|
|
|
|
Myte 1: VEU betyder europæisering af forsvaret
Det er nærliggende at tro, at beslutningerne indebærer, at de europæiske EU og/eller VEU-medlemmer vil opbygge et fælles forsvar, måske endda en „europahær" (som det i sin tid blev foreslået af Willy Brandt). Noget sådant ville da også give ganske god mening, dels fordi de europæiske medlemslandenes sikkerhed hænger uløseligt sammen i kraft af deres gensidige afhængighed på så mange andre felter - dels fordi deres samlede forsvarsevne skulle være fuldt tilstrækkelig til at imødegå enhver sandsynlig trussel, især hvis det kunne gøres klart for enhver, der måtte pønse på et angreb, at de ville stå last og brast efter „én for alle og alle for én"-princippet.
På den anden side er der absolut intet der peger på, at det vil gå sådan. Tværtimod har EU's historie lige siden Romtraktaten været præget af en afvisende, næsten jomfrunalsk, holdning til alt, hvad der lignede sikkerheds- og forsvarspolitik, som medlemslandene insisterede på at bevare som et nationalt anliggende - for herefter (for de flestes vedkommende) at overlade det til NATO. Ikke engang noget særligt samarbejde m.h.t. våbenproduktion har man kunnet enes om med det paradoksale resultat, at vi alle har købt amerikanske i stedet for europæiske våben.
Myte 2: VEU betyder farvel til NATO
VEU kunne umiddelbart synes at være et oplagt alternativ til NATO, især efter den kolde krig, hvor det samlede forsvarsbehov er blevet reduceret. Forskellen mellem VEU og NATO er først og fremmest, at Frankrig er med i den første, og USA i den anden - og heri ligger da også blokeringen. Hvorfor skulle nogen lande ønske at udskifte amerikanske med franske sikkerhedsgarantier, når det ikke er meget mere troværdigt, at Paris skulle risikere sin nationale overlevelse for andre staters skyld end at Washington skulle være villig til noget sådant - og når USAs totale (atomare og konventionelle) „beskyttelsesmagt" er så meget større, end hvad Frankrig på nogen måde ville kunne tilbyde.
VEU kan derfor i bedste fald blive det bedste alternativ til NATO, dvs. et som man med fordel kunne falde tilbage til, hvis USA engang skulle trække sig ud for at vende tilbage til sin fordums isolationisme. Heraf følger imidlertid ikke, at man ustraffet kan opbygge denne tilbagefalds-option. Jo mere de europæiske lande nemlig ser ud til at kunne forsvare sig selv, jo mere sandsynligt bliver det, at USA vælger at lade dem gøre det.
Næsten det samme gælder ideerne om at gøre VEU til den europæiske „søjle" i NATO og herved opnå en form for ligeværdighed med USA. Flere deklarationer med dette indhold til trods vil VEU næppe nogensinde kunne udvikle sig til en sådan søjle af den simple grund, at USA ikke ville være med til det. Hvorfor skulle Washington, der ikke har behov for europæisk assistance, dog acceptere en position som Bruxelles' ligemand? Så hellere pakke sammen og lade europæerne klare sig selv - hvilket europæerne da også er udmærket klar over, hvorfor de utvivlsomt vil lade det blive ved „søjle-snakken" som et ufarligt alternativ til egentlige beslutninger.
Myte 3: VEU betyder militarisering af EU
Man kunne frygte, at integrationen med VEU vil få EU til at lægge stigende vægt på det militære. Hvis dette skulle ske, ville den egentlige årsag imidlertid være, at de toneangivende lande i VEU (England, Frankrig, Tyskland) var kommet til den konklusion, at der var et behov for en højere militære profil, hvilket næp-
pe kunne undgå at smitte af på VEU. I så fald ville det imidlertid også uundgåeligt komme til at præge EU, med eller uden integration med VEU - selvom EU måske ville have noget lettere end VEU ved at afvise militariseringsforsøg ved at slå på ovennævnte „militær-tabu". Kun hvis EU og VEU smeltede helt sammen, og EU derfor opgav tabuet, ville faren for militarisering være reel, og kun hvis (som minimum) alle tre nævnte stormagter sammen stod bag militariseringsforsøgene.
Selvom man måske ikke helt kan afvise denne risiko, er der ingen tegn på, at den vil blive virkelighed - og mange grunde til at forvente det modsatte. Den vigtigste grund er nok, at EU i dets nuværende form yder så åbenbare bidrag til den europæiske sikkerhed - ikke så meget ved at være et „redskab", der bruges til at „gøre noget" med, men snarere ved selve sin eksistens og natur: Ikke blot mister lande, der er medlemmer af EU, motiver til at gå i krig med hinanden som følge af deres gensidige afhængighed. Lande, der ønsker at blive optaget, tvinges også til hvad nogle har kaldt „præmptiv adaptation" - dvs. til at tilnærme sig EU's normer (bl.a. om fredelig løsning af etniske konflikter), allerede inden der er blevet stillet krav herom.
Myte 4: Europæisering betyder farvel til nationalt forsvar
Kritikere forestiller sig også at VEU-medlemskab betyder øget forsvarsmæssig integration og hermed tab af reel national suverænitet på det sikkerheds- og forsvarspolitiske felt. De peger bl.a. på en tilsyneladende automatik i VEU-traktaten i hvis art. 5 det hedder, at „såfremt nogen af [medlemsstaterne] måtte blive udsat for et væbnet angreb i Europa, vil [de øvrige] ... yde den angrebne part al den militære og anden hjælp og bistand, der ligger inden for deres formåen". NATO-traktaten er lidt mindre forpligtende, idet det i dennes art. 5 blot hedder, at medlemslandene vil betragte et væbnet angreb på et af dem som et angreb på dem alle, og undsætte den eller de angrebne medlemmer ved at tage „sådanne skridt som de betragter som nødvendige" for at genoprette og bevare sikkerheden i det nordatlantiske område.
Den reelle forskel er dog langt mindre end de forskellige formuleringer antyder. Tror nogen virkelig, at f.eks. Frankrig eller England ville gå i krig for et andet medlemslands skyld blot fordi det står i traktaten? Er det ikke vurderingen af nationale sikkerhedsinteresser, der bestemmer den slags „eksistentielle" beslutninger?
VEU tiltag som det fransk-tyske samarbejde og Eurokorpset til trods er den reelle militære integration i VEU langt mindre end indenfor NATO - hvor man både har fælles kommandostrukturer, infrastrukturprogrammer, øvelser, osv. og hvor integrationen sågar er intensiveret efter den kolde krigs ophør med opbygningen af egentlige multinationale enheder.
Det er derfor længe siden, lande som Danmark har haft noget, man med rimelighed kunne kalde et „nationalt forsvar". Vi har snarere ydet et nationalt bidrag til et samlet NATO-forsvar med alt hvad dette har indebåret, både i form af øget sikkerhed og af begrænsninger i vores nationale handlefrihed. Et VEU-medlemskab ville ikke ændre synderligt på dette forhold, der især skyldes vores lidenhed. Det ville i hvert fald ikke betyde noget farvel til et nationalt forsvar, vi forlængst har opgivet.
Myte 5: VEU-medlemskab betyder militarisering
Det er ubestrideligt, at VEU er en militær alliance, der derfor tillægger militære magtmidler en vigtig rolle - herunder også de atomvåben, som to af medlemsstaterne (England og Frankrig) råder over. Nøjagtig det samme gælder imidlertid NATO, der lige så lidt kan forventes at gå i spidsen for krav om, at USA skulle afruste eller give afkald på sine atomvåben.
Ligesom NATO er VEU nogenlunde lige så „militaristisk" og atomvåben-venlig som medlemslandene, selvom der i begge organisationer naturligvis sker en vis samordning af både synspunkter og praksis. De mest militaristiske og atomvåbenfixerede stater modererer deres synspunkter og aktiviteter, mens de mest kritiske modererer deres kritik på en sådan måde, at alliancens politik kommer ret tæt på et gennemsnit af medlemslandenes - dog naturligvis et, der er vægtet efter landenes størrelse.
Hertil kommer, at hovedtendensen gennem 1990erne har været generel nedrustning og en mindsket rolle for atomvåbnene. Traditionelt har alliancer intet kunne stille op overfor sådanne tendenser, selvom det ofte har været forsøgt, især fra NATOs side. NATOs fastsættelse af styrkemål (f.eks. beslutningen fra 1978 om en årlig stigning i forsvarsbudgetterne på 3%) er imidlertid systematisk blevet ignoreret af alle medlemslande (med Norge som den eneste, og kun delvise, undtagelse), der alle fastlagde deres forsvarsudgifter ved nationale politiske beslutninger. VEU har til dato ikke forsøgt sig med bindende beslutninger, og der er absolut intet der tyder på, at den ville have større held med noget sådant end NATO.
Konklusion
Konklusionen af den ovenstående punktering af myterne omkring VEU må nok være, at debatten stort set er en storm i et glas vand. VEU indeholder langt mindre substans end såvel tilhængere som modstandere tilskriver den. Der er derfor ikke meget at vinde for Danmark ved at tilslutte sig VEU, men på den anden side ikke noget væsentligt at tabe. Langt vigtigere er det, hvordan EU i øvrigt udvikler sig på de ikke-militære områder, f.eks. i forholdet til det tidligere Østeuropa og Nordafrika. Den har her muligheden for at blive det allervigtigste bidrag til europæisk sikkerhed. Dette vil hverken ske ved at EU udvikler sig til en ny militær alliance, eller ved at den integrerer sig med en allerede eksisterende, men simpelthen ved at EU er der og udgør et umådelig attraktivt marked og politisk, socialt og økonomisk fællesskab, som andre lande kan gøre sig håb om at blive optaget i.