Aktive russiske stemmer

Boris Jeltsin talte fra toppen af en kampvogn under det russiske systemskifte i '91. I de øvrige østlande husker vi i stedet fyldte gader med oprørske demonstranter.
Nogle husker soldater-mødrene for deres aktive modstand mod, at sønnerne er sendt til tåbelige krige. Ellers er russerne overhovedet ikke kendte for civil ulydighed.
Men den menige russer kender udmærket forskel på ret og uret - og handler derefter. Ikke i store folkelige manifestationer på gaderne, men lige så stille i det daglige.
Jeg kender ikke det enorme Rusland, men har i en årrække haft tæt kontakt til en mindre by i den vestlige ende af landet.
Mens vore medier har fyldt forsider med østlige ulykkeshistorier, der fortalte om hungersnød og mafiadrab, har jeg hele tiden oplevet et velfungerende samfund.
Den russiske dagligdag, som jeg ser den, lunter af sted lige så stille og sagtmodigt.
Ungerne skal i skole, de voksne skal på arbejde og der skal handles ind - en almindelig hverdag, der bare skal klares.
Pengene er ofte små og nogle få gange er der knaphed på enkelte varer, men altid noget at fylde i spisekammeret.
Og undervejs hører jeg historier fra den russiske hverdag, der passer dårligt med de danske mediers beskrivelser af de passive og alt for tålmodige russer:
 
Solidariske passagerer
I trolley-busserne foregår billetteringen med nogle små "hullemaskiner", der sidder rundt omkring. Billetterne købes hos chaufføren i små bundter med ti i hver.
I de overfyldte busser rækker man blot billetten i den rigtige retning, og den går så fra hånd til hånd til maskinen og retur.
Billetten var ret billig, men da inflationen rystede alt, blev prisen i løbet af kort tid fordoblet - uden at lønningerne fulgte med. Og busserne fik et nyt korps af provisionslønnede kontrollører.
De skramlende døre smækker op og ind træder en kontrollør med sin licens højt hævet. Han bliver mødt af en sværm af højlydte protester - og i hver ende af bussen trækker et par tilfældige passager en pakke biletter frem, stempler hele stakken og fordeler dem til de mange billetløse passagerer.
Og mens de nu meget ivrige kunder presser sig frem for at vise billetter, slipper resten af de billetløse væk bag dem uden bøde.
 
De unge hopper ikke på alt
Et nyt flot diskotek åbner i et nedlagt skibsværft. Det er lidt uden for byen, men Martin-lys fra Danmark og andet gejl burde trække ungdommen til. Men byen har mange diskoteker og diskoteket står tomt.
Så må bystyret på arbejde, for diskoteket tilhører nogle af vennerne.
Reklamekampagnen består i en intensiv indsats mod byens øvrige diskoteker. Embedsmændene opdager problemer lige fra brandfarlige rum over dårlige køkkener til narkotikamisbrug - så alle konkurrenterne må lukke.
Det bliver weekend, men det ny diskotek ligger stadig øde hen. Ungdommen holder sig væk, helt bevidst.
Næste weekend har bystyret givet sig, og byens øvrige diskoteker er fyldte igen.
 
Støt de små butikker
Bystyret har et problem. Vennerne har fået de tidligere statsbutikker, men det meste af handelen er endt på gaderne.
De nye torvepladser er fyldte med mennesker og spændende produkter.
Det er en oplevelse at se velklædte damer med lange velmanicurerede røde negle sælge fisk.
Det må stoppes, så kunderne kommer tilbage i butikkerne - og bystyret erklærer, at markedspladserne skal lukkes. Reaktionen kommer omgående.
Næste dag er markedet lukket, men det er en protestaktion fra de handlende.
Imens står butikkerne stort set tomme, for kunderne støtter naturligvis op bag aktionen og boykotter dem.
Bystyret opgiver planen.
 
Livet går videre
Nu har hver eneste bus en fast kontrollør, der også sælger billetter og prisen er fordoblet mange gange siden.
Bystyret hæver også konstant prisen for de licenser, som de handlende og diskoteker skal have. De minimale lønninger udebliver af og til, mens alt bliver dyrere.
Kommercialiseringen af samfundet fortsætter, og som et typisk tegn er en lokal børnehave blevet omdannet til bank. Medierne kører bizarre hetz-kampagner, specielt under valgkampe, hvor politikerne omhyggeligt ikke bare har købt taletid, men hele tv-stationer.
Men disse klagesange overlader jeg helst til andre danske journalister, der trofaste søber rundt i beskrivelsen af det håbløse Rusland.
For jeg ved, at der findes et andet Rusland, der yder aktiv modstand mod sine egne tåbelige politikere. En dag vil det sejre.