Verden kan bare vente sig, kan den! men hvad?

I Skotland blev Ulla Røder og de to andre aktivister fra Ploughshare frikendt for hærværk. Vi kender alle årsagen: At dommeren i retsalen havde hørt forsvarernes vidner begrunde og bevise, at Trident atomforsvarssystemet var en forbrydelse mod menneskeheden sådan, som det nu bliver brugt.
Og dommeren havde i retsalen ikke hørt anklagerens vidner tilbagevise forsvarernes vidners udsagn og forsvarernes procedure hvad det spørgsmål angik.
Altså var dommerens retsbelæring overfor nævningene, at de anklagede jvf. international lov havde ret til at benytte de midler, de havde gjort, for at forhindre staten i at begå denne alvorlige forbrydelse. Det skal tilføjes, at aktionen skete netop i de dage, hvor situationen var højspændt og ingen vidste, hvad russerne evt. ville gøre med deres atomvåben… Men det ved vi almindelige mennesker jo slet ikke, det var forbeholdt de få indviede!!!
Baggrunden var naturligvis NATOs krig mod Serbien, og den behandling, USA udsatte Rusland for. Russerne reagerede, ikke mindst befolkningen, men også militærledere og politiske talsmænd. Russerne nævnte bl.a., at de fortsat havde deres atomvåben, og at de ikke længere afstod fra at bruge dem som førsteslags våben, altså atomangreb mod USA!!!
Dommeren havde med andre ord klart forstået, at menneskeheden endnu engang var truet af udslettelse, fordi USA i magtbrynde og manglende re- spekt for andre provokerede til den yderste grænse, og fordi Rusland ikke kunne finde en rimelig måde at håndtere de fortsatte ydmygelser på.
Derfor er dommen speciel; den er ikke udtryk for, at andre fredsaktivister til enhver tid har mulighed for at slippe godt fra tilsvarende aktioner. Det er helt afhængigt af de ydre omstændigheder.
Hvis man f.eks. ophører med at have 3 atomundervandsbåde (snart 4 stk.) armeret hver med 48 raketter, (som hver har sprænghoveder til at udslette en storby, altså i alt 144 (snart 192) storbyer at udslette på mindre end 15 minutter), hvis man altså ophører med at udøve denne konstante trussel mod millioner af uskyldige, civile borgere, så ville fortsatte aktioner fra Ploughshare næppe føre til frifindelse.
Tankevækkende, synes jeg.
Men omvendt kan der næppe herske tvivl om, at Trident-atomforsvarssystemet er en forbrydelse mod menneskeheden.
Det kan man ikke tage fejl af, selv ikke i Pentagon eller i London.
Derfor er reaktionen interessant. Der er tre primære reaktioner, som bedst forstås i sammenhæng: 1) Først taler anklagemyndigheden om at appellere sagen, men må indse, at løbet er kørt. Anklageren havde haft.
mulighed for at føre vidner, som muligvis kunne underbygge lovligheden af Trident-atomforsvaret - selv om det på forhånd må anses for håbløst på baggrund af Haag-domstolens udtalelse fra 1997. Frifindelsen stod ikke til at ændre.
Men så fandt man det nødvendigt at efterse, om der var fejl i lovgivning eller den måde, dommeren havde tolket loven på. En form for eftersyn (referral) i Højesteret i Edinburgh. Det har trukket ud med at få det eftersyn igangsat, og i mellemtiden har det ikke været muligt at få en udskrift af rets-protokollen, selvom den naturligvis afventes med stor interesse hos mange jurister i hele verden.
2) Så bliver det stjernekrigsprojekt, som man har troet hvilede i mølposen i årtier atter aktualiseret, og USA forsøger at få Rusland til at acceptere, at USA tilsidesatte væsentlige dele af ABM-traktaten fra 1970-erne. Det vil Russerne ikke. Samtidig indkaldes vores udenrigsminister til samtale i USA om opgradering af Thule-radaren og stationering af missiler i Grønland, og Udenrigsministeren svigter sit løfte til Grønlands hjemmestyre om aldrig at forhandle om militærbaser på Grønland med fremmede magter uden deltagelse af repræsentanter fra Grønlands hjemmestyre.
3) Indenrigsministeriet i London fremsætter en ny terroristlov, som bl.a. er vendt mod Ploughshare. Den vil, hvis den vedtages, gøre det strafbart at beskadige ting under aktioner som den, de skotske aktivister gennemførte.
Og den vil betyde, at evt. økonomisk støtte til mennesker, som planlægger sådanne aktioner også kriminaliseres, ligesom journalister kan straffes med op til 5 års fængsel, hvis de ikke anmelder sådanne aktioner, de måtte få kendskab til i deres journalistiske arbejde. Eller sagt med andre ord: Det, som dommer Margaret Gimlett fandt, vore 3 aktivister havde ret til at gøre ifølge bl.a. Nürberg-principperne, skulle være kriminelt efter britisk lov, hvis loven vedtages uændret. Og med Schengen-samarbejdet vil jeg, som blot har skrevet og støttet deres aktioner, måske ikke kunne få indrejse i andre europæiske lande?
Jeg kan kun tolke disse reaktioner som udtryk for desperation. Man må der have indset, at man ikke i længden kan modstå presset fra fredsaktivister verden over. Jeg har hørt, at der i USA nu er ca. 80% af befolkningen, som er imod atomvåben. Hvor længe kan styret modstå et demokratisk pres?
Derfor ser jeg reaktionerne som udtryk for, at man har travlt. For det første skal den brist, som dommen i deres øjne er udtryk for, forsøges fortiet så længe som muligt. Derfor kan vi ikke få retsprotokol-udskriften. For det andet må skinnet af retsstat og demokrati bevares. Derfor igangsættes denne eftersynssag. Og endelig må der opbygges en erstatning for Trident-forsvaret snarest mulig. Derfor tages stjernekrigsprojektet op af mølposen, og den danske udenrigsminister haste-indkaldes til samtale om raketbaser og opgradering af Thule-radaren på Grønland.
Jeg bliver bedrøvet, fordi vi er ble- vet så dybt afhængige af en stat, som tilsyneladende er grebet af et vanvid, der bringer verden på randen af udslettelse gang på gang, uden på noget tidspunkt at forsøge at lære af historien for at medvirke til afrustning og en fredelig udvikling.
Jeg bliver foruroliget over udviklingen af militær i Europa, den ny, fælles udrykningsstyrke, den ny Europahær.
Det siges, at det især er erfaringerne fra Kosova, som gør det nødvendigt.
Det forstår jeg ikke. Alle de eksperter, som jeg har hørt udtale sig om Kosova udfra en samlet vurdering af hele forløbet, har samstemmende sagt, at den største fejl var, at det forebyggende arbejde var en fatal mangel i mere end 10 år, hvor alle vidste, at en dag ville det gå galt, men ingen gjorde noget for at forebygge katastrofen. Og den næst-største fejl er de manglende midler til genetablering af et velfungerende samfund, etablering af infrastruktur, politi etc.
Hvorfor er det så kun militær-tankegang, som får bevågenhed? Hvorfor skal vi opruste, når USA alene står for 50% af verdens militære isenkram, og Europa for omkring 25% Hvem er det, som er så mægtige, at de kan true de 75% af verdens militære isenkram, som NATO allerede råder over?
Verden kan bare vente sig, kan den!
Men vi tillader os at protestere og anmode om eftertanke i den danske regering og i det danske Folketing. Vi tror fortsat på, at det er hæderlige mennesker, vi har valgt til at styre vort land.

---

Stop atombomberne

Konfronter de ulovlige aktiviteter på Aldermaston! Planerne om øgede muligheder for at straffe fredsaktivister har ikke bremset kampagnen mod atom-våben i Storbritannien.
Mandag den 22. maj er der en ikke-voldelig og ansvarlig blokade i Aldermaston i det sydlige England.
Atomvåbenanlægget i Aldermaston producerer dele til Trident atom-sprængladninger, Storbritanniens og NATOs ulovlige masseødelæggelsesvåben.
Til sommer bliver der en march fra Aldermaston op til den skotske fredslejr ved ubådsbasen i Faslane.
Marchen slutter den 1. august, hvor efter der de næste to uger er aktionslejr mod Trident-ubådenes atomvåben.
Kampen fortsætter - kontakt Ulla Røder på tlf 6311 0466 for yderligere oplysninger - eller Trident Ploughshares, 42-46 Bethel Street Norwich NR 2 1 NR – Tlf: 00441324880744 – Fax: 00441324562719 - E-mail: tp2000@gn.apc.org.