Brev fra Vibeke Pedersen

Det er vigtigt for mig, at vi som nation tager kraftigt afstand fra at medvirke i en militær aktion.

27/9 2001

Se temaet
Brev fra Vibeke Pedersen

Det er vigtigt for mig, at vi som nation tager kraftigt afstand fra at medvirke i en militær aktion. Jeg kan ikke som borger i Danmark under nogen omstændigheder acceptere at være ansvarlig for, at uskyldige civile mennesker mister livet eller lider overlast.
 
Det er vigtigt for mig, at vi som nation ikke medvirker til at foranstalte gengældelses- eller straffeaktioner mod enkeltpersoner, grupper eller nationer, som ikke beviseligt har medvirket til terroraktioner. Det er yderst vigtigt, at vi ikke på denne måde får sat retssystemet ud af drift.
 
Det er ydermere vigtigt for mig, at vi som nation ikke bruger militær magt overfor Afghanistan, fordi dette vil virke provokerende og på den måde være med til, at konflikten eskalerer. Det har vist sig gang på gang, at krig ikke løser nogen problemer. Det skaber kun endnu mere krig og terror, endnu mere had og endnu flere uskyldige civile ofre. Måske kan vi på den måde få ram på terrorister. Men hvis der er et dybereliggende had i befolkningen, som ligger til grund for terrorismen, kan vi ikke fjerne dette med en militær aktion, og vi kan ikke hindre, at der kommer nye terrorister.
 
Det er vigtigt for mig, at vi som nation vælger fredelig dialog fremfor militær magtanvendelse. Dialog med de samfund eller etniske minoriteter, som føler desperationen og hadet tæt inde på livet, er den eneste mulighed, vi har, for at undgå terrorisme i fremtiden. Dialogen bør indbefatte aktiv lytning til årsagerne for desperationen og hadet, villighed til at indrømme en eventuel fejlagtig eller uetisk politik og villighed til reelle forhandlinger, hvor den vestlige verden ikke udelukkende ser på egne, umiddelbare interesser.
 
Det er vigtigt for mig, at vi som nation specifikt er opmærksom på, at politisk forfølgelse, militære overgreb, undertrykkelse og økonomisk udnyttelse kan føre til terrorisme. Det er vigtigt, at vi erkender vigtigheden i at arbejde imod sådanne forhold og at vi påtager os medansvaret for at afskaffe dem. Og det er vigtigt, at vi erkender, at bl.a. USA i visse tilfælde financierer eller på anden vis støtter sådanne forhold, hvorfor vi helt klart må tage afstand fra USAs politik i sådanne tilfælde.
 
Det er vigtigt for mig, at vi som nation ikke blindt vælger side i konfrontationer, hvor vi ikke direkte er involverede. Det er vigtigt, at vi i stedet kan vælge mæglerens rolle, og samtidigt tager aktivt stilling til sagen. Det indbefatter, at vi for alle parters vedkommende kan se og påpege handlinger, som kan være uetiske eller uhensigtsmæssige, når formålet er at skabe en fredeligere verden. Det indbefatter ligeledes, at vi aktivt forsøger at presse parter til forhandling i erkendelse af, at visse gruppers og landes problemer er hele verdens problemer.


Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret september 2001 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >