Værnepligten - militaristisk slaveri

Jørgen Johansen, tidligere formand for War Restisters International (WRI), argumenterer med dette indlæg mod værnepligten. Værnepligten er en del af det militære kompleks, og for en antimilitarist er værnepligten en del af verdens problemer. Militarismen må bekæmpes i alle dens former.

Systemet med almen værnepligt har netop "fejret" 200-års jubilæum. Det var den franske revolution som indførte tvangssystemet ved at indkalde alle friske mænd til militærtjeneste. Forslaget havde været diskuteret tidligere, men selv ikke Machiavelli i sin bog Fyrsten kom på en lignende idé, som at tvinge alle mandlige borgere til at lære dette morderiske håndværk.

Der findes idag ca. 220 stater. Af disse har færre end halvdelen en fungerende værnepligtshær. På intet tidspunkt har majoriteten af verdens stater haft en værnepligtshær. De fleste har professionelle hære, nogle har haft værnepligt indskrevet i loven, men sjældent eller aldrig benyttet sig af muligheden for at indkalde folk. Kun Israel har indført værnepligt for kvinder.

Groft sagt kan man inddele lande som har eller har haft værnepligt i fire grupper. Den første gruppe er, hvad jeg vil kalde "socialdemokratiske stater i Europa". Deres værnepligtstradition stammer tilbage fra tiden, hvor de lagde parolen om "antimilitarisme" på hylden. (Dette skete i tiden efter første Verdenskrig, hvor alle skulle deltage på lige fod.) Ingen forskelsbehandling skal forekomme. Disse lande har også ofte argumenteret for, at det er en demokratisk vigtig funktion at have "hele folket bevæbnet". På den måde mente de, at våbnene ikke kunne bruges mod sit eget folk. Dette skulle være en beskyttelse mod militærkup.

Den anden gruppe er de tidligere kolonier (hovedsageligt i Afrika) som blev befriet af guerillahære. De dygtigste guerillaledere vandt kampen mod kolonimagten og blev den nye stats ledere. Deres kvalifikationer som ledere af militært dygtige hære, var naturligvis en hindring for en opbyggelse af demokratiske og frie stater. De tænkte fortsat i militære baner og så det som en selvfølge at rekruttere alle mænd til soldater for at forsvare deres nye stat. Disse hæres tekniske niveau var ganske lavt og der var således behov for store menneskemasser som blev udrustet med håndvåben.

Den tredje gruppe som traditionelt har haft værnepligt, er de tidligere kommunistiske etpartistater. For dem var det en selvfølge, at alle skulle tjene staten, og at ingen skulle "slippe". Proletariatets diktatur havde ingen nåde med folk, der havde en anden opfattelse af militærtjenesten end statens. Også efter at mange af disse stater har kastet det kommunistiske åg af sig, er der mange som fortsat har beholdt værnepligtsystemet.

Den fjerde gruppe er de stater, som kan kaldes muslimske. Hvor Islam har en stærk indflydelse på statsstyret. Selv de, som ikke benytter sig af Sharia, har svært ofte tvungen værnepligt for alle mænd. Det at tjene staten fremstilles ofte som en rettighed, ikke en pligt. Vel at mærke en rettighed man ikke kan takke nej til. Det skal nævnes, at et antal af de meget små arabiske stater ikke har værnepligt. Nogle har til og med lejet en professionel hær af udenlandske firmaer.

Fremtidens udvikling
Af disse grupper er der idag mange stater i de tre førstnævnte grupper, som diskuterer en afskaffelse af værnepligten i fredstid. Det store skel for de socialdemokratiske stater kom efter Golfkrigen i 1991, da de såkaldte "smarte" bomber blev vist på CNNs Pentagonpropaganda. Krydsermissiler navigerede ind i Bagdags centrum og penetrerede et på forhånd udpeget vindue i en bygning. Mange højtstående militærfolk og forsvarspolitikere blev meget imponerede og ville gerne have det samme legetøj. Da disse våben er meget dyre kom det snart frem, at det var bedre at begrænse den dyre værnepligt og i stedet satse pengene på højteknologiske våben.

Den anden gruppe af lande, dem som tidligere var kolonier, er også begyndt at diskutere hvorvidt værnepligten er en smart løsning. For mange er det et kostbart system, og i tider med reducerede statsindtægter, er der mange andre områder, hvor man kan benytte pengene. Nogle har problemer med at statens borgere tilhører forskellige befolkningsgrupper og den gruppe, som i fortiden havde magten stoler ikke på de andre grupper. Derfor vil de ikke give dem våben og oplæring.

De tidligere kommunistiske regimer har samme finansielle problemer som de tidligere kolonier. Det er dyrt, hvert år at oplære en ny aldersgruppe soldater. Nogle af dem har ambitioner om at satse på højteknologiske våbensystemer. Det militærindustrielle kompleks er i forfald og statens begrænsede indtægter bruges hellere til at opbygge moderne social systemer og moderne produktionsenheder. De lande som idag fortsat har kommunistregimer, viser ingen tegn på at afskaffe værnepligten.

For de islamiske stater er der heller ingen tegn på at værnepligten afskaffes. Der er idet hele taget ikke mange tegn på, at regimerne forandres til andet end stedse mere autoritære og restriktive systemer. Her har den antimilitaristiske opposition små muligheder og stadig sværere ved at arbejde, og værnepligtsnægtere behandles meget strengt.

Hvilke argumenter bruges for en værnepligtshær?
Debatten har blandt andet handlet om den økonomiske side ved værnepligts- kontra professionel hær. Idag er de fleste enige om, at værnepligtsmodellen er en dyrere variant. Det er oftest billigere at oplære et mindre antal soldater, som kan holdes i højt beredskab og få avanceret oplæring i brug af højteknologiske våben. Mange hævder at der er en indbygget demokratisk kontrol af militæret når "alle" voksne mænd er soldater. Tanken er at det vil forhindre militærkup og andre magtovertagelser med hjælp af soldaterne. Hæren skal ikke blive en "stat i staten". Dette argument er svagt, hvis man anskuer det fra en historisk synsvinkel. For det første har værnepligtstropper været sat ind mod arbejdere i mange lande gennem historien, også de nordiske. Hvad vigtigere er, at Pinoche i Chile gennemførte sit kup med værnepligtige soldater, obersterne i Grækenland gennemførte deres kup med værnepligtige soldater og massakren på den Himmelske Fredsplads blev gennemført af værnepligtige soldater. Listen kan gøre endnu længere.

I alle hære også dem som baseres på værnepligt, er der professionelle officerer. Alle, som har magt og som bestemmer, er professionelle officerer - ikke værnepligtige. De almindelige soldater trænes kun til at modtage ordre fra professionelle soldater i alle hære.

Hvad taler imod værnepligten?
I en stat med værnepligt vil alle mandlige borgere gennemgå en længere tids oplæring i at adlyde. Dette massive disciplineringstiltag vil naturligvis få konsekvenser, også for det civile samfund. Lydigheden bliver en fælles norm i arbejdslivet, i foreningslivet og i statsapparatet. Folk opfostres til at følge en ordre i stedet for sin egen samvittighed. Det er vanskeligt at tænke sig en Hitler uden massiv lydighed hos folket. Alle menneskehedens rædsler er gennemført af lydige mennesker. Lydige piloter slap atombomber over Japans civilbefolkning. Lydige togførerer passede på at godstogene med jøder kom frem til koncentrationslejrene til tiden, lydige embedsmænd åbnede gaskamrene, lydige politimænd sendte flygtninge tilbage til terrorregimer, lydige soldater gennemførte Song My massakren i Vietnam og lydige politifolk nedskød civile i Shapville i Sydafrika. Listen kan gøres skræmmende længere. Værnepligten har en vigtig funktion - at skabe lydige mænd.

Værnepligten er en del af det militære kompleks, som har gennemført flest krige de sidste hundrede år. For en antimilitarist er værnepligten en del af verdens problemer. Ikke en del af løsningen på verdens problemer. Den producerer hvert år ny militarister. Værnepligten er et forsøg på at gøre militarismen mere folkelig, mere hverdagsagtig, mindre farlig og dermed mere acceptabel. For den som bliver dræbt af militæret er det fuldstændig ligegyldigt om kuglerne kommer fra en værnepligtig eller professionel soldat. Det folkelige islæt ved militarismen er tværtimod et alvorligt problem. Verden idag er inde i en periode, hvor den store majoritet af krige er borgerkrige. De væbnede konflikter mellem stater var i 1997 ikke eksisterende. I disse borgerkrige bliver den væbnede konflikt oftes længere og mere grusom, når enhver voksen mand har fået oplæring og gennemgået repetitionsøvelser gennem værnepligten. Konflikterne på Balkan forsatte længere end de ville have gjort, hvis ikke hver mand var værnepligtig og havde våben og ammunition hjemme. Den decentraliserede og folkelige værnepligtshær forlængede plagen for krigens ofre.

Mange hævder at almen værnepligt er et spørgsmål om ligestilling. Min indstilling er, at vi bør kræve ligestilling, men da ligestilling på kvindernes vilkår. Lad også mændene stå uden for den statslige militarisering.

Hvorfor skal ligestillingen være på værnepligtens vilkår?

Den professionelle hær.
I de lande som har afskaffet værnepligten, har man uden undtagelse indført en professionel hær. For mig som pacifist betyder det, at det antimilitaristiske arbejde får en anden form. Militarismen bliver ikke bedre af, at soldaterne får en bedre løn. Jeg har arbejdet internationalt i snart 20 år, og er i regelmæssig kontakt med antimilitarister fra lande, som aldrig har haft nogen værnepligt. Det er selvfølgelig ikke sådan, at antimilitarister er afhængige af at militarismen er baseret på værnepligt! Kampagner mod våbensystemer, krigsforberedelser, rekruttering, våbenhandel, krigsskat og desertering er selvfølgelig ligeså vigtig i lande med professionelle hære. Ofte er det lettere at få flere folk med sig i disse lande, da forholdsvis få selv har deltaget i det militære system. I enkelte lande har det været et problem for traditionelle fredsorganisationer som har fokuseret sit arbejde på værnepligten, når denne ophører, men de problemer er til for at blive overkommet.

Militarismen må bekæmpes i alle dens former.