FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
EU-militær som problemløser? Det er ret besynderligt, hvad EUs ledere mener, de kan klare af problemer ved at oprette et EU-militær. Af Aase Bak-Nielsen

Det var et dårligt tegn, da EUs statsministre udnævnte NATOs generalsekretær, Javier Solana, til at være “den højtstående person”, i praksis EUs “sikkerheds- og udenrigsminister”.
Derved signalerede de klart, at militærpolitikken skal have en høj prioritering i EU-politikken. Solana er til overflod også generalsekretær i WEU, Vestunionen.
Solana havde ikke, før han blev valgt til posten, lagt skjul på sine visioner om, hvad stillingen skulle bruges til: oprettelse af en europæisk enhedsstat med ham selv som regeringschef og udviklingen af EU til en stormagt, der “går ud i alverden” og sikrer sine egne interesser i konkurrence med USA og Japan.
Dertil kræves et stærkt militær.
I en tale i Berlin i december 99 talte Solana varmt om “EUs fulde ansvar på alle områder af konfliktforebyggelse og krisestyringsopgaver”.
Det er jo den slags ord, der lyder så gevaldigt pæne. Det er de samme, vi kender fra “Peterberg-opgaverne”, hvor der tales om fredsbevarelse og fredsskabelse. Man skal bare huske på, at i militær sammenhæng betyder “fredsbevarelse”, at man med våben i hånd truer folk til at forholde sig i ro, og “fredsskabelse” betyder, at man skyder.
Solana opremser i sin Berlin-tale de problemer, der er i den del af verden, hvor han føler ansvar på EUs vegne:
truslen om terrorisme, international narkohandel, hvidvaskning af penge og udbredelse af AIDS.
Han har ret i, at det er vigtige problemer, som det er fornuftigt at samarbejde om løsningen af. Men det er ret chokerende, når han fremsætter de midler, han vil bruge i dette arbejde:
1) opstilling af en styrke i korpsstørrelse til en militær operation inden for 60 dage, 2) oprettelse af en militær komité som et permanent beslutningsorgan, 3) samarbejde med NATO.
Retfærdigvis skal det siges, at han til slut nævner, at det vil være godt, hvis “vi kan tage luften ud af kriser med ikke-militære midler”, men det har helt tydeligt ikke hans førsteprioritet.
Han mener godt nok, at EU gør en hel masse civilt krisestyringsarbejde, men glemmer åbenbart, at der ikke er dækning bag de mange velmenende ord i EU. Enhver ved, at i praksis fungerer EUs bureaukrati så trægt, at begivenhederne render langt forud - og løber af sporet, inden EU kommer frem med hjælp.
Tænk blot på Ex-Jugoslavien, hvor EU har spillet fallit, både før kriserne udviklede sig til krig og efter krigenes formelle afslutning, hvor landene behøver massiv støtte for at genopbygge det civile samfund.
Det er ikke så sært. Et militært apparat er jo slet ikke indrettet til at skulle klare hverken de problemer, som Solana nævnte, eller de andre problemer såsom politisk, kulturel, social og økonomisk undertrykkelse, som ofte er årsag til kriser og krig.
 
OSCE og FN er glemt
Det er ubegribeligt, at EU forlader sig på militære midler, når de samme stater, som er medlemmer af EU, også er medlemmer af en institution, hvis formål netop er at yde civil hjælp i krisesituationer, nemlig OSCE, Organisationen til Sikkerhed og Samarbejde i Europa - for ikke at tale om FN, som gennem en kraftig reorganisering kunne bringes til at være fredsskabende og -bevarende langt ud over det, der opnås allerede.
De europæiske lande burde helt anderledes lægge pres på USA for at få landet til at betale sin gæld til FN og derved øge organisationens muligheder for at skabe fred og tålelige leve-vilkår for verdens hungrende befolkninger.
Hvorfor bruges OSCE ikke meget mere end nu? Man forklarer det med, at OSCE slet ikke kan overkomme disse store problemer. Jamen, hvorfor er OSCEs budget kun få promiller af NATOs budget?
De samme stater er som flest medlemmer af NATO og burde kunne prioritere anderledes og sammenhængende, når de bevilger penge og planlægger arbejdet i OSCE, FN, NATO og EU.
Når man nu hævder, at hovedformålet med alle fire organisationer er at skabe og bevare fred, hvorfor uddanner man så ikke en stor flok konfliktløsere, mæglere, civile politifolk, civile rådgivere angående opbygning af demokratiske samfundsinstanser osv., så der hele tiden er folk parate til at tage ud, hvor det brænder på?
Som det er nu, skal man først til at uddanne folk, når man ikke mere kan overse problemerne i et område - og så udvikler tingene sig imens katastrofalt, og der er ikke anden udvej end den militære tilbage. Der vil mange, mange år ud i fremtiden være brug for hjælp fra den demokratiske del af verden til at løse de kæmpeproblemer, der er af forskellig art, så en massiv uddannelse af konfliktløsere bør have førsteprioritet.
 
Forbehold mod stormagten
EU består af demokratiske lande. De har alle efter anden verdenskrig opgivet tidligere tiders imperialistiske politik.
Men det er som om med sammenslutningen i EU er deres før-demokratiske tilstands metoder dukket op igen:
nu er vi blevet en stormagt, og den status skal bekræftes og bevares, og de forestiller sig kun, at det kan ske gennem et stærkt militær til at forsvare “vore interesser” og bevise “vort ansvar” over for den øvrige verdens lande.
Her burde Danmark gå ind og gøre vores indflydelse gældende. I 1990 udarbejdede et stort flertal af Folketingets partier et “Memorandum”, som var deres betingelse for at gå med til den EF-union, som de ellers havde forsvoret oprettelsen af.
Heri afvises det klart, at EF “kommer til at omfatte et forsvarspolitisk samarbejde - herunder oprettelse af fælles militære styrker”.
Så rendte man fra det krav og ændrede det i Edinburgh-aftalen til, at de øvrige lande godt måtte lave militært samarbejde, blot Danmark stod udenfor.
Umiddelbart lød det som bedre end ingenting, men Danmark afskrev sig faktisk derved muligheden for at nedlægge veto over for oprettelse af et EU-militær, en ret alle andre EU-lande har.
Siden har den danske regering så udvandet forbeholdet så meget, at vi reelt er med i opbygningen af en EU-hær, som godt nok skal kaldes en “interventionsstyrke”!
Ledende danske politikere arbejder ihærdigt på at afskaffe forbeholdet også formelt. Og tidspunktet for at nedlægge veto er forpasset, så vi vil være fanget ind i det militære EU.
 
Ingen ligpose-kultur
Forhåbentligt får de ikke held dertil, for den danske befolkning er ikke indstillet på at løse problemer ved militære indgreb.
En engelsk doktor i forsvarspolitik, Christopher Coker, har ifølge Ugebrevet Mandag Morgen nr. 44 givet en oversigt over forskellige EU-landes indstilling til brug af militær.
Her revser han danskerne, fordi “de mangler en ligpose-kultur. De har ingen sans for værdien af militære midler i udenrigspolitikken, medmindre de har indlysende humanitære begrundelser”.
Heroverfor stiller han “Storbritannien og Frankrig, der bryder sig om at sende tropper ud og vise magt rundt om i verden”.
Tyskland giver han også “pæne” karakterer efter Kosova-krigen, og blandt ansøgerlandene roser han Polen for at have en “vidunderligt gammeldags” lyst til at demonstrere militær magt.
Det er århundreder siden, danskerne fandt ud af, at det slet ikke er lykken at være en stormagt. Vi prøvede ellers i mange år og har ført et utal af krige med vore naboer.
Nu har vi fred med naboerne og andre tidligere fjender, ikke fordi vi truer hinanden med krudt og kugler, men fordi vi har indført ordentlige demokratier i vore lande, og de problemer, som der altid vil opstå hvor mennesker mødes, dem ordner vi på civiliseret måde gennem forhandlinger og om nødvendigt ved en civil domstol.
Lad ikke EUs gammeldags magtpolitiske intentioner fordreje hovedet på vore politikere og vælte den gode udvikling, som jo har opbakning ikke blot fra Danmarks, men også fra de andre landes befolkninger.
Lad os bruge vore ressourcer på at hjælpe dem, der lider under gale magt-politikeres menneskefjendske styre.
Vi har råd til det - ja, vi har ikke råd til andet, hvis der skal herske fred i verden.


Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2000 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand