WEU i dag uden større betydning
Jeg er tilhænger af det videst mulige internationale samarbejde - helst mellem demokratiske lande men også med lande, der via det internationale samarbejde kan bibringes en demokratisk udvikling. Jeg er derfor også tilhænger af EU, men naturligvis ikke ukritisk.
Af Lasse Budtz, journalist
Jeg kan derimod ikke acceptere begrebet "Europas Forenede Stater". Samarbejdet må finde sted mellem selvstændige nationer, da de europæiske lande er alt for forskellige og har alt for divergerende traditioner, sprog og kultur. Jeg bryder mig heller ikke om, at de små lande mere eller mindre tvinges til at følge de stores politik.
Når jeg skriver disse ting, er det, fordi disse holdninger er en baggrund for min opfattelse af WEU. Jeg har nogle instinktive reaktioner, når spørgsmålet om WEU (påny) rejses. Den første automatiske reaktion er: Hvad skal vi i grunden med WEU? Hvad kan WEU udrette, som NATO ikke langt bedre og langt mere effektivt kan tage sig af? Jeg er selvsagt opmærksom på, at der er medlemmer af EU, som ikke er med i NATO, men skulle en trussel dukke op - jeg har svært ved at se hvorfra - vil de efter min mening mere eller mindre automatisk blive inddraget i samarbejdet.
Dertil kommer, at WEU primært er en fransk opfindelse, og den er i især i sin nyere udgaver tænkt som et europæisk forsvarsapparat, der ikke kommanderes af amerikanerne. Da jeg også er tilhænger af dansk deltagelse i NATO-samarbejdet, hvad mange mennesker af forskellige grunde synes at have svært ved at forstå, kan jeg ikke se nytten i et alternativt forsvarssamarbejde via WEU, da NATO har evnen, erfaringerne og udstyret til at løse mulige sikkerhedsopgaver langt bedre end selv et moderniseret WEU.
Men dertil kommer to meget væsentlige observationer eller opfattelser. Selve medlemskabet af EU giver en slags sikkerhed. EU er også en sikkerhedspolitisk organisation - først og fremmest fordi demokratiske lande, der er tæt forbundet i et økonomisk samarbejde, selvfølgelig ikke angriber hinanden. Der skal ligefrem politiske jordskred til at fremkalde en situation, hvor to EU-lande havner i en egentlig sikkerhedspolitisk konfrontation. Hvis Tyskland og Frankrig ikke havde tilhørt det samme europæiske fællesskab, var de højst sandsynligt havnet på hver sin side i det jugoslaviske opgør. Tyskerne hos kroaterne og franskmændene hos serberne. EU er i langt højere grad en sikkerhedsgaranti, end folk almindeligvis er opmærksom på.
Udvid EU og NATO
Den anden holdning, jeg gerne vil fremhæve, er min tilslutning til planerne om en udvidelse af såvel EU som NATO. EU burde være udvidet, før man tog fat på NATO. Det tager ganske vist længere tid at at foretage EU-udvidelsen, men den er fredelig, og Rusland er nået meget tæt ved at sige, at man bifalder EU-udvidelsen. Man har under alle omstændigheder tilkendegivet, at man anser det for en god ide, at Estland bliver medlem - og at Rusland i øvrigt gerne selv vil være med.
Med hensyn til NATO-udvidelsen er situationen en ganske anden. Selvom Rusland har indgået en næsten opsigtsvækkende samarbejdsaftale med NATO - en aftale, der åbner mulighed for samarbejde på en lang række områder - så er modstanden mod NATO-udvidelsen i Rusland uhyre massiv. Jeg ser meget gerne en udvidelse både af EU og NATO, men at bringe NATO næsten helt frem til den russiske grænse, opfattes naturligvis i Moskva som en unødig provokation. Derfor må betingelsen for NATO-udvidelsen være enten en russisk deltagelse - og hvorfor egentlig ikke? - eller en særlig traktat, der giver Rusland en slags garantier af sikkerhedspolitisk art, så mistænksomheden over for udvidelsen kan erstattes med et tillidsforhold.
Jeg må i samme åndedrag konstatere, at jeg er stærkt i tvivl om, at NATO-udvidelsen kan gennemføres med alle de lande, der har ansøgt, og foreløbig forhandler man jo også kun med tre: Polen, Tjekkiet og Ungarn. Jeg er meget i tvivl om, hvorvidt der overhovedet bliver en anden runde. Dels er tvivlen i det amerikanske Senat, der skal ratificere en eventuel optagelsesaftale, stor. Dels er der stærk uenighed om, hvem og hvordan udgifterne skal betales.
Men lad det nu ligge. Hovedårsagen til min holdning til udvidelserne har intet med nuværende trusler (som ikke findes) at gøre eller en almindelig nervøsitet ved fremtiden.
Jeg synes "bare", at vi må anstrenge os til det yderste for ikke at få Europa spaltet påny. Og hvad er i grunden mere naturligt, end at de europæiske lande samarbejder uden at miste deres identitet. Vi burde i fællesskab f.eks. kunne løse problemerne, der er relaterede til flygtningene og de "fremmede". Faktisk er det vores pligt. Og vi er rige nok, og vi burde også være humanistiske nok, til at løse denne opgave. Men måske gør vi det bedst og sikrest i fællesskab.
Hvorfor WEU?
Men hvorfor udstyre EU med en såkaldt forsvarsdimension? Hvad skal vi med den? Hvis vi forestiller os EU udstyret med fælles militære styrker, ville vi jo i løbet af meget kort tid havne i den selv samme konfrontationssituation overfor Rusland, som NATO befinder sig i. Det turde være indlysende og logisk, at russerne ville opfatte et sådan EU-forsvar som rettet mod dem. Hvem skulle der ellers være tale om?
I Amsterdam-erklæringen står der i artikel J.l., at "Unionen fastlægger og gennemfører en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, der dækker alle områder inden for udenrigs- og sikkerhedspolitikken". I Artikel J 7 går man længere ved at skrive. at "Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik omfatter alle spørgsmål vedrørende Den Europæiske Unions sikkerhed, herunder en gradvis udformning af en fælles forsvarspolitik, i overensstemmelse med stk. 2, som vil kunne føre til et fælles forsvar, hvis Det Europæiske Råd træffer afgørelse herom". Lidt længere nede i Amsterdam-dokumentet taler man om "WEU's integration i Unionen".
Men, hvad der er særdeles vigtigt, er indholdet af det nævnte stk. 2. For her står: "De spørgsmål, der er omhandlet i denne artikel, omfatter humanitære opgaver og redningsopgaver, fredsbevarende opgaver og kampstyrkers opgaver i forbindelse med krisestyring, herunder fredsskabelse". Hvis EU vil prøve at påtage sig opgaver af den her nævnte karakter, skal beslutningen træffes i enighed, idet det enkelte medlemsland dog kan undlade at deltage i afstemningen. Sker det, skal man respektere de øvrige landes enighed. Under alle omstændigheder behøver det enkelte medlemsland slet ikke at deltage i den mulige aktion. Men dertil skal unægtelig føjes, at de opgaver, som nævnes i stk. 2, lige netop er den slags aktioner, Danmark har været med til at gennemføre heldigvis med stor dygtighed og effektivitet i mange år.
Der er nogle væsentlige punkter, der bør tilføjes. Medlemslandene kan bestemme, at de kun vil træffe udenrigspolitiske beslutninger ved kvalificeret flertal. Men bestemmelsen kræver enstemmighed. Man vil oprette en "planlægningsenhed", hvor man analyserer udviklingen, vurderer EU's udenrigspolitiske interesser og foretager hurtig varsling. Endelig skal man overveje EU's handlingsmuligheder. Der kan jo være flere.
Hvis man tænker sig EU's anvendelse af WEU efter disse principper, behøver Danmark ikke at deltage i bestræbelser for at give unionen en særlig forsvarsdimension. Og hvis man forstår, at WEU i realiteten intet kan foretage sig uden i samarbejde med NATO og efter en henstilling fra FN's sikkerhedsråd, så er modellen pludselig ved at blive acceptabel.
Ifølge Edinburgh-aftalen har Danmark som bekendt taget forbehold vedrørende et eventuelt forsvarspolitisk samarbejde i EU. Det fastslås også i Amsterdam-dokumentet, at Danmark ikke deltager i "udarbejdelsen og gennemførelsen af afgørelser og aktioner i EU, som har indvirkning på forsvarsområdet". Men Danmark vil ikke forhindre andre EU-landes samarbejde på dette område. Danmark kan dog på et hvilket som helst tidspunkt meddele, at vi ikke længere vil benytte forbeholdet. Men det vil kræve en folkeafstemning.
I første omgang skal vi stemme om Amsterdam-traktaten, hvor Danmarks forbehold opretholdes. Jeg vil anbefale et Ja. I mellemtiden deltager jeg gerne i overvejelser om et mere realistisk samarbejde om og i WEU. Danmarks forhold til WEU har efter min mening ikke længere nogen større betydning.
< Til oversigten
