Privatisering af krigen

Se temaet

Der er amerikanske tropper overalt på kloden: omkring 147.000 i regionen ved den Persiske Golf, omkring 10.000 i Afghanistan og mindre enheder i resten af verden. USAs regering truer dagligt mindst et land, p.t. på skift Iran, Syrien, Nordkorea, og ind i mellem Cuba.
Samtidigt udviser de amerikanske tropper i Irak stigende hjemve, angst, kedsomhed og højrøstethed i deres frustration over strømmen af brudte løfter fra deres overordnede om hvornår de kan komme hjem.
Den almindelige værnepligt i USA blev afskaffet i 1973, og absolut ingen drømmer om at genindføre den. Januar 2003, da krigen mod Irak endnu var i planlægningsfasen, udtalte USAs udenrigsminister Donald Rumsfeld om værnepligten:
"Der er overhovedet ikke brug for den. Den måde vi i dag kører operationerne på er langt at foretrække. De folk der nu tjener os, må Gud velsigne, for de er frivillige."
Mens den almindelige værnepligt ikke længere findes, fungerer "fattigdomsværnepligten" fint: Fattige mænd og kvinder lokkes ind i militæret med løfter om at blive løftet op af fattigdommen til collegeuddannelse og karriere. Løfter der sjældent bliver indfriet.
Dette forhold er velkendt. Men et andet aspekt af regeringens håndtering af militærtjenesten har ikke vakt så megen opmærksomhed. Det drejer sig om den voksende tendens til privatisering af militæroperationer.
 
Èn privatansat pr. 10 soldater
Det kan ikke overraske, at en administration der ledes af én der er uddannet fra et af USAs fornemste business colleges, vil fremkomme med privatisering som løsning på Pentagons stigende behov for tropper til frontlinierne - samtidig med den tiltagende kritik af at amerikanske kvinder og mænd dræbes og såres der.
Private militser er ikke nogen ny opfindelse. Men i denne post-koldkrigriskd, hvor massive stående hære ikke længere kan retfærdiggøres, og post-11. september-tiden, hvor Bush-administrationen ser nye trusler rundt om hvert gadehjørne, er de pludseligt opståede private krigskorporationer blevet en voksende industri.
P.W. Singer fra Brooking Institute har i sin nyligt udkomne bog: "Corporate Warriors: The Rise of the Privatised Military Industri" fortalt, at der er ca. 20.000 ansatte i de private militære foretagender, der arbejder som en del af den amerikansk-britiske besættelsesmagt i Irak. Det vil sige at der er en privat ansat militær for hver 10 soldater.
I det sidste årti er disse konsortier vokset fra marginaliserede, afskyvækkende kræmmerforetagender til en blomstrende industri med egen handelsorganisation der hedder "International Peace Operations Association" og med mere end 100 billioner dollars i årlige indtægter.
Fra 1994 til 2002 indgik Pentagon 3000 kontrakter med private militære firmaer til en samlet værdi af 300 billioner dollars. Og USA er ikke det eneste land med "Private Military Corporations". I følge "International Consortium of Investigative Journalists" er der mere end 90 private militærkonsortier, der operer i over 110 lande.
 
Vedligeholdelse af våben
Privatansatte udfylder nu mange kritiske roller i USAs militær. De står for service og rådgivning vedrørende alt lige fra højteknologisk krigsførelse til kommunikation, luftovervågning, logistik, planlægning af slagmarker og træning.
Civile på kontrakter fra "Private Military Corporations" flyver kampfly og udfører rutinemæssig vedligeholdelse inden for en meget stor del af de militære våbensystemer. De afleverer også post og bortskaffer affald.
Forfatteren Bary Yeoman opgjorde juli 2003, at militæret bygger 28% af vedligeholdelsen af alle våbensystemer på "Private Military Corporations".
Bush-regeringen ser gerne, at det vokser til 50%. Washington har helhjertet godtaget privatiseringen som billigere, hurtigere og mere effektiv, og har forsøgt at overflytte en armada af regeringsoperationer til private firmaer. Præsident Bush's "Competitive Sourcing Initiative" har peget på 850.000 føderale jobs, der burde overflyttes til den private sektor.
 
En fantastisk opfindelse?Men de fordele, der skulle være resultat af privatiseringen, har det været vanskeligt at få øje på f. eks. for soldaterne fra Calvary-regimentet i Bagdad. Måneder efter, at deres ledere underskrev otte millioner dollars kontrakter med "Kellogg, Brown and Root" om at huse tropperne, bor de stadig i hede, snævre, midlertidige rum.
Firmaet kan ikke betale de høje forsikringspræmier der kræves, når civile entreprenører skal sendes ind i en krigszone. "Kellogg, Brown and Root" er økonomiske støtter for vicepræsident Dick Cheneys tidligere kompagni: Halliburton.
Et andet eksempel på Bushregeringens fremgangsmåde ved udliciteringerne er det store San Francisco firma Bechtels Irak-kontrakter: Midt i april gav USAID firmaet en foreløbig kontrakt til en værdi af 680 millioner dollars på reparation af strømforsyning, ledningsnet, vand- og kloaksystem og lufthavnsfaciliteter, som en del af genopbygningen i Irak.
Der var kritiske røster om licitationsprocessen, men svaret fra de officielle repræsentanter for USAID var: Bechtel var det bedste firma til det job. Det krævede dog kun et hurtigt blik på firmaets fortid at modsige denne påstand: F.eks. var Bechtel hovedentreprenøren på Bostons "Big Dig" hovedvejsprojekt, der var plaget af budgetoverskridelser, skandaler og fejlinformering.
USAIDs administrator Andrew Natsios, der fører opsyn med kontrakterne i Irak, stod i spidsen for tilblivelsen af "Big Dig" konstruktionen i Boston. Han burde således være særdeles velinformeret om den mildt sagt ineffektive entreprise.
Der er mange flere eksempler på, at Bechtel ikke vandt entreprenørkontrakterne i Irak på grund af firmaets gode ry og tidligere fremragende arbejde, men på grund af dets politiske stjerneforbindelser:
Jack Sheehan, en af firmaets senior vicepræsidenter, er medlem af "Defency Policy Board", et rådgivningspanel der plejer tætte relationer til Pentagon og det hvide hus. En anden seniorvicepræsident, Daniel Chao, arbejder i US Export-Import Banks rådgivningspanel.
Og kun to måneder før krigen udnævnte præsident Bush Riley Bechtel, den 104de rigeste mand i USA og overhoved for Bechtelklanen, til sin personlige eksportrådgiver. Han rådgiver nu om hvordan man kan øge USAs oversøiske markedsandele.
 
Det tjener et formål
Den øgede anvendelse af "Private Military Corporations" har altså hverken ført til billiggørelse eller større effektivitet, men den har tjent et andet formål:
I en tid hvor amerikanerne bliver mere og mere kritisk bevidste om hvad krigen koster i blod og liv, synes det at bringe privat militærpersonale ind i krigen at være en af måderne hvormed man dæmper kritik fra landets opposition.
Døde amerikanske militærpersoner er topnyheder på alle fjernsynskanaler, der er voksende opposition mod krigen også fra militæret selv og deres familier. Den måde Bush-administrationen prøver at imødegå det på, er at slippe for mediernes bevågenhed.
Civile, der arbejder for private militære selskaber, dræbes i Irak og alle andre steder, men det skaber ikke mediestorm og demonstrationer i gaderne: Den 5. august dræbtes i Irak en amerikansk civil der arbejdede for "Kellogg, Brown and Root" mens han gik med post i nærheden af Tikrit. Der var næsten intet avisskriveri.
I maj i år blev Vinnell bygningen i Saudi Arabien sprængt i luften. Ni omkom og adskilligt flere blev såret. Der var heller ingen pressedækning. Vinnell arbejder for det militære entreprenørfirma "Northrop Grumman".
 
Plausibel bortforklaring
Pentagons strategi virker. Som eksempel kan nævnes at otte DynCorp ansatte er dræbt i Colombia, og mange flere taget til fange inden for de sidste ti år. Det har sjældent været nyheder i medierne. En tidligere US officer sagde under et uofficielt interview til "Dallas Morning News":
"Onkel Sams risiko for at komme til at blotte sig, er stærkt reduceret når private firmaer bruges i stedet for amerikanske tropper. Et liv er lige betydningsfuldt hvad enten det drejer sig om en civilt ansat eller en soldat. Men når det skal offentliggøres, uha! ... Hvis noget går forkert, er det meget vigtigt for Washington at de kan sige at der ingen soldater blev dræbt."
Daniel Nelson, tidligere professor ved Marshall European Centre for Security Studies siger, at de private militærvirksomheder hjælper regeringen med at skabe hvad han betegner som plausible bortforklaringer på kontroversielle missioner.
Ikke engang Kongressen ved hvor mange "Private Military Corporations" der opererer hvor og hvad de laver, så det er nemt at benægte deres eksistens. Pentagon har autorisation til at underskrive kontrakter med firmaerne på op til 50 millioner dollars uden at søge Kongressens godkendelse, ja uden overhovedet at orientere Kongressen.
"The Times Picayune" skrev i begyndelsen af august at på grund af de mange forskellige kontraktkontorer og overlappende kontrakter, kan Pentagon ikke bevare overblikket over hvor mange penge der bruges på private militærkontrakter.
Det Hvide Hus' budgetdirektør Joshua Bolten har indrømmet, at han ikke kunne angive omkostningerne ved at holde tropper i Irak for finansåret 2004, der begynder 1. oktober. Det demokratiske medlem af Repræsentanternes hus for Illinois har for nyligt spurgt:
"Udliciterer vi de militære operationer for at undgå offentlig interesse, polemik og vanskeligheder? Er det for at skjule ligposerne for medierne og således skærme dem fra den offentlige mening? Eller er det for at tilvejebringe muligheder for dementier, fordi ansatte hos de private entreprenører ikke kommer ind under de samme regler som folk i aktiv tjeneste i USAs hær?"
Det synes som om alle tre muligheder er lige gode.
 
The Brookings Institute er en privat uafhængig institution med aktiviteter, der har til formål at højne kvaliteten af samfundets politik ved at bruge sociologien til at analysere problemerne.
USAID med hovedkvarter i Washington, er ejet af den føderale regering og har til formål at støtte langsigtet og retfærdig økonomisk vækst i verden, samt at støtte amerikansk udenrigspolitik.
DynCorp er et 50 år gammelt rådgivningsfirma ejet af CSC. Firmaets formål er at hjælpe regeringer og forretningskunder med at gennemføre deres farlige og/eller kontroversielle missioner.

Oversat af Bodil Kofoed Nielsen fra "A growth industry" i Peace News Sept.-Nov. 2003.