Antallet af militærnægtere halveret
Militærnægteradministrationen må skære ned

af Øjvind Vilsholm

Antallet af militærnægtere falder fortsat
I årets første seks måneder blev kun 165 overført til militærnægtertjeneste.

Det er under halvt så mange som første halvdel af sidste år, hvor 345 blev nægtere.

Det faldende antal militærnægtere er en fortsættelse af tendensen fra sidste år, hvor antallet af militærnægtere faldt for første gang i seks år.

Færre indkaldte
Årsagen til faldet i antallet af nægtere er først og fremmest, at langt færre indkaldes til værnepligt i forsvaret.

I først halvdel af 1999 blev 2562 indkaldt til forsvaret, mens der i år kun blev indkaldt 1409. Det er ingen forandring i antallet af indkaldte til Beredskabskorpset.

Mindre antimilitarisme
Men det at færre indkaldes til forsvaret kan ikke forklare hele faldet i antallet af militærnægtere. I 1998 valgte 8,8% af de værnepligtige at nægte. I 1999 var det kun 7,6% og i første halvdel af i år er procentdelen faldet yderligere til 7,0%. Noget tyder altså på at den antimilitaristiske ånd er på retur.

Den fortolkning er Piet Mertz fra Militærnægterforeningens bestyrelse dog ikke helt enig i: "Når færre indkaldes, sker der helt enkelt det, at færre bliver tvunget ind. Der er jo nogen, der melder sig frivilligt, derfor behøver man ikke indkalde så mange mod deres ønske," anfører Piet Mertz. Han vil dog ikke udelukke, at den megen positive omtale af NATOs bombninger af Serbien sidste år kan have fået enkelte tvivlere til trods alt at vælge militæret frem for at nægte.

Nedskæringer i militærnægteradministrationen
For Aage Spindler, der er kontorchef i Militærnægteradministrationen har det faldende antal militærnægtere haft alvorlige konsekvenser. De færre militærnægtere har betyder, at der bliver langt mindre arbejde til de ansatte. "Jeg har måttet afskedige to kon-sulenter, som fratræder i begyndelsen af næste år," fortæller Aage Spindler. "I 1999 havde vi 471 helårsværnepligtige næste år regner vi kun med at få 330," fortsætter Aage Spindler.

Aflyst tre hold
Militærnægteradministrationen har allerede nu aflyst tre af de hold, der var planlagt til næste år.

For de indkaldte har faldet i antallet af nægtere dog haft den positive konsekvens, at man i øjeblikket kan starte sin tjeneste umiddelbart efter man bliver overført til militærnægtertjeneste.

"Vi har skam ledige pladser på det hold, der starter i morgen (7. oktober, red.)," fastslår Aage Spindler.

Forventer stigning
Der har dog været en vis travlhed på Militærnægteradministrationen i september, så Aage Spindler tror ikke, at faldet i antallet af militærnægtere vil blive helt så drastisk som tallene fra årets første seks måneder tyder på.