Ny regering, nye krige
- nu er det rutine at gå i krig

På vejen mod Iran tøver vore nabolande. Vi kan fortsat nå at stoppe galskaben.

Af Tom Vilmer Paamand - august 2019

Se temaet

pix Snart drager danske soldater afsted på ny udflugt, igen med krigsskib til Golfen - ser det ud til. Den ny regering kører videre på automatikken, blottet for nytænkning og vision. Målet er Iran, og trods alt er krigsherren denne gang ikke USA, men Storbritannien. Felttoget bakkes desværre op af stort set alle partier, så det er på høje tid at disse får lidt krigsmodstand.

At gå i krig er nu så dagligdags, at vedtagelsen sandsynligvis ikke engang vil blive behandlet i Folketinget. Danmarks militært ensrettede "aktive udenrigspolitik" er ikke til diskussion. Beslutningerne kan blot handles af partierne imellem og bag lukkede døre. Langt fra tidligere tiders så besværlige offentlige debat.

I februar blev det nemlig vedtaget, at sådanne småting som at udsende krigsskibe til mulig kamp fremover diskret kan ordnes i Udenrigspolitisk Nævn. Tilfældigvis vedtaget samme dag, hvor Krigsudredningen blev fremlagt - der beklagede netop denne praksis med at gemme krigsdiskussioner bort. Panikken er da heller ikke større, end at den forventede flådestøtte dovent er henlagt til nævnets næste ordinære møde den 23. august.

De aktuelle skærmydsler...

Trump brød sin forgænger og omegns vellykkede forhandlingsløsninger med Iran, og undrer sig så over at uenighederne blusser op igen. Aftalen havde mange andre parter, og EU har kæmpet bravt men forgæves for at holde sammen på stumperne. Hvilket blev umuliggjort af, at USAs nye og ensidige sanktioner blev påtvunget Irans handelspartnere - inklusive EU-landene. Trump fik nu lokket Storbritannien til at optrappe krisen, og denne rævekage blev grundigt forberedt.

USA pressede i marts Panama til at tilbagekalde sit flag fra en række iranske tankskibe. Mange handelsskibe sejler under flag fra lande med løsagtig lovgivning, der fx tillader dårlige arbejdsforhold på skibene. Bekvemmelighedsflag kan også være nyttige, når besværlige varer skal listes ind til lande, der er ramt af sanktioner. Udflagede skibe burde jo så også henvises til at søge hjælp hos deres valgte flagnation.

Et iransk skib, der nu var nød til at sejle under hjemlandets eget flag, blev den 5. juli tilbageholdt ud for den engelske koloni Gibraltar. Gibraltar havde få dage inden ændret sin egen lovgivning, så dette blev muligt. Begrundelsen var brud på EUs embargo, der ikke hidtil er blevet håndhævet så bastant mod tredjelande. Om dette faktisk harmonerer med EUs regler samt internationale søfartslove, er fortsat ret mudret. Dette sørøveri brokkede Iran sig over, og truede med at gøre gengæld.

Under britisk flag blev en svensk olietanker to uger efter beslaglagt af Iran, officielt fordi tankeren have sejlet en fiskerbåd ned, og var flygtet fra ulykkesstedet. Om dette scenario så er korrekt beskrevet, er fortsat uafklaret. Men Iran havde klart ligget på lur og blot afventet, at et passende britisk skib kom tæt nok på til at kunne snuppes. Dette blev oven i købet højlydt meldt ud fra Iran inden aktionen.

Oven i dette har USA og Iran nedskudt hinandens droner i milliardklassen, og nogle andre tankskibe blev få uger tidligere ramt af sabotage i iransk farvand. For at påvise Irans skyld i dette fremlagde USA billeder af en iransk kystpatrulje, der fjernede påmonteret sprængstof fra et fremmed tankskib. Iran, Storbritannien og USA har løbende henvendt sig til FNs Sikkerhedsråd for at fremlægge hver deres version af begivenhederne.


EU-lande vil rykke ud uden USA

Danmark har svaret positivt på at deltage i en engelsk armada, , så dette er undtagelsesvist ikke direkte i halen på USA - og så alligevel. For baggrunden er som bekendt USAs klodsede og overflødige konflikt med Iran. Landets totalitære styreform og oprustning, der indbefatter forsøg på at berige uran, gav god grund til at gribe ind. Men dette har FN løbende gjort, samt USAs tidligere præsident i samarbejde med EU og en række andre lande.

Aktuelt har USA og Storbritannien skabt sig et par mindre søfartsproblemer med Iran, og omvendt. Den slags småting burde normalt kunne sendes videre til forhandling ved en passende domstol, og ville så ikke rage resten af verden i større grad.

Når dette ikke sker her, kan det skyldes USAs "dårlige" erfaring med juridiske løsninger - der er jo risiko for, at den angrebne nation får ret. Den uvildige domstol i Haag dømte i 80erne flere af USAs militære eventyr ulovlige, som dets angreb på Irans olieplatforme og aktioner mod Nicaragua.

De nye skærmydsler er tydelige eksempler på sådant kanonbåds­diplomati, hvor en stormagt militært søger at presse en mindre stat på plads. For at gøre dette endnu mere indlysende, inviterede USA så europæiske lande til at deltage med krigsskibe. Kun de store lande var direkte indbudt, og dette blev usædvanligt nok ikke en succes. Især Tyskland var afvisende og advarede om, at USAs militære pres på Iran var en fejltagelse.

Til gengæld overvejer Tyskland i stedet at deltage i en foreslået fælles-europæisk og britisk-ledet flådemission. Denne armada skal militært beskytte den internationale skibstrafik gennem det uroplagede Hormuzstræde - sætningen mangler omhyggeligt ordet Iran. Det er bizart, at netop Storbritannien nu kalder på europæisk sammenhold. Landet er ihærdigt på vej ud af EU, og forsøger alligevel at ophidse til et slags NATO-musketerløfte om at EU-landene må stå sammen mod dette selvpåførte "angreb".

Danmark er fortsat en stor søfartsnation, og har sammen med Italien og Frankrig tilsluttet sig ideen, mens Norge og Sverige fortsat overvejer. Trods alt er dette et mindre skræmmende bud, end USAs langt mere aggressive forslag - men begge er meningsløs krigsoptrapning. Intet er vedtaget endnu, men Storbritannien har allerede to krigsskibe på patrulje dernede. Landets flåde er dog langt fra fortids storhed, så reelt har de ikke meget at sende afsted.


Jamen - vi må jo gøre noget!

Igen vil vore politikere erklære, at militæret kun sættes ind som sidste mulighed. Trods ordvalget, er der som hovedregel slet ikke andre muligheder fremme på bordet. Kun variationer af de fladtrådte militære løsninger. Og det på trods af, at der som bekendt ikke rigtig er nogen succeshistorier at prale med.

Danmark har ikke tradition for at undersøge effekten af sine krige - tværtimod. Og når det i beskeden grad sker, lægges fokus på hvad Danmark selv fik ud af indsatsen. Meget lidt på om Danmark faktisk gjorde en forskel ude i verden, og var med til at rette op på problemerne i de ramte lande.

Den slags "resultater" bruges kun som tynd glasur og pæne fotos. Som regel blot lidt misvisende pral om Danmarks flotte milliard-støtte til skoler mm - uden at nævne, at heller ikke dette er lykkedes som planlagt. Allermest blot selvbekræftende skulderklap, om at USA da var glad for Danmarks indsats - som den indskrænkede Krigsudredning da også konkluderede.


Nogle af de manglende alternativer...

Vis din modstand!
Deltag i demonstrationer, arrangér dem selv. Skriv læserbreve, men helst også et personligt brev til dine lokale folketingsmedlemmer.

Vær med til at stoppe krigsforberedelserne!




På kant med havretten

International havret kræver, at andre lande frit kan passere fx Kronborg på trods af hvor smalle de danske stræder er, og tilsvarende med Hormuzstrædet. Iran har udsendt en erklæring, om landets fortsatte gode vilje til at garantere fri passage. Dette skete for nyligt efter et møde mellem Iran udenrigsminister og Frankrigs præsident.

USA fører en aggressiv linje om retten til gennemsejling rundt om på kloden, kaldet "Freedom Of Navigation". I egen selvforståelse sker dette til gavn for verdenssamfundet, men argumentationen går ofte lige til kanten af gældende havret. FN har samlet søfartsrettighederne i De Forenede Nationers Havretskonvention (UNCLOS), som USA formelt mener at overholde, men trods al retorikken ikke selv har villet ratificere.

En fælles pagt for Golfen?

Rusland har i juli fremlagt en plan i FNs Sikkerhedsråd om en samlet sikkerhedsaftale for hele Golfen, som Iran og Kina støtter. Regionens sikkerhed skal være et regionalt anliggende, og garanteres af alle stater i området. Sideløbende har Iran just underskrevet en aftale om øget maritim sikkerhed med de Forenede Arabiske Emirater.

USA stod sidste år bag en lignende plan, men hvor formålet direkte var at holde Iran uden for indflydelse. Middle East Strategic Alliance skulle serve as a bulwark against Iranian aggression, terrorism, extremism, and will bring stability to the Middle East. Der er ikke sket meget siden, men USAs præsident Trump presser nu igen på, for at aktivere dette nedværk mod Iran.

Fodnote- og kildeliste
Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret 2019 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >