De serbiske nægtere i Budapest organiseres

Af Peter Mikael Hansen

De serbiske militærnægtere, som fortsat lever i eksil i Budapest, arbejder på at få en organisation og et netværk op at stå. De mødes i forskellige fora og arbejdsgrupper, og målet er at få en medlemsorganisation med titlen NGO "SURVIVAL" på benene.

På deres seneste fællesmøde i juni aftaltes en lang række opgaver og mål, som nægterne vil arbejde med:

  • Afholdelse af konferencer hhv. BILTEN III (september 2001) og BILTEN IV (December 2001).
  • Fortsætte gæsteoptrædender på radiostationen FIKSZ.
  • Opretholdelse af websiden "SURVIVAL".
  • Deltagelse i møder og konferencer omhandlende antimilitarisme og problemer med verdens flygtningeproblemer.
  • Skabelse af et solidaritetsnetværk med det formål at fremme fred, forståelse for andre kulturer og ikkevold.
  • Retslig hjælp og rådgivning til alle flygtninge fra Jugoslavien.
  • Hjælp til at finde arbejde til flygtninge fra Jugoslavien.
  • Antimilitaristiske aktioner og aktiviteter i samarbejde med andre organisationer både i Ungarn og udlandet.
Derudover skriver formanden for de serbiske militærnægtere, Sinisa Tucakov, at de arbejder med workshops, eksempelvis seminarer om pacifisme, ikkevold, uddannelse, psykologi, kultur, litteratur, og at de afholder temadiskussioner og debatter og på lang sigt stiler mod en styrkelse af NGO "SURVIVAL" som en paraplyorganisation for serbiske militærnægtere, desertører og flygtninge i Ungarn og Budapest.