Orden og terror

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 4 - 2003

- se andre blade

To danske universitetsfolk beskriver USAs store rolle fra hver sin vinkel. Det er Rune Engelbreth Larsen med „Terrormyten og det amerikanske imperium“ og Lars Erslev Andersen med sin „Den amerikanske orden“.
Rune Engelbreth Larsen er som forventet den mest kritiske. Hans bog rummer en gennemgang af nutidens globale konfliktområder, og vier solide afsnit til henholdsvis Mellemøsten, Balkan og Irak.
Afsnittene er flot garneret med beskrivelser og citater, ofte af begivenheder, som nuværende regeringer forsøger at få os alle til at glemme.
Rune Engelbreth Larsen ripper op i ubekvemme ting som terrorgrupperne Irgun og Stern, der blev ledet af Menachem Begin og Yitzhak Shamir. Deres voldsomme brug af regulære terrorbomber i Palæstina i 40erne har ikke hindret, at de senere blev respekterede statsmænd.
De ubehagelige minder rammer også palæstinenserne. Deres terror er langt mere kendt, men det er et grimt synderegister at læse. PLO og Hamas har bestemt ikke satset på ikkevold, men i stedet på en parole som: „Der er ingen civile. Der er ingen uskyldige.“

Blodbadet fortsætter i Jugoslavien, hvor de forskellige befolkningsgrupper til slut ikke har ret meget at være stolte af. Lige som Palæstina er Balkan et omstridt område, som mange føler at de har gudgivne rettigheder til.
De mange nøje tilrettelagte massakrer og provokationer opremses, hvor det ofte fortsat er omstridt, hvem der reelt var de skyldige. Fokus er her netop på disse dygtige løgne, der uden tilstrækkeligt modspil fik lov til styre både verdensopinion og regeringer.
Det var uhyggeligt nemt at starte en borgerkrig mellem hidtil så gode naboer, og der er fortsat gjort alt for lidt at lære af det.
Løgnene er også i front i afsnittet om Irak, hvor den seneste krig er med. Helt frem til den omhyggeligt arrangerede jubel, da medierne kan vise „det irakiske folk“ styrte en statue af Saddam Hussein.
Afsnittet bruges også til at vise udviklingen mod USAs nye kurs, hvor en gryende og mest europæisk opposition må se USA gå i krig uden om sine sædvanlige NATO-partnere. Her er gode kildelister for de interesserede – og ikke meget nyt for den vågne læser, der selv kan huske et par måneder bagud.  

Sidste del beretter om civilisationernes sammenstød og det liberale samfunds sejr – eller rettere, det er en kritik af denne tankegang. Afsnittet handler om Islam, og er meget teoretisk med diskussioner af diverse forfatteres bøger. Det er vel her, at erfaringerne fra konfliktområderne krystalliseres, så en samlet forståelse af det hele falder på plads. Rune Engelbreth Larsen er jo kendt som et filosofisk menneske med en humanistisk vision, men er vist blevet rådet til at indskrænke sig her.
Bogen ender derfor lidt pludseligt med nogle hurtige afsluttende ord om, at der jo skal være plads til os alle sammen – men inden da er jeg blevet godt informeret og har fået opfrisket en del nyere historie.
 
Afbalanceret skråsikkerhed
Lars Erslev Andersen praler selv med, at han både beskyldes for uamerikansk virksomhed og for at være CIA-spion – og dermed vel rammer meget godt i midten. Det gør han også. Bogen „Den amerikanske orden“ er helt fri for agitatoris­ke her­­re­sving som Rune En­gelbreth Larsens, men rummer alligevel en hel del ret skråsikre vurderinger. De er velargumenterede og virker overbevisende.
Lars Erslev Andersen er heldigvis ikke mere skråsikker, end at han kan indrømme fejl – og har over for mig rettet sin version af myten om de såkaldt „udsmidte“ våbeninspektører i Irak 1998.
Lars Erslev Andersen har ikke den seneste Irak-krig med her, men fokuserer på Mellemøsten med en udtømmende historisk gennemgang.
Under kampen mod terror har USA allieret sig med en række regimer, der ikke virker meget hyggeligere, end de udpegede skurke. Det er Lars Erslev Andersen ikke begejstret for.
Også han analyserer teorien om ­civilisationernes sammenstød, som George W. Bush’ politik er stærkt præget af. Og viser, at de forebyggende angreb ikke er nogen ny politik, men blev brugt også af Bill Clinton, der han bombede i Afghanistan og Sudan – på lige så usikre efterretninger, som nu.
Han tror heller ikke på, at strategien med forebyggende angreb, der ofte sker på tværs af tidligere allierede og uden FN-opbakning, vil føre til noget godt.
Også han stopper lissom i utide, da de rigtigt konstruktive og fremadrettede tanker skal lægges frem. Men det er forståeligt, at regering og medier bruger forfatteren som Mellemøsten-ekspert, for det er ellers et solidt og grundigt arbejde, tilstræbt afbalanceret.

Rune Engelbreth Larsen: „Terrormyten og det amerikanske imperium“  
Tidernes Skifter, 2003.
 
Lars Erslev Andersen: „Den amerikanske orden – USA og det moderne Mellemøsten“  
Aschehoug, 2003.