MNF sparkede røv 1. maj


Af Kasper Verdel Rasmussen

"Rød 1. maj" må være et af de mest ideelle steder for antimilitaristiske aktivister, der ønsker at uddele propaganda og samle penge ind til det gode formål. I hvert fald blev vi fem aktivister fra Militærnægterforeningen generelt mødt af både interesse og forståelse for foreningens arbejde, og en stor velvilje til at finde pengepungen frem og støtte foreningen.
T-shirts, og især klistermærker, med "Civilt område, militær adgang forbudt" gik som varmt brød. Der blev solgt 11 T-shirts og et utal af klistermærker. Sammen med rene pengebidrag resulterede det i, at der blev indsamlet over 2000 kroner.
Det var opmuntrende at opleve den store forståelse og sympati. Til hverdag kan man godt føle at, at den særlige race man tilhører som militærnægter, ikke er særlig stærkt repræsenteret i et samfund, der helt har accepteret, at militære løsninger er det eneste, der kan løse verdens problemer.
Selvfølgelig blev vi også mødt af kritiske holdninger, men den klare overvægt af sympati gav en følelse af, at der trods alt er et håb forude.
I Fælledparken er 1.maj delt op i forskellige afdelinger. MNF havde base i "rød 1.maj", men lavede propaganda-raids i hele fælledparken. Undertegnede havde en helt klar oplevelse af, at sympatien og viljen til at støtte militærnægterne var størst hos "rød 1.maj" og "anarkistisk 1.maj". Modstanden var større hos Socialdemokratiets og fagbevægelsens 1.maj-arrangement. En interessant, men måske ikke så overraskende observation.
Det var en hyggelig dag, og som lovet var der masser af forårssol og tid til en kold øl. Fire nægter-drenge startede med morgenmad, og blev senere suppleret med en nægter-pige.
Vi håber at vores tilstedeværelse og propaganda har fået nogen til at tænke over, at der findes alternativer til militæret, og at vi måske har hvervet en militærnægter eller to.