Omstilling - fra fjendebilleder til en fredskultur

Se temaet

Den seneste globale udvikling er en stor nedtur og tilbageslag for arbejdet for en fredelig fremtid, med afrustning og brug af de sparede ressourcer til fordel for udbygning af grønne klima- og miljøløsninger, og afbødning af den nuværende strukturelle vold mod fattige mennesker i både syd og nord.

Disse fattigste er blevet sorteper både med hensyn til finanskrisen i 2008, coronabekæmpelse og konsekvenserne af krigen i Ukraine. De led også i forvejen under den ulige globale fordeling som følge af den uregulerede kapitalistiske markedsøkonomi, støttet af de største firmaers indflydelse på deres statsmagter, i retning af at føre en imperialistisk præget politik.

Udsigten for den fremtidige udvikling var ellers på overfladen blevet gjort håbefuld gennem en enig vedtagelse i FN-regi om de globale verdensmål for bæredygtighed, som så gav mange ansvarlige mennesker energi til at gå i gang med at realisere dem.

Den af Rusland startede, forkastelige krig mod Ukraine, blev det seneste dødsstød til verdensmålsoptimismen og prioritering af kampen for at stoppe opvarmningen og redde klimaet, stoppe udtømningen af naturressourcer og ødelæggelse af biodiversiteten - hvilket i sidste ende drejer sig om at reformere eller udfase det kapitalistiske vækstsystem, der bygger på stadig forøget privatforbrug.


Så længe befolkningerne i både Rusland og NATO-landene lader sig forblænde af (gensidige) fjendebilleder, der fortæller at det nu af hensyn til vores sikkerhed drejer sig om at vinde militært på slagmarken. Fjendebilleder skabt og støttet af de våbenfirmaer og hele det militær-industrielle-medie-akademiske-kompleks, der som de eneste kan tjene penge på eller få prestige fra den vanvittigt store våbenproduktion.

Ja, lige så længe vil krigen og forarmningen af os fortsætte. Eller måske allerværst, så stopper den konventionelle krig før vi ved af det, ved at den tabende atommagt i desperation, ved en højspændingsskabt fejlkalkulation eller simpelt uheld, bruger taktiske atomvåben mod fjendens militære installationer, men som også vil slå tusindvis af civile ihjel. Det kan få modparten til at svare igen med atomvåben, og så viser de fleste scenarier, at atomkrigen vil blive optrappet til fuld skala.

Og det vil sige, at ikke blot vil milliarder af mennesker dø, men den atomvinter, som asken i atmosfæren bevirker over hele kloden, vil oveni få milliardvis af mennesker til at sulte ihjel. Det er desillusionerende at opleve den danske befolknings voldsomme sort-hvide militaristiske opbakning til at støtte Ukraine med nu også mere offensive våben og træning, uden samtidigt at kræve vilje til fredsforhandlinger. På det seneste fortæller vestlige kilder, at Boris Johnson var i Kiev i april for at fortælle Zelensky, at han skulle stoppe en nærmest færdigforhandlet fredsaftale med Rusland, for Ukraine kunne regne med den nødvendige våbenstøtte fra NATO til at vinde over Rusland.

Og især danskernes opbakning til den voldsomme oprustning på 18 milliarder - uden tanke på, at dette sammen med de øvrige NATO-landes oprustning kan blive opfattet som en trussel, og især når NATO-landene jo i forvejen er overlegne med mellem 12 til 18 gange flere penge til militæret end det fattigere Rusland, og derved kan Danmark være med til at optrappe fjendtlighederne.

Men samtidigt befordres kamplysten til at gøre noget for at afbøde den ufattelige uansvarlighed, som begge atommagterne Rusland og USA (NATO) udviser på hele menneskehedens vegne, ved at begge parter vil vinde, velvidende at risikoen for at tilintetgøre os alle igennem en atomkrig vil vokse for hver dag krigen får lov at fortsætte. Med stadig flere ofre, mere had og desperation, og som måske allerværst gør aktørerne på begge sider ude af stand til med bibelsk sprogbrug at indse, at du ser splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget ser du ikke.


Her overfor står i øjeblikket en fåtallig, om end voksende, fredsbevægelse ret magtesløs, usynliggjort i medierne og i den politiske debat - på trods af årelange ihærdige anstrengelser fra især netværket Forbyd Atomvåben. Så derfor forbereder netværket, med udgangspunkt i den livsfarlige situation med reelt krig mellem to atommagter, som verden befinder sig i nu, en kampagne med overskriften Nej til atomkrig - forbyd atomvåben!

Kampagnen vil gerne give alle, som måtte være bekymret for at krigens fortsættelse øger risikoen for atomkrig, mulighed for at handle konstruktivt ved at samles om kravet: Danmark skal tilslutte sig FNs forbudstraktat mod atomvåben. Og dermed vise de politiske partier og regeringen, at vi er så mange, der vil af med atomvåben, at politikerne bliver nødt til at lytte og handle.

Og så satse på, at få de europæiske regeringer til at prioritere en forhandlet fred, som alle parter kan se sig selv i. Frem for som nu, at lade styrken på slagmarken, med risiko for atomkrig, bestemme vores skæbne. Derfor drejer det sig nu her i Danmark om at samle alle gode kræfter, også fra beslægtede organisationer som f.eks. klima- og miljøbevægelser, som vi har en fælles interesse sammen med, i at sikre vores fælles planet som et godt sted at leve uden frygt for en pludselig altødelæggende atomkrig.

Vi nu er havnet i en krig, hvor jeg aktuelt må være i opposition til begge krigsparter. Men også imod USA/NATOs politik siden murens fald fordi man løb fra en aftale med Gorbatjov om ikke at ekspandere NATO og angrebsvåben østpå. Og helt katastrofalt løb fra løftet om at samarbejde om at opbygge en fælles sikkerhed, hvor man hele tiden medtænker og forstår, at den anden part også har behov for at kunne opleve at leve i sikkerhed - en fredsstrategi i sin tid udtænkt af Oluf Palme-kommissionen. Og som de oprustningsplaner, som vi nu ser, er den rene gift for.

Pacifisme har sin besøgelsestid, ved at arbejde for afspænding og bruge afspændingsperioder, til at forebygge voldelige konflikter - igennem opbygning af fredsstrukturer, der i tide kan tage hånd om konflikter med ikkevoldelige konfliktløsningsmekanismer, og gennem socialisering skabe en fredskultur, hvor demokratiets kvaliteter er fællesskabernes og det enkelte menneskes bærende identitet - i stedet for magtens sprog.