Nægtertallet stiger stadig

image 10% flere nægtere i 1997

- Af Øjvind Vilsholm


Antallet af militærnægtere stiger stadig, og der har ikke været så mange militærnægtere siden 1980. I 1997 blev 836 overført til militærnægtertjeneste. Det var 74 flere end i 96 - en stigning på 9,7 %.

Piet Mertz fra Militærnægterforeningens bestyrelse glæder sig over tallene: "Jeg ser det stigende antal militærnægtere som et udtryk for en stigende kritisk indstilling til militæret blandt de unge. Uanset, hvilken konkret grund hver enkelt har til at nægte, så har de taget et standpunkt, hvor de vælger militæret fra. Det kan jeg kun være tilfreds med; jo flere nægtere jo bedre for antimilitarismen," siger Piet Mertz til NB.

Ingen trussel mod forsvaret
Stigningen i antallet af militærnægtere får dog næppe forsvarsministeren og generalerne til at ryste i bukserne. Selvom antallet af militærnægtere stiger, så udgør de 836 militærnægtere stadig under 10 % af det samlede antal værnepligtige. Forsvaret og Beredskabskorpset har til sammen indkaldt 10.197 værnepligtige sidste år.

Der er dog ingen grund til helt at fortvivle over denne triste kendsgerning, for militærnægtere udgør en stadigt stigende andel værnepligtsmassen. I 1990 var kun 5,1 % af de værnepligtige militærnægtere - i 97 kom vi op på 8,2 %, så det går absolut den rigtige vej. Piet Mertz er da også fortrøstningsfuld: "Det er da klart, at nedlæggelsen af forsvaret ikke ligger lige om hjørnet bare fordi hver 10. danske mand ikke vil være med. Men hvis man ser udviklingen i antallet af militærnægtere i forhold til den massive propaganda, forsvaret efterhånden lægger for dagen, så er det egentlig ganske imponerende, at så mange stadig nægter militæret - og så er det oven i købet stigende. Det viser jo med al ønskelig tydelighed, at militæret mister opbakning i befolkningen," fastslår Piet Mertz.

Militærnægterforeningen har dog på ingen måde tænkt sig at hvile på laurbærrene. "Det stigende militærnægtertal viser, at vi er på rette vej, men målet har vi ikke nået endnu, siger Piet Mertz og fortsætter: "Flere militærnægtere er et skulderklap og en opmuntring til at kæmpe videre. MNF skal fortsætte med at oplyse på uddannelser og på sessioner, og vi skulle også gerne blive mere synlige i den offentlige debat," slutter Piet Mertz.

År Antal nægtere År Antal nægtere
80 882 89 675
81 660 90 614
82 513 91 525
83 431 92 479
84 378 93 714
85 282 94 763
86 329 95 773
87 460 96 762
88 595 97 836

Tabel 1. Antallet af militærnægtere1980-1997
Kilde: Indenrigsministeriets Militærnægteradministration.



Flere søger ud af forsvaret

I 97 blev 142 værnepligtige overført til militærnægtertjeneste, efter de var begyndt at aftjene deres værnepligt i forsvaret. I forhold til 96 er det en stigning på 34 %, hvor kun 106 slap ud af forsvaret klør. Det er dog omtrent det samme som i 95, hvor 145 blev overført fra forsvaret.

Øjv.



Flere kontakter MNF
Kunderne får bedre service

Af Øjvind Vilsholm

Antallet af henvendelser til MNFs kontor i Dronningensgade i København er mere end fordoblet. I 1997 havde kontoret 334 henvendelser mod kun 162 i 1996. Stigningen skyldes først og fremmest, at vi har haft åbent både tirsdag og torsdag hele året.

I foråret 96 havde vi kun åbent om torsdagen, og det har tilsyneladende afholdt mange fra at henvende sig. På grund af den udvidede åbningstid er antallet af henvendelser om tirsdagen steget fra 38 til 172 - mere end en firdobling.

Kan bestille via telefonsvareren
En anden grund til stigningen er, at folk, der henvender sig telefonisk udenfor åbningstiderne tirsdag og torsdag aften, nu kan bestille oplysningspjecen Militærnægtervilkår ved at indtale navn og adresse på telefonsvareren. Ordningen blev indført i efteråret 96, hvor 21 nåede at benytte sig af muligheden. I 1997 har 89 bestilt materiale via telefonsvareren.

Få møder personligt op
Antallet af folk, der henvender sig i træffetiden, er forholdsvist stabilt. I 1997 ringede 161 personer til kontoret - det er lidt over tre henvendelser om ugen. Og lige mange ringer tirsdag og torsdag.

Kun enkelte vælger at møde personligt op i Dronningensgade; i hele 97 var der kun 10 personer, der drog til kontoret på Christianshavn. De fleste er åbenbart rigeligt tilfredse med at få vejledning over telefonen...