12 års fængsel til Flora Brovina

I begyndelsen af 1999 fik Kvinde til Kvinde kontakt med den kosovo-albanske forfatter, læge, kvinde- og menneskerettighedsaktivist Flora Brovina i Prishtina. Vi havde ad forskellige kanaler fået at vide, at hun dels havde startet en klinik, hvor hun ydede hjælp til kvinder og børn i det krise-hærgede Kosova, dels at hun var medstifter af og præsident for Den Kosova-albanske Kvindeliga. Vi besluttede at bevilge et beløb til hendes arbejde såvel på klinikken som inden for Kvindeligaen.
På grund af den stærkt tilspidsede situation i Serbien og Kosova var det os ikke muligt at få pengene frem til hende. Og enhver kontakt med hende (og med de øvrige grupper, vi havde støttet i Kosova) ophørte med bombardementernes start den 24. marts 1999.
 
Flora Brovina bortført
I slutningen af april kom der meddelelse om, at Flora Brovina var blevet bortført fra sit hjem i Prishtina af serbiske styrker og ført til Serbien. Igennem lang tid herskede der stor uklarhed om hendes skæbne. Da bombardementerne var slut, og en gensidig udlevering af fanger startede, var der stadig ikke vished om, hvad der skulle ske hende. På et tidspunkt var der tale om, at hun - som særlig prominent fange - formodentlig ikke ville blive løsladt uden videre eller blot ville blive udvekslet i en "anonym" udveksling, men skulle være en slags "attraktivt bytteobjekt".
Der gik mange rygter om hendes tilstand.
Allerede før hun blev arresteret, var hun syg, havde alvorlige problemer med hjertet, og ingen med fantasien i behold kunne se bort fra, at en eventuel hårdhændet behandling fra de serbiske myndigheders side i kombination med den totale isolation fra familie og venner - også serbiske venner, ville kunne forværre hendes sygdom dramatisk.
 
Tiltalen og dommen
I første omgang skete der det, at der blev rejst tiltale mod hende efter artikel 136 i den Jugoslaviske Straffelov. En tiltale der i værste fald kunne give hende fem års fængsel.
På retssagens sidste dag, den 9. december 1999, udvidede den offentlige anklager imidlertid tiltalen ved at understrege, at hendes lovovertrædelse var begået under krigrisklstand i Jugoslavien og derfor skulle straffes med mindst 10 år. Artikel 139 blev inddraget, og med denne tilføjelse var der ikke længere tale om en maksimumsstraf på fem år, men en minimumsstraf på ti.
Hun fik en dom på 12 års fængsel af de serbiske myndigheder for at have "organiseret fjendtlige og terroristiske aktiviteter". Det blev hævdet, at hun på sin klinik havde behandlet medlemmer af UCK, Kosovas Befrielseshær.
 
Uretfærdig rettergang
Under sagen blev det fremført, at Flora Brovinas problemer med hjertet ikke først var kommet, da hun var arresteret.
De havde været der under NATOs bombeangreb, og en lang periode var hun ikke på arbejde, men måtte på grund af sygdom blive hjemme.
Hun blev da også bortført fra sit hjem og ikke fra sin klinik, og hun var i øvrigt ikke i stand til at tale. Det blev ikke taget i betragtning ved domfældelsen.
Retten tog heller ikke i betragtning, at Flora Brovina gjorde rede for, at klinikken ikke var et militærhospital for UCK, men et civilt hospital for albanske kvinder og børn, og at hospita- let i øvrigt fungerede under den internationale, humanitære organisation Menneskelig Fred.
Under retssagen, der foregik i byen Nis, en by hvor det i parentes kan bemærkes, at oppositionen har flertal, var forskellige serbiske menneskerettighedsaktivister fra Beograd til stede foruden Flora Brovinas to søstre.
Det drejer sig om Stasa Zajovic fra Kvinder i Sort, der meget konkret har arbejdet med forsoning mellem serbiske og albanske kvinder, Radmila Lazic, der er digter, og Natasa Kandic, en kendt menneskerettighedsadvokat fra Beograd, der har arbejdet meget i Kosova og konsekvent har taget de truedes parti, først albanernes og nu serbernes.
 
Afmagt og ydmygelse
Om det, der skete efter retssagen, skriver Stasa Zajovic fra Kvinder i Sort: "Flora forlod retten med langsomme skridt. Politiet viste med barske og ar- rogante udtalelser Floras familie og venner, at de ikke havde lov til at have kontakt med hende. Floras to søstre, der var kommet fra Kosova, digteren Radmila Lazic og jeg selv gik med ud for at følge Flora til politibilen. Et kort øjeblik lykkedes det os at lægge vores håndflader på politibilens ruder. I det øjeblik sagde en uforskammet politibetjent til os: "Hun er i gode hænder ..."
To politibetjente sad foran i bilen. For mit indre blik strømmede fængslede kvinder: Leyla Zana, kurder, fængslet i Tyrkiet, Rigoberta Menchu, Aung Suun Ki ... Vi vinkede farvel til Flora, indtil vi ikke længere kunne se politibilen.
Jeg følte "sort skam" som Ana Ahmatova siger, fordi vi alle kunne have været i hendes sted."
Reaktioner på dommen Under den relativt langvarige retssag var der stor opmærksomhed om sagen både fra kosovaalbanske, fra serbiske og internationale menneskerettigheds-organisationers side, men til det sidste blev vi, der fulgte med, så godt vi nu kunne med de hermetiske skodder, som de serbiske myndigheder omgav sagen med, ved med at håbe og tro på, at hun, om ikke for andet så på grund af den store internationale opmærksomhed, ville få en retfærdig retssag.
Det fik hun ikke.
Efter dommen har direktøren for AntiKrigsCenteret i Beograd, Vesna Pesic, udtalt, at dommen på de 12 års fængsel ikke er andet "end regimets grusomme hævn over tabet af Kosovo.
Det er nu Flora Brovina, der betaler regningen. (...) Denne retssag viser, at jugoslavisk ret fungerer i overensstemmelse med partimyndighedernes interesser."
Vesna Pesic slutter med på vegne af "en fredsorganisation, der arbejder for forsvaret af menneskerettigheder"
at opfordre alle bekymrede til at kræve Flora Brovina frigivet.
PEN, den verdensomspændende organisation, der kæmper for det frie ord, mener at dommen er en følge af, at Flora Brovina åbent har fordømt de serbiske krænkelser af menneskerettighederne i Kosova og et resultat af hendes humanitære arbejde i Prishtina før og under NATOs bombeangreb mod de serbiske styrker i området. Dansk PEN arbejder på at adoptere hende som æresmedlem.
Da den kendte systemkritiker, professor Ljubisa Rajic fra Beograd, var her i Danmark i februar, sagde han under et offentligt møde, at man må insistere på, at sagen mod Flora Brovina tages op igen. Alle, der ikke har fået en retfærdig rettergang, skal for retten igen, og alle, der holdes i fængsel uden tiltale, skal slippes ud.
I Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed arbejder vi på gennem Kvinde til Kvinde at oprette en dansk støttegruppe for Flora Brovina.

---

Flora Brovinas egne afsluttende bemærkninger under sagen:
 
"Jeg har viet hele mit liv til børn, og børn vælger ikke deres etniske tilhørsforhold, børn ved ikke, hvilken etnisk gruppe de tilhører, hvis forældrene ikke fortæller dem det. Jeg har aldrig opdelt mine patienter efter deres forældres etniske gruppe, religion eller ideologi. Det er jeg stolt af, og selvom jeg ikke havde været albaner, ville jeg have gjort det samme. Jeg er blandt de mest involverede i det humanitære arbejde i Kosova. Jeg har ofret mit helbred for at hjælpe kvinder og børn. Hvis jeg var fri, ville jeg have haft meget arbejde, fordi jeg vil hjælpe dem, der lider mest nu. Nu er det ikke længere albanerne, der lider mest i Kosova, nu er det andre, og jeg ville arbejde af al min kraft for at hjælpe dem, serbere og sigøjnere.
Det har været min pligt som kvinde, som læge, som digter at vie mit liv til befrielsen af den albanske kvinde, til hendes bevidstgørelse, til kvinders menneskerettigheder, til at hjælpe dem med at kæmpe for deres frihed, til at forstå at uden uafhængighed kan hverken samfundsøkonomien eller friheden overleve.
I Den Kosovaalbanske Kvindeliga har jeg bygget venskabsbroer i landet og i hele verden. Vi har samarbejdet mest med serbiske kvinder. Serbiske kvinder har støttet mig mest, måske fordi de kender vores problemer bedst, og de har også været de bedste til at præsentere vores problemer. Det må de albanske kvinder i Kosova aldrig glemme. Jeg er meget ked af, at retten undervurderer kvinders rolle i verden. Det er meget vigtigt, at kvinder bliver ligestillet med mænd. Jeg vil aldrig give afkald på retten til at kæmpe for kvinders rettigheder. Jeg vil altid kæmpe for kvinders rettigheder.
Retten har anklaget mig for at have kæmpet for Kosovas løsrivelse og indlemmelse i Albanien. Jeg vil gentage: Mit land er der, hvor mine venner er, og hvor mine digte bliver læst. Mine digte bliver læst i Schweiz, Indien, Brasilien, Polen, og i hvert af disse lande er det, som om jeg er i deres eget hus. Mine digte er blevet trykt i Encyklopædi af Digtere i Jugoslavien (ex-Jugoslavien), og det er meget vigtigt for albanske kvinder.
Det albanske samfund har aldrig før opført sig sådan over for sine naboer, kvinder og børn. I Kosova er man lige nu - ved udgangen af det 20. århundrede - begyndt at hævne sig. Jeg er ked af, at jeg ikke er fri, ked af at jeg er i fængsel, at jeg ikke er i stand til at få indflydelse på det, der sker lige nu i Kosova, at jeg ikke er i stand til at gøre mere for at give en hånd, at hjælpe dem, der er fordrevet.
Jeg tror, at de albanske kvinder vil handle, som om jeg var sammen med dem. Jeg håber, de vil klare arbejdet, fordi de er kvinder, jeg håber, at de vil opføre sig retskaffent.
Jeg ville gøre alt for, at de fordrevne kan vende tilbage til deres hjem.
Jeg ville gøre alt for, at det serbiske og det albanske samfund bliver forsonet. De intellektuelle i Kosova bør give deres støtte til forsoningen, andre samfund har også kæmpet, de har endog udkæmpet endnu større krige indbyrdes og er dog blevet forsonede."