Israels unge bliver ‘selektive nægtere‘

En protestskrivelse har skabt grøde i den israelske militærnægterbevægelse. Hæren har svært ved at finde sine egne ben.

Af Hans Henrik Fafner
Informations korrespondent

TEL AVIV – Når Idan Landau til april møder til reservemilitærtjeneste i sin enhed, vil han sørge for at have skiftetøj med til 28 dage. Så længe kan det nemlig tage, før han atter ser sit hjem i Tel Aviv, for sandsynligheden taler for, at enheden vil sende ham til Vestbredden. Det vil han nægte, og derfor er en tur i militærfængsel en åbenbar mulighed i hans planlægning. Hans forseelse vil typisk blive takseret til 28 dage bag tremmer. Idan Landau er i begyndelsen af 30‘erne, han underviser i lingvistik ved Ben Gurion Universitetet i Beersheva, mens han skriver på sin doktorafhandling – og han er blandt Israels lille, men hastigt voksende gruppe af militærnægtere.

Hedt debatemne
Sagen er blevet til et af tidens hede debatemner, efter at en gruppe på 50 helt unge reservesoldater i slutningen af januar lagde navn til et brev, hvori de stod frem og nægtede at tage videre del i Israels besættelse af Vestbredden og Gazastriben. I organiseret form dukkede den israelske nægterbevægelse første gang op efter invasionen af Libanon i 1982, hvor en lille gruppe officerer skrev et lignende brev i protest mod krigen. Gruppen kaldte sig Yesh Gvul, hvilket betyder ‘Der er en grænse‘, og i de mellemværende år har dens medlemmer hver for sig sat deres personlige grænse for, hvad de ønsker at deltage i.

»Vi er ikke pacifister. Vi vil alle gerne være med til at forsvare vort land, men ingen af os ønsker at deltage i besættelsen af et andet folk,« siger bevægelsens talsmand, Peretz Kidron. Han forklarer, at næsten alle medlemmer har aftjent de sædvanlige tre års værnepligt og siger fra i forbindelse med indkaldelse til reservemilitærtjeneste, som alle israelske mænd principielt deltager i, til de falder for aldersgrænsen på 45 år.

Idan Landau nægtede første gang for syv år siden. Hæren ville sende ham på reservetjeneste i Ketziot, et enormt fængsel for palæstinensiske politiske fanger, og der lå hans grænse.

»Indtil da havde jeg løst kommunikationsopgaver i hæren, men pludselig fik palæstinenserne ansigter, og det satte noget i gang,« husker han. »Jeg står mig godt med min enhed, så vi snakkede os til rette om det, og jeg blev sat til noget andet.«

Mofaz i tvivl
Han blev, hvad man i Yesh Gvul kalder ‘selektiv nægter‘. Det er her, de fleste starter, og før intifadaen håndterede hæren hver enkelt sag relativt fleksibelt og uden stor offentlighed. Peretz Kidron anslår, at mere end 90 procent af alle nægtere tidligere løste deres samvittighedsproblem med deres respektive overordnede, uden at de fik prædikatet nægter. Men med intifadaen er mandskabsbehovet på de besatte områder vokset, og med dette er pladsen til nægterne blevet indskrænket. I juli sidste år fik Idan Landau for første gang besked på at melde sig til reservetjeneste på Vestbredden, og da han nægtede, meddelte hans overordnede ham, at de ikke længere kunne acceptere hans indstilling og sendte ham to uger i fængsel.

»Selv under den første intifada, hvor jeg aftjente min normale værnepligt, var forholdene anderledes. Nu er der tale om krigsforbrydelser, og derfor vil jeg nu slet ikke have noget med hæren at gøre. Enhver opgave i hæren bidrager til besættelsen,« forklarer han. »Problemet er, at hæren er meget dårligt gearet til at håndtere problemet. Der findes godt nok en komité, som tager sig af samvittighedsspørgsmål, men så vidt jeg ved, har de kun ladet en meget lille gruppe ekstreme pacifister slippe for tjeneste.«

At dømme efter udtalelser fra generalstabschef Shaul Mofaz har hæren vanskeligt ved at finde sine egne fødder i spørgsmålet. Det ene øjeblik udtaler Mofaz forståelse og imødekommenhed over for nægterne, og kort efter udtaler han, at han ikke er til sinds at vise nogen blødhed.

»Desværre har Yesh Gvul indtil nu ikke haft fantasi til at forene indsatsen, som det er sket med brevet for et par uger siden. De oprindelige 50 underskrivere er blevet til næsten 200, og listen vokser hver dag. Dette er en manifestation, som den militære ledelse er nødt til at tage stilling til,« tilføjer Landau.

Moden beslutning
Paradoksalt nok er det store flertal af de 400 soldater, som indtil videre er blevet idømt fængselsstraffe under denne intifada, officerer. Idan Landau har rang af løjtnant og ser en tydelig sammenhæng: »Jeg nød min værnepligt, som jeg forlængede med et år, fordi jeg valgte at blive officer, og det har jeg ikke fortrudt. Hæren giver en fremragende uddannelse, og jeg oplevede det som en tillidserklæring og en udfordring at blive pålagt et stort ansvar for materiel og soldater i en helt ung alder. Men hæren uddanner også sine officerer til at tænke selvstændigt, og jeg er sikker på, at det er her, tvivlen opstår.«

Idan Landau har den typiske ‘nægter-profil‘. Han er opvokset i et højere middelklassehjem i Tel Aviv, baggrunden er hundrede procent ashkenasisk, faderen er ingeniør og forældrene moderat venstreorienterede. Fra den kant har han fået fuld opbakning, selv om hans beslutning også i familiens øjne var usædvanlig.

»I gymnasietiden kendte jeg et par pacifister og fandt dem utroligt underlige. Man kan da umuligt leve i Israel og være pacifist uden også at blive bankrøver eller sådan noget. Det passer ganske enkelt ikke sammen. Jeg stillede ikke spørgsmål ved, om jeg skulle i hæren eller ej, og kan heller ikke bebrejde de unge, som gør det i dag. Det kræver både mod og modenhed at tage beslutningen, for at være militærnægter i Israel er at gøre oprør mod noget meget dybtliggende – som at benægte en del af dig selv.«

Blandt andet har den israelske militærnægter en række myter at gøre op med. Sikkerhedsmyten eller den påståede trussel mod statens sikkerhed er en af dem, Idan Landau finder mest oprørende: »Naturligvis kan palæstinensisk terror opleves som en trussel, men det er jo ikke noget, som for alvor kan bringe staten i fare. Og når man, som det sker i disse dage, sætter et kæmpemæssigt militært apparat i sving for at standse truslen fra Kassam 2 (ny raket udviklet af Hamas, red.), er det jo helt absurd. Kassam 2 er jo som våben betragtet en ynkelig affære, utroligt upræcis og med meget begrænset virkning. Og når vi ser på ‘fjenden‘, er der jo ikke tale om andet end et dybt forarmet folk, som kræver lidt retfærdighed,« siger han hovedrystende. På samme vis er Israel dybt forankret i en legalistisk myte, som taler om flertallets ret. Dette betragter Idan Landau som en populistisk udvanding af den demokratiske idé, som jo netop skal beskytte mindretal som ham selv. Han ved også, at han er under angreb fra andre dele af venstrefløjen for at forflygtige sit humanistiske ansvar til at være der for at forhindre højreorienterede soldaters overgreb på palæstinenserne.

Lige nu er han spændt på, hvad der rent faktisk vil ske, når han møder til næste reservetjans. Under den nuværende intifada er det endnu ikke sket, at en nægter har været fængslet to gange, og han regner ikke med at blive den første. Da han var i fængsel sidste år, fik han støtte af en kollega, lingvisten Noam Chomsky fra Boston, som iværksatte en protestaktion blandt sprogforskere verden over.

»Et eller andet må de jo gøre, men de har nok ikke lyst til at gøre mig til politisk martyr,« smiler han og skænker sig en ny kop kaffe.