Giv værnepligten vinger

Danmark kan gøre en sikkerhedspolitisk forskel ved at indføre fredskaserner og fredsøvelser

Af David Agerbæk Jeppesen,
medlem af Militærnægterforeningens bestyrelse

Krig og fred
Mange unge mænd ved næppe, hvorfor de har valgt at lære at gå i krig.

Jeg mener, at der mangler et seriøst modstykke til militæruddannelsen.

Selv har jeg for nylig aftjent civil værnepligt - efter at være blevet overført fra kamptropperne i Vordingborg.

Forløbet har været tilfredsstillende, og der er ingen tvivl om, at man som militærnægter i Danmark er lovgivningsmæssigt privilegeret.

Komfortnægtere
Dog er det meget få nægtere, der går ind i tjenesten med en bevidsthed om mulighederne i deres valg med hensyn til sikkerhedspolitik.

Mange er "komfortnægtere", der ser aftjeningen af den civile værnepligt som et midlertidigt ophold i en social boble, der i øvrigt undergraver deres privatøkonomi og generer planlagte karriereforløb.

Mere indhold
Spørgsmålet er, hvordan man kan give opholdet i militærnægtersystemet mere indhold?

Ansvaret i at være så fritstillet, som en dansk nægter er, bliver ikke omtalt i det eneste fælles forum, militærnægteren og hans administration har, nemlig de fire indledende dage i Slagelse.

Her bliver man formelt og teoretisk guidet igennem de kommende måneders arbejde og kan derefter læne sig tilbage og vælge sit udstationeringssted.

De mennesker, man møder under introduktionsopholdet, genser man kun på eget initiativ. Der bliver ikke nævnt et ord om social ansvarlighed under eller efter endt tjeneste. Der bliver ikke sat taletid af til organer uden statslig tilknytning.

LandsKontaktUdvalget (LKU) hedder det udvalg, der skal tage sig af kontakten mellem udstationerede nægtere og eventuelle problemer i forbindelse med udstationeringen (agere fagforening).

Det er nægtere, der udgør udvalget, som i øvrigt er nedsat af administrationen.

Fredskaserner findes ikke
I skrivende stund er der ingen til at tage telefonen hos LKU, da ingen ønsker at bruge deres aftjeningsperiode på opgaven.

I den forbindelse skal det nok ikke overses, at kontoret ligger i Slagelse, og at nægterprocenten er større i hovedstadsområdet. Desuden er udvalget overflødigt (jf. førnævnte eksistensberettigelse), da der hverken findes fredskaserner, fredsøvelser eller nogen udbredt utilfredshed med udstationeringsstederne. Man kan nemlig nemt skifte udstationeringssted, hvis man føler sig dårligt behandlet.

Uden LKU har en organisation som f.eks. Militærnægterforeningen ingen mulighed for at indlede et konstruktivt fredssamarbejde med Militærnægteradministrationen.

Et samarbejde jeg ellers på sigt ville kunne se perspektiver i. Et statsligt system der forholder sig til det eksistentielle spørgsmål: Slå ihjel eller lad leve. Et system der varetager opbygningen af uddannelsessektorer for socialpolitisk bevidsthed og ansvar (fredsuddannelse). Fokus rettet mod de humanitære konsekvenser af en verdenskrise i stedet for et materialistisk omdrejningspunkt.

Hvorfor ikke ligestille forening og administration, når LKU ikke fungerer eller er nødvendig?

Lad foreningen erstatte LKU og skabe en tænketank med billig, idealistisk arbejdskraft.