Afvæbning i våbenhuset

Se temaet

I 1970 skulle der være bispevielse i Københavns Domkirke. Det var en god lejlighed til en utraditionel Aldrig Mere Krig-happening. Kong Frederik og dronning Ingrid plejede at overvære disse højtideligheder som øverste chefer for Folkekirken. Også alle de kendte i gallauniform med ordner og pyntevåben De store aviser ville bringe referater på side 4.
Temaet skulle være våbenhuset. Det hed dog et våbenhus, fordi det var dér kirkegængerne i en barsk Middelalder hængte deres håndvåben, før de gik ind i Guds hus, for ikke at besudle det med voldens værktøj, så længe Guds ord blev forkyndt.
Alligevel var det efterhånden blevet mode blandt samfundsstøtterne, at når man nu en sjælden gang skulle lufte den store galla med ordner og det hele til et bryllup eller en bispevielse, så tog man pyntesablen med ind og op ad kirkegulvet.
Forberedelserne: En folder blev duplikeret med den historiske baggrund for våbenhusets funktion, og grunden til at Aldrig Mere Krig aktionerede netop ved denne begivenhed. En mindre løbeseddel beregnet til at overgive til gæster med sabel, hvorpå der blot stod: "Gæster med pyntevåben bedes aflevere disse til opbevaring hos garderobevagten i våbenhuset". To pæne unge aktivister blev udpeget til at skulle fungere som garderobevagter iklædt deres pæneste kirketjener-jakkesæt med slips, og resten af gruppen skulle udenfor kirken forsøge at få kontaktet flest mulige sabelfolk, inden de gik ind i kirken, og i øvrigt fungere som støttegruppe "martyrforstærkning", hvis garderobevagterne skulle blive antastet. Så var der kun at møde op i god tid, kl. 9:30. Kongeparret ville komme præcis klokken l0.
 
Pæne garderobevagter
De to pæne garderobevagter stillede sig diskret i hver sin side ved hovedindgangen fra Nørregade, hvor folk da også myldrede ind, men mærkelig nok ingen af de gallaklædte, som aktionen var rettet imod.
Tiden gik, 9:50 og stadig ingen sabler... Så kom en af de udendørs aktivister løbende og forklarede, at alle de særligt indbudte strømmede ind gennem den sideindgang, der vender mod Universitetet.
De blev hurtigt enige om, at den ene garderobevagt skulle blive ved hovedindgangen, mens den anden skulle forsøge sig ved sideindgangen.
Dér var bid. En ældre pensioneret oberst fra Livgarden kom forpustet ind i det lille forkammer. Garderobevagten trådte smilende frem: "Skal jeg hjælpe Dem af med sablen, Hr.?"
Obersten brummede godmodigt: "Nå, bruger man det her? Ja, ja, nu skal jeg". I fællesskab fik de afmonteret sabel og gehæng. Nu udviklede begivenhederne sig næsten alt for hurtigt. Ind i det lille forkammer kom samtidigt yderligere to personer. Inde fra kirken en "rigtig" kirketjener, og udefra en ny sabelmand. Det var Københavns overpræsident (et embede der ikke findes mere).
Overpræsidenten var ved at kante sig forbi, hvortil obersten bemærkede: "Jamen, skal han der så ikke også aflevere sin sabel?"
"Jo selvfølgelig, nu skal jeg hjælpe." Kirketjeneren havde imidlertid opfattet situationen og begyndte at hive i overpræsidenten: "Nej, De behøver ikke, Det er bare nogle demonstranter, nu vil jeg kalde på politiet..."
De to trak sig tilbage gennem indgangen til kirken, og garderobevagten lod obersten sunde sig selv og listede stille ud på universitetspladen.
 
Find kong Frederik
Klokken var nu blevet 9:57, og der var kun tilbage et sidste forsøg. Om man kunne få afvæbnet selveste Kong Frederik, der ville komme om tre minutter. Tilbage til hovedindgangen, hvor de to garderobevagter stillede sig i den klassiske søjlegang ved toppen af trappen til Vor Frue.
Kongeparret kom præcis, og den tapre garderobevagt gik langsomt de to trappetrin ned mod bilen. Men nu havde kirketjeneren været hurtig. Hun havde fået mobiliseret en gruppe politifolk fra det indre af kirken, og de sprang fem mand høj frem, greb garderobevagten og trak ham hurtigt ud til siden, bort fra kongeparret som var ved at stige ud.
Her måtte han frem med navn og adresse, og hvad hans ærinde var. "Ja, vi kunne godt se, at du ville have fat i kongen," sagde en af dem.
"Nå, ja, det er vel ikke forbudt, det er vel ligeså meget min konge, som det er jeres..."
De fem betjente kom nu i en ivrig diskussion, om de skulle tage forbryderen med på stationen, men den ældste af dem vurderede dog, at han jo egentlig ikke havde forvoldt nogen skade, havde været pæn i tøjet og ærligt oplyst sit navn så det endte med, at de slap ham løs.
Nu var der kun tilbage at spadsere i samlet trop de få meter hen til Mikkel Bryggersgade, hvor Ritzaus Bureau har hovedkvarter for at fortælle om den enestående sejr, hvor det var lykkedes for Aldrig Mere Krig at afvæbne en oberst i Kongens Livgarde med ikkevoldelige metoder, ved ren overtalelse.
Avisen fandt, at det var en god og opbyggelig historie, så næste dag bragte de udførlig omtale. Endog den nyviede biskop, som den følgende søndag blev interviewet, indrømmede at alt postyret, som han jo ikke selv havde overværet, havde givet ham noget at tænke på, for i princippet mente han nok, at aktivisterne faktisk havde ret - at våbnene ikke burde komme ind i kirkerummet .