Irak-høring den 30. marts 2004

Folketinget holder en høring 24. marts, og programmet tyder på at væsentlige problemer ikke vil blive behandlet.

Af Bernhelm Booss-Bavnbek - marts 2004

Se temaet
Irak-høring den 30. marts 2004 Kl. 9-16
I Kirkesalen, Studiestræde 38, København.

Høring med deltagelse af Ole Espersen, Claus Haagen Jensen, Bengt-Åke Lundvall, Lone Lindholt, Peter Kemp og en repræsentant for Amnesty International.

Den krig mod Irak, som USA har igangsat og ledet og Danmark har deltaget i, er blevet stærkt kritiseret. Bush og Blair har problemer, men i Danmark synes Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller at ryste kritikken af sig.
Vi finder det højst uheldigt at de alvorlige anklager mod vore politikere ikke får konsekvenser.
Vi finder det ligeledes højst uheldigt, hvis dette fører til en legitimering af at bryde internationale aftaler og konventioner.
At følge USA i andre "forebyggende" krige.

Folketinget holder nu en høring d. 24. marts, og programmet er lagt frem. Dette tyder på at væsentlige problemer ikke vil blive behandlet. Måske vil grundlaget for at vore politikere gik ind i krigen blive belyst, men den måde besættelsesmagten har opført sig på vil ikke.

Komiteen for en Irak-høring (Jan Birket-Smith, Annelise Ebbe, Toni Liversage, Susanne Thorbek, Knud Vilby, Tim Whyte) og Danmarks Fredsråd afholder derfor en høring d. 30. marts kl. 9,00-16,00.

Vi vil stille følgende spørgsmål:

1. Hvad er det legale grundlag for krigen mod og besættelsen af Irak?
Hvad siger folkeretten?
Har Danmark overtrådt folkeretten?
Hvilket beslutningsgrundlag forelå der for at gå ind i krigen?
Ved Ole Espersen, professor i folkeret og menneskerettigheder, Københavns Universitet

2. Er det foreneligt med folkeretten, at besættelsesmagten privatiserer Iraks økonomi?
Efter besættelsen af Irak har besættelsesmagten grundlæggende ændret Iraks økonomi bl.a. ved at tillade salg af den irakiske stats ejendom til private i ind- og udland. Er dette i overensstemmelse med folkeretten, herunder Haagkonventionen af 1907? Har Danmark i givet fald et medansvar for en evt. folkeretsovertrædelse som deltager i den USA - ledede koalition? Ved Claus Haagen Jensen, professor i offentlig ret og Bengt-Åke Lundvall, professor i økonomi, begge Aalborg Universitet.

3. Overtræder besættelsesmagten ved sin behandling af fanger i Irak Genève-konventionerne?
I lejre og fængsler i Irak sidder krigsfanger, kriminelle og "politiske fanger" blandt hinanden.
Har krigsfangerne krav på løsladelse? Er det i overensstemmelse med folkeretten, at fangerne sidder på ubestemt tid og ofte uden at kende de anklager, der skal rejses mod dem?
Hvilke retskrav har fangerne: Krav på at blive stillet for en dommer? Krav på juridisk bistand? Krav på løsladelse?
Har offentligheden og pårørende krav på at vide, hvem der er fængslet /indsat i lejre og hvor de befinder sig?
Ved Dr. Kathleen Cavanaugh (Irland) eller Özlem Dalkiran (Tyrkiet) (begge Amnesty International ) Ikke bekræftet

4. Koalitionens kontrol med NGOer i Irak.
Et nyt direktiv udsteder retningslinier for, hvorledes NGO'er kan godkendes eller forbydes, som led i udviklingen af et nyt irakisk civilsamfund. Koalitionen vil kontrollere den proces, der som led i en demokratisk udvikling skal stimulere folkelige og uafhængige organisationer. Har koalitionen ret til at styre og kontrollere en demokratisk udvikling og et frit civilsamfund, der ideelt skal vokse op nedefra? Hvad er Danmarks medansvar som medlem af koalitionen?
Ved Lone Lindholt, seniorforsker, Institut for menneskerettigheder.

5. Det etisk-politiske perspektiv.
Om politikernes ansvar for undermineringen af den internationale retsorden.
Om ansvaret for krigen i Irak som "forebyggende krig" og krig uden forudgående realistisk vurdering af følgerne.
Om ansvaret for mistænkeliggørelsen af FNs sikkerhedsråd, FNs våbeninspektører og den folkelige modstand mod en krig uden FN - mandat.
Ved Peter Kemp, professor i filosofi ved Danmarks Pædagogiske Universitet, og leder af Center for Etik og Ret, København.

Ved høringen anvendes et kvarter efter hvert oplæg til spørgsmål fra Panelet, der består af Ole Espersen, Peter Kemp, Claus Haagen Jensen,

Dagen afsluttes med spørgsmål fra salen.

Vi er så langt fra de eneste der afholder Irak høringer/ tribunaler. Vor høring er led i en international kæde af høringer /tribunaler med sessioner i Hiroshima (depleted uran og cluster bomber), Bruxelles (hvilke motiver og interesser ligger bag angrebet på Irak), New York, Tyskland, og et afsluttende tribunal i Istanbul. England har holdt en juridisk høring og indklaget Tony Blair for ICC (Den internationale straffedomstol). Materiale herom kan tilsendes ved henvendelse pr. e-mail til sus.thorbek@get2net.dk.

Hvis du vil støtte høringen med dit/jeres gode navn så send os en mail.

Høringen støttes af Fredsfonden og 1. Maj Fonden. Vi mangler fortsat penge til annoncering og forhåbentlig rejser til en person fra Amnesty. Vi beder jer derfor om at indsætte 100 kr i
Lån og Spar
Konto: Irak-høring
Kontonummer:0400-4012028291
Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret marts 2004 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >