FRED.dk

FRED.dk er den nye og indlysende adresse på internettet, hvor folk fra hele verden kan finde de danske fredsbevægelser.

Af Tom Vilmer Paamand - 2017


Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 2 - 1997


- se andre blade

Gæster fra Rumænien, Mexico og Frederikshavn har været på besøg hos "FRED.dk". Det lille projekt "Hjemmesider for Fred" har vokset sig stort og har skiftet navn, placering og udseende. Indholdet er stort set det samme - massevis af information om de danske fredsbevægelser, artikler, adresser, aktuelle nyheder og lidt på engelsk. Interesserede, der ikke selv har adgang til internettet, kan se siderne på biblioteket. De fleste biblioteker tilbyder nu adgang til internettet, så giv din lokale biblotikar et tip om at vise kunderne "FRED.dk". Aldrig Mere Krig, Kvinder for fred, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed samt Militærnægterforeningen bor alle elektronisk på den fælles adresse.
 
Find "Fred" på nettet
Indholdet bliver løbende opdateret og forbedret. Strukturen er nu lagt an på "faneblade" i toppen af alle sider, der skulle gøre det mere overskueligt at finde rundt på de mange sider. Den nyeste tilføjelse er en søge-funktion. Skriv blot nogle ord, du er interesseret i, og maskinen viser så en liste over de relevante sider fra "FRED.dk". Søgefunktionen er en af de fordele, vi har fået ved at betale for vores helt egen adresse på internettet.
I løbet af sommeren kommer der også en slags diskussions-forum, hvor det er muligt at skrive kommentarer direkte på en side. Forhåbentlig kan det blive til hele diskussioner, hvor disse offentlige "postkort" får en hel debat i gang blandt gæsterne En anden fordel er, at det er muligt bedre at følge aktiviteterne på siden. Det er (heldigvis) ikke muligt automatisk at se hvem, der har været på besøg. Men det kan ses hvor i verden gæsten kommer fra og hvordan hun har bevæget sig rundt mellem siderne. Så hvis gæsten er endt i nogle blindgyder på vores del af nettet, kan vi se og rette problemet.
 
Simple løsninger
Teknisk set er der også blevet større muligheder for at lave blærede sider med lys, lyd og levende billeder - men det kommer der ikke. Mange avancerede sider har funktioner, der ser meget flotte ud på tv.
Men for den almindelige bruger med en gammel computer og gamle programmer vil det blot give laaange ventetider - og så har de fleste forlængst opgivet og er hoppet videre.
Nogle sjove funktioner behøver dog, med lidt omtanke, ikke fylde så meget. Et par af siderne har fået små tegnefilm på. Dem kunne der godt være flere af og hvis nogle læsere har gode og simple ideer, så... Den ny placering kan også rumme mere end den gamle.
Siderne indeholder allerede et lille bibliotek med en række bøger af Leo Tolstoj, Axel Pille og andre. Disse bøger kan gratis hentes, så gæsten senere kan læse dem på sin egen computer. Denne funktion bliver der god plads til nu. Tilsvarende er mange fredsplakater nu affotograferet og vil snart kunne ses og hentes på internettet. Forslag til lignende aktiviteter modtages gerne.
 
Bare FRED.dk
Tidligere skulle gæster skrive en lang adresse for at finde fred: www2.dk-online.dk/users/amk/. Den lange adresse betød oversat, at vi var gæster hos firmaet Dk-Online i Danmark, hos den bruger, der hed amk.
Nu bor projektet på den selvstændige adresse FRED.dk. Det er langt mere overskueligt og har også den fordel, at vi kan beholde adressen fremover. Lige nu er adressen forbundet til en computer i USA, men den kan uden besvær flyttes til en anden maskine. At adressen fysisk er amerikansk betyder intet i den daglige kontakt. På internettet koster det samme pris at kontakte USA, Australien og Århus.
Den ny adresse fungerer også som en elektronisk postkasse, så fremover kan Aldrig Mere Krig kontaktes på den flotte adresse AMK@FRED.dk - og den mulighed vil de Øvrige tilknyttede foreninger også få tilbudt. Det er lidt svært at holde housewarming på en adresse, der ikke findes rent fysisk - så kik ind,' når som helst I har lyst. Vi holder åbent døgnet rundt!

Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret december 1997 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >