NATO-udvidelse?

Se temaet

De vest-, mellem- og østeuropæiske lande har et ønske om at undgå gentagelse af de krigskatastofer, som to gange inden for dette århundrede har hærget Europa. USA og andre lande uden for Europa har et tilsvarende ønske om at undgå, at sådanne katastrofer atter inddrager udenforstående lande i krige med tab af menneskeliv og materielle værdier til følge.
Smertelige krigserfaringer gør det vanskeligt for parterne indbyrdes at tro på udtalelser og traktattekster. Krig bygger på bedrag over for fjenden, og udtalelser og traktater har tidligere været brugt til at narre fjenden. De realpolitiske kendsgerninger ses normalt på baggrund af handlinger frem for ord.
Dyrekøbte krigserfaringer bekræfter parterne i deres opfattelse af magtens nødvendighed. Frygten for svig sikrer investeringer i militær opbygning hos alle parter, medmindre en paradoksal, alternativ handling bryder den selvforstærkende frygt for svig. En paradoksal, alternativ handling kan med succes gennemføres af den stærke part, og er en bevidst svækkelse af egen magt for at skabe ligeværdighed mellem tidligere fjender. En sådan paradoksal handling er det eneste, som på troværdig vis kan overbevise den svage part om den gode, fredelige hensigt hos den stærke part.
Man kan opfatte aftalen mellem NATO og Rusland om Samarbejde og Sikkerhed delvist som en paradoksal, alternativ handling fra NATOs side, fordi man tilsyneladende åbner sig for russisk kontrol af og indflydelse på NATO-anliggender. Også Rusland er i traktaten forpligtet til åbenhed og vilje til at bruge fredelige midler til bilæggelse af evt. konflikter, også over for trediepart. Hvis tekstens indhold tages for pålydende, vil aftalen yde al den sikkerhed, som også mellem- og østeuropæiske stater måtte ønske sig, uden medlemskab af NATO. Man kunne så trygt nedruste egne styrker i tillid til de gode hensigter i Rusland og hos NATO-pagtlandene, og den erklærede støtte til FN og OSCE som freds- og sikkerhedsorganisationer.
Kunne man forestille sig, at NATO-landene revurderede behovet for udvidelse med nye, mellem- og østeuropæiske lande i lyset af den meget flotte traktat, som Rusland nu har undertegnet sammen med NATO-alliancens medlemslande?
Ja, hvorfor ikke?
Kunne man tilsvarende tænke sig, at de mellem- og østeuropæiske lande ville genoverveje deres ansøgning om medlemskab af NATO i lyset af den nye traktat?
Ja, hvorfor ikke?
Hvis man vil svare nej til disse spørgsmål, må man begrunde det. Hvilken begrundelse er tænkelig? At traktaten ikke er ment, som den er skrevet? Er der andre muligheder? Hvis traktaten er skrevet med en anden mening, end den, vi kan læse, hvad er så meningen?
For at finde svaret, må vi se realpolitisk på situationen. NATO påtænker at optage 3 eller flere mellem- og østeuropæiske lande i alliancen. Optagelsesbetingelserne er bl. a. anskaffelse af standard-NATO våben og -systemer. Der skal altså foretages massive investeringer i ny, militær udrustning midt i Europa. Hvorfor det? Jo, i tilfælde af krig kan man jo ikke være afhængig af fjendens våbenindustri, men må alene trække på alliancens våbenindustri!
Realiteterne er altså en faktisk oprustning i midt- og østeuropæiske lande med NATO-våben.
Vi kan se to mulige årsager: At NATO eller enkelte af NATO-alliancens medlemslande har en skjult dagsorden om krig i Østeuropa, eller at våbenindustrien og nationaløkonomien i NATO-landene har behov for en vækstrate, som kun kan opnås ved at udnytte de svage, midt og østeuropæiske landes frygt for svig og krig.
Hvilke af disse muligheder som er udtryk for sandheden kan vi ikke vide idag. Vi kan i alt fald konstatere, at såfremt NATO-alliancen mener det seriøst, de har underskrevet som traktat med Rusland, så må den naturlige konsekvens være, at man frafalder tankerne om udvidelsen af NATO mod øst, eller i det mindste, i erkendelse af fraværet af en konkret krigstrussel inden for mange år frem, frafalder kravet om anskaffelse af NATO-våben og -systemer i de nye medlemslande.
Fredsskattefonden arbejder i Danmark for udvikling af alternative modeller til sædvanlig, militær sikkerhed og konfliktløsning. Vi tror mindre og mindre på de militære løsninger, og vi mangler den alternative dimension såvel i dansk som vestlig sikkerhedspolitik.
 
p.f.v.

Erik Lau Christensen