FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >
Færøerne under den kolde krig De militære installationer på Færøerne spillede en stor rolle for amerikanerne under den kolde krig. Af Holger Terp

Fra bladet
Fred & Frihed
Ikkevold
nr. 1 - 2000


Se flere artikler

Jákup Thorsteinsson og Sámal Tróndur Finnsson Johansen har skrevet en foreløbig rapport. Opgaven for Sámal Tróndur Finnsson Johansen har været at undersøge, hvilken rolle de 'færøske' militære installationer spillede i de amerikanske sikkerhedsstrategier.
Og i hvor høj grad var andre aktører - danskere og færinger - engagerede i og vidende om disse installationers brug. Problemstillingen er kompleks, og der vil måske aldrig kunne gives et fyldigt svar, mener forfatteren.
Mange dokumenter mangler endnu indsamlet, og arkivmateriale tyder på, at der har været flere militære installationer på Færøerne end dem, der er omtalt i rapporten.
Færøernes militære udbygning har været "meget mere omfattende, end folk i almindelighed har antaget" (s. 5).
 
Historisk baggrund
Den 9. april 1940 besætter tyskerne Danmark og englænderne besætter det danske amt Færøerne. Som en følge af besættelsen fik færingerne 'Den foreløbige styrelseslov', som gav lagtinget lovgivningsmagt.
Ifølge en Lagtingsvedtagelse fra 13.
april 1940 skulle "Færøerne være uden for al strid mellem nationerne og alle militære sammenslutninger" (s. 7).
I 1944 løsriver Island sig fra Danmark.
Under krigen bygger englænderne en navigationstation for fly og skibe, LORAN-A, men efter anden verdenskrig mister de interessen for den, hvorefter stationen, som amerikanerne viste interesse for, overtages af det danske marineministerium.
Efter krigen er politikerne på Færøerne klar over, at øernes status som amt må opgives til fordel for mere selvstyre. 14. september 1946 afholdes en folkeafstemning på Færøerne som gav et lille flertal for løsrivelse fra Danmark.
Situationen var farlig for de danske politikere, som advares gennem New York Herald Tribune om, at "et så lille land som Færøerne ikke af strategiske grunde kunne ligge alene" (s. 24).
Den danske ambassadør i London Rewentlow, skrev til udenrigsminister Gustav Rasmussen (S): "Var Færøerne gledet fra os nu, ville vort forhold til Grønland være blevet endnu vanskeligere"
(s. 32).
Under forhandlingerne med færingerne efter krigen holdt danskerne mest til Sambandspartiet. Rigsmyndighedernes reelle modstander var Folkeflokken; men også Socialdemokratiet og Selvstyrepartiet ville have ændringer i de politiske forhold mellem Færøerne og Danmark.
For at bevare den udenrigs- og sikkerhedspolitiske indflydelse måtte politikerne i København give færingerne hjemmestyre.
De politiske forhandlinger om Færøernes fremtid resulterer i hjemmestyreordningen fra 1948, hvor København monopoliserer udenrigs- og sikkerhedspolitikken, uden at det tilsyneladende går op for de færøske politikere (s. 40).
 
Den kolde krig
Den kolde krig udvikler sig til en spændt situation mellem supermagterne og USA forsøger fra 1946 at inddæmme Sovjetunionen.
Inddæmnings-politikken udvides og fronterne skærpes mellem Øst og Vest med Berlinblokaden, kuppet i Prag, Sovjetunionens første atomprøvesprængning og kommunisternes sejr i den kinesiske borgerkrig og etableringen af NATO i foråret 1949.
Skandinaviske forsøg på at oprette et i forhold til supermagterne neutralt forsvarsforbund saboteres af amerikanerne, som havde vitale interesser i at beholde og forstærke militære interesser specielt i Grønland, Thule, men også i de andre nordiske lande.
Truman-administrationen ville have en ny sammenhængende "sikkerhedspolitik", som blev formuleret af det amerikanske udenrigsministerium under navnet: "USAs mål og programmer for national sikkerhed" (NSC 68).
Det nye i sikkerhedspolitikken var, at der blev lagt mere vægt på en militær inddæmning af Sovjetunionen, hvorfor man anbefalede øgede forsvarsudgifter, og der blev lagt vægt på et perimeter-forsvar, hvor alle punkterne i kanten af sovjetisk domæne ansås for at have lige stor betydning.
Fra 1953 blev der for alvor lagt vægt på atomvåben i den amerikanske regering, med doktrinen om massiv gengældelse.
Afskrækkelse og forsvar skulle være baseret på offensive angreb. Strategien indebar en beskæring af konventionelle styrker (og forsvarsbudgettet).
Hvor man tidligere ville anvende atomvåben som en allersidste udvej, ville man nu anvende dem først.
Efterhånden som andre lande også fik disse våben, opfattede amerikanerne det som nødvendigt at opbygge et net af forsvarszoner, kaldet hemisfærisk forsvar, hvilket imidlertid ikke var nok.
Derfor ville USA selv imødegå modpartens mulighed for at kunne an- "Færøerne lå midt i et stort nordatlantisk havområde, som NATO havde påtaget sig at forsvare og råde over i militære anliggender"
(Rapporten s. 58).
gribe med offensive angreb. denne forbindelse blev bl.a. Danmark, Norge og Island interessante, idet USA her kunne anlægge baser.
 
Færøerne og NATO
I 1949 bliver Danmark medlem af NATO, da der ikke var nogen undtagelsesbestemmelse for Færøerne, blev øerne også medlem af Atlantpagten, uden at de lokale politikere blev spurgt om deres mening. Hjemmestyrelovens vedtagelse skete uden at de færøske politikere var klar over, at de afgav det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område til København.
Den danske statsminister Hans Hedtoft svarede på kritik af, at NATO-traktaten ikke var forelagt hjemmestyret, "det ikke var nødvendigt at fremlægge denne sag for hjemmestyret - ud fra det synspunkt, at det drejede sig om "en politisk traktat af almindelig karakter, som faldt uden for forelæggelsesforpligtigelsen"
(s. 39).
Folk protesterede meget over, at Færøerne på denne måde blev inddraget i striden mellem øst- og vestmagterne, og det blev fremført, at de militære anlæg var en aggression mod Sovjetunionen og dets allierede og at dette i værste fald kunne medføre fare for færingernes tilværelse.
19. august 1970 gentog Færøernes lagting vedtagelsen fra 1940 om, at Færøerne skulle være uden for alle militære alliancer (s. 40). En foreslået hjemmeværnsordning for Færøerne i 1950-1951 blev ikke til noget (s. 92).
Det gjorde en forslået værnepligt for Færøerne heller ikke, "ikke mindst efter den heftige debat i foråret 1957 om værnepligtsspørgsmålet - må [det] anses for politisk uigennemførligt at opnå Lagtingets tilslutning til deltagelse i udgifter, der helt eller blot delvist står i forbindelse med opførelse af militære anlæg" (s. 121).
De færøske politikere blev ind i mellem underrettet om påtænkte militære aktiviteter, selv om lagtinget i første omgang ikke blev informeret.
Som regel henvendte Rigsombudsmanden sig til Lagmanden og fortalte ham i hovedtræk om det, der skulle ske.
De militære aktiviteter på Færøerne drejede sig først og fremmest om LORAN-stationen i Våg og Eide, aktiviteten i Mjørkadal og Sornfjeld, Marinestationen Thorshavn og den danske flåde på Færøerne.
Den 21. juli 1946 - to et halvt år før det danske medlemskab af NATO - meddeler Land og Folk, at Danmark havde overtaget LORAN-stationen på Færøerne og dermed påbegyndt et militært samarbejde med England og USA.
Danskerne var dårligt forberedte til at drive LORAN-stationen i Våg. De vidste for lidt om LORAN-systemet, havde ikke uddannet personale, havde heller ikke indblik i den økonomiske drift og vidste ikke meget om samarbejde med internationale institutioner osv.
 
USAs Danmarkspolitik
Beskrivelsen af den amerikanske militærpolitik overfor Danmark omkring 1960 stammer fra et dokument, 'Guidelines of United States Policy toward Denmark'. Målene var: 1. At sikre, at Danmark på aktiv og opbyggende måde deltog i styrkelsen af NATO. Derfor skulle USA modvirke den traditionelle pacifisme i Danmark.
USA skulle fortsætte med at presse Danmark gennem NATO for at få øget forsvarsudgifterne. USA skulle fortsætte forsigtigt med at få danskerne til at godtage atomvåben først og fremmest gennem NATO og militære kanaler.
Der er for amerikanerne ingen tvivl om, at Socialdemokratiet og Folketinget "havde til hensigt at holde fast ved I Hjemmestyrelovens §3 står der: "De færøske myndigheders kompetence er undergivet den begrænsning, der følger af de til enhver tid bestående traktatmæssige og andre internationale rettigheder og andre forpligtigelser. Rigsmyndigheden (København) har afgørelsen i spørgsmål, der angår rigets forhold til udlandet" (Rapporten s. 39).
Dog med den begrænsning, at, §7 "Regeringsforslag indeholdende bestemmelser, der udelukkende vedrører Færøerne [skal] forelægges det færøske hjemmestyre til betænkning"
(Rapporten s. 39).
status quo og ikke godtage atomvåben dengang" (s. 55).
2. At fastholde amerikanernes ret til at have baser på Grønland og visse faciliteter på Bornholm. Det var af allerstørste betydning, at USA beholdt sine rettigheder til militære baser på Grønland.
 
USAs syn på Færøerne
I en amerikansk ambassaderapport til udenrigsministeriet fra 7. Juni 1961 beskrives den danske økonomiske politik over for Færøerne 1958-60 således: Danmark ydede omkring 15 millioner kroner om året i bloktilskud, og afgjorde selv, hvad de ville støtte og med hvor store beløb og på den måde sikrede de sig "stor kontrol med den økonomiske og sociale udvikling på Færøerne", så vel som betragtelige fordele over for den offentlige mening (s.
75), med det resultat at Færøerne og Danmark nærmede sig hinanden i NATO-politikken.
De fleste, der fulgte med i færøsk politik mente, at NATO-sagen havde mistet sin betydning, fordi det ikke var lykkedes republikanerne, at få Karsten Hoydal ind i Folketinget.
Karsten Hoydal havde både i skrift og tale, gjort meget ud af at påvise faren ved militær optrapning, som dengang foregik blandt stormagterne, og på faren for, at en atomkrig kunne udrydde menneskeheden. For ham, var det, som han sagde, ikke afgørende om atombomben var russisk eller amerikansk.
Folkeflokken havde samstemmende støttet Færøernes neutrale stilling i militærpolitiske anliggender. Det samme havde Tjodveldipartiet, fire socialdemokrater, to selvstyrefolk og Karsten Mohr.
Generelt var mange personer på Færøerne af den opfattelse, "at der var blevet fortalt offentligheden alt for lidt om forhold, der havde forbindelse med NATO" (s. 79).
 
Nærgående og nedsættende rapporter om politikerne
Amerikanerne ville have detaljerede oplysninger om både sine tilhængere og modstandere på Færøerne.
Jákup Thorsteinsson skriver om de amerikanske efterretningsrapporter, at: "En del af indholdet i disse dokumenter er så personligt nærgående og nedsættende, at denne del ikke behandles i denne rapport. Hvis de politiske myndigheder vil have lagt dette offentligt frem, anbefales det, at jurister vurderer, om dette kan lade sig gøre uden at der samtidigt begås brud på færøsk og dansk lovgivning om arkiver, sagsindsigt og reglerne for at anvende, og offentliggøre dokumenter i offentlig forvaring.
Det hensyn der her er taget, angår kun personlige forhold - ikke politiske forhold" (s. 59).
 
Tjener Danmark på anlæggene?
Citater fra Uffe Ellemann-Jensen: Din egen dag er kort fra 1996: "I hele min tid som udenrigsminister lagde jeg derfor stor vægt på, at jeg også var udenrigsminister for Færøerne og Grønland.".
Færøerne og Grønland var gode kort at have på hånden, når NATOs ministre samledes i 80erne.
Når der skulle lappes på surheden over danske fodnoter, eller når de andre spurgte, hvordan det gik med at nå op på det forsvarsbudget på 3% af bruttonationalproduktet, som den tidligere statsminister Anker Jørgensen havde lovet i NATO, så kunne det give lidt pusterum, når jeg fortalte, hvor vigtigt det var at have stabile forhold i Nordatlanten og Arktis, og hvor store beløb Danmark anvendte på at sikre dette gennem vor økonomiske støtte til Grønland og Færøerne" (s. 82).
Den 26. marts 1963 fremsætter socialdemokraten Johan Nielsen følgende spørgsmål i Folketinget: "Får den danske regering betaling for LORAN-stationen og radarstationen, som NATO har bygget på Færøerne?".
Forsvarsminister Victor Gram (S) svarede, "at de to LORAN-stationer på Færøerne ikke lå under NATO, men blev drevet i samarbejde med "the International Civil Aviation Organization"
og the United States Coast Guard"
(s. 83).
LORAN-stationernes drift blev finansieret af medlemslandene, herunder også Danmark, mens udgifterne til radarstationen drift blev for størstedelens vedkommende refunderet Danmark af NATO. De danske udgifter hertil "blev regnet som en del af det danske bidrag som NATO-medlemsland".
Spørgsmålet om Danmark tjente ved NATOs installationer er "ikke endeligt besvaret ud fra det, som ministeren forklarede (og heller ikke i Ellemanns tekst overfor). Skal dette spørgsmål belyses nøje, så må andet kildemateriale findes frem" (s. 83).
I følge historikeren Paul Villaume var årsagen til at den danske regering accepterede etableringen af LORAN-C stationen på Færøerne den medvirkende årsag til, "at de danske forbehold mod stationering af atomvåben på dansk jord i fredstid bedre kunne accepteres af amerikanerne". Både SF og Kampagnen mod Atomvåben pressede regeringen om ikke at udstationere atomvåben på dansk jord.
 
Færøerne som en del af NATO
Den 23 marts 1959 skrev flere aviser i København om en protestmarch i Torshavn, hvor folk protesterede mod planer om at bygge en NATO-radarstation på Færøerne.
Ved en noteveksling af 17-23. februar 1959 var der blevet truffet aftale mellem Danmark og USA om at oprette en LORAN-C station på Færøerne.
Stationen, der blev sat i drift 15. december 1959, er opført og drevet af Danmark, men de "med opførelsen og driften forbundne udgifter refunderes af USA" (s. 126).
De færøske politikere kunne i deres betænkning af 21. april 1959 ikke bevise, at LORAN-C stationen "bygges af NATO som et led i denne institutions militære foranstaltninger" (s. 126).
LORAN-C stationerne betød en væsentlig forbedring af navigations-mulighederne i Nordatlanten. Stationen var et lavfrekvent radionavigationssystem med meget kraftige sendere, som indebar, at både skibe, fly og også ubåde kunne navigere efter det.
Ved at sammenligne ankomsttiden fra mindst tre faste transmitterstationer, en master og to sekundære (slave) stationer, var det muligt for modtager at lokalisere sig selv med en usikkerhed på helt ned til 50 meter. Rækkevidden var 700 km, så Færøerne var et afgørende led i kæden mellem Nordamerika og Europa.
Det var en masterstation, der blev placeret på Færøerne. Stationen spillede flere vigtige roller: For det første som navigation, men også i nødstilfælde, i form af kommunikation.
Systemet skulle anvendes i forbindelse med et offensivt angreb, dvs. af de hangarskibe og bombefly, der i tilfælde af krig skulle sættes ind mod de russiske flådebasser.
For det andet skulle systemet anvendes af de da nye amerikanske Polaris atomubåde, hvilket fremgår af en rapport fra den amerikanske overkommando i 1959.
For det tredje havde LORAN-C også en defensiv rolle i DEW-systemet (Distant Early Warning), som var en amerikansk radarkæde rettet mod sovjetiske angreb.
Radarstationen på Strømø i bunden af Kollfjorden (Sodnfelli) var et led i denne DEW-kæde.
Anlæggelsen af stationen foregik med det færøske landsstyres viden og accept, selv om at Landsstyret gav udtryk for, at radarstationen, "der overvejende skal tjene militære formål, gør en sikring af evakueringsmulighederne for en væsentlig del af Torshavns indbyggere særdeles aktuel" (s. 121).
De dansk-færøske forhandlinger blev hemmeligholdt for det færøske lagting, og ikke førend der forelå en færøsk accept og en dansk-færøsk aftale om anlæggelse af et større vejanlæg, blev projektet offentliggjort.
Under opførelsen af NATO-stationen, blev der yderligere anlagt en amerikansk kommunikationsstation, gemt inden for NATO-stationens område, denne gang uden at færingerne blev informeret om den. (s. 51).
 
Hemmeligt personale
Allerede før DEW-linjen stod færdigbygget, og som en konsekvens af den teknologiske udvikling og amerikanernes frygt for et 'Missil Gab' ville USA bygge BMEWS-kæden til varsling mod et eventuelt sovjetisk interkontinentalt missilangreb.
For at sikre en hurtig og pålidelig kommunikation skulle der, i forbindelse end BMEWS-kæden også etableres en kæde Troposcatter-stationer fra Nordamerika, tværs over Nordatlanten til Europa.
I 1960 blev den danske regering for første gang kontaktet om disse planer.
De danske myndigheder var villige til at godkende opførelsen og tilstedeværelsen af amerikansk personel på stationen, på den betingelse, at de dansk-amerikanske Troposcatter-aftaler blev hemmeligholdt, at stationen blev skjult inde i den allerede anlagte NATO-station, og at det amerikanske militære personel gik under dække af at være NATO-teknikere.
I løbet af årene fastholdt danske regeringer overfor amerikanerne, at danskerne ikke havde i sinde at afsløre stationens eksistens eller tilstedeværelsen af amerikansk militært personel.
Baggrunden for disse krav var bl.a.
de danske myndigheders ønske om ikke at skade det eksisterende forhold mellem Danmark og Færøerne.
Der kan også være andre årsager til denne fastholdelse, så som de danske forbehold for stationering af udenlandske tropper og baser på dansk jord i fredstid.
Den danske regering kan måske have følt sig fanget i sin egen strategi, fordi den ikke alene havde fortiet disse forhold, men også havde videregivet falske oplysninger til det færøske lagting.
 
Delt ansvarsfølelse
Med anlæggelsen af først NATO-varlingsstationen og siden Troposcatter-stationen på Sornfelli, blev Færøerne for alvor inddraget i det amerikanske nukleare stratetiske perspektiv, konkluderer Sámal Tróndur Finnsson Johansen.
Da der var tale om varslingsstationer var Færøernes rolle i denne forbindelse af defensiv karakter, men som en følge af det strategiske (interkontinentale) perspektivs sammensmeltning af offensive og defensive strategier, var disse stationers rolle en integreret del af hele den militære udbygning.
Hjemmestyreordningen fastsatte Færøernes stilling i det danske rige - og ansvarsfordelingen mellem hjemmestyre- og rigsmyndighederne (København), konkluderer Jákup Thorsteinsson.
Et parlamentarisk problem kan opstå (og er opstået) i interne politiske forhold på Færøerne.
"Dokumenterne i denne rapport viser, at i nogle tilfælde har de danske myndigheder givet lagmænd indsigt i militære forhold og udbygninger i denne forbindelse på Færøerne.
Lagmændene har godkendt disse planer, og de har på denne måde vist større ansvarsfølelse overfor den danske regering end overfor det færøske lagting, da ansvarsfordelingen i hjemmestyreloven muliggør dette" (s. 8).
Dette, at lagmanden kan komme i et dilemma mellem lagtinget og rigsmyndigheden vedrørende pålidelighed og ansvar, er en situation som er utålelig for Færøerne som demokratisk samfund".
 
Kommentar til rapporterne
Det er nogle meget oplysende rapporter som det færøske lagting har foranlediget, selv på dette foreløbige stadie, rapporterne foreligger i.
Der sås alvorlig tvivl om den danske atomvåbenpolitik og basepolitik i hele den periode rapporterne dækker.
Tvivlen er baseret på fund af dokumenter i både danske og amerikanske arkiver.
Resulterer den endelige rapport om Færøerne i en bekræftelse eller yderligere udbygning af de allerede fundne oplysninger, må det spørgsmål stilles, om der er behov for en kommissions-undersøgelse af dansk atomvåbenpolitik og dansk basepolitik siden anden verdenskrig.

Sidehenvisninger refererer til Jákup Thorsteinsson. Politiske kommentarer er Sámal Tróndur Finnsson Johansens.
Jákup Thorsteinsson: "Færøerne under den kolde krig - Militæranliggende og politik, oktober 1999.
Sámal Tróndur Finnsson Johansen: "Færøerne under den kolde krig - De militære installationer", oktober 1999.



Send gerne et link om denne tekst videre til folk, du mener fortjener at se den. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). ©pdateret december 2000 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand