Svar på spørgsmål om åbenhed

Opklarende officielle svar om regeringens rapport om dansk våbenfabrikation 2001/2002.

Af Tom Vilmer Paamand - november 2002

Se temaet
Nedenstående svar er en opfølgning på min kommentar til regeringens rapport om Udførsel af våben og produkter med dobbelt anvendelse fra Danmark 2000/2001.

Spørgsmål i Folketinget: "Det fremgår endvidere af rapporten, at retningslinierne for meddelelse af udførselstilladelse i vidt omfang er uændrede i forhold til beskrivelsen i den tilsvarende rapport for 1999. Justitsministeren har tidligere fremsendt et notat til Folketingets Retsudvalg, jf. alm. del - bilag 892, Folketingsåret 1999-00 om liberalisering af praksis for meddelelse af tilladelse til udførsel af forsvarsmateriel. Af dette notat fremgår, at Justitsministeriet efter drøftelser med Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet og Erhvervsministeriet har besluttet at ændre praksis for meddelelse af udførselstilladelser. Hvorfor fremgår dette ikke af den nye rapport?"
 
Besvaret af Justitsministeriet:
"Den omtalte praksisændring er beskrevet nærmere i regeringens rapport om udførsel af våben og produkter med dobbelt anvendelse fra Danmark 1999, side 17 og side 20. Der er foretaget en henvisning hertil på side 10 i regeringens rapport om udførsel af våben og produkter med dobbelt anvendelse fra Danmark 2000/2001."
 
Min kommentar: Liberaliseringen er en meget omfattende ændring, men omtales i begge rapporter kun ad omveje i et par sætninger.


Spørgsmål i Folketinget: "I rapporten fremgår endvidere, at Danmark i år 2000 har givet afslag på udførsel af våben til slutbrugere i Pakistan. ... USA eksporterer våben blandt andet til Pakistan. Er der mulighed for at forsvarsmateriel fra Danmark, hvis udførsel ville være afslået fra Danmark, kan ende i for eksempel Pakistan via USA?" "Regeringens nye rapport ... viser, at der ikke blev givet tilladelse til våbeneksport til Israel i 2001. ... Er Termas eksport til Israel registreret som værende eksport til USA ... ? "
 
Besvaret af Justitsministeriet: "... i sager, der er omfattet af praksisændringen, [vil Justitsministeriet] som udgangspunkt ikke blive underrettet om en eventuel reeksport fra det land, hvortil ministeriet har meddelt udførselstilladelse, og der vil i disse sager heller ikke blive stillet krav om forelæggelse af end-use dokumentation. Sager, der er omfattet af praksisændringen, vil således i statistikken indgå som en udførsel til det land, hvortil udførselstilladelsen er meddelt. Det gælder også selvom der skulle foreligge oplysninger om, at end-user er et andet land. Den udførselstilladelse til Terma A/S, der er nævnt i spørgsmålet, er således i statistikkerne i rapporten indgået som en udførsel til USA."
 
Min kommentar: Klar tale - nu kan danske fabrikanter sælge hvad som helst til hvem som helst, som USA synes om - selv om Danmark fortsat officielt er imod.


Spørgsmål i Folketinget: "I rapportens tabel "Oversigt 3 - Typiske dual-use produkter udført i 2000 - 2001" nævnes under "Typiske produkter udført i henhold til individuelle udførselstilladelser i 2000 - 2001", at disse produkter er udført "bl.a. til: Albanien, Indien, Iran, Israel, Kina, Libyen, Malaysia, Polen, Qatar, Rumænien, Rusland, Singapore, Slovakiet, Sydafrika, Sydkorea, Syrien, Taiwan, Tyrkiet, Ukraine og USA. Hvilke lande er udeladt på listen?"
 
Besvaret af Justitsministeriet: "... Der er tale om en udtømmende opregning af de lande, som der er meddelt individuelle udførselstilladelse til, hvorfor formuleringen "bl.a." er misvisende. Dette beklages. ..."
 
Min kommentar: Det er helt i orden - når fejlen som denne gang ser ud til at være betydningsløs.


Disse svar er en opfølgning på min kommentar til regeringens rapport om Udførsel af våben og produkter med dobbelt anvendelse fra Danmark 2000/2001.


Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret juli 2003 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >