De kaldte ham Victor

En skole-opgave

Af Geert Grønnegaard - 1999


Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 4 - 1999


- se andre blade

Denne tekst indeholder ganske dagligdags ting, begreber og ord, som du næsten alle kender og bruger. Prøv at gå den langsomt igennem med en blyant i hånden og understreg undervejs de ord, der har krigerisk fortid. Altså ord der stammer fra krige, våben, generaler, kaserner, uniformer...
I en klasse kan I bruge opgaven som pointleg. Kan du komme op over 100 ord er der fint - men der er tæt ved 120. Du kan her få et ganske godt indtryk af, hvor meget krige og krigsforberedelse har betydet for os og vore forfædre. Så meget, at ordene har præget vores daglige sprog.
Du kender sikkert selv andre af den slags ord.

Der var engang en mand og en kvinde.
Begge afskyede vold, og de var enige om, at hvis de fik børn sammen, skulle de opdrages til fredelige gode mennesker.
Manden og kvinden lovede hinanden, at al tale om krig og militær og vold skulle være bandlyst i deres hus.
En dag fik de et barn, en lille dreng, somde kaldte Victor.
Da han var tre år, holdt hans far og mor en fest for deres venner, hele den gamle garde. Victor var i matrostøj, for hans mor syntes, han var så sød i blåt.
Farbror Alexander havde sin nye forlovede med. Mor sagde, at hun var et ordentligt slagskib, når hun kom i fuld krigsmaling. Far sagde, at hun var en sexbombe.
Næste morgen lignede køkkenet en slagmark, og der kom først lidt skik på det igen, da mor gik i krig med opvasken.
Fire år gammel kom Victor første gang i kirke med sin far og mor juleaften.
Selv om præsten tog sigte på at gøre sig forståelig for børnene, forstod Victor ikke ret meget.
Efter "en himmelsk hærskares mangfoldighed" faldt han på gulvet.
Midt under "thi dit er riget, magten og æren" skulle han absolut rasle med en pose bischmarcksklumper, og for at vise at der stadig var krudt i ham, klappede han voldsomt, da koret sammen med organist og piber og trommer havde fyret det hele af med keruber og flammesværd.
Victors far tog ham beslutsomt i hånden og trak ham med ud i våbenhuset, hvor han nåede at stoppe sin vante ned i en indsamlingsbøsse fra Kirkens Korshær, inden mor var kommet ud.
Nu kom begivenhederne slag i slag.
Den syvårige Victor med nyt tornyster på ryggen stillede sig fortrøstningsfuldt i geled foran skolen.
Der var en hel invasion af børn til 1.
klasse det år. Da porten blev åbnet, for han frem som skudt ud af en kanon for at kapre den bedste plads.
Morgensangen var noget helt nyt og spændende for ham. Hele styrken blev trommet sammen i gymnastiksalen hver morgen til en salme og en sang.
Under "Vor Gud han er så fast en borg" tænkte han på sine sandslotte ved stranden, og da han hørte den med "hans værge hamrede så fast, at Gotens hjelm og hjerne brast" huskede han på sin mor, når hun skar lever til hjemmelavet postej.
Victor faldt godt til i skolen. Han viste sig hurtigt suveræn til alt, hvad der havde med sport at gøre. Var der fodboldkampen mod arvefjenden fra realskolen, kunne man være bombesikker på Victor.
Når han kom hjem fra træning, løb ham øjeblikkelig storm på seks halve stykker + en napoleonskage og to honningbomber.
Også spejderkorpset fik han tid til. Han elskede marchturene med patruljen og de store sommerlejre, hvor alle levede på feltfod med spartansk madlavning.
Kun 17 år gammel kom han på KFUMs førstehold, som en gudbenådet angriber og langskytte. Holdet havde netop fået ny træner, som var ved at lægge slagplan for den kommende turnering: "Jeg har fundet en ny taktik", forklarede han, "den er helt skudsikker. Det er en meget slagkraftig og offensiv strategi. Forstår I, vi stiller op i torpedoform med Victor som spydspids." Fjerde august skulle den ny taktik have sin ilddåb i kampen mod Esbjerg.
KFUM var lige rykket op i første division, mens Esbjerg var veteraner. Victors far og mor og alle klubkammeraterne stod forventningsfuldt op marcheret ved sidelinien for at følge den unge holdkaptajn.
I begyndelsen spillede begge hold meget defensivt, men pludselig dukkede den garderhøje KFUM-målmand ud af en hård tackling og sendte bolden som en pil frem til Victor. Han lagde den roligt død og trak et par gange.
"Skyd, skyd," blev der råbt. "Bang", sagde det, og Esbjerg måtte rejse slagne hjem med et nederlag på 0-1.
Så var det på Handelshøjskolen slaget skulle stå. Fristelserne var mange i Kongens by, men Victor holdt fanen højt på sit lille studereværelse i Tordenskjoldsgade, og han gennemførte studiet på rekordtid.
Straks efter eksamen blev han indrulleret i A/S Handelskompagniet, hvor han hurtigt steg i graderne. Som sektionsleder i uniformsafdelingen fik han megen ære af en stor ordre til Frelsens Hær, og senere som generalagent og engelsk konsul skabte han en hel moderevolution i Montgomeryhuer.
Byrådet stod åbent for ham, ridderkors, og kun på grund af uventet kampvalg gik han glip af borgmesterposten.
Hele Handelskompagniet kom under den kun fyrreårige Victors kommando.
En dag, et par år senere, betroede han sig til en gammel ven på Kaptajnskroen: "Der er en femte kolonne i firmaet," sagde han lakonisk.
"Nå, er du på den galej?" "Ja, vi skulle netop til at indlede en priskrig over hele tøjfronten, da der kom besked om hærværk i lageret. Jeg var blevet advaret mod at spænde buen for hårdt, men alligevel havde jeg givet hele personalet en bredside i torsdags.
Næste uge er der generalforsamling." "Kan du ikke føre slaget over i fjendens lejr?" foreslog vennen.
"Måske", sagde Victor.
Victor var ellers ikke bange for at krydse klinge med nogen, men al den alarm, der havde været om hærværket, havde trukket husarerne til. Han talte om kompagniets glorværdige historie, om at skyde spurve med kanoner og om at samle tropperne til et nyt fremstød.
Men aktionærerne ville se blod.
Han blev tilbudt to måneders orlov og en retrætepost i udlandet. Denne generalforsamling blev Victors Waterloo.
Næste dag fandt man ham død i Opel Kaptajnen i den lukkede garage.
Til den gribende begravelse fra Garnisonskirken var talrige mødt op, hele funktionærstaben fra firmaet, gamle frontkæmpere fra KFUM, og selvfølgelig Victors gamle far og mor.
Rustvognen bragte sin last det sidste stykke til gravstedet, hvor båren blev sænket ned med fuld honnør. Efter Victors sidste ønske var stenen meget enkel.
Der stod kun et ord: FRED

Spørgsmål til diskussion:
Hvordan ville historien have lydt, hvis der i stedet for krigeriske ord var anvendt fredsommelige ord? Kan det overhovedet lade sig gøre? Er der flere krigeriske ord end fredelige ord i dansk?


Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret december 1999 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >