgsmålet om fattigdom og ulighed - på Østtimor, i regionen, i Indonesien, og i mange underudviklede lande - vil afgøre, om der bliver fred eller det modsatte i fremtiden."